Hvornår begyndte mennesket at måle tiden, og hvordan så de første eksempler på det ud?

Både store stenmonumenter og en lille finurlig bronzeplade kan fortælle os lidt mere om, hvordan man i stenalderen og bronzealderen forsøgte sig med at fastholde tiden.

Men noget tyder på, at de første ældgamle forsøg på at måle tiden ikke altid blev husket og forstået af eftertiden. Med tiden gik gammel viden i glemmebogen igen.

De første måder at fastholde tiden på blev udtænkt i sten. Stenalderbønderne var afhængige af at kende årets gang og årstidernes skiften for at vide, hvornår de skulle så og høste deres marker.

De vigtigste tider på året var jævndøgn hvert forår og efterår, samt sommer- og vintersolhverv.

Gigantisk jættestue markerede det nye år

I Irland byggede stenalderbønderne et helt fantastisk bygningsværk, Newgrange, som indfangede den detaljerede viden, som de havde om Solens cyklus.

Newgrange er en cirka 5.200 år gammel gigantisk jættestue lige nord for Dublin. Den er altså omtrent 700 år ældre end Keops-pyramiden i Egypten.

Newgrange er mindre end en pyramide, men alligevel voldsomt imponerende med sine 85 meter i diameter og 13,5 meter i højden. Inde i højen fører en 19 meter lang stenbygget gang ind til et kammer med 3 nicher.

Hvad gør jættestuen særlig, udover størrelsen?

Jo, en gang om året i seks dage omkring vintersolhverv 21. december bliver gangen oplyst af morgensolens første stråler. Stenalderbønderne byggede simpelthen et kæmpe monument i sten, som nærmest ved magi blev oplyst på årets vigtigste dag, hvor Solens lys vendte tilbage.

På den måde vidste bønderne, hvornår et nyt år skulle begynde. En af verdens ældste rituelle bygninger var altså et gigantisk og primitivt ur, der markerede et nyt år.

Bygningsværkerne blev bygget i en forholdsvis kort periode af bondestenalderen og siden gik skikken med at bygge den type gravkamre i glemmebogen.

Senere opstod andre bygningsværker, der skulle markere solhvervene, hvoraf det bedst kendte nok er Stonehenge.

3.600 år gammel plade var nær endt på det sorte marked

Mennesket forsøgte altså i første omgang at fastholde tiden og årets gang i store komplicerede bygningsværker af sten. Men en helt ny måde at fange tiden på blev opdaget i år 2000 i Tyskland lige syd for Harzen. Her fandt to lyssky typer, udstyret med et par metaldetektorer, en mystisk rund plade støbt i bronze med påførte stjerner, sol og måne i guld.

Amatørarkæologerne var desværre ikke indstillet på at overlade deres fund til et museum. I stedet prøvede de at sælge deres fund på det sorte marked. Efter en storstilet politijagt og en museumsdirektør som undercoveragent lykkedes det dog at få pladen reddet, og den er i dag udstillet på et museum i Halle.

Den unikke metalplade kaldes himmelskiven fra Nebra og er et 3.600 år gammelt memogram, som bronzealderens folk brugte til at huske, hvordan en sol og månekalender skulle sammenfases hvert fjerde år.

Det skulle man kunne gøre ved at observere stjernebilledet plejaderne stilling på den tidlige forårs- og efterårshimmel. Derudover var der tilføjet horisontbuer, som viste, hvor Solen stod op og gik ned på årets to jævndøgn.

Det var altså igen bøndernes årsforløb, som var vigtigst at huske.

Gravet ned, fordi ingen kunne bruge den?

Himmelskiven er unik, da den er fundet langt væk fra oldtidens store civilisationer i Babylon og i Egypten, hvor man uafhængigt af hinanden havde udviklet lignende kalendersystemer. Himmelskiven med memogrammet blev sandsynligvis lagt i jorden efter lang tids brug – måske fordi man ikke længere vidste, hvordan tegnene på pladen skulle tydes.

Memogrammet indeholder komplicerede astronomiske regler, som let kunne gå tabt i en tid, hvor man endnu ikke mestrede et skriftsprog.

Arkæologerne mener, at himmelskiven gik fra at være et avanceret memogram og kalenderværktøj til at blive en religiøs genstand, som ingen længere kunne huske brugen af.

På den måde har der nok været mange forskellige forsøg på at lave en kalender mange steder i verden, før man fandt frem til en kalender, som blev udbredt til alle.

Romersk kejser flyttede Jesus’ fødselsdag

Det var den romerske kejser Cæsar, som i år 46 f.v.t. indførte et år på 365 dage med et skudår hvert fjerde år. Det er med enkelte ændringer den kalender, vi stadig bruger i dag.

Kalenderen blev i høj grad brugt til at markere særlige hellige dage, hvor der blev udført ritualer til de romerske guders ære. Det er derfor nok heller ikke en tilfældighed, at den romerske kejser Konstantin den Store, som var kristen, fik flyttet Jesus fødselsdag fra begyndelsen af januar til guden Apollon i form af den uovervindelige Sols (Sol Invictus) fødselsdag 25. december.

Romerne fejrede dagen ved at holde fest og give hinanden gaver, så det var faktisk ikke de kristnes idé at fejre Jesus’ fødselsdag, men det har siden hen vist sig uden tvivl at være den mest populære højtid blandt kristne i dag.

Ved at blande flere traditioner og fejringen af vintersolhverv blev det også lettere for romerne at acceptere den nye tro, som blev indført som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.

De irske stenalderbøndernes vigtigste dage markeres dermed stadig verden over – nu kalder vi det bare jul.