Hvorfor ligger vores veje, hvor de gør?
En vej er en stationær belægning, der fører fra en by til en anden. Eller er det? Tag med tilbage i historien, hvor vejen var en ret og kunne skifte retning fra dag til dag.

Vejen er et ord, der kan betyde mange forskellige ting. Vejen er landevejen, metoden og retningen. Sættes ordet ind i en sammenhæng, er man ikke i tvivl: Rute 161 til Middelfart – vejen til et godt helbred – vejen mod vest.

Men er historien på spil, og vil man finde ud af landevejens udvikling gennem århundreder, er det lidt vanskeligere, fordi veje i meget gamle dage var noget andet end i vore dage. ’Vejen’ lå eksempelvis ikke nødvendigvis det samme sted i dag, som den gjorde i går.

Jeg har det meste af mit arbejdsliv beskæftiget mig med ældre danske veje og vogne og skrevet fem bøger herom. I det følgende fortæller jeg, hvad vi de sidste 40 år har fundet ud af forskningsmæssigt om de danske vejes historie fra oldtid til moderne tid.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Oldtid: Ridning på heste gav nye muligheder

I Oldtiden snoede trafikken mellem landsbyerne sig gennem skovene og markerne på den faste jord, gennem tykninger, ned ad skrænter, over vandløb og langs kyster.

Det var gående folk, der kunne trække kvæget med sig, og skulle man over våde områder, kunne man på et smalt sted lægge faskiner bundter af grene, dækket af planker eller jord.  

Den oksetrukne kærre kom til Danmark sammen med ploven i bondestenalderen for 5.000 år siden. Den kørte kun i landsbyens område og kunne ikke bane sig vej mellem landsbyerne.

I yngre bronzealder for 2.500 år siden begyndte man at ride på heste, fordi man igennem århundreder havde fældet skoven til landbruget.

Landskabet var derfor lukket op, og man kunne bevæge sig friere mellem landsbyerne end tidligere.

vejenes-historie

Med vognene kom de første former for veje. Arkæologen Per Ole Schovsbo har igennem et langt forskerliv forsket i begge dele. Her ses kopien af Tranbærvognen fra ældre jernalder på sin jomfrutur ved Moesgård Museum. (Foto: Per Ole Schovsbo)

Jernalder: Landbrug stillede nye krav til hjulspor

Siden bondestenalderens slutning for 3.000 år siden havde der i flere generationer været kontakt mellem folkegrupper i Danmark og i Central- og Sydeuropa og over havet med folk i England, fordi man skulle bruge tin og kobber til våben og redskaber af bronze.

Her havde man mødt andre folkeslag, der havde andre klæder, redskaber, skibe og køretøjer. Ved at sætte to kærrer efter hinanden fik man i Danmark en firehjulet vogn, der kunne køre lidt videre omkring.

Der var også pragtvogne af bronze og træ til høvdingene, der blev brugt i optog mellem landsbyerne og de hellige steder, hvor man havde ritualer og ofrede til naturkræfterne.

Bronzealderens trafik skabte et spinkelt netværk af stier og hjulspor mellem landsbyerne.

I den ældste jernalder blev korndyrkningen betydeligt vigtigere, og man inddigede markerne, som blev gødet med husdyrgødning fra staldene hentet af den lave oksetrukne vogn med fire hjul.

Den lave arbejdsvogne kørte på vejene fra gårdene ud til markerne. Det var en tung trafik, så vejene blev stabiliseret med sten dækket af et jord- eller gruslag for at beskytte klovene og træhjulene, der ikke havde jernbeslag. 

Høvdingene havde nu fået pragtvogne af keltisk type, der kun kunne køre rundt i bygden trukket af heste i forbindelse med ofringer i moserne til guderne. 

Indflydelse fra Romerriget førte til mere trafik

I den følgende periode fra 0-400 e. kr., hvor romersk kultur påvirkede de danske samfund, blev heste anvendt som trækdyr foran de første egentlige arbejdsvogne med fire egehjul, ligesom i Norditalien.

Markerne blev åbnet op, jordvoldene blev sløjfet, og trafikken mellem landsbyerne steg. Der kom skibe med varer til naturhavnene, og man fik større gårde på landet med værksteder og rigdomme, der kunne røves af onde fjender.

