Litteratur, grundforskning og udgranskning - selve det undersøgende er politisk!
Niels Bohr

Et eksempel på en model, er Niels Bohrs atommodel. Modellen fylder 100 år i 2013.

Et eksempel på en model, er Niels Bohrs atommodel. Modellen fylder 100 år i 2013.

Røverhistorier tror vi ikke på. Dem skal du længere ud på landet med! Derfor kan de jo godt være underholdende.

Videnskab derimod tror vi oftest på, selvom historer fra videnskabens verden somme tider ligner røverhistorier i form af blindgyder, bedrag eller spin a la 'håbets teknologi'(1).

Men hvad med skønlitteratur? Det er jo på en måde godt gennemarbejdede røverhistorier, som vi læser ikke bare for at blive underholdt, men også for at blive klogere på verden og os selv.

Hvordan kan noget, som dybest set er en røverhistorie, gøre os klogere? Hvordan ligner skønlitteratur videnskab, og hvad adskiller dem?

De grundlæggende naturlove er abstrakte

I P1s program om skønlitteratur sagde forfatteren Adda Djørup noget dybt interessant, som fortjener en lille videnskabsteoretisk kommentar. Det vender jeg straks tilbage til.

Da jeg hørte udsendelsen kom jeg i tanker om bogen 'Hvordan fysikkens love lyver'(2) af den amerikanske videnskabsteoretiker Nancy Cartwright, som bl.a. handler om modelbegrebet, videnskabelige modeller (som når vi her i 2013 fejrer 100-året for 'Bohr og modellen' som arrangementet om Bohrs atommodel hedder).

Cartwrights pointe er, at de grundlæggende naturlove er så abstrakte, få, simple og almene (de gælder ceteris paribus, 'alt andet lige'), at de slet ikke fortæller noget sandt om et bestemt stykke natur eller nogen konkret fysisk proces, som altid er uendeligt mere kompleks end naturlovene lader ane (og hvor 'alt andet' aldrig er 'lige').

Kunsten er, at få modellen til at passe

Jo mere grundlæggende lovene er, jo mere 'lyver' de, dvs. jo mere oversættelsesarbejde kræves der, før de kan bruges af ingeniøren eller eksperimentalfysikeren i laboratoriet til at styre en bestemt proces. Modeller er så dét, der gør noget af arbejdet med at forbinde teori og virkelighed.

De abstrakte naturlove bliver oversat til mere konkrete beskrivelser, fx i en model af en kerneproces i brintatomet, en model af en planets bane rundt om solen, eller en kaosmodel af en turbulent væskes der strømmer ud via et afløb. Modellen fylder kød og blod på teoriens skelet.

Meget få fysikere opdager nye naturlove, men rigtig mange fysikere bruger dem der er til at konstruere nye modeller for bestemte udsnit af den fysiske virkelighed.

Kunsten er, både at få modellen til at passe på et stykke konkret kompliceret naturligt system, og samtidig sørge for at modellen ikke strider mod eller bryder de basale spilleregler, som naturlovene udtrykker. Også biologer, kemikere, økologer og økonomer konstruerer modeller for de typer systemer deres videnskab fortæller om.

Måske kan man tale om grundgranskning af litteraturen

Programmet i P1 om skønlitteratur handlede også om politik og politisk litteratur, som i perioder, især i 1970'erne var ret udbredt, og senere blev meget udskældt. Jeg tror Adda Djørups pointe var, at man let kommer til at anse det politiske alt for snævert.

Programmets vært Nanna Mogensen spurgte, om litteratur skal være politisk. Jeg vil citere Djørups svar in extenso:

»Jeg synes at spørgsmålet er forkert stillet. Jeg synes at litteraturen er politisk. Hvis definitionen af 'politisk' udelukkende er at tilkendegive sit tilhørsforhold til rød eller blå blok eller sin status som tilhænger eller modstander af en enkelt sags udfald – skal vi fx gå militært ind i Syrien eller ej – synes jeg at man misser den værdi og det potentiale litteraturen har. Hvis det er den form for 'politisk' man ønsker af forfatteren, kan man lige så godt bede vedkommende om at skrive en kronik eller en debatbog. Litteraturen er på en anden måde undersøgende. Og selve det undersøgende er politisk. En roman om en udsendt soldat i Irak er politisk, simpelthen ved at handle om krigens væsen og det enkelte menneskes oplevelse af den. Ikke ved at stemme for eller imod krigsdeltagelse. På samme måde er en roman om en gennemsnitlig dansk mors oplevelse af at være mor - politisk. Simpelthen ved at handle om moderskabets implicitte udfordringer og deres mulige udfald under gældende samfundsforhold. Og den roman behøver ikke at konkludere om øremærket barsel til fædre er en god ting eller ej. Forfatterskoletekster om køn og krop er politiske. Det samme er Lykke Per. Med fare for at lyde højpandet, er det lidt som med grundforskning og forskning. Det sidste kommer af det første. Måske kunne man i litteraturens tilfælde tale om grundgranskning og granskning. Litteraturen GRUNDgransker mennesket i forskellige situationer og kontekster. Enhver situation er historisk, og enhver historisk situation betinget af det politiske. At der er kvalitetsforskel på grundforskning – og på grundgranskning, ligesom der er det på forskning og granskning -  er en helt anden sag. Og måske er det slet ikke 'det politiske' der efterlyses. Måske vil man bare gerne have skiftet emne?« (3)

Nogle modeller kan dekunstruere vores ideer

Det betyder altså, at både litteratur og videnskab undersøger verden, men på forskellige måder. Jeg vil sige det sådan, at begge felter tilbyder modeller, som kan være mere eller mindre sande, gode, smukke eller nyttige bud på hvad grundlæggende fænomener i verden og den menneskelige eksistens går ud på.

Videnskaberne udforsker stort set alt, natur, menneske, samfund, kultur, sprog, religion, hvad véd jeg. Litteraturens emnefelt er ikke mindre, men dens tilgang eller udgranskende metode – for eksempel ved at tilbyde kreative løgne, inddirekte meddelelser, dobbeltkontrakter, fiktive universer, eller ved at undslå sig selv nogen systematik, og drille og forurolige læseren – er en anden.

Men begge tilbyder modeller igennem hvilke vi får redskaber til at begribe os selv og de andre. Som en mulig verden kan skønlitteraturen give os modeller af virkeligheder tæt på vores egen.

Nogle modeller kan også dekonstruere vores forudfattede ideer. Selvom vi ikke får nogen krak-ruteplan, tilbyder de alligevel en art sjælekort over tilværelsens land- og galskab.

Der er intet 'peer review' for kunst og litteratur

Hvad der udover metode adskiller videnskab og litteratur er den måde deres ekspertise og kritik forholder sig til selve udforskningen på: I videnskaben er indre faglig kritik (som ved 'peer review') en ideelt set vigtig integreret praksis, som kan tjene til at gøre det færdige produkt bedre, og som er betinget af udvekslingen af ny viden med anerkendelse til opdageren eller udforskeren indenfor det faglige fællesskab på de videnskabelige institutioner.

I kunst og litteratur er der ingen kollektiv fagfællebedømmelse, selvom kunstneren kan have nok så mange 'kolleger' og tætte inspirationskilder i miljøet. Kunstkritik som institution ligger i den større offentlighed. Det er ikke i første omgang kunsterne selv der er gate-keepers for anerkendelse og adgang til intellektuel og økonomisk kapital.

Videnskab og litteratur kan have deres egne små drillerier og magtspil kørende, i begges forsøg på at udgranske hinanden. I skikkelse af litteraturvidenskab, retorik, eller medieteori kan videnskaben forsøge at forstå litteraturen videnskabeligt.

Men litteraturen kan også parodiere, underminere, kritisere – og endda udvide – videnskaben, ja, grundlægge hele discipliner! (hvad var psykologien før romanens fødsel?) og der er i princippet ingen grænser for hvor meget videnskabeligt stof der kan puttes ind i en roman til videre forarbejdning og grundgranskning – et meget godt ord.

Vi bliver kun klogere, hvis videnskaben udforsker litteraturen og litteraturen også af og til grundgransker fænomenet forskning og forskere (‘Perlmanns Fortielser’ af Pascal Mercier, ‘Dinosaurens Fjer’ og ‘Svalens Graf’ af Sissel-Jo Gazan er eksempler).

Hvorfor er det politisk at søge viden?

Videnskaben, ikke mindst den anvendte, skal altid passe på ikke at lade sig politisere, for eksempel ved at lade politisk bestemte ønsker påvirke konklusionerne eller konstruktionen af en bestemt model af et stykke virkelighed. Slåskampe om hvorvidt klimaforskningens modeller var 'politiske' eller ej – er et godt eksempel.

Mit eget bud, inspireret af Djørups pointe for litteraturen, er at den politisk set vigtigste klimaforskning er den, der så objektivt, ærligt og redeligt som det er muligt (og det er aldrig fuldt ud muligt) forsøger at udforske klimaændringerne, uanset om den beskrivelse, der kommer ud af det, passer ind i nogen politisk dagsorden eller ej.

Det er den forskning et samfund må være interesseret i: Det er politisk set ønskeligt, at videnskaben er udforskende, åben, kritisk, undersøgende.

Se dét er jo et noget bredere begreb om 'politisk litteratur' og 'politisk videnskab' end vi er vant til. Men hvorfor er det politisk bare at søge viden? Fordi det at søge også er udtryk for et valg; at man ikke vil affinde sig med uvidenhed, dumhed, intellektuel dovenskab eller laden-stå-til. Og fordi politisk handling kræver viden.

Henvisninger:
(1) Lene Koch & Klaus Høyer (red.) 2007: 'Håbets Teknologi. Samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskning i Danmark'. København: Munksgaard Danmark.
(2) Nancy Cartwright 1983: 'How the Laws of Physics Lie'. Oxford: Oxford University Press. Desværre ikke oversat til dansk, men en fremtidig forlægger kunne også vælge 'Hvordan fysikkens love ligger' som titel.
(3) Tak til Adda Gjørup, hvis kommentar var fremsendt i form af en email til Nanna Mogensen, som i udsendelsen læste den op (bortset fra sidste linie i det her bragte citat). Også tak til Rasmus Grønfeldt Winther, hvis studier af videnskab som et kortlægningsarbejde er en konstant inspiration. 

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Annonce

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det bizarre havdyr her.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk