Før sommerferien vedtog et flertal i Folketinget en plan for udflytning af uddannelser med titlen 'Bedre muligheder for uddannelse i hele Danmark'.

Det er et eksempel på en national politik, hvor de videregående uddannelser bruges til at udjævne regionale forskelle. Samtidig skal planen sikre det danske velfærdssystem imod en fremtidig mangel på sygeplejersker, lærere og pædagoger.

En del af planen finansieres igennem et reduceret optag på engelsksprogede uddannelser, hvilket forventes at begrænse antallet af internationale studerende, der kan hæve SU i Danmark. 

Der er skrevet meget i debatten om internationale uddannelser, for eksempel denne artikel fra Altinget og denne artikel på akademikerbladet.dk.

Hvad vi ikke har hørt så meget om, er hvilken betydning en nationalt orienteret uddannelsespolitik kan have for universiteternes forskning.

Derfor vil jeg belyse, hvordan forskningen er blevet global, og jeg kommer omkring spørgsmålet om mobilitet.

Til sidst vender jeg tilbage til spørgsmålet om de internationale studerende og deres betydning for et lands omdømme blandt internationale forskere.

Det globale system

De sidste tyve år har vi for alvor kunnet se, hvordan videnskaben er blevet global. Forskerteams fra hele verden går sammen om at løse store udfordringer som COVID-19, klimaforandring og flygtningekrisen.

De problemer, der er genstand for de videnskabelige undersøgelser, er ofte så komplekse, at de kræver samarbejde på tværs af fagligheder, institutioner og geografier.

Den globale organisering af forskning støttes af såvel nationale som regionale bevillingsgivere (for eksempel EU's Horizon 2020). Den er i høj grad drevet af den enkelte forskers interesser og ambitioner.

Det globale system er dokumenteret af blandt andre Simon Marginson. Han har målt graden af globalisering på antallet af internationale ph.d.-studerende på et universitet, artikler der er skrevet af forskere fra flere lande, antal publikationer i internationale tidsskrifter og citationer, som er andre forskeres henvisninger til en udgivelse eller et projekt.

Når alt det lægges sammen, kan vi konstatere, at de forskere, der nyder højst anseelse blandt fagfæller, er internationale – med stærke globale netværk, publicering på engelsk, og tilknytning til ledende forskningsmiljøer inden for deres felt.

Hvordan bliver forskning global?

Dansk forskning har altid været international. Forskere har skrevet på latin, tysk, fransk og engelsk, fordi de har haft et ønske om at deltage i en samtale med kolleger andre steder i verden. 

Før det 19. århundrede foregik undervisningen typisk på Latin, for viden blev betragtet som universel, ikke national.

Det var først, da forvaltningsuddannelserne kom til – først jura, senere statskundskab – at der blev skabt behov for et nationalt sprog i forskningen.

Men den forandring påvirkede kun en lille del af det danske akademi. Langt de fleste forsatte med at publicere på tysk, fransk og engelsk.

I et foredrag afholdt på det britiske Center for Global Higher Education i juni 2021 understregede Marek Kwiek, at 'global science' bygger på den enkelte forskers ønske om at deltage i en global produktion og udveksling af viden.

En sådan interesse vil motivere forskere til at orientere sig internationalt – det vi også kalder at blive internationaliseret.  Det vil ske, uafhængig af hvad der i øvrigt er den nationale politik på området.  

Men forskerne er samtidig afhængige af, at staten og private fonde understøtter universiteterne økonomisk, for der er kun begrænsede midler til rådighed i det globale system, og konkurrencen er hård.

Så de danske forskere prøver at finde en balance mellem ønsket om at profilere sig internationalt og en dagligdag på et dansk universitet.

Mobilitet som en del af forskernes globalisering

Global videnskab er netværksbaseret. Derfor rejser danske forskere ud for at besøge kolleger, deltage i konferencer eller måske opholde sig i en længere periode ved et prestigefyldt universitet.