Derfor byggede bønderne spærringer både til lands og til havs – men udbyggede også trafikkens veje med  grenbundter, planker og sten over vandløb og våde områder – og gravede hulveje ud i skrænter, fordi der skulle gøres plads til vogntransporter fra skibene og ind i landet og mellem landsbyerne.

Kirker blev permanente knudepunkter, da de døde skulle genopstå

Landsbyerne var dog ikke permanente. Indenfor det samme område (bygd) flyttede man ofte landsbyerne flere hundrede meter, både fordi husene kun holdt et par generationer, og de dyrkede marker blev udpint.

Det betød, at stier og hjulspor ikke var permanente, før de første kirker blev bygget i 1100-1200-tallet. Grunden var, at de døde, ifølge den kristne tro, skulle opstå på den yderste dag.

Gravene skulle derfor beskyttes på kirkegården til den yderste dag, og således blev kirkerne på kirkegårdene de første permanente bebyggelser i Danmark.

Og da de lå i landsbyerne, blev landsbyerne i mange tilfælde liggende omkring kirkerne. Hermed blev kirkerne knudepunkter for netværket af veje og stier mellem landsbyerne.

De gamle landskabslove, der var vedtaget på tinge og nedskrevet af de tidlige kristne lærde, nævner således, at der udgår fire veje fra hver (lands)by – en i hvert sit verdenshjørne.

vejenes-historie

Østsjællands sognekirker med rødt ses hovedlandevejen fra 1800-tallet og med blåt den moderne motorvej. (Tegning: Per Ole Schovsbo)

Større marker førte til ønske om mindre trafik

Stierne og hjulsporene mellem landsbyerne havde kun i de våde områder forstærkninger af grene og sten. En egentlig vejbelægning kendte man ikke.

Som regel kørte man på græsjorden, og når sporet blev for blødt og man sank i, kørte eller red man bare ved siden af de gamle spor.

Efterhånden som markerne blev større, besluttede bønderne, at trafikken ikke længere måtte brede sig og ødelægge markerne. Den skulle nu følge de samme ruter gennem landsbyernes områder.

De ruter, der var brugt i umindelige tider, kaldte man ’arilds tids veje’ og de lå fast, takket være de særlige regler, der kaldes hævd.

Reglerne siger, at en handling der har fundet sted i mands minde, uden at der er nogen der har protesteret, er lovlige og kan ikke ændres med mindre, man på tinge (red. rådslagende og dømmende forsamlinger) beslutter noget andet.

vejenes-historie

Forskellige belægninger fra oldtiden og middelalderen af veje og vadesteder i våde områder. Grene og sten var kun fundament for vejbelægningen af jord eller grus. (Illustration af Mogens Schou-Jørgensen)

Vejen blev til en juridisk ret

De nye veje og ruter, der herefter blev udlagt, skulle beskyttes af en ed, der var sværget af en kreds af byens mænd. De kaldtes derfor svorne veje og var lige så gyldige som arilds veje.

Men ejendommeligt nok var det ikke vejbanen eller vejens område, der havde betydning. Det var offentlighedens ret til at færdes på stedet, altså vejretten.

Vejens areal tilhørte fortsat grundejeren, der havde ansvar for vedligeholdelsen sammen med de øvrige sognemænd.

Vejene udenfor sognenes område tilhørte kongen, og kongen havde derfor pligt til både vedligeholdelse, gæstgiveri (kroer) og beskyttelse af de rejsende (vejfred).

Men efterhånden steg trafikken mellem landsbyerne, udskibningsstederne og de tidlige købstæder så meget, at man måtte til at fjerne muldjorden og styrke vejbelægningerne med småsten grus og sand.

Det betød, at hestene skulle have hovene beskyttet af jernsko. Vognenes træhjul fik bredere fælge, men de fik først jernbeslag i 1500-tallet, efter inspiration fra de særlige hestevogne der kørte på kongens egne veje.

For 500 år siden blev grundlaget for vores motorveje skabt

Så man det hele fra oven, var der i slutningen af 1500-tallet tre netværk af veje i Danmark:

1) Det ældste var netværket mellem landsbyerne (og kirkerne), der havde en gennemsnitlig længde på 4-7 km eller en gammel dansk mil. Det er de nuværende sogneveje mellem de gamle sognekirker. Kirkerne lå tættere på de gode jorder, hvor bønderne var mere velstående og fjernere på de dårlige, fordi hvert sogn skulle føde en præst og vedligeholde en kirke. De faste udgifter skulle lige tages i betragtning.

