Forskning og videnskab bliver almindeligvis betragtet som pålidelig og troværdig. 

Forskning publiceret i videnskabelige tidsskrifter bliver af mange betragtet som det tætteste, vi kommer på en sandfærdig viden om vores verden.

Normalt anser vi ikke 'fake news' som et problem i det videnskabelige samfund. 

Forskerne rapporterer først og fremmest deres fund i videnskabelige studier, der gennemgår en peer-review-proces for at sikre, at fundene er pålidelige og troværdige.

Men hvor videnskabelig publikation er en ret langsommelig proces, opererer de sociale medier voldsomt hurtigt til sammenligning.

Og mens begge arenaer kan bruges til at formidle viden, er de hver især underlagt forskellige regler.

Fordi videnskabelige artikler i stigende grad også bliver formidlet gennem de sociale medieplatforme, ligger distributionen og forskningens rækkevidde i en vis grad i hænderne på techgiganterne og de sociale mediers algoritmer.

Konsekvenserne af denne blanding af videnskab og de sociale medier er emnet, der bliver diskuteret i denne artikel.

Bør vi være bekymrede, når vi deler videnskabelige artikler på de sociale medier, med den viden at distribution og rækkevidde på denne platform er orkestreret af algoritmer, der eksempelvis er ansvarlige for diverse ekkokamre?

Eller er de sociale mediers hastighed og rækkevidde ganske enkelt en gave, som forskerne skal udnytte til at dele deres viden?

Selvom denne artikel ikke nødvendigvis leverer svar på disse spørgsmål, foreslår jeg, at det er relevant og rettidigt, at det videnskabelige samfund overvejer og diskuterer denne problemstilling. 

Nye muligheder for informationssamfundet

De sociale medievirksomheder og techgiganternes evne til at påvirke mennesker og adfærd har i de seneste år fået stor medieopmærksomhed.

Det sammenfatter Netflix-dokumentaren 'The social dilemma', der kigger kritisk på sociale medier og techgiganter.

Systemerne begrænser ikke blot vores adfærd gennem bevidst udnyttelse af psykologiske mekanismer, de kan også påvirke globale politiske og økonomiske tendenser og fænomener.

Det så vi eksempelvis for nylig, da Twitter besluttede at lukke den tidligere præsident Donald Trumps konto i kølvandet på angrebet på Capitol Hill i Washington D.C.

Men det informationssamfund, som vi alle lever i i dag, leverer også muligheder, som var fuldkommen uhørte for bare nogle år tilbage.

På få minutter kan vi med enkelte klik bestille kørsel, eller opdage kulinariske perler, tæt på hvor vi befinder os, eller finde de nyeste forskningsresultater indenfor alle fagområder.

'Hvis du ikke betaler for produktet, er du selv produktet'

De fleste onlinetjenester er gratis. Det skyldes, at valutaen i den digitale verden typisk ikke er penge, men data.

Mange store teknologivirksomheder er bygget op omkring en forretningsmodel, hvor enorme computere med hidtil uset beregningsevne samler store mængder data om brugerne, som så fodrer komplekse algoritmer, så de kan levere skræddersyede og personlige reklamer til brugerne.

Vi betaler så at sige for det gratis onlineindhold med den datamængde, som vores online adfærd genererer; hvilke websteder vi besøger, hvor mange sekunder vi ser på et bestemt billede, hvilke knapper vi klikker på og så videre.

Som man siger: 'Hvis du ikke betaler for produktet, er du selv produktet'.

Står ekkokamrene i vejen for forskningens pålidelighed?

Algoritmerne bliver belønnet for at levere indhold til brugerne, hvilket skaber mere skærmtid, fordi processen fodrer computeren med flere data, der raffinerer algoritmen.

Én af de mest effektive måder, vi bliver nudget til at forblive online og levere mere data, er ved præsentere indhold, for eksempel information, produkter og så videre, som brugeren allerede er interesseret i.

