Hvad kan sorgen lære os om livet?
Når vi sørger, mister vi en del af os selv, og livet bliver grundlæggende forandret. Forsker har talt med 15 sørgende om tabet af deres livspartner.
Sorg døden hvad kan sorgen lære os om livet livspartner psykologi

Sorgen er et af de væsentligste eksistentielle, psykologiske og sociale fænomener overhovedet, mener Alfred Bordado Sköld. (Foto: Shutterstock)

Sorgen er et af de væsentligste eksistentielle, psykologiske og sociale fænomener overhovedet, mener Alfred Bordado Sköld. (Foto: Shutterstock)

Hvad indebærer det at miste en livspartner? Hvordan reagerer man? Hvordan lever man videre uden den vigtigste person i éns liv?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg har forsøgt at besvare i mit ph.d.-projekt, hvor jeg over halvandet år har fulgt og interviewet 15 voksne i 3 forskellige generationer (5 i henholdsvis 30’erne, 50’erne og 70’erne),  som alle har mistet en livspartner indenfor det seneste år.

De har generøst givet mig indblik i den omfattende livsomvæltning, dette tab medfører, og i forlængelse heraf, hvad sorgen kan lære os om det at være til i verden, og hvad det betyder at dele livet med et andet menneske.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Flere af mine informanter talte om at have ’mistet en del af sig selv’. Hvordan kan man forstå det?

Hvis vi tager det alvorligt, når Clara siger, at »en del af hende er blevet revet væk« – hvad kan det sige om dem, vi er, som mennesker?

Vi ved, at en af os vil dø før den anden

En formodning, der kan danne rammen for en dybere forståelse af dette, er, at sorgen udspiller sig i mellem og forbinder relationalitet og endelighed. Og hvad mener jeg så med det?

Vi sørger, fordi vi mister dem, vi elsker. Men allerede inden det faktiske tab, hviler enhver relation på en tavs viden om, at en af os skal dø først, og den overlevende dermed bliver den sørgende.

Denne viden, hævder jeg, er en drivende kraft i relationen.

På den anden side er den forståelse, vi har af dødens betydning, defineret af de relationer, som vi indgår i. På den måde er relationalitet og endelighed uløseligt forbundet.

For at forstå sorgen er vi derfor nødt til at forstå kvaliteten og specificiteten ved den relation, der gik forud for, og den måde hvorpå døden ikke bare udgør enden, men er med til at definere livet.

I dette lys bliver sorgen et af de mest væsentlige eksistentielle, psykologiske og sociale fænomener overhovedet.

Sorgen – vil jeg hævde – er den afgørende grund til, at vi hverken i litteraturen, kunsten eller det liv, vi allesammen lever, finder kærlighed uden død, eller død uden kærlighed.

Den sørgende er i en situation af radikal tvivl

I Talmud (Sanhedrin 37a) - udlægningen af hvordan den jødiske bibel skal forstås - kan vi læse, at: »den, der redder et liv, redder hele verden«, og igennem sorgen forstår vi pludselig betydningen af det, vi egentlig allerede vidste: at vi betyder alverden for hinanden.

Indenfor fænomenologien (en filosofisk retning, red.) taler man ofte om livsverden for at fremhæve det, at livet ikke kan adskilles fra, men er af del af den verden, hvori det leves.

For mange af dem, jeg har talt med, medfører det at miste en livspartner en total omstrukturering af denne livsverden.

Det baggrundstæppe af forventninger og vaner, som vi kalder hverdag, er vendt på hovedet, og den sørgende befinder sig i en situation af nærmest radikal tvivl.

Om end denne tvivl er uendeligt smertefuld, kan den ligeledes føre til indsigter om, hvem vi er, og de liv, vi lever. Den sørgende tvivler som en anden Descartes (fransk filosof, der indså, at det var muligt at betvivle sandheden af alt det, han havde lært, red.), allerede på alt, og at tale med personer i dyb sorg kan derfor gøre os klogere på både kærligheden og døden.

Hvilket jo i sidste ende er, hvad det hele handler om.

Mere om Alfred Bordado Sköld’s ph.d.-projekt

Mit ph.d.-projekt bærer titlen ’Relationality and Finitude – A Social Ontology of Grief’ og er blevet til på forskningscentret Sorgens Kultur, Aalborg Universitet.

Afhandlingen er en monografi, og kan læses gratis her.

»I hans øjne kunne jeg alt«

Min første interviewrunde fokuserede på parforholdets eksistentielle betydning. Hvad er det med denne måde at leve på, som gør, at generation efter generation bliver ved med at opsøge den?

I en tid, hvor nye samlivsformer er mere aftabuiserede end nogensinde, artens fremtid ikke længere forudsætter det, og datingapps har ført til en grundlæggende forandring af vores romantiske omgangsformer, er det interessant og sigende, at 46 procent af alle danskere over 18 år faktisk er gift, og langt over halvdelen af Danmarks befolkning lever i et parforhold.

