Er følelser kropslige fornemmelser? Kemiske processer i hjernen? Er følelser noget, der bliver til i vores interaktion med hinanden? Er de ufrivillige og ukontrollerbare eller en potentiel ressource, der kan bruges strategisk af politikerne?

Følelser er naturligvis alt dette. Indenfor neurovidenskaben – der særligt beskæftiger sig med menneskets nervesystem – er man særlig interesseret i følelser som kropslige oplevelser og kemiske processer i hjernen.

En sådan tilgang til studiet af følelser er både rimelig og forståelig. Men skal politologer – os, der forsker i alskens politiske fænomener – så bare læne os tilbage og forlige os med, at neurovidenskaben giver os den viden, vi skal bruge, når vi studerer politiske følelser?

Det mener jeg ikke nødvendigvis. I et nyt studie diskuterer jeg, hvorfor politologer også har brug for at udvikle vores egne metoder til at studere følelser i det politiske liv.

Neurovidenskaben er ikke et sandhedsvidne

Problemet for politologisk forskning i følelser opstår faktisk ofte, når politologer ukritisk importerer metoder og resultater fra neurovidenskaben, og naturvidenskaben generelt, ind i studiet af følelsers rolle i politik – når man gør neurovidenskaben til den absolutte målestok for, hvad følelser består i, og ikke mindst hvad der er den rigtige måde at indfange og studere følelser på.

Hvis politologien skal bidrage med indsigter i følelsers rolle i politik, er det således vigtigt, at vi opgiver neurovidenskaben som et slags sandhedsvidne.

Derimod er det næsten helt sikkert mere hensigtsmæssigt, at vi anerkender, at der eksisterer flere forskellige og legitime metoder til at studere politiske følelser på.

På den baggrund er der i alle tilfælde tre centrale begrebsmæssige sondringer, som politologer skal være opmærksom på, når de ønsker at studere følelsers rolle i politik:

1. individuelle og kollektive følelser,
2. følelser og fornuft og
3. ufrivillige politiske følelser og den strategiske anvendelse af politiske følelser.

Lad os gå lidt i dybden med dem i det følgende.

Hvem har politiske følelser?

Den første sondring drejer sig om, hvorvidt politiske følelser er enkeltpersoners ejendom, eller om følelser er et kollektivt fænomen.

Førstnævnte fremhæver typisk vigtigheden af ​​'personlighed' eller psykologiske anlæg, der ofte erhverves tidligt i livet, i forståelsen af individers holdninger til politik, og hvordan politiske eliter handler i politik.

Der er for eksempel studier, der viser, hvordan personlighedstræk – såsom følelsesmæssig stabilitet, velvillighed og åbenhed - erhvervet tidligt i livet påvirker individers ideologiske synspunkter og holdning til EU.

Politiske følelser forstået som et kollektivt fænomen fremhæver derimod, hvordan kollektive følelser knyttet til eksterne begivenheder eller situationer kan få politiske aktører til at reagere på bestemte måder og handle kollektivt.

Forskning i politik skal altid huske de kollektive følelser

Det er klart, at politologien skal se på individuelle motiver for politisk handlen, for eksempel når nogle antager, at individer er motiveret af at maksimere egne interesser.

Samtidig er kollektivitet – for eksempel som udtrykt i institutioner, organisationer og stater -  central for enhver politisk analyse, uanset om kollektivitet blot betragtes som summen af ​​de individer, der udgør kollektivet, eller om synspunktet er, at der er noget mere på spil, såsom normer, ideer og følelser 'imellem' individer organiseret i kollektiver.

Politik bliver generelt anset for at være drevet af rationalitet, men det er aldrig uden en påvirkning af følelsesmæssig karakter. (Foto: Shutterstock)

For eksempel er der studier, der viser, at truende begivenheder som terrorangreb og klimaændringer tilskynder borgers tillid til politiske eliter, der opfattes som en kilde til beskyttelse mod truslen.

På samme tid åbner angst blandt borgere op for, at politiske eliter kan manipulere befolkningen ved at italesætte trusler og på den måde skabe frygt.

Vi må ikke glemme individet, men politologiens potentielle bidrag er næsten helt sikkert forbundet med forståelsen af sådanne kollektive følelser.

Hvor fornuftige er følelser?

Den anden sondring vedrører forholdet mellem fornuft og følelser og spørgsmålet 'hvor fornuftige er følelser?'

