Foråret har budt på en række mere eller mindre malplacerede sammenligninger med nazister: I starten af maj skrev sociologistuderende Ulla Holm en kronik i Politiken, hvor hun forsøgte at koble den nordiske madbevægelse og særligt Noma til fascisme og nazisme.

Mogens Camre, europaparlamentariker (DF), sammenlignede for nylig på hollandsk tv unge muslimer i Danmark i dag med de tyske soldater i Danmark under Anden Verdenskrig. De tyske soldater opførte sig meget bedre end de unge muslimer gør i dag, mente han.

I forbindelse med den omdiskuterede aftale om øget grænsekontrol langede Pia Kjærsgaard (formand for DF) ud efter den tyske ambassadør i Danmark ved hjælp af en slet skjult henvisning til nazisme. Henvisningen blev siden yderligere ekspliciteret af DF'erne Søren Krarup og Jesper Langballe, der mente, at Tyskland er en neurotisk nation, der stadig lider under nazifortiden.

Trods deres forskellighed har disse eksempler til fælles, at sammenkædningerne til nazister eller Hitler afsporede debatten. De har alle, på forskellig vis, gjort brug af et såkaldt ad Hitlerum-argument. Lad os se lidt nærmere på det.

Ad Hitlerum

Begrebet 'ad Hitlerum' blev møntet i 1953 af den amerikanske politiske filosof Leo Strauss. Det kaldes også for 'at spille nazi-kortet' og går ud på at koble modparten til nazisme eller Hitler i et forsøg på at afvise modpartens argumenter og derved fremme sine egne.

Den amerikanske forfatter og advokat Mike Godwin formulerede desuden i 1994 den såkaldte 'Godwin-regel' eller 'Godwins regel om nazist-sammenligninger', som hedder, at før eller siden i en online-diskussion vil der uværgerligt blive bragt en sammenligning, der involverer nazister eller Hitler på banen.

Godwins formulering er en strategisk overdrivelse med hensigten at gøre opmærksom på de mange ukonstruktive sammenligninger med nazister og Hitler, som finder sted i debatter online. Som den offentlige debat i Danmark har vist de sidste par måneder er det ikke kun online nazist-kortet spilles.

Sammenligningerne med Hitler er ofte irrelevante

Sammenligninger med nazister eller Hitler er ikke nødvendigvis ukonstruktive for en debat. Hvis man fx diskuterer menneskerettigheder, statsautoriseret diskrimination eller folkemord kan den slags sammenligninger være oplysende og bringe debatten videre.

Problemet er, at sammenligningerne ofte er irrelevante, direkte absurde eller primært må forstås som forsøg på at miskreditere modparten. Som chefredaktør Sigfried Matlok fra avisen Der Nordschleswiger udtalte efter Pia Kjærsgaards udtalelser om Tyskland:

»Når folk er trængt på deres argumentation, så oplever man ofte som tysker, at det er et nemt argument at sige, 'hold mund med jeres fortid og nazisme'. Det er et middel for at stoppe næsten enhver debat.«

Da Strauss introducerede begrebet 'ad Hitlerum' gjorde han først og fremmest opmærksom på, at det faktum, at Hitler gjorde eller mente noget ikke i sig selv gør det dårligt. Det synes fx ikke et specielt relevant argument mod vegetarisme, at Hitler var vegetar.

Der er også andre aspekter ved den måde nazist-sammenligninger ofte bruges på, som kan gøre dem uhensigtsmæssige. Disse aspekter vil ofte lappe over hinanden, men det kan alligevel tydeliggøre deres forskellige funktioner at forsøge at adskille dem et øjeblik.

Ad absurdum

Ofte minder ad Hitlerum-argumenter om det man kalder ad absurdum-argumenter, dvs. argumenter, hvor man trækker modpartens position ud i det absurde.

Sammenligninger gør det muligt at forstå et fænomen på baggrund af et andet. De ting man sammenligner behøver ikke være helt ensartede blot der er visse lighedspunkter, som gør sammenligningen oplysende.

Problemet med mange sammenligninger med nazisme/Hitler er, at der ikke er sådanne lighedspunkter eller at de i hvert fald er så svære at få øje på, at sammenligningen bliver absurd. Det synes fx at være tilfældet, når Camre sammenligner den tyske besættelsesmagt med unge danske muslimer.

På hvilke relevante måder kan de to kategorier sammenlignes? Absurde sammenligninger afsporer eller afslutter debatten snarere end den oplyser og driver debatten frem.

Glidebane-argumentet

Ad Hitlerum-argumenter er desuden ofte lig glidebane-argumenter. Glidebane-argumenter hviler på en antagelse om, at noget er forkert, hvis det muligvis kan lede til noget, som i hvert fald er forkert.

Glidebane-argumenter kan også have ad absurdum-træk, idet de ikke nødvendigvis er relevant at påpege, at noget muligvis kan lede til noget helt andet. For nogle år siden lancerede Kim Larsen og Himmelblå Fonden fx en kampagne mod rygeloven med sloganet 'Gesundheit macht frei'.

Jørn Jeppesen, Larsens manager, forklarede dengang, at det var »inspireret af det nazistiske 'Arbeit macht frei' (arbejde gør fri). Nazisterne var jo de første, der indførte rygelovgivning i deres jagt på det rene, ariske menneske.« 

Skal vi dermed forstå, at først får vi rygelov og derefter følger folkemord?

Ad hominem

Et ad hominem-argument er et argument, der angriber personen, man argumenterer imod i stedet for sagen. Når nazisme eller Hitler bringes på banen er det ofte i forsøg på at slå fast, at ikke alene er modpartens argumenter forkerte, modparten selv er moralsk forkastelig. På den måde fungerer ad Hitlerum-argumenter også som det man på engelsk kalder 'guilt by association'.

Modparten bliver skyldig, fordi hun eller han på en eller anden måde kan kædes sammen med nazisme, og jævnfør ad absurdum- og glidebane-argumenterne kan disse sammenkædninger altså være ganske irrelevante.

Det er det Sigfried Matlok refererer til ovenfor, når han påpeger, at tyskere ganske ofte oplever, at deres argumenter afvises, simplethen fordi de er tyskere og derfor kan kædes sammen med nazister.

Debat-slukker

Et af de mere usædvanlige ad Hitlerum-argumenter vi har været vidne til inden for de seneste par måneder var Lars von Triers sammenkædning af sig selv med nazisme og Hitler under filmfestivalen i Cannes. Von Triers udtalelser indeholder samtlige de aspekter ved ad Hitlerum-argumentet, vi lige har set – med den kuriøse krølle på det, at det er vendt mod ham selv.

Han fremsætter et ad hominem-argument på sig selv ved at sige, at han er nazist, når han kunne have valgt at tale om sit syn på nazi-æstetik (rimeligvist skal det nævnes, at spørgsmålet han blev stillet gik både på hans 'tyske rødder' og hans syn på nazi-æstetik).

Hans ad hominem-argument fungerede som 'guilt by association' ved, at han fik kædet sin familie til Tyskland og dernæst pludselig erklærede sig selv for nazist. Relevansen af sammenligningen mellem ham og nazisme blev aldrig tydelig. Endelig kan man se hans udviklingen i udtalelserne som en karikeret tur ned ad glidebanen, hvor det første tilsyneladende nødvendigvis leder til det sidste:

Jeg har tyske rødder, fortæller von Trier, jeg kan forestille mig, hvordan det må have været for Hitler at sidde i bunkeren, siger han, og jeg sympatiserer en smule med Hitler, Speer (Hitlers foretrukne arkitekt) var dygtig … og så til sidst: »Ok, jeg er nazist.«

Det lykkedes på den måde von Trier at få sig selv ekskluderet fra filmfestivalen i Cannes. Man kan mene, at det var rimeligt, eller at det var en overreaktion fra festivalledelsens side, under alle omstændigheder viser det, hvilken styrke ad Hitlerum-argumenter kan have.

Som nævnt kan sammenligninger med nazisme og Hitler være velplacerede og oplysende. I de fleste tilfælde synes de dog at være det modsatte og primært fungere som afsporer og debat-slukker.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.