Et aspekt, som hurtigt fremtræder i interviewerne, er betydningen af den andens blik. Livsvidner er personer, som er vidner til det liv, vi lever. Disse findes i forskellige skikkelser – forældre, søskende, venner og kollegaer - og spiller ofte en afgørende rolle i vores liv.

En livspartners blik udspiller sin særegne rolle i den arena, som et fælles hjem udgør, og her bliver man set på mere eller mindre daglig basis. Denne person har et intimt kendskab til, hvem man er, og udgør en afgørende del af ens livshistorie.

Det narrativ, hvorigennem man forstår sig selv som værende en person, som på én og samme tid er konstant og foranderlig, afspejles i en livspartners blik.

Vi møder ikke hinanden som uforanderlige størrelser, men bliver dem, vi er, i lyset af andre. At se er derfor ikke en neutral handling, men noget, der er med til at skabe, hvem den anden er.

»I hans øjne kunne jeg alt. Alt!« fortæller Nina, som er i 30’erne og nu alene med en dreng på halvandet år. Den, hun var, afhang delvis af den måde Oscar – hendes nu afdøde partner – så hende på.

Hjemmet kan blive spøgelsesagtigt efter tab

At bo er heller ikke noget, vi bare gør, men en afgørende måde, hvorpå mennesker er i verden.

Uanset om vi bor i en flerplansvilla eller på en vens sofa, har vi en tendens til at gøre os til rette i verden.

Sammen med en livspartner er det at bo et fælles projekt, hvor et hjem skabes i gennem de handlinger, som udgør et delt liv.

Efter en livspartners død kan denne plads være en kilde til en vedværende relation og gode minder, men ligeledes opleves som spøgelsesagtig og uhyggelig. Er dette stadig vores hus, eller er det nu mit, spørger mine informanter.

Det samme spørgsmål gør sig gældende i relation til fælles børn – er det vores børn, eller er de lige pludselig blevet til mine børn?

Døden viser os, at mennesker ikke kan erstattes

Alle dem, jeg har talt med, giver udtryk for at være alene, men ikke nødvendigvis ensomme. Der er stadig andre vigtige mennesker i deres liv, men disse andre er, netop, andre.

At være pårørende til en sørgende er en særdeles utaknemmelig opgave, da alt, den sørgende ønsker, er, at den person, som er død, skal vende tilbage til livet, hvilket er selve paradigmet for umulighed.

At miste nogen til døden er en irreversibel erfaring, hvor vi tvinges til at forholde os til livets allermest afgørende og smertefulde begrænsninger – at intet varer for evigt, og mennesker ikke kan erstattes.

I sorgen lever vi videre i en forandret verden

Hvis parforholdets eksistentielle betydning var sorgens første pol, er relationen til døden den anden.

Her var min forventning, at mine informanter ville reflektere mere over egen endelighed efter tabet. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet i særlig høj grad.

»Jeg tænker ikke på min egen død. Jeg har travlt med at få livet til at hænge sammen,« som Alicia udtrykker det. Den betydning, mine informanter tilskriver deres egen død, er ofte medieret igennem en forestillet reaktion hos de børn, som de nu er aleneforældre til.

Mere generelt kunne man hævde, at vi forstår endeligheden filtreret igennem de mennesker, som, vi forestiller os, ville sørge, den dag vi døde.

Da vi ikke erfarer vores egen død, kunne man derfor hævde, at sorgen i sig selv er det tætteste, vi kommer på en erfaring af endelighed.

Hvis de liv, vi lever, desuden er sammenfiltrede, og en endelig grænse mellem selvet og den anden ikke kan drages, er endeligheden et vilkår, vi deler.

At en del af os dør med den anden, at vi ’mister en del af os selv’, kan forstås på baggrund af, at det liv vi delte – og som man var uadskillelig fra – ikke længere er muligt.

Sorgen handler om, at mulighederne for at leve et særligt liv ikke længere er til stede og kan ses som en smertefuld proces, hvorigennem man forsøger at få fodfæste og leve videre i en verden, som er grundlæggende forandret.

Vores jeg bliver »en gåde for sig selv«

Igennem sorgen forbindes ontologiens (hvem vi er) og etikkens (hvad vi skal) grundlæggende spørgsmål.

»Hvem er jeg nu?« spørger den sørgende, tæt forbundet med: »Hvad skal jeg gøre?«

»Hvordan sørger man egentlig, og hvordan skal jeg nu leve resten af mit liv?«

Disse er spørgsmål, som alle dem, jeg har talt med, på den ene eller anden måde, forholder sig til.

Om end vi til en vis grad kan sætte ord på og dele