På få dage er Ruslands invasion af Ukraine eskaleret til at være én af de største militære konflikter i Europa siden Anden Verdenskrig. 

Krigen kan sløre vores syn på, hvem der vinder, hvem der taber, og hvor længe det hele vil vare. 

Selvom ingen kan give endegyldige svar, leverer akademisk forskning om krig indsigt i, hvordan konflikten i Ukraine kan udvikle sig.

Forskning indikerer, at optrapningen til krig minder om et forhandlingsspil, hvor landene kæmper om spørgsmål som territorium og ressourcer til patriotisme eller styreform. 

I stedet for at gå i krig, hvilket har mange omkostninger, foretrækker de stridende lande at afklare uenighederne på fredelig vis. 

Det gør de to stridende nationer ideelt set udfra deres relative sandsynlighed for at vinde en hypotetisk krig, men nogle gange er det ikke muligt, og så opstår der krig.

Krige udspringer af tre problemstillinger

Krig er almindeligvis resultatet af et af tre problemstillinger:

• For det første har staterne måske ikke nok informationer for at kunne vurdere deres relative sandsynlighed for succes.
• For det andet stoler de to sider måske ikke på, at en aftale, der er indgået i dag, vil blive overholdt i morgen. 
• Endelig er landene muligvis ikke i stand til at løse stridsspørgsmålet, især når det involverer etniske, religiøse eller ideologiske spændinger.

Med denne tilgang vil krigen ende, når problemet, der forårsagede krigen, er løst gennem kamp på slagmarken. 

Hvor længe, kampene vil vare, og den form, de tager, afhænger af problemets omfang og type.

I tilfældet med Ukraine ser det ud til, at de to sider ikke havde nøjagtig information om deres relative sandsynlighed for succes.

Succes i krig er et produkt af to kritiske faktorer: Evnen til at kæmpe og villigheden til at betale prisen.

Det er ret tydeligt, at Rusland var og er militært klart overlegen i forhold til Ukraine; både med hensyn til våben og antal styrker. Hvad der dog ikke stod klart for Rusland, før kampene begyndte, er det ukrainske folks store kampvillighed.

Har undervurderet det ukrainske folks vilje til at kæmpe

Rusland ved nu, at de har undervurderet det ukrainske folks vilje til at kæmpe, men i hvilket omfang er stadig ukendt. 

Problemet er, at det er svært for Ukraine at demonstrere omfanget af folkets villighed til at betale omkostningerne, og Rusland vil sandsynligvis have mistillid til ethvert forsøg på at kommunikere dette, da man forventer, at Ukraine vil overdrive for at opnå en mere gunstig aftale.

Det indikerer, at de to sider vil have svært ved nogensinde at løse informationsproblemstillingen.

Når det sker, ender landene ofte med at kæmpe udmattelseskrige, der varer, indtil den ene side giver op.

Krige kræver stiltiende godkendelse og støtte fra indbyggerne på hjemmefronten. Uanset landets regeringsstil er en leder stadig afhængig af støtte fra en gruppe mennesker eller koalitioner for at blive ved magten.

Putin er afhængig af oligarker, den russiske mafia og militæret

Vladimir Putin er afhængig af oligarker, den russiske mafia og militæret for hans overlevelse. 

Selvom Putin forsøgte at opbygge et finansielt bolværk, der ville give ham mulighed for at beskytte oligarkernes interesser, har de sanktioner, som Vesten har pålagt, undergravet det meste af hans indsats.

Krigen har allerede haft store konsekvenser og omkostninger for oligarkerne, og de vil kun stige med tiden. 

Når en tilstrækkelig andel af Putins koalition privat vender sig mod krigen, vil det presse Putin til at afslutte krigen eller sætte sin magtposition på spil. 

Men der er tvivl om, hvor denne grænse er, og om der er levedygtige alternativer, der bedre vil tjene denne koalitions interesser.

Krigens pris

Putin er i mindre grad afhængig af støtte fra den brede befolkning. Offentligheden bærer omkostningerne ved krig i form af inflation, økonomisk tilbagegang og dødsfald på slagmarken.

Indtil videre har Putin beskyttet sig mod disse omkostninger på tre måder: 

• For det første anvender han et selektivt værnepligtssystem, som beskytter ham mod de fulde omkostninger ved dødsfald på slagmarken.
• For det andet kontrollerer han det statslige medieapparat, og han har censureret andre medieorganisationer, hvilket begrænser den information, der er tilgængelig for offentligheden. 
• For det tredje er der ingen anden måde end massemobilisering og revolution for det russiske folk til at vælte Putin, fordi valgene i Rusland ikke er frie og retfærdige.

For Ukraine er beregningen langt mere ligetil. Ukraine er et demokratisk land, der aggressivt jagter europæisk integration. Det betyder, at den brede befolknings vilje til betale en meget høj pris er af allerstørste betydning.

Uden en kritisk masse af støtte vil modstanden mod det russiske militær falde fra hinanden, og Ukraine vil tabe krigen. Det ukrainske folks stålsatte beslutsomhed indtil nu tyder på, at det ikke vil ske i den nærmeste fremtid.

Det ukrainske folk betaler en stadigt højere pris

I takt med at den russiske taktik bliver mere aggressiv, betaler det ukrainske folk en stadigt højere pris. 

Hvis vi ser, at den gennemsnitlige ukrainers vilje til at lide og kæmpe begynder at halte, giver det os grund til bekymring. 

Til dette formål har vestlige regeringer optrappet den humanitære og defensive bistand til Ukraine, for at sikre at ukrainsk støtte til krigen varer ved.

Det ser ikke ud til, at denne krig vil ende hurtigt, da det vil tage lang tid for begge sider at tvinge den anden til at give op. 

Enten lykkes for det russiske militær at udhule den ukrainske modstand gennem en overgang til vilkårlig bombning af civile mål, eller også lykkes det at besejre Ruslands vilje til at kæmpe gennem tab på slagmarken og indenlandske økonomiske problemer. 

Ingen af udfaldene er sandsynlige i de kommende uger og måneder, hvilket betyder, at verden er overladt til at vente, mens vi ser krigens rædsler udfolde sig.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.