Forskerzonen er en vigtig indsats på Videnskab.dk: Et særligt univers, hvor forskerne med hjælp fra os lykkes med selv at formidle deres viden til den brede befolkning.
Forskerzonen skal bidrage til at styrke forskningens omdømme i Danmark ved at slå bro mellem forsker og borger. Her giver vi forskerne en tryg formidlingsscene og en prominent position i mediebilledet, hvorfra deres viden bringes ud til et stort og mangfoldigt publikum.
Vi søger en projektleder til at bistå med at videreudvikle indsatsen og samarbejde med redaktøren om den daglige drift.
Projektlederen arbejder tæt sammen med Forskerzonens redaktør. Sammen skal I sikre, at Forskerzonens tilstedeværelse i mediebilledet bidrager aktivt og direkte til, at videnssamfundet udvikles og udfordres af dem, der producerer den viden, hvorpå det hviler: Forskerne.
Du kommer også til at samarbejde med Videnskab.dk’s øvrige medarbejdere – både i redaktionen og vores Center for Faglig Formidling. Og vi forventer, du vil have en bred kontaktflade ift. eksterne samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver
Stillingen som projektleder på Forskerzonen er alsidig. Du får ansvaret for, at alle opgaver i projektet bliver udført kvalificeret og til tiden. Det drejer sig blandt andet om medieudvikling og indtægtsskabende tiltag, som skal sikre en bæredygtig økonomi for projektet i fremtiden.
Derudover tager du også del i det redaktionelle arbejde, når tiden tillader det.
Dine opgaver er blandt andet at:
- Udarbejde, implementere og følge projektplan for projektet i 2021
- Koordinere og lede ugentlige redaktionsmøder
- Bidrage til udviklingen af Forskerzonen, for eksempel via nye formater og distributionsformer
- Opdyrke samarbejdsrelationer og indtægtsskabende aktiviteter
- Udvikle, planlægge og afvikle live-arrangementer, hvor Forskerzonen deltager aktivt i videnskabsfestivaler, konferencer eller lignende
Dine kvalifikationer
- Du kan holde overblik over og deltage i forskellige arbejdsprocesser samtidigt
- Du har styr på projektlederværktøjskassen
- Du er iderig, tager initiativ og er i stand til at sætte dit eget præg på Forskerzonen
- Du har erfaring med fundraising og/eller kommercielle aktiviteter
- Du har kendskab til universitets- og forskningsverdenen
- Du har redaktionel erfaring fra enten et medie eller en kommunikationsafdeling
- Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med forskningsformidling
Om stillingen
Der er tale om projektansættelse på et år med mulighed for forlængelse. Stillingen er en fuldtidsstilling med en arbejdstid på 37 timer ugentligt.
Ansættelse efter statens overenskomst med AC/DJ.
Ansøgningssfrist er den 20. november 2020. Tiltrædelse den 1. januar 2021 eller snarest muligt derefter.
Ansøgninger stiles til teamleder Trine Wiinholt Bentsen på twb@videnskab.dk. Spørgsmål til stillingen kan rettes til forannævnte på mail eller telefon 2892 1286 eller til chefredaktør Vibeke Hjortlund på vh@videnskab.dk.
Om Forskerzonen
Med støtte fra Lundbeckfonden har Videnskab.dk siden 2016 udviklet og drevet Forskerzonen, hvor forskerne selv kommer til orde. Vi udgiver årligt mellem 200 og 300 populærvidenskabelige artikler, skrevet af forskere.
Forskerzonens redaktør træner og støtter forskerne i deres egen formidling og redigerer deres artikler. Indholdet fra Forskerzonens publiceres i deres eget univers på Videnskab.dk og distribueres gennem alle Videnskab.dk’s kanaler. Forskerzonen er forankret i Center for Faglig Formidling på Videnskab.dk.
Om Videnskab.dk
Videnskab.dk er Danmarks førende videnskabsmedie. Vi udgiver hver dag populært formidlet indhold af høj kvalitet til den brede befolkning med særlig fokus på de unge. Forståelighed og troværdighed er kerneværdier for os.
Vi har et tillidsfuldt forhold til forskerne som kilder og forståelse og respekt for videnskabens præmisser. Formidlingen foregår på en ansvarlig måde, der bygger på 12 års erfaring med videnskabsjournalistik og forskningsformidling.