Når nej betyder nej
kvinde_mand_kommunikation_nej_betyder_nej_fog_debat_score_alkohol

Fog er selvfølgelig enig i, at hvis en kvinde siger nej og virkeligt mener, det, så skal man respektere dette. Hans pointe er blot, at det ikke er sikkert, at en kvindes første nej altid rent faktisk betyder nej. (Foto: Colourbox)

Fog er selvfølgelig enig i, at hvis en kvinde siger nej og virkeligt mener, det, så skal man respektere dette. Hans pointe er blot, at det ikke er sikkert, at en kvindes første nej altid rent faktisk betyder nej. (Foto: Colourbox)

Et interview med biologen og forfatteren Kåre Fog på den liberale netavis 180grader har affødt en del diskussion i min omgangskreds.

Interviewet drejer sig om mænds og kvinders forhold til sex. Fog mener, at der er en række biologiske og evolutionært bestemte forskelle på mænd og kvinder. Disse forskelle er med til at bestemme, hvordan de to køn forholder sig til hinanden, til sex og til det at flirte.

Fog mener f.eks. at:

»Det er et generelt træk mange steder i dyreriget, at hannen skal være den pågående der bliver ved og ved med at forsøge, mens hunnen skal være den kostbare der først efter mange forsøg giver efter. På den måde sikres det, at svage hanner giver op og ikke fører deres arveanlæg videre. For mig at se er præcis det samme tilfældet hos mennesker: Kvinden ønsker generelt at manden på en eller anden måde skal overvinde en modstand, førend hun accepterer ham som partner.«

Nej betyder ikke altid nej

Når en kvinde siger nej til en mands tilnærmelser, så mener hun det altså ikke altid. Nogle gange siger hun nej, fordi hun ubevidst ønsker, at manden skal overvinde hendes modstand og derved bevise sin initiativlyst og styrke. Så selv om hun siger nej, betyder hendes nej ikke altid, at hun vil have manden til at holde op med at lægge an på sig.

For yderligere at underbygge dette synspunkt henviser Fog til »en amerikansk undersøgelse fra 1988, hvor 610 kvindelige studerende deltog. Hele 39 % af kvinderne i undersøgelsen svarede 'Ja' på spørgsmålet, om de havde været i en situation, hvor de afviste en mandlig bekendt seksuelt, selvom de gerne ville have sex med ham.«

Ifølge Fog betyder en kvindes nej altså ikke altid nej. Og han foreslår derfor, at vi holder op med at lære mænd, at 'nej altid betyder nej'.

»Man må ikke lære drenge og mænd, at et nej altid er et nej – for det er det ikke. De sociale signaler er på ingen måde så enkle og umisforståelige, som det antydes i påstanden om, at et nej er et nej. De sociale signaler er derimod uklare og tvetydige, og mange mænd er ekstremt dårlige til at afkode dem. For en sikkerheds skyld holder de fleste mænd sig derfor meget tilbage. Og det er synd både for mændene selv, og for de kvinder, der egentlig gerne ville kurtiseres. […] Drenge og mænd skal simpelthen undervises i det spil, der foregår…«

I stedet for at fortælle mænd at 'nej betyder nej' skal vi lære dem at blive bedre til at fortolke og forstå kvinders ofte tvetydige signaler. Hvis mænd blev bedre til at forstå kvinders kropssprog og uudtalte intentioner, så ville der, mener Fog, opstå færre uheldige misforståelser i nattelivet. Og muligvis ville der også blive begået færre voldtægter.

Grund til optimisme?

Det er disse udtalelser, som har ophidset folk i min bekendtskabskreds. En hel delaf mine bekendte mener, at Fog opfordrer mænd til ikke at respektere en kvindes nej. Og dette, fremhæver de, vil næppe mindske antallet af voldtægter og overgreb på kvinder.

Andre af mine venner synes, at dette er en grov overfortolkning. De påpeger, at Fog blot gør sig til talsmand for, at mænd gerne må være mere pågående når de flirter, og at mænd og kvinder skal blive bedre til at kommunikere med hinanden.