Når rationelle tilgange er åbne for, at følelser spiller en rolle i politik, bygger de på en antagelse om, at fornuften kan adskilles klart fra følelser. Forskere, der tager deres udgangspunkt i denne antagelse, vil typisk erkende, at denne analytiske sondring muligvis ikke svarer til virkeligheden.

Men det betragtes som et 'tæt nok' skøn og er berettiget ved at give os mulighed for at studere spørgsmålet om, hvornår politik er følelsesmæssig.

Rationelle tilgange ser sædvanligvis følelser som 'støj' og noget, der skal elimineres fra politik. Alternativt ses følelser som noget, vi bør søge at udnytte i politik til gode formål.

Følelserne spøger altid

Hovedparten af forskningen på området ser imidlertid ikke på politik med fokus på rationalitet.  Synspunktet er, at selvom politik nogle gange eller måske endda typisk er drevet af rationalitet, er den aldrig uden følelsesmæssig karakter.

Man kan sige, at mens dette perspektiv holder fast i den begrebsmæssige sondring mellem følelser og fornuft, holdes ruten mellem de to åben for trafik.

Det giver mulighed for spørgsmål såsom 'hvordan er politik følelsesmæssig?'. Dvs. at følelser hverken bør eller kan elimineres fra politik.

Ikke det modsatte af rationalitet

Desuden er politiske følelser ikke det modsatte af politisk rationalitet. Snarere er de to indbyrdes forbundet, og politisk rationalitet afhænger af politiske følelser.

På den måde er følelser ikke blot indlejret i vaner, fordomme og indlært adfærd, men spiller også en rolle i at aktivere fornuft og rationalitet. Politiske følelser muliggør ikke kun rutinemæssig politisk aktivitet, men også hurtige evalueringer og reaktioner fra politiske aktører på aktuelle udfordringer.

Følelser knyttet til politiske begivenheder og omstændigheder kan altså aktivere allerede indlært adfærd uden meget omtanke.

Samtidig er det i dette perspektiv, at beslutningstagere kan anvende følelser til politiske formål, for eksempel ved at advare os om usædvanlige eller truende omstændigheder såsom klimaændringer, diplomatiske kriser eller sikkerhedstrusler.

Alt sammen skaber dette et behov for refleksion, omtanke og muligvis nye politiske initiativer.

Når vi studerer følelsers rolle i politik, er det således vigtigt, at vi er opmærksomme på samspillet med politisk rationalitet.

Hvornår er følelser en ressource i politik?

Den tredje sondring handler om, om politiske følelser er ufrivillige eller en potentiel ressource i strategisk politisk aktivitet.

Førstnævnte anser politiske følelser som ufrivillige og gør følelser til en integreret, men stort set ukontrollerbar dimension af politik.

Følelser kan således understøtte eller forhindre oprettelsen af ​​fælles politiske institutioner, men til syvende og sidst på en uhåndterlig måde.

Perspektivet, som derimod ser følelser som en potentiel strategisk ressource, giver mulighed for følelsesmæssig læring og den strategiske brug af følelser til politiske formål.

Det er imidlertid også klart, at det politiske mål med at appellere til følelser - typisk udøvet af politiske, sociale og økonomiske eliter - kan være mere eller mindre specificeret, for eksempel med hensyn til veldefinerede politiske resultater eller mere bredt rettet mod at give retning til en politisk dagsorden.

Samtidig er eliters intention med at appellere ​til ​følelser afhængig af, hvordan appellerne modtages, og hvilke følelser de påkalder sig.

Det politiske følelsesliv er komplekst

Samlet set er der i alle tilfælde to forhold, vi skal være opmærksomme på, når vi vil forstå og undersøge følelsers rolle i politik:

For det første sondringerne mellem individuelle og kollektive følelser, mellem rationalitet og følelser, og mellem ufrivillige følelser og følelser som anvendes med et politisk formål.

For det andet at disse ikke nødvendigvis er sondringer mellem modsætninger, men derimod – måske ofte – spiller sammen på forskellig vis i komplekse politiske processer.  

Det er i forhold til disse sondringer og sammenspil, at politologien rummer et potentiale til at bidrage til studiet af følelsers rolle i politik.

Vi kan studere 'det politiske følelsesliv', på måder som andre discipliner, for eksempel den ellers populære neurovidenskab, ikke kan. Det er vigtigt at huske, hvis vi for alvor vil forstå følelsernes rolle i politik.