Menneskets ankomst til Australien var lidt af en bedrift
Som det eneste landpattedyr har Homo sapiens formået at krydse det cirka 90 km brede stræde til Australien. Hvornår det lykkedes er lidt af en gåde.
australien-menneskets-ankomst_homo sapiens_menneskets udvikling

I denne artikel gennemgår Ole Høiris, der har forsket i menneskets udvikling i en menneskealder, de forskellige teorier om menneskets ankomst til Australien. (Foto: Shutterstock)

I denne artikel gennemgår Ole Høiris, der har forsket i menneskets udvikling i en menneskealder, de forskellige teorier om menneskets ankomst til Australien. (Foto: Shutterstock)

Australien var det sidste beboede kontinent, europæerne kom i kontakt med, og dommen over de indfødte var fra begyndelsen hård:

»Dette lands beboere er de mest miserable mennesker i verden (…) bortset fra deres menneskelige form adskiller de sig kun ganske lidt fra dyrene«, skrev den engelske pirat og naturhistoriker William Dampier i 1697 i bogen ’A New Voyage Round the World om sit møde med Australiens indfødte i 1688.

I europæisk tænkning har der siden antikken været en sammenhæng mellem geografisk afstand og menneskelig afstand, og siden mødet med de australske indfødte har disse for det meste været fremstillet som de aller fjerneste, også rent menneskeligt.

Denne sammenhæng ser man stadig, selv i moderne videnskab, som det vil fremgå af det følgende.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Så meget denisova er der i det australske genom

Debatten om indvandringen i Australien har i høj grad drejet sig om tidspunktet for det moderne menneskes ankomst hertil.

Ligesom med Afrika og Asien – som jeg har skrevet om de seneste søndage her på Forskerzonen i serien om ’Menneskets vandringer’ – er der ikke videnskabelig enighed om, præcis hvornår mennesket ankom til Australien.

Der er dog for nylig kommet stærke indikationer på, at Homo sapiens har været i Australien i mindst 65.000 år.

Denne nye evidens er et stærkt argument for ét af to mulige scenarier:

  1. En tidligere udvandring fra Afrika generelt, eller
  2. At der har været flere udvandringer, hvor de australske indfødte skulle tilhøre en 10-15.000 år tidligere udvandring end den, der blev til nutidens europæere og asiater.

I begge tilfælde gælder det, at disse mennesker først mødte neandertalerne, hvis andel i det australske genom er som europæernes, det vil sige cirka 2-3 procent, og derefter denisovaerne (en anden uddød menneskeart, red.).

Både australierne og befolkningen i Ny Guineas højland har 3-6 procent denisova-DNA i deres genom. Dertil har de 2,6-3,4 procent DNA fra en ukendt tidlig menneskeform.

Du kan læse mere om denisovaerne i Videnskab.dk-artiklen »​Fantastisk« denisova-fossil fundet: Menneskets forhistoriske fætter boede i et af verdens mest ekstreme miljøer.

Der er - på trods af uenighed om udvandringstidspunktet - enighed om, at australo-papuanerne, som de australske indfødte og papuanerne i Ny Guineas højland sammenfattende kaldes, har levet isoleret fra de øvrige fra samme udvandring i cirka 25.000 år efter ankomsten til deres nuværende område.

Det viser undersøgelserne af deres DNA.

Den lange isolation kan forklare bevarelsen af den høje procent af de tidligere menneskeformers genom.

Havstigninger har udvisket alle spor

Et andet stort emne i forhold til den tidlige indvandring til Australien er, at det har krævet mindst 90 kilometers sejlads at nå til Australien, da istiden gjorde vandstanden meget lavere dengang.

Man skulle sejle fra Sunda, hvor de indonesiske øer var landfaste med Den Malaysiske Halvø og Sydøstasien, til Sahul, kontinentet hvor Australien var landfast med Ny Guinea i nord og Tasmanien i syd.

sunda-sahul

På kortet her ses blandt andet Wallace’s linje, Sunda og Sahul. (Foto: Maximilian Dörrbecker / CC BY-SA 3.0)

Dette stræde har været vanskeligt at passere, da der har været en meget stærk strøm. Mennesket er da også det eneste pattedyr, der har formået at passere den såkaldte Wallace's Linje.

Menneskets evne til at sejle har sikkert udviklet sig i takt med, at Homo sapiens tilpassede sig føde fra havet og vandrede langs Afrikas østkyst og Asiens sydkyst mod Australien.

Men alle spor af den tids kyster er nu dækket af en havstigning på mellem 50 og 80 meter, så man har ikke fund, der kan vise, hvordan man har sejlet.

Havstigningen betød også, at Tasmanien ligesom Ny Guinea blev isoleret fra Australien for små 12.000 år siden, da istiden var på retræte.

En række tegn på tidlig indvandring

Èn af de bemærkelsesværdige ting ved den australske urbefolkning er, at de ikke kendte jagtredskaber som buen og automatiske fælder.

Det tyder på, at de var blevet isoleret i Australien, før disse redskaber blev udviklet af Homo sapiens.

Det synes for buens vedkommende at være sket i det sydlige Afrika for cirka 64.000 år siden, men det er usikkert, hvor hurtigt denne teknologi så har spredt sig.

Dertil kommer, at der i befolkningen er en stor genetisk variation. Det tyder på, at de har en lang fortid i isolation i Australien bag sig, da det tager meget lang til for mutationer at skabe en så stor variation.

Man har længe anset de ældste fund i Australien for at være de, man har fundet ved Nauwalabila og Malakunanja i den nordlige del af kontinentet.

Disse er estimeret til at være et sted mellem 61.000 og 45.000 år gamle (som vi skal se om lidt, er der dog kommet endnu ældre fund til).

Fund fra Sydøstaustralien, mere specifikt Lake Mungo, er 45-50.000 år gamle, og det ældste fund på Tasmanien er 35.000 år gammelt, hvilket tyder på en bosættelse på Tasmanien for 40.000 år siden.

Hvilke Homo sapiens er vandret til Australien?

Endelig var en stor del af de store dyr i Australien udryddet for cirka 40.000 år siden, en hændelse, der af mange tilskrives mennesket på samme måde, som samme fænomen i Amerika tilskrives indvandringen af mennesket hér.

Det må have taget nogle tusinde år for mennesket at udrydde disse dyr over hele kontinentet. Dette kunne tyde på, at mennesket kom til Australien for omkring 45-50.000 år siden

Vi ved, at tidligere menneskeformer som Homo erectus og denisova ikke har været i Australien. Der er intet fund, der peger os i den retning, og de formodes desuden ikke at have kunnet sejle.

Derfor må alle fund enten stamme fra:

  1. Homo sapiens
  2. En tidlig og ikke helt udviklet fortidig (arkaisk) Homo sapiens, som i en senere bølge er blevet erstattet af den moderne Homo sapiens.

kort-menneskets-evolution-migration-neandertalere

Ovenstående kort viser nogle af menneskets mulige vandringsveje. Som det meste andet, der omhandler menneskets oprindelse, er tallene omgærdet med en vis usikkerhed. (Foto: Shutterstock/Forskerzonen)

Gammel hårtot gav et afgørende spor

Et afgørende argument for den tidlige bosættelse i Australien kom fra et danskledet DNA-studie af en hårtot (med Morten Rasmussen som førsteforfatter og Eske Willerslev som sidsteforfatter).

Den blev indsamlet af antropologen Alfred Cort Haddon i byen Kalgoorlie i det vestlige Australien i 1921. Det skete i forbindelse med et projekt, der inspireret af den tyske evolutionist Ernst Haeckel og den østrigske lingvist Friedrich Müller gik ud på at udrede racerne ved hjælp af håret.

Det vigtige for os er, at denne hårtot havde tilhørt en australsk indfødt (én af de såkaldte 'racer’, de ville undersøge), der ikke havde europæiske forfædre, hvilket genom-undersøgelser senere har bekræftet.

Analysen viste, at den australske indfødte befolkning tilhørte en gren af mennesket, der havde spredt sig i Asien for 62.000-75.000 år siden.

Der var således tale om en langt tidligere udvandring end dén, der førte til de moderne asiater og europæere.

Da disse senere spredte sig i Asien, blandende de sig med folk fra den tidligere udvandring forud for indvandringen i Amerika.

10.000 genstande peger på endnu tidligere indvandring

I 2017 blev et nyt fund publiceret. Det viste, at Homo sapiens havde været i Australien for 65.000 år siden.

Det drejer sig om fund af stenredskaber og okkerstykker i et klippely ved navn Madjedbebe, tidligere kendt som ovennævnte Malakunanja, i det nordlige Australien.

Her udgravede man cirka 10.000 genstande fra det ældste lag af hulen.

Hvis denne ældre udvandring fra Afrika holder, betyder det, at idéen om, at de fjerneste folk også er fjernest menneskeligt, stadig holder, idet de indfødte australiere i så fald er den gren, der tidligst er brudt ud fra dén, der blev til os andre.

… men det fund er ikke nemt at datere med sikkerhed

Dette fund i Madjedbebe blev helt centralt for påvisningen af en tidlig indvandring i Australien og således også for den tidlige vandring gennem Asien, som jeg beskrev sidste søndag.