Det kan potentielt føre til selvforstærkende systemer, hvor meninger og overbevisninger bliver forstærket gennem gentagelse samt isoleret fra modbeviser og tilbagevisning - såkaldte 'ekkokamre'.

Ekkokamre er et begreb, som hovedsageligt er blevet undersøgt i relation til sociale og politiske spørgsmål i forhold til fake news.

Spørgsmålet i denne kontekst er, om ekkokamre kan hæmme forskningens troværdighed? 

De har med sikkerhed potentiale til at generere global conformation bias (eller bekræftelsesbias), som er tendensen til at lede efter og fokusere på information, der understøtter eksisterende holdninger, samt ignorere fakta, der modsiger disse holdninger.

Er forskning og sociale medier en farlig cocktail?

På de sociale medier er den individuelle bruger både forfatter, redaktør og korrekturlæser af egne publikationer, for eksempel indholdet på de sociale medier.

Det står i skarp kontrast til den langt mere møjsommelige videnskabelige publikation, hvor forskeren fremlægger et studie, der (måske/måske ikke) bliver valgt til publikation af en redaktør og så fagfællebedømt af andre forskere.

Som følge af denne grundige proces, der har til formål at sikre, at forskningen er solid og af høj kvalitet, bliver indholdet i de videnskabelige artikler i vid udstrækning anset for at være  'sandfærdig' og objektiv.

Det er uden at gå ind i spørgsmålet om såkaldte 'rovtidsskrifter' (predatory journals), dårlig peer-review, videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis, som også spiller en rolle i det videnskabelige samfund.

Forskningen bliver primært publiceret i videnskabelige artikler og så formidlet via sociale medier, men hvilke konsekvenser har det for videnskaben og forskerne, når forskningens indhold blandes med sociale medier?

Kræver, at forfatterne skaber opmærksomhed omkring deres forskning

Mange udgivere, universiteter og finansieringsbureauer kræver eller anbefaler i dag, at forfatterne skaber opmærksomhed omkring deres forskning gennem sociale medieplatforme.

Dette fokus på formidling gennem forskellige kanaler har ført til alternativer til den omstridte 'journal impact factor' (JIF) som eksempelvis 'Altmetrics'. 

(JIF er et mål for den hyppighed, som en gennemsnitsartikel i et bestemt tidsskrift er citeret med i et bestemt år, red.)

'Altmetrics' evaluerer forfatterens eller artiklens gennemslagskraft og rækkevidde gennem en akkumuleret score baseret på forskellige proxyer på forskellige platforme, for eksempel citathyppighed, massemediedækning eller delinger på sociale medier.

Tvinger forskerne til at formidle på forskellige platforme

Selvom 'Altmetrics' muligvis leverer et langt bedre estimat af en forskers eller artikels rækkevidde og gennemslagskraft end JIF, tvinger det også forskerne til at formidle deres forskning på forskellige platforme for at skille sig ud og for at opnå succes.

På denne måde bliver forskerne nu også helt uden træning tvunget til at forvalte og styre deres tilstedeværelse på de sociale medier - en opgave, de fleste virksomheder har tildelt uddannet, fuldtidsansat personale.

Som følge skubber vi videnskab og forskning over på de sociale medier, det vil sige platforme drevet af kapitalistiske algoritmer, hvor fænomener som ekkokamre er udbredte.

Sociale medier bringer forskningen til folket 

Brugen af sociale medier til udbredelse af forskning af høj kvalitet til et meget stort globalt publikum ekstremt hurtigt er af enorm værdi. 

I denne henseende kan de sociale medieplatforme fungere som 'bevingede budbringere' af virkningsfuld og vigtig forskning.

Forskning bliver udført, i hvert fald til dels, for at hjælpe mennesker. Og disse mennesker eller slutbrugere bruger i vid udstrækning de sociale medieplatforme. 

