Hvad laver humanister egentlig?
Fordomme om, hvad humanister laver og bidrager med, er der mange af. Her er en forklaring.
humanister humaniora hvad laver forskning videnskabsteori

Humanister tjener en række funktioner i vores samfund, blandt andet at bygge bro mellem tidsaldre, kulture og befolkningsgrupper gennem traditionsbevarende og traditionskritisk forskning. (Foto: Shutterstock)

Humanister tjener en række funktioner i vores samfund, blandt andet at bygge bro mellem tidsaldre, kulture og befolkningsgrupper gennem traditionsbevarende og traditionskritisk forskning. (Foto: Shutterstock)

Min onkel, der arbejder på en midtjysk plastikfabrik, spurgte mig engang, hvornår jeg mødte på arbejde. 

Det var hans måde at få et eller andet greb om, hvad jeg lavede, hvad en forsker - og endda en humanistisk forsker - egentlig laver. 

Det hjalp ikke, at jeg lidt kækt svarede: »En time efter, jeg er stået op.«

Formentlig gjorde det ikke andet end at forstærke hans forestilling om, at universitetet i almindelighed, og humaniora i særdeleshed, er et fremmed land. 

Fordomme om, hvad humanister laver og bidrager med, er der mange af. 

I to tidligere artikler på Forskerzonen har jeg forklaret, hvordan humaniora har mere til fælles med alle de andre videnskabsgrene, end mange sikkert tror (læs med hér), og hvad der egentlig gør humaniora til en særegen videnskab (læs med hér).

Jeg flytter nu blikket fra, hvad humaniora er, til hvad humanister gør, fra dets definition til dets praksisser. 

Mini-serie: Hvad er humaniora?


Humanister studerer det, vi alle kender og har andel i: menneskelivets praksisser, tanker og kultur, men de måder, vi gør det på, er anderledes end det umiddelbare liv, vi som mennesker ellers lever. 

Denne artikelserie handler om humaniora som den ene af de fem store videnskabsgrene – ved siden af natur-, teknik-, sundheds- og samfundsvidenskab.

Spørgsmålet, der driver artikelserien, er på en og samme tid simpelt og komplekst: Hvordan er humaniora både en del af de øvrige videnskaber og samtidig også noget særegent?

Det spørgsmål forfølger jeg i tre skridt: 

Humanioras fire funktioner og dobbelte forpligtigelse

Den hollandske professor i humanistisk historie Rens Bod har lavet en hjælpsom opdeling af humanioras – men vel egentlig alle videnskabers – funktioner.

Humaniora har: 

  1. En hukommelsesfunktion ved at holde værker fra fortiden og nutiden i live, ofte gennem samlinger
  2. En uddannelsesfunktion ved at lære disse værker til nye generationer
  3. En kritisk funktion ved at fortolke disse værker for den bredere offentlighed
  4. En forskningsfunktion ved at stille spørgsmål og opstille hypoteser angående menneskelige artefakter

Alle videnskaber kan siges at have disse funktioner. Men de er særligt tydelige for humanvidenskaberne og retter vores opmærksomhed mod et helt afgørende forhold:

Nemlig den dobbelte forpligtelse til traditionsbevarelse og traditionskritik.

  • Traditionsbevarelsen placerer sig inden for de to første funktioner; hukommelses- og uddannelsesfunktionen. 
  • Traditionskritikken placerer sig inden for de to sidste funktioner; en kritisk funktion og en forskningsfunktion. 

Fortiden er aldrig ovre for humanister

Humaniora er samtidig – til forskel fra sundheds- og naturvidenskab, men delvist beslægtet med samfundsvidenskaberne – et »arkiv for den kulturelle hukommelse,« som Volkswagens Stiftung, den tyske bilfabrikants humaniora-støttende fond, formulerer det. 

Vi kan ikke lægge historien, teksterne, artefakterne bag os, placere dem endegyldigt, lukke bogen.

