Hvordan tæmmede mennesket hunden?
Arkæologer og genetikere diskuterer stadig livligt, hvordan hunden blev 'menneskets bedste ven' – og hvordan menneskets blev hundens.

Der er generel enighed om, at hunden først blev en fast del af menneskets liv, da vi overgik til agerbruget for ca. 10.000 år siden. (Foto: Shutterstock)

Der er generel enighed om, at hunden først blev en fast del af menneskets liv, da vi overgik til agerbruget for ca. 10.000 år siden. (Foto: Shutterstock)

Når en hund og dets menneske ser hinanden i øjnene, udløses hos begge hormonet oxytocin, også kaldet berøringshormonet. Det er det samme hormon, som udløses, når en kvinde og en baby ser hinanden i øjnene.

Ja, det er sådan, at jo længere mennesket og hunden ser hinanden i øjnene, des mere oxytocin udskilles i urinen hos begge.

Oxytocin er et hormon, der styrker relationen i parforhold, ligesom det fremmer gruppesammenhold. Dette hormon fungerer normalt mellem dyr af samme art. Det er helt enestående, at det optræder på tværs af arter.

Det viser, at mennesket ikke bare har tæmmet hunden – hunden har også ændret mennesket.

Dette er resultatet af det længste og tætteste samvær, mennesket har haft med noget dyr. Ud over ilden var hunden menneskets første tæmning af naturen, og den blev brugt til jagt, vagt og transport, og dertil kunne den spises.

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Den gensidige fordel var, at hunden forstærkede jagt og vagt, mens den til gengæld fik regelmæssig føde og beskyttelse. Og dette var en afgørende alliance for mennesket, for uden tæmning af hunden, ingen tæmning af andre dyr og planter, og uden disse tæmninger, ingen civilisation, som den amerikansk-britiske evolutionsbiolog, Greger Larson formulerer det.

Interessen for hunden har på denne baggrund været og er stadig stor, også forskningsmæssigt. Centrale spørgsmål har været og er, hvordan begyndte det, hvor begyndte det, og hvornår begyndte det.   

Lad os gennemgå de tre hundespørgsmål:

Hvordan begyndte det?

Der er to overordnede bud på tæmningen af hunden. 

Det ene var stort set eneherskende frem til 1990’erne, hvor DNA-analyserne blev mulige. Idéen var her, at mennesket gennem utallige generationer har udvalgt de ulvehvalpe, man fandt bedst egnede til det formål, man skulle bruge dem til, og så avlet videre på dem.

Tæmningen var sket, mente man, i jæger-samlersamfundet, hvor hundene delvist har levet af affald fra menneskene. Da det ikke har været nok, har man også været tvunget til at skaffe ekstra føde til hunden ud over det, menneskene skulle bruge.

Det kan synes, som om man i fortiden som i nutiden har adskilt den form for føde, menneskene foretrak, fra den, hundene fik. Tandmærker viser for eksempel, at menneskene foretrak mammutkød, mens hundene måtte nøjes med rensdyr.

Det andet og seneste bud går ud på, at der i en eller flere ulveflokke skete en genetisk ændring, der gjorde nogle af ulvene mindre sky over for mennesker. Dette gav dem mulighed for at udnytte en ny ressource: restaffald fra menneskene.

Disse dyr blev mere og mere tamme, og måske har menneskene så på et eller andet tidspunkt begyndt at selektere og avle videre på disse dyrs hvalpe.

Argumentet mod denne opfattelse er, at de tidlige jæger-samlersamfund var meget små og meget mobile. Derfor havde de ikke så meget affald, at det kunne knytte nogle ulvehunde mere stabilt til nogle mennesker.

Dertil kom, at disse samfunds mobilitet gjorde forsyningen med affald uregelmæssig, da de fleste ulveflokke er territorialt stabile. Ulve kan sporadisk have udnyttet affald fra menneskene, men ikke være blevet mere permanent afhængige heraf.

I dette perspektiv er det først efter udviklingen af agerbruget, at der bliver restaffald nok til, at det kan udgøre en væsentlig del af hundens føde. Forudsætningen herfor har så igen været, at hunden har udviklet evnen til at fordøje stivelse, hvilket ulve ikke kan, og hvilket de nordlige trækhunde hos for eksempel inuitter heller ikke kan.

Alle synes enige om, at det først er med agerbruget for ca. 10.000 år siden, at hunden er blevet en mere almindelig del af de menneskelige samfund. Et helt nyt studie af fund af knogler fra den russiske ø Zhokov viser, at det er nogenlunde samtidig med, at slædehunden udvikles i det nordlige Asien.

Hvor begyndte det?

Længe var det almindeligt antaget, at hunden stammede fra den europæiske ulv – om ikke direkte fra den nulevende grå ulv, så fra en fælles nu uddød forfader til hund og ulv.

Fra Europa havde hunden så spredt sig til Asien og senere til Amerika og Afrika. Australiens dingo var en i forhold til menneskene sent indvandret tidligere indisk tamhund, troede man.

Med DNA-analyserne ændrede dette sig.

Et tidligt DNA-studie af den svenske genetiker Peter Savolainen fra 2002 viste, at den største genetiske variation fandtes i Østasien. Derfor var det nærliggende at tænke, at hunden er opstået der for ca. 15.000 år siden. Logikken er, at der, hvor et dyr har været længst, er dets genetiske variation størst.

Denne østasiatiske oprindelse blev i 2013 skudt ned af den amerikanske evolutionsbiolog Robert Wayne, der henviste til, at Kina var mål for langdistancehandel, og her har de handlendes hunde blandet sig med de kinesiske.

Amerika betragtes jo heller ikke som menneskets oprindelsessted, selv om den genetiske variation er større her end noget andet sted. 