Og det er der ikke noget galt i.

Vi bør blive bedre til at forstå hinanden

Jeg har selv haft vanskeligt ved at finde ud af, hvad jeg mener om Fogs udtalelser. På den ene side har han har helt åbenlyst ret i, at det ville være godt, hvis mænd (og kvinder med for den sags skyld) lærte at blive bedre til at afkode og forstå hinandens signaler.

På den anden side har jeg ret svært ved at dele Fogs optimisme på dette område. Mænd og kvinder har brugt mange tusinde år på, at blive bedre til at forstå hinanden. Hvad får Fog til at tro, at vi pludseligt skulle blive meget bedre til dette, end vi hidtil har været?

Og hvordan er det vi mere præcist skal undervise mænd og kvinder i at fortolke hinandens signaler? Fog nævner i artiklen, at han selv er i færd med at skrive en bog om netop dette emne. Men tror han virkeligt selv, at hans egen bog er i stand til at gøre alle (eller blot de fleste) mænd til kompetente 'kvindefortolkere'?

Jeg tror ikke der findes en mirakelkur, som med et kan gøre mænd og kvinder bedre til at forstå hinandens kropsprog og uudtalte intentioner (Folk der med succes har læst 'The Game' vil sikkert være uenige med mig).

Dermed ikke sagt, at vi ikke kan (eller bør) blive bedre til at forstå hinanden. Men blot at der formodentlig kræves andet og mere end lidt undervisning og et par timer med en bog, for at blive kompetent på det område.

Moralske tommelfingerregler

Et andet problem med Fogs udtalelser er, at han synes at betragte 'nej betyder nej' som en empirisk beskrivelse af, hvordan tingene faktisk forholder sig 'ude i verden'. Forstået på denne måde er udsagnet (som vi allerede har set) helt åbenlyst forkert.

Kvinder mener ikke altid det de siger - og det gør mænd for øvrigt heller ikke. Og det er netop denne usikkerhed, som gør flirt og kurmageri så spændende og uforudsigeligt. Men 'nej betyder nej' er ikke blot en (fejlagtig) beskrivelse af kvinders intentioner.

'Nej betyder nej' er snarere en slags moralsk tommelfingerregel; et princip som i moralske tvivltilfælde kan hjælpe os med at afgøre, hvad vi skal gøre.

Det er en god tommelfingerregl

Vi kan sammenligne 'nej betyder nej' med 'Du må aldrig lyve'. 'Du må aldrig lyve' er heller ikke en beskrivelse af, hvordan verden rent faktisk er. Vi ved jo alle sammen godt, at der er tilfælde, hvor det eneste rigtige kan være at lyve.

Men 'Du må aldrig lyve' er en god tommelfingerregel at have, fordi den gør os bevidst om det principielt problematisk i at lyve, og understreger at 'den lille hvide løgn' er undtagelsen, ikke reglen.

På samme måde er 'nej betyder nej' også en god tommelfingerregel at have. Den gør det klart, at vi skal respektere en kvindes ret til selv at bestemme, hvem hun vil i seng med, og understreger at det ikke bare er op til mig at afgøre, om hun har lyst eller ej. Og hvis jeg er i tvivl, så er det nok en god idé at gå ud fra, at et nej rent faktisk betyder nej.

Princippet om at 'nej betyder nej' er altså ikke en beskrivelse af kvinders faktiske intentioner. Det er derimod en moralsk tommelfingerregel, hvis formål er at fremhæve og gøre os opmærksomme på en ganske enkel moralsk sandhed: At det er op til en kvinde selv at beslutte, hvem hun vil gå i seng med, og at vi (mænd) har pligt til at respektere dette.

