Nabonidus regerede i det gamle Babylon for over 2.500 år siden. Han var interesseret i sit lands historie og brugte mere tid på arkæologiske udgravninger end på slagmarken.

Han prøvede at genskabe Mesopotamiens historie og skabte ovenikøbet en slags museum fuld af antikviteter.

Det kostede ham magten. Mellemøstens folk foretrak en blodsudgydende krigerkonge fremfor en historieprofessor – og derfor forsvandt museumstanken lige så hurtigt, som den opstod. Nørderne havde trange kår i oldtiden. 

Babylons storhed og fald

Nabonidus var den sidste babyloniske konge. Babylon (navnet er akkadisk og betyder gudernes port) var en oldtidsby, hvis ruiner i dag ligger ved floden Eufrat i det centrale Irak.

Omkring byen bredte sig Det Babylonske rige, som på sit største også omfattede lidt af Syrien og Kuwait. Babylon opstod omkring år 2.200 f.v.t. som en babylonsk provinsby.

Den blev senere imperiets hovedstad under Hammurabi (1848-1806 f.v.t.), hvor den fungerede som hovedby for hellig lærdom og kultur.

Man talte og skrev på sproget akkadisk, som kendes helt tilbage fra 5.500 år gamle lertavler skrevet med kileskrift. Akkadien er en anden betegnelse for rigerne, som vi samlet kalder Mesopotamien.

Byen er måske bedst kendt fra Biblen, hvor den optræder hele tre gange.

Første gang er i fortællingen om Babelstårnet (Babel betyder Babylon på hebraisk), som i menneskets hovmod blev bygget helt op til himlen. Gud straffede dem og gav dem mange sprog frem for kun et, så de til sidst ikke kunne forstå hinanden, og som konsekvens blev tårnet aldrig gjort færdigt.

Babylon nævnes for anden gang, da jøderne blev deporteret til byen som slaver mellem år 586 f.v.t. og 536 f.v.t. Tredje gang var i Johannes Åbenbaring, hvor en engel proklamerede byens fald.

Da Alexander den Store erobrede Babylon i år 331 f.v.t., ville han gøre den legendariske og ældgamle by til hovedstaden i sit verdensrige. Men da han døde otte år senere, netop i Babylon, mistede byen sin betydning for altid og blev til sidst forladt i 1. århundrede.

Ikke nogen slagsbror

Tilbage til Nabonidus. Han regerede 556-539 f.v.t – samtidig med, at jøderne blev holdt som fanger i Babylon, og en helt ny verdensorden var ved at indfinde sig.

Det ældgamle rige mellem floderne Eufrat og Tigris, som i årtusinder var blevet regeret af assyriske, sumeriske og babylonske konger og kejsere, var nu under pres fra de persiske konger, som stod for porten.

Det burde måske have fået Babylons sidste konge til at opruste og selv springe op på stridsvognen for at ride forrest ud på slagmarkerne, slå fjenden tilbage og komme sejrssikkert tilbage med slaver og plyndringsgods.

Men Nabonidus var ikke en slagsbror.

Han var nærmere en historiker og brugte hen ved ti år af sin regeringstid i nutidens Saudi-Arabien i sin søgen efter viden om dem, der kom før ham.

Han underskrev sig også pludselig med ældgamle kongetitler, som ikke havde været brugt i mange hundrede år: ’Konge af Babylon’, ’Konge over sumerne og akkadierne’, ’Konge over verdens fire hjørner’, ’Kongen over universet’.

Den første til at bruge de titler var kong Sargon af Akkadien (et oldtidsrige i primært nutidens Irak), som regerede i 2334–2284 f.v.t., godt og vel 1.700 år før Nabonidus.

Ihærdig, men upræcis arkæolog

Kong Nabonidus var altså langt mere optaget af sit lands ældgamle historie end persernes fremrykken. Når tempelruiner skulle renoveres, udgravede han deres fundament og fandt frem til de kongers navne, som i sin tid havde grundlagt dem.

På et fundament fandt han navnet på grundlæggeren af det pågældende tempel: kongen Naram-Sin, som var barnebarn af den legendariske konge Sargan af Akkadien »som ingen konge havde set de sidste 3.200 år,« som Nabonidus efterfølgende selv lod skrive.

Han prøvede at opstille en kronologi for dem, der havde regeret før ham og gættede på, hvor langt tilbage i fortiden, de havde levet. Han var ikke helt dårlig til det, selvom han ramte forkert med 1.500 år for Naram-Sin.

Heldigvis er arkæologerne blevet lidt mere præcise i dag.

Nabonidus var ikke kun interesseret i, hvem der i sin tid lod templerne opføre, han var også optaget af, hvorfor de var blevet til ruiner i første omgang.

Han sammenkædede historiske slag og kampe med de skader, han så på templerne på samme måde, groft sagt, som arkæologer arbejder med hypoteser den dag i dag.

Var 2.000 år før sin tid

Måske fandt han en trøst i tidligere kongers storhed, mens hans eget rige var i forfald. Han positionerede sig selv som konge, der nedstammede fra de store akkadiske konger, som han kaldte sine ’kongelige forfædre’.

Lige meget hjalp det.

Da persernes konge Cyrus trådte ind gennem gudernes port til Babylon i år 539 f.v.t., var byens storhedstid ovre, og Nabonidus blev taget til fange. Herefter er hans skæbne usikker. Med al sandsynlighed blev han dræbt.

Vi skal helt frem til renæssancen, før man igen prøver at udgrave gamle monumenter og de første nyere forsøg på at rekonstruere menneskets historie blev forsøgt.

På sin vis var den sidste konge over Babylon mere end 2.000 år før sin tid.

Herhjemme var den første oldtidsforsker runeeksperten og lægen Ole Worm, som i 1600-tallet beskrev oldtidsminder i landskabet og oprettede Danmarks ældste museum kaldet Museum Wormianum.

En bedrift, som gjorde ham til en anerkendt videnskabsmand i samtidens Europa.