Den polske biolog Olaf Thalmanns DNA-undersøgelser af hunde og ulve viste i stedet, at tæmningen af hunde var sket i Europa for mellem 19.000 og 32.000 år siden.

Kineserne har dog ikke givet op. I en kinesisk undersøgelse af genomet hos en lang række ulve og tam- og vildhunde føres hundens oprindelse tilbage til for 33.000 år siden i Sydøstasien. Herfra kom den til Mellemøsten for 15.000 år siden og til Europa for 10.000 år siden.

Dette er dog i uoverensstemmelse med arkæologiske fund af 12.000 til 14.000 år gamle hunde i Europa. I et andet studie af 5.392 hundes mitokondrie-DNA (som kun arves gennem hunner) og y-kromosomer (som kun arves gennem hanner) vises det, at hunden synes tæmmet i Centralasien, hvor menneske og ulv jagede de samme store byttedyr.

Generelt er alle de sikre fund af tamhund gjort inden for den grå ulvs område i det nordlige Europa og Asien; som nævnt er det også sikkert, at hunden ikke stammer fra den grå ulv.

Men måske stammer hunden fra forskellige ulve og er blevet tæmmet forskellige steder på forskellige tidspunkter? Europa, Sibirien, Kina og Mellemøsten kunne alle være bud.

Hvornår begyndte det?

Oprindelsen til samværet med hunden er meget vanskelig at bestemme, da det er næsten umuligt at adskille de tidligste hunde fra ulve.

Hund og ulv har kunnet og kan fortsat parre sig med hinanden og få fødedygtigt afkom. Hundens DNA er som tomatsuppe: Det er umuligt at udskille de enkelte ingredienser.

Dertil kommer, at der går meget lang tid, før tæmning sætter sig genetiske eller anatomiske spor. Det hidtil ældst kendte helt sikre fund af en hund stammer fra Israel, hvor en hund er begravet sammen med et menneske for 11-12.000 år siden.

Dette kunne pege på, at hunden er opstået i og med agerbruget, hvor de mindre sky ulve har fourageret på møddinger. Dette førte igen til, at hunden ligesom mennesket udviklede evnen til at fordøje stivelse.

Langt de fleste forskere mener dog, at hunden er tæmmet langt tidligere, i jæger-samlersamfundene. Disse bud på tæmningen af ulven placerer tidspunktet et sted mellem for 40.000 og for 15.000 år siden.

De tidligste bud kan knytte hunden til det moderne menneskes indtrængen i Europa og Asien. Her mødte mennesket en ulverace, det kunne samarbejde med, og samarbejdet var med til at give Homo sapiens den overlegenhed, der førte til udryddelse af en række større byttedyr og måske også neandertalernes forsvinden.

Der er nemlig intet, der tyder på, at neandertaleren har samarbejdet med ulvene eller udviklet ulvehunde, selvom de har levet i det samme område og jaget de samme dyr gennem flere hundrede tusinde år.

Billede af tamhund i snor fra en 4.000 år gammel egyptisk grav. (Foto: Linda Evans/Australian Center for Egyptology, Macquarie University, Sydney)

Arkæologi vs. genetik

De to centrale videnskaber, der har forsøgt at løse oprindelsesproblemet, er genetikken med undersøgelser af DNA og arkæologien, som bygger på registrering af karakteristiske anatomiske træk ved tamhunden i forhold til ulven: mindre krop, mindre hjerne, færre og mindre tænder, der sidder tættere sammen, ændring af kraniets form og kortere og bredere snude. Fund, der viser denne omfattende ændring af ulven til hunden, kan dog kun med sikkerhed føres ca. 14.000 år tilbage.

Der er dog bud på, at to kranier, fundet tæt på en hytte af mammutknogler og knap 17.000 år gamle fra Bryansk i Rusland, har træk, der er hundeagtige og ligner fund fra Europa fra samme periode.

Også andre fund af ældre dato er gjort, men her er der ingen enighed om deres afstamning fra hund eller ulv.

Begge former for analyser har store problemer med de mangfoldige blandinger mellem hunde og ulve, ligesom variationerne i de hundeanatomiske træk på grund af variationen blandt ulve ikke garanterer, at et fund stammer fra en hund.

Det nyeste bud på hundens oprindelse

Men nu er der kommet et nyt bud på, hvordan tidlig hundeadfærd kan aflæses i de arkæologiske fund.

Idéen er, at de dyr, der var tilknyttet mennesker og spiste deres affald, i højere grad end ulve har fået knogler at gnave på. Det kan man se i slidsporene på tænderne, og dem vil man kunne se længe før, der er sket anatomiske forandringer eller forandringer af DNA'et.

Mens ulvene i højere grad levede af kød, måtte der være forskel på slidsporene på de dyr, der levede i naturen og de, der helt eller delvist levede af menneskenes rester, hvor knogler ville udgøre en stor del.

Slidspor, der på denne baggrund tyder på tæt kontakt med menneskene, er herefter blevet påvist på en 28.500 år gammel kæbe fra Tjekkiet. Dog kan man ikke udelukke, at der er tale om forskellige ulvegrupper.

Isotopanalyser kan dog bringe yderligere tegn på tilknytningen til menneskene, idet man ved hjælp af disse har kunnet vise, at mennesker og ulve foretrak mammutkød, mens hunden mere levede af rensdyr og andre mindre byttedyr, hvis knogler det har været lettere at knuse, og hvis kød menneskene ikke satte så højt.

At knogler har været en vigtig del af kosten kan så igen måske forklare, at hunden har korte, bredere og kraftigere kæber end ulven.

Hunden har tilpasset sig kødbenene, samtidig med at den har tilpasset sig til menneskene og har tilpasset menneskene til sig.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.