2) Det andet netværk af veje lå mellem købstæderne. De lå cirka 25-30 km fra hinanden for at respektere hinandens opland, der aftog byernes handelsvarer og produkter. Det svarer til 4 gamle danske mil eller en halv dagsrejse, når man regner hestevognens hastighed (skridt) til en mil i timen. Dette netværk kendes i dag som landeveje. De udnyttede en del af sognevejene, hvorfor landevejene i ældre tid altid førte gennem landsbyerne.

3) Det tredje netværk udgjordes af de første anlagte veje i Danmark, nemlig kong Frederik d. 2.’s kongeveje. De er anlagt i 1580’erne i rette linjer på de kongelige jorder mellem slottene på Sjælland og i Jylland mellem Koldinghus og Haderslevhus.

De tre netværk kender vi i dag i form af sogneveje, landeveje og motorveje, da motorvejene i høj grad er blevet anlagt der, hvor de første kongeveje bandt landet sammen.

I hvert fald for kongen og hans mænd.

De danske vejes historie
  • Oldtid: Trafik opstår uden veje
  • Jernalder: Med landbrug opstår stabile hjulspor
  • Middelalder: Kirker bliver faste knudepunkter mellem veje
  • Renæssance: Tre netværk opstår: Sogneveje, landeveje og kongeveje
  • Moderne tid: Vejene jævnes og åbnes for de fleste vogne og får fast belægning som bilerne ikke river op

Læs mere:

  • Schovsbo, Per Ole 2018: Landtransport i Danmark
  • Topsøe-Jensen, Torben 1966: Ad hjulspor og Landeveje
  • Wittendorff, Alex 1973: Alvej og Kongevej

Kun kongen måtte køre på kongevejene

Kongevejene var bygget efter de særlige lette og hurtige kuskevogne, som Frederik d. 2. havde ladet sig inspirere af fra Østrig-Ungarn.

Vejene var oprindeligt ikke åbne for offentligheden for at undgå sporkørsel. Kongen kunne derfor uhindret køre på sine egne veje med sine vogne i trav cirka dobbelt så hurtigt som menigmand på landevejene, nemlig 10-15 km/t – og det betød meget dengang, hvor man hverken havde telefon, radio eller telegraf. 

Fra Oldtiden til 1800 var sognevejene sognebøndernes ansvar at vedligeholde, de udgjorde så at sige vejbestyrelserne, og vejene var udenfor den almindelige vejlovgivning.

Det betød også, at vejenes hjulspor krævede særlige smalle vogne, som kun bønderne brugte.

Det var med andre ord vanskeligt for herremanden at køre på sognevejene, og derfor anlagde han sin allé fra herregården til landevejen, der ikke var sporkørt som sognevejene.  

På de statslige landeveje kørte alle efter 1800 med forskellige sporvidder, fordi landevejenes hjulspor på dette tidspunkt var blevet jævnet. Og fra den tid af fungerede de danske veje på samme vis, som de gør i dag.

Men det er mærkeligt at tænke på, at man først med jernbanerne i 1840’erne kunne køre hurtigere på land, end man gjorde i ældre Jernalder for 2.000 år siden, samtidigt med at store dele af vores nuværende vejsystem er skabt af tidligere tiders hestevognstrafik.

Fortiden har givet os vejenes retning

Vi kan kende hovedlandevejene (chausseerne) mellem landsdelene der skærer igennem landskabet efter rette linjer op og ned ad bakke ofte ved siden af de moderne motorveje, der slynger sig, så man ikke falder i søvn under kørslen.

De gamle landeveje gennem landsbyerne og købstæderne kan vi finde rester af híst og her, men oftest er de jævnet og rettet ud og ført uden om bebyggelserne. Mange landsbyers og købstæders bebyggelser havde hovedfacer ud til de gamle landeveje.

Nu kommer man på de moderne omfartsveje ofte bag ind i bebyggelserne – og mister overblikket. Sognevejene ligger som regel som de blev lagt af bønderne kort efter 1800 - bugter sig op og ned i landskabet. Når vi kører på dem, må vi svinge bilen 90 grader ved de gamle markskel og følge en retning, som vores forfædre har stukket ud.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker