Vores reaktion, da vi hørte nyheden om attentatet mod Japans forhenværende premierminister Shinzo Abe, var lige dele chok og forbløffelse. 

Det, der fulgte, var et hektisk forsøg på at indsamle nyhedsreportager og løse rygter for at få et overblik over hændelsen, indtil udmeldingen om hans død kom et par timer senere.

Ved første øjekast trækker attentatet mod Shinzo Abe tråde tilbage til 1920'erne og 1930'erne, hvor mordet på siddende og tidligere premierministre (Hara Kei, Hamaguchi Osachi, Inukai Tsuyoshi, Takahashi Korekiyo, Saitō Makoto) kastede lange skygger over japansk politik.

»Så godt som uhørt«

Vi forbinder ikke umiddelbart politisk mord og vold med efterkrigstidens demokratiske og pacifistiske Japan.

Set i dette lys er det ikke overraskende, at mange af de tidlige meldinger omtalte politisk vold i Japan som 'så godt som uhørt'. Men som i alle andre lande er pludselige og ekstreme politiske voldshandlinger ikke uden fortilfælde i Japan.

Under Shinzo Abes anden regeringsperiode (2012-2020) var ét af hans mest kontroversielle initiativer genfortolkningen af  Japans udøvelse af nationens ret til kollektivt selvforsvar.

Det blev set som en del af et støt skift mod et mere militariseret Japan og resulterede i to meget offentlige tilfælde af personer, der satte ild til sig selv i juni og november 2014 i protest. I sidstnævnte tilfælde døde personen.

Ildpåsættelse og attentatforsøg

I løbet af Shinzo Abes første embedsperiode (2006-2007) blev borgmesteren i Nagasaki, Itō Icchō, skudt og dræbt af et medlem af Yamaguchi-gumi, Japans største syndikat for organiseret kriminalitet, som følge af et tilsyneladende trivielt spørgsmål om erstatning for skade på hans bil.

I 1990 var Itōs forgænger, Motoshima Hitoshi, også målet for et mislykket attentatforsøg fra en højreekstremist som følge af offentlige kommentarer, Hitoshi fremsatte vedrørende kejser Hirohitos krigsansvar.

I 2006 blev den højtstående liberale demokratiske partipolitiker Katō Kōichis hjem udsat for ildspåsættelse af en vred højreorienteret person over kommentarer, som Katō havde fremsat kritisk over for premierminister Koizumi Junichirōs besøg i Yasukuni-helligdommen.

Helligdommen har længe været et kontroversielt symbol på Japans krigstidsarv.

Begik rituelt selvmord efter mislykket statskup

Hele Japan var chokeret, da den verdensberømte forfatter Mishima Yukio i 1970 tog sit eget liv ved at begå seppuku (rituelt selvmord) efter et mislykket statskup, som havde dybe rødder i hans egne ultranationalistiske politiske synspunkter.

Mishima Yukio grundlage Shield Society, en paramilitær organisation, to år før kuppet. Han rekrutterede medlemmer med højreorienterede holdninger, som ønskede at genoprette kejserens politiske beføjelser. Mishima Yukio begik rituelt selvmord, da kupforsøget mislykkedes.

1960 var et tumultagtigt år i japansk efterkrigshistorie som resultat af revisionen af den amerikansk-japanske sikkerhedstraktat.

Shinzo Abes bedstefar, Kishi Nobusuke, var offer for et mislykket mordforsøg i juli samme år.

Senere igen samme år blev Japans socialistpartileder, Asanuma Inejirō, slået ihjel af en radikal ultranationalistisk studerende. Asanuma Inejirō, som var en bramfri kritiker af Japans bånd til USA, søgte tættere forbindelser med kommunistiske stater i Asien.

Et fotografi af angrebet vandt Pulitzer-prisen.

Fotografiet af Inejiro Asanuma, der i 1960 bliver stukket ned af en kun 17-årig ultranationalist. Billedet vandt både Pulitzer-prisen og World Press Photo of the Year. (Foto: Yasushi Nagao / Wikipedia)

Politisk vold og terror: Giftgas-angrebet i metroen

Disse eksempler er alle enkeltpersoners handlinger, men i Japan er organiseret politisk vold fra grupper heller ikke et ukendt fænomen.

Den mest ødelæggende politik voldlige hændelse i efterkrigstiden var utvivlsomt giftgasangrebet i Tokyos undergrundsbane i marts 1995.

Terrorangrebet blev udført af medlemmer af en religiøs kult Aum Shinrikyo, og vigtige metrostationer, der betjener Tokyos politiske hot spots, blev angrebet med det formål at sætte gang i verdens undergang.

Nervegiften der blev brugt var sarin, og angrebet krævede 14 menneskeliv og sårede mere end 1.000 mennesker.

Kultlederen Asahara Shōkō blev sammen med flere nøglemedlemmer af kulten henrettet i 2018.

Indenrigsterrorisme

I løbet af 1970'erne og 1980'erne oplevede Japan indenrigsterrorisme i hænderne på en række venstreorienterede revolutionære grupper.

Mest berygtet er Nihon Sekigun – Japanese Red Army på engelsk og på dansk kendt som blandt andet Japans Røde Hær - som kaprede fly, angreb ambassader og virksomheder, såvel som civilpersoner.

Plakater med billeder af eftersøgte personer involveret i Japans Røde Hær ses stadig på japanske togstationer, og for nylig har Tokyos politi produceret videoer, der minder befolkningen om, at adskillige medlemmer stadig er på fri fod.

Chokerende og ekstrem

Som tallene viser, er kriminalitet, der involverer skydevåben, sjælden i Japan. Derfor er politisk vold chokerende og ekstrem.

Men som det er tilfældet i andre lande (man behøver kun at tænke på mordene på parlamentsmedlemmerne Jo Cox og David Amess i Storbritannien), er det desværre langt fra uhørt.

Desværre er Shinzo Abe kun den seneste i en lang række af politisk motiverede angreb, og desværre giver den meget synlige karakter af strafferetssager i Japan gerningsmændene en meget stor platform, hvor de kan udbrede deres synspunkter.

Det sker ikke kun i Japan. Den retslige proces er blevet brugt som politisk tribune over hele Europa og USA med massakren på Utøya i Norge som et særligt rystende eksempel. Det samme kan ske i Japan over tid.

Der vil blive skrevet mange ord om denne frygtelige hændelse i de kommende timer, dage og år.

Men lige nu er vores tanker hos Shinzo Abes familie.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.