Humaniora er den videnskabelige del af samfundets kulturelle selvbearbejdelse – og den er fortløbende. Ikke kun nye kilder og nye metoder, men også nye interesser, stemmer, vinkler dukker hele tiden op og møder til genbesøg i fortiden.

Fortiden er på den måde aldrig ovre for humanvidenskaberne. 

Vores opgave er dels at holde fortiden bekendt, levende og relevant for nutiden – i læseplaner, arkiver, udstillinger, populærformidling et cetera og at forholde os til kritisk og undersøgende til den afstand, der er mellem dengang og nu.

Humanister kan af den grund ikke blive færdige med deres materiale.

Kulturens kustoder og billedstormere

Humanister er – for nu at dramatisere det en smule – kulturens kustoder og billedstormere. Vi skal på en og samme tid bevare og kritisere den kulturarv, som alle har andel og interesse i. 

Vi er derfor også altid spændt ud mellem to kritikker:

  1. Kritik for bare at gentage kendt viden, besynge arven, traditionen, kanon og være den nationale kulturs propagandister. Som kustoder. 
  2. Kritik for at være evigt kritiske, betvivle fortidens helte og bedrifter, kaste hævdvunden viden på møddingen og være anti-nationale civilisationsødelæggere. Som billedstormere. 

Humanistisk viden efterspørges – ofte under navnet dannelse – som en kur imod historieløshed, mangel på sammenhængskraft, tilværelsens forjagethed, globaliseringens identitetsmæssige udfordringer og så videre.

Samtidig tillægges humanister til tider hovedansvaret for truslen imod samfund og kultur. Begge yderpunkter demonstrerer om ikke andet, at humaniora forstås som meget vigtig for kulturens beståen og udvikling.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Taler med om den individuelle og kollektive selvfortælling

Hermed har jeg også mere end antydet, hvad der for mig at se er mest særegent for humanvidenskaberne til forskel fra de andre, nemlig, at humaniora beskæftiger sig med forhold, der ikke er adskilt fra, men en del af menneske- og samfundslivets selvopfattelse. 

Humaniora griber ind i, hvad individer, grupper, nationer mener om sig selv. Vi taler med om den individuelle og kollektive selvfortælling. 

Humaniora har altså – i modsætning til andre videnskaber – ikke sit helt eget sprog, der er kodificeret, eventuelt matematificeret eller som lægevidenskab latinificeret hinsides forståelse fra udenforstående. 

Såvel temaer som sprog, ofte også kilder som eksempelvis litteraturvidenskabens arbejde med aktuel skønlitteratur, er ikke forbeholdt videnskaben. 

Der er derfor ganske ofte mindre afstand mellem humanvidenskaben og omverdenen, end tilfældet er for andre videnskaber.

Vævet ind i fællesskabet

Folk udenfor humaniora føler sig kaldet og kompetente til at tale med i væsentligt højere grad end for andre videnskabsgrene (om end de mange ’corona-eksperter’ på Facebook viser, at det ikke kun er forbeholdt humaniora). 

Det er ikke kun folk flest, der ser humanioras arbejde som vedkommende og åbent for modsvar og påtale. Det gælder også nationale myndigheder, politikere, kommentatorer og andre, der mener sig bemyndiget eller kaldet til at tale på fællesskabets vegne. 

Som den britiske idéhistoriker Stefan Collini siger: »Mange humanistiske discipliners forhold til deres nationale kulturer vil altid være mere intime end i andre discipliner.«  

Humaniora er en med- men også en modspiller til mange andres kulturelle fortællinger og selvforståelser.

Humaniora er derfor mere udspændt mellem specialisering og popularisering end andre videnskabsgrene. 

Vi forventer, at eksperimental matematik eller nano-forskning har sit eget sprog, der ikke skal eller kan forstås af os andre. Vi stoler blandt andet på, hvad de siger, fordi vi ikke forstår, hvad de siger. 