'Nogle' betyder ikke 'alle'

Et tredje problem med Fogs udtalelser er, at han meget hurtigt slutter fra »nogle kvinder kan godt lide, at mænd tager initiativ og overvinder modstand« til »de fleste/alle kvinder kan godt lide, at mænd tager initiativ og overvinder modstand.«

Selv hvis vi giver Fog ret i sine biologiske og evolutionære argumenter, så kan man ikke ud fra disse argumenter konkludere, at de fleste kvinder som hovedregel siger nej, selvom de rent faktisk mener ja.

En hel del kvinder siger formodentlig nej til mænds tilnærmelser af den simple grund, at de vil have dem til at holde op (noget jeg selv har været ude for mange gange). Og dette nej skal selvfølgelig respekteres. Princippet om at 'nej betyder nej' er en måde at sikre, at folk (mænd) husker dette.

Mænd og kvinders indbyrdes kommunikation kan forbedres

Fog er selvfølgelig enig i, at hvis en kvinde siger nej og virkeligt mener, det, så skal man respektere dette. Hans pointe er blot, at det ikke er sikkert, at en kvindes første nej altid rent faktisk betyder nej.

Det virkelige problem er derfor ikke, om nej betyder nej, men derimod hvornår nej betyder nej! Hvis ikke det første nej betyder nej, er det så det andet? Eller det tredje? Eller…

Fog mener, som allerede nævnt, at den bedste løsning på dette problem er, at mænd skal blive bedre til at forstå kvinder, og at kvinder skal blive bedre til klart at udtrykke hvad de ønsker. Selv er jeg som sagt en smule skeptisk overfor, om en sådan radikal forbedring af mænds og kvinders indbyrdes kommunikation er mulig.

Lyst, begær og alkohol

Denne skepsis bliver ikke mindre af, at flirt og seksuelle tilnærmelser i vore dage ofte ledsages af indtagelse af alkohol, med alt hvad deraf følger af tab af dømmekraft og sund fornuft.

Og så må vi ikke glemme, at hormoner, begær og følelser uundgåeligt kommer til at spille en stadigt større rolle, jo mere alvorligt og intenst flirteriet bliver. Og begær og lyst er ikke just fremmende for mænds evne til at forstå og fortolke verden korrekt. 

Selv hvis mænd og kvinder rent faktisk bliver bedre til at forstå hinanden, så vil denne evne derfor næppe fungere optimalt midt i en intens flirt.  Jo mere en mand tænder på en kvinde (og jo mere han har fået at drikke), jo større er risikoen for, at han misfortolker hendes intentioner.

I sådanne situationer kan der derfor være behov for enkle, letforståelige regler for, hvad man skal og må gøre. Regler som f.eks. 'Nej betyder nej'.

Det kan være uskyldigt at ignorere det første 'nej'

Fog har muligvis ret i, at det kan være ganske uskyldigt, at ignorere en kvindes første nej.

Men jo længere man kommer hen i forløbet, jo mere påpasselig skal man være med ikke at misforstå kvindens intentioner. Det er en ting at være initiativlysten og indlede en flirt på trods af et enkelt afslag. Det er noget ganske andet at forsøge at få en kvinde med i seng, efter hun (gentagne gange) har sagt nej.

Det er i sidstnævnte typer af situationer, at princippet om at 'nej betyder nej' for alvor kommer til sin ret og skal respekteres.

Og til slut...

Jeg går selvfølgelig ind for, at mænd og kvinder skal lære at blive bedre til at forstå hinanden. Men som vi har set, så kan dette sagtens forenes med den opfattelse, at der er gode pragmatiske og moralske grunde til fastholde 'nej betyder nej' som en moralsk tommelfingerregel.

De problemer, som Fog diskuterer, er både alvorlige og reelle, men hans tilgang får tingene til at fremstå væsentligt simplere end de i virkeligheden er. Og det er synd, når han nu selv har travlt med at fremhæve, hvor uklart, kompliceret og tvetydigt det seksuelle spil imellem mænd og kvinder i virkeligheden er.

Tak til Jeppe Larsen, Dorte Madsen og andre for langvarig og indædt diskussion af interviewet med Fog. Tak til trofaste followers på Twitter for kommentarer til indlægget.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.