Denne mobilitet danner basis for fremtidige samarbejder, således at forskeren bliver en del af 'global science'-kulturen.  Mange danskere foretrækker at rejse til engelsktalende lande eller store europæiske vidensnationer som Tyskland og Frankrig.

Det svarer meget godt til de hierarkier, jeg har identificeret igennem egen forskning i internationalisering, hvor institutioner i USA og Storbritannien typisk anerkendes som de mest prestigefyldte, mens universiteter uden for den engelsktalende verden er mindre attraktive som rejsedestination.

En lige så vigtig del er rekruttering af internationale forskere til Danmark.

Siden 2000 har danske universiteter i stigende grad satset på at tiltrække udenlandske medarbejdere. Et af motiverne er placering i det globale system, for når universiteter sammenlignes på internationale ranglister, bliver de blandt andet målt på antal internationale ansatte og studerende.  

Samtidig kan danske institutioner bruge internationale medarbejdere til at sikre adgang til internationale forskernetværk. Det er således ikke unormalt, at universiteterne 'køber' en etableret forsker ved i en periode at give ham eller hende særlig gode arbejdsbetingelser.

Hvad med de studerende?

Hvordan passer de internationale studerende så ind i det billede, der er tegnet af 'Global science'?

Det gør de på flere måder. Først og fremmest er det vigtigt at forstå betydningen af mobilitet i det globale system. Forskningen internationaliseres ved, at folk flytter sig, og de bevæger sig typisk mod lande og universiteter, der opleves som attraktive.

De indgreb overfor internationale studerende, der blev gennemført i 2018, med en reduktion af optag på 1.000-1.200 studiepladser og nu igen i 2021, som en del af aftalen om udflytning af uddannelser, har ikke ændret på arbejdsforholdene for de udenlandske forskere.

Men det er sådan, nogle oplever det.

På konferencer bliver jeg som dansker spurgt om 'det danske forbud mod internationale studerende'. Det viser, hvordan rygter om et ’udlændingefjendtligt’ land hurtigt kan sprede sig inden for et forskernetværk.

Samtidig betyder et begrænset internationalt optag, at det bliver sværere at spotte internationale talenter til ph.d.-forløb.

Det har særlig ramt humaniora, samfundsvidenskab og business, hvilket nogle måske vil mene er mindre vigtige områder end de naturvidenskabelige og teknologiske områder (STEM).

Men hvis vi ønsker at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere på danske arbejdspladser, er det vigtigt også at have fokus på forhold på arbejdspladsen.

Her er det værd at overveje, om der måske er nogle sproglige og interkulturelle kompetencer, som går tabt, fordi danske dimittender inden for eksempelvis Internationale studier, business og kommunikation ikke længere møder internationale studerende på deres uddannelse.

Dansk eller global videnskab?

Mobilitet er et nøgleord inden for videnskaben. Derfor må en reduktion i antal internationale studerende også forventes at få en betydning for Danmarks position i det globale system.

Vi vil ikke se effekten af regeringens nationale uddannelsespolitik før om 10-15 år. Men historier om loft på antal internationale studerende, lukning af engelsksprogede uddannelser og nedskæringer læses uden for landets grænser.

Det sker på et tidspunkt, hvor andre lande opruster igennem øget internationalisering og investeringer i forskning. Det ser vi blandt andet i Singapore, som satser benhårdt på at etablere sig som det nye videnscenter i Sydøstasien.

Singapore har opbygget kapacitet inden for særligt STEM-området og står klar til at modtage internationale studerende, der måtte fravælge Danmark på grund af vores omdømme i udlandet.

Så måske det er på tide at spørge, hvad prisen for regeringens uddannelsespolitik er på den lange bane?

'Global science' kan sagtens udvikle sig uden om Danmark, men kan Danmark udvikle sig uden 'global science'?