Med humaniora er det anderledes.

Vi beskæftiger os ofte med ting, som er væsentligt mere tilgængelige, kunstværker for eksempel, og det videnskabelige sprog, vi gør det i, er nok specialiseret, men det er ikke et fagvidenskabeligt sprog kun for de indviede. 

Humaniora ser derfor både let og svært ud på samme tid, lidt som når en gæst på et kunstmuseum siger: ’Det kunne jeg også have malet’. 

Hvis det er for let, hvis det for meget ligner det sprog, alle andre bruger til daglig, da rejses spørgsmålet lig museumsgæsten: ’Hvordan er det videnskab?’. 

Og hvis det humanvidenskabelige sprog udtaler sig om noget, andre også mener sig bekendte med, den nye roman af Morten Pape for eksempel, så rejses en anden kritik: ’Typisk intellektuelt snobberi i elfenbenstårnet’. 

Humanioras vilkår

Humaniora har som andre videnskabsgrene et specialiseret sprog, der ,måske oftere end de andre, også benytter sig af hverdagssprog.

Humanister vil ofte have udviklet egne, interne forståelser af ord og begreber, der også anvendes andre steder – i og udenfor universitetet. 

Dets nærhed til almindelig sprogbrug vil derfor kunne forlede andre til at tro, det bare er snak som alt andet, og som alle andre bruger det.

Eller omvendt, at det er bevidst besværliggørelse og esoterisk elitisme, når begreber og vendinger bruges i en anden betydning end ellers antaget.

Man kan beklage, at humaniora altid må manøvrere mellem bestræbelser på at specialisere sin undersøgelse for at være videnskabelig – med anklager om at være elitær og indelukket – og på at popularisere sine indsigter for at være tilgængelig og relevant – med anklager om uvidenskabelighed. 

Men man kan også bare se det som et vilkår, der kommer af humanioras særlige materiale og af det forhold, at vi ofte beskæftiger os med ting, som folk flest kan læse nok af til at forstå noget, men måske ikke nok til at kunne bedømme det. 

Humaniora er det fællesskab, vi har sat til videnskabeligt at undersøge det, som almindeligt oplyste folk også har nogen viden og ofte mange meninger om.

Humaniora ændrer verden gennem samtale

Humanioras arbejde har det forunderlige ved sig, at det ændrer verden gennem samtale. 

I modsætning til mange andre videnskabers indgribende karakter, eksempelvis økonomividenskabens input til politiske beslutninger eller sundhedsvidenskabens input til afgørelser om lægemidler og behandlingstyper, så ændrer humaniora verden mere subtilt. 

Der er ingen store beslutninger, ingen komité – selv en politisk bestemt kulturkanon er ét slag i luften blandt mange – der kan afgøre kulturens selvforhold. 

Humaniora bliver til tider kritiseret for, at den aldrig bliver færdig, men som den amerikanske filosof Richard Rorty har gjort opmærksom på, ønsker ingen denne form for konklusion af humaniora. 

Forestil jer, siger Rorty, at en kongres af filosoffer højtideligt meddelte, at de én gang for alle havde afgjort alle moralfilosofiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål, og som kompensation for de mange års uenigheder vedtaget »et kort og sprødt sæt af standarder for rationalitet og moralitet. Næste år forventes kongressen at vedtage den rapport, som komitéen for æstetisk smag har arbejdet på.« 

Ville vi, spørger han, se det som humanioras endelige videnskabeliggørelse eller som en upassende overskridelse af dens mandat og udsigekraft?

Vi skal ikke se denne uafsluttelighed som humanioras mangel, men som et forhold givet af dets materiale og, om man vil, af menneskets vilkår.

Humanioras forhold til empiri

Alle videnskaber producerer og fortolker empiri.

Men uden at overdrive kan man nok sige, at humanvidenskaberne er den videnskabsgren, hvor der er mindst entydig empiri og mest fortolkning. 