Så hvis vi vil have forskning til gavn for mennesker, er det kun naturligt, at vi også ønsker at sprede nye forskningsresultater på platformene, hvor disse mennesker befinder sig.

Ikke desto mindre er der et dilemma: Hvordan kan vi sikre, at videnskab og forskning forbliver pålidelig og solid, hvis vi formidler på platforme, hvor algoritmerne ikke spreder indhold lige og frit, men baseret på brugernes tidligere verdenssyn og adfærd?

Giganterne får stadig mere magt

Det globale videnskabelige samfund er ret produktivt med anslåede 114 millioner videnskabelige artikler, der er tilgængelige på nettet, et stigende antal publikationer hvert år og tusindvis af forskere, der publicerer en artikel hver 5. dag.

Det videnskabelige samfund har gennem devisen 'publicér eller gå til grunde' drøftet, om den høje produktivitet forringer kvaliteten.

Et eksempel på en sådan forringelse er såkaldt 'salamiforskning', hvor forskerne skærer deres forskningsresultater op i mange mindre og tyndere skiver for at få en lang publikationsliste i stedet for at publicere resultaterne samlet i ét studie.

Pointen, der bliver præsenteret her, er simpelthen, at det øgede antal publikationer bidrager til heterogenitet i forhold til kvalitet og indhold.

Og når artiklerne bliver delt på sociale medieplatforme, hvor rækkevidden er forudindtaget af algoritmer, der ikke er designet til videnformidling, er det lettere at finde kilder, der understøtter eksisterende holdninger og overbevisninger (ekkokamre), hvilket står yderligere i vejen for pålideligheden.

Vokser sig ekstremt store og magtfulde

Visse videnskabelige forlag vokser sig også ekstremt store og magtfulde. 

For eksempel publicerede Elsevier mere end 496.000 artikler i 2.500 tidsskrifter i 2019 og bidrog samme år med 18 procent af det globale forskningsoutput.

Man kan undre sig, lægger vi for stor magt i for få hænder?

Hvad ville der ske, hvis for eksempel Elsevier eller nogle af de store sociale medieplatforme bifaldt et bestemt sandhedsaspekt mere end et andet og begyndte at prioritere og distribuere denne sandhed mere intensivt?

Nogle af disse virksomheder er bestemt magtfulde nok til at kunne  påvirke vidensdiskursen globalt - og gør det måske allerede.

Hvad gør vi nu?

Der er ikke noget let svar på dette spørgsmål. 

Som forskere står vi i en gunstig position: Folk stoler generelt på os og vores forskning.

På den anden side følger der et stort ansvar med denne tillid, og vi skal forsøge at sikre, at den viden, vi genererer, ikke bliver misbrugt eller fortolket forkert. 

Forskningsformidling på sociale medier er sandsynligvis kommet for at blive - forskere, forlag, institutioner og offentligheden lader til at vinde meget på dette partnerskab.

Af samme grund er vi nødt til at starte en diskussion om, hvordan vi kan sikre, at forskning og formidling forbliver pålidelig og upartisk, da forholdet mellem forskning og sociale medier bliver stadig mere symbiotisk.

Og selvom denne symbiose meget vel kan være den (nødvendige) vej frem, foreslår jeg, at forskerne bør være mere opmærksomme på og lære mere om de indre funktioner i de systemer, de bruger til at formidle deres viden, før de ukritisk bøjer sig for dem.

Hvordan undgår vi, at videnskab og forskningsresultater bliver anfægtet i så høj grad som eksempelvis nyhederne i USA?

Det videnskabelige samfund er nødt til at tage højde for, hvordan man bedst kan tilpasse og udnytte de redskaber, der er tilgængelige i denne stadig mere digitale og datadrevne verden.

Hvis vi ikke tager dem alvorligt, kan disse spørgsmål kompromittere forskningens mål og idealer med enorme konsekvenser for alle aspekter af samfundet, hvor viden er brugt og nødvendig.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.