Madjedbebe-fundet er nemlig, ifølge andre forskere, 15.000-20.000 år ældre end de hidtil ældste, sikkert daterede fund i Australien (de 61.000-45.000 år, jeg nævner ovenfor, er et eksempel på en usikker datering).

Netop derfor blev resultatet allerede året efter udsat for en sønderlemmende kritik.

Grundlaget for bestemmelsen på de 65.000 år er de sandlag, fundet blev gjort i, men der har været problemer med dateringsmetoderne og med en erkendelse af de kræfter, der former sandlagene og især forstyrrer disse.

Denne fejlkilde er påvist i en nærliggende udgravning, hvor de fik fundene til at se meget ældre ud, end de reelt var.

Når det samtidig er det eneste australske eksempel, vi har på tilstedeværelse af det moderne menneske, der er ældre end 50.000 år, er dateringen af det ældste lag i Madjedbebe derfor tvivlsom.

Hvis der skulle have været mennesker i dette klippely for 65.000 år siden, hvor blev de så af efter de moderne menneskers ankomst for 50.000 år siden?

De synes forsvundet som dug for solen, både kulturelt og genetisk.

Nødder peger på 65.000 år gammel tilstedeværelse

I en helt ny undersøgelse fra 2021 af nedbøren gennem den tid, der har været mennesker i Australien, indgår en isotop-analyse af skaller fra pandanus-nødden (Pandanus spiralis).

Pandanusnødden har været fødekilde for menneskene langt tilbage i tiden – i Australien såvel som i troperne.

I studiet, som har særligt fokus på Madjedbebe, har forskerne analyseret de ældste skaller, man med sikkerhed kan se stammer fra menneskelig aktivitet, og disse er cirka 65.000 år gamle.

Metoden er ny og mere sikker til at bestemme klimaet, og hvordan mennesker har påvirket omgivelserne gennem tiden.

Studiet viser, at de tidligste beboere i Madjedbebe levede i et tørt klima med adgang til vand, i nærheden af mindre områder med monsunskov og ferskvandsplanter i lavlandet omkring ’Alligator Rivers’.

I den følgende tid blev klimaet mere fugtigt, monsunskoven blev tættere og fødetilegnelsen lettere.

Det kan spores i forenklingen af redskaberne, da man ikke længere var så afhængig af udnyttelsen af mange forskellige ressourcer.

Det er fra denne fase – for 40.000-50.000 år siden – at man også har fundet spor af mennesker i andre dele af Sahul.

De senere fund kan således tilskrives, at føderessourcerne blev bedre og kunne bære en større befolkning.

Måske er vandringen gået både og ud af- og ind i Afrika

Studiet leverer solide skyts til teorien om, at Homo sapiens har været i Australien i mindst 65.000 år.

Det kan betyde, at Homo sapiens er udvandret tidligere fra Afrika, end vi hidtil har troet.

Det kan også betyde, som jeg kom ind på i Afrika-artiklen, at der har været flere bølger af udvandringer fra Afrika, hvor de australske indfødte så tilhører en 10-15.000 år tidligere udvandring end den, der endte med at blive til nutidens europæere og asiater.

Min egen holdning er, at det er et problem at se udvandringen fra Afrika som adskilte bølger, der kun er gået den ene vej, altså væk fra Afrika.

Når dette hidtil har været perspektivet, skyldes det, at man arkæologisk fastlægger menneskets vandring ud fra de ældste fund i de områder, der befolkes, og at spredningen ses som resultatet af, at en befolkningstilvækst medførte pres på ressourcerne, hvorefter en del af befolkningen er søgt længere væk ind i ubeboede områder.

Men menneskene er formentlig vandret frem og tilbage – der har formentlig hele tiden blevet udvekslet gener og kultur i et netværk, som gik fra Afrika gennem Asien.

I stedet for adskilte udvandringer er det måske nærmere sådan, at nogle mennesker er blevet afskåret fra dette netværk efter istiden – som eksempelvis tasmanierne og de australske indfødte.

Vil du være sikker på at opdage næste artikel i serien om 'Menneskets vandringer'? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens gratis nyhedsbrev her

Serie: Menneskets vandringer

Hver søndag bringer vi en artikel om, hvordan mennesket har spredt sig ud over Jorden. 

Alle artikler er skrevet af Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i menneskets udvikling.

Høiris guider dig igennem de nyeste forskningsresultater og teorier om, hvor, hvornår og hvordan mennesket har vandret i- og til de forskellige kontinenter.

Artikelserien forsøger blandt andet at besvare, hvornår og hvordan Homo sapiens forlod Afrika og spredte sig i Asien, Australien, Europa og Amerika.

Alle artikler i serien kan besøges på nedenstående links:

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.