Det skyldes ikke, at humaniora er mindre videnskabelig end andre videnskaber, men humanioras videnskabeliggørelse af sit undersøgelsesfelt.

Det kommer af, at kultur er noget andet end spoleorme, inflationsrater eller månerotationer – hvor komplekse fænomener de end er også. 

Dels er der tit helt konkret mindre empiri, da størstedelen af menneskets fortidige aktivitet ikke har efterladt sig spor eller er gået tabt. Menneskets kulturarv bevares dårligere end naturens. 

Sporene er mere porøse, mere gået i stykker, mere fragmenterede end i en række andre videnskaber, der har opfundet kvantitative metoder til at genskabe fortiden lige fra at tælle årringe til iskerner, kulstof-14-prøver etc. 

Men det kommer også fra et andet feltspecifikt forhold, nemlig at al menneskelig aktivitet er intentionelt på en helt anden måde end en smørblomst eller en supernova. 

Mennesker er nemlig så forunderlige væsener, at de forholder sig til deres egne aktiviteter, de kan skjule deres hensigter, ændre mening undervejs, være drevet af kræfter de ikke selv forstår.

Mennesket er et selvrefleksivt væsen. Dets kulturelle produktion er et konstant, fortløbende, aktivt selvforhold. 

I ingen videnskaber taler empiri af sig selv – og empiri skal i alle videnskaber skabes – men i humanvidenskaberne er der nok den længste afstand mellem empiri og deres udsigelse, en afstand forbundet gennem fortolkning.

Humanioras politiske dimension

Humaniora er ligesom alle de andre videnskabsgrene en systematisk undersøgelse af det ikke-tilsyneladende, som jeg har påpeget i en tidligere artikel, af det, man ikke kan se med sine egne øjne, det ubevidste, tidsånden, det skønnes idé etc.

Samtidig har humaniora den kulturarv og -produktion, vi alle har fælles andel i, som genstand.

Netop derfor ender humanister uvægerligt med at fortælle folk, at deres umiddelbare forståelse af deres kultur – noget af det, de har fået fortalt om deres fortid eller de kunst- og kulturprodukter, de er optagede af – er noget andet, noget mere kompliceret, noget mere ambivalent, ja, måske endda fordrejet, forkert, hvis ikke endda forkasteligt, end de selv oplever det.

Det fører os videre til et prekært og kontroversielt tema: humanioras politiske dimension. 

Det skal ikke forstås sådan, at humanister er ’fordækte politikere’, eller at ideologier bestemmer humanistisk forskning.

Det skal forstås i den konkrete forstand, at humanistisk videnskab altid griber ind i den kulturelle selvfortælling, som bekræftelse eller som kritik. 

Det er materialet og anliggendet som videnskab, der giver humanioras dets politiske og normative dimensioner.

Og så er det selvsagt omverdenens læsning af humanvidenskaberne som kustoder eller billedstormere, det vil sige i en politisk eller normativ optik, der er med til at gøre humaniora til et ladet felt, til tider en slagmark, på andre måder end andre videnskabsgrene. 

Med sproget som redskab

Man kan ikke arbejde med vores individuelle og kollektive selvforhold uden at skabe reaktioner og modreaktioner. Men man kan heller ikke gøre det uden at ændre vores selvforhold.

Nye kilder, nye opdagelser, nye læsninger ændrer på, hvad, vi tror, vi ved, om os selv i fortid og nutid. 

Humaniora er medproducent af den kulturelle selvfortælling. Men netop medproducent. Omverdenen taler med.

Der bliver lyttet, spurgt, betvivlet, kritiseret, afvist – som det er uomgængeligt, vigtigt og nødvendigt at der bliver. Humanioras empiri taler med, tænker med og tæller med.

Sproget er derfor humanisters primære redskab til forskel fra for eksempel tal. 

I human- og samfundsvidenskaberne, siger den norske sagprosa-forsker Anders Johansen, »er skrivearbejdet som regel selve den centrale, videnskabelige metode. Her er spørgsmålet om kundskabsindhold også altid et spørgsmål om sproglig form.« 

I natur- og sundhedsvidenskab er der et andet ideal, der forsøger at minimere den personlige stemme mest muligt.

Deres tekster er ofte resultatet af store, kollektive indsatser, der er ofte en ganske klar standardisering af, hvordan man afrapporterer sine resultater, og idealet er, at afsenderens (eller rettere kollektivet af afsendere) personlige navn eller autoritet, ikke har betydning for, hvordan dets videnskabelighed afgøres. 

Den personlige stemme

I samfunds- og særlig humanvidenskaberne fylder den personlige stemme derfor mere.

Det er ikke uden grund, at ’offentlige intellektuelle’ ofte er humanister (med undtagelser selvfølgelig, som for eksempel Niels Bohr, der sigende nok var offentlig intellektuel, i kraft af at han udover sin indsats i fysikken også bidrog til debatter om historie, samfundsforhold, national identitet og menneskets vilkår). 

Dømmekraft er mere afgørende end målekraft i bedømmelsen af videnskabelighed i humaniora. Der er ikke samme etablerede målingsautoriteter, som for eksempel mål for statistisk sandsynlighed, i humaniora som i andre videnskabsgrene. 

Derfor fylder personlig autoritet forstået som fagfeltets kollektive, fortløbende vurdering, mere. 

Men måden, hvorpå humaniora afrapporterer sine indsigter, sker også gennem sproget, hvorfor der ingen vej er udenom det, som Volkswagen Stiftung i deres fremragende skriv om humanioras videnskabelighed identificerer som ’den personlige stemme’. 

Det skyldes også, at humanister tenderer mere mod at arbejde alene end eksempelvis natur- og sundhedsvidenskabere, der typisk er del af større forskningsprojekter i laboratorier.

Der er mindre forudgivet form på humanistiske tekster. Der er mere andel i det, der skrives om, kulturens mangfoldige stemmer.

Lige som tal og statistik har sine faldgruber og misbrugsmuligheder, som videnskabshistorien klart dokumenterer, har humanioras sproglighed også sine  (se f.eks. her og her). 

Men problemet kommer hverken af sprogligheden eller den personlige stemme, men at sproget, som humanistiske kulturanalyser viser hver dag, er et taknemmeligt redskab for både at vise og skjule ting.

Humaniora er et samlingspunkt

Min onkel fra den midtjyske plastikfabrik blev nok bekræftet i sin fremmedgjorthed over for humaniora, da jeg kækt svarede ham, at jeg som regel mødte ind på arbejde »en time efter, jeg er stået op.«

I denne serie af tre artikler har jeg forsøgt den modsatte strategi: At insistere på, at humaniora er dybt flettet ind i omverdenen og har betydning for os alle. Også min midtjyske onkel.

Både fordi omverdenen er humanioras materiale, fordi den er optaget af det samme som alle andre: hvad vil det sige for os at være menneske, hvad er skønhed, hvad skete i vores fortid og så videre.

Men også fordi humanvidenskabens resultater, begreber og debatter glider ind som del af kulturen, som del af vores fælles sprog, som del af vores individuelle og kollektive identitetsarbejde.

Humaniora er som videnskab betragtet det systematiske studie af vores kulturelle selvforhold. Humanister er – for nu at parafrasere videnskabshistoriker Naomi Oreskes – vores udpegede eksperter for studiet af vores fælles kultur. 

Men vi humanister er kun nogle af dem, der ’læser’ vores kultur.

Det gør humaniora til et samlingspunkt for kulturel udvikling og til et brændpunkt for kulturelle debatter. Det er både et vilkår og en mulighed for humaniora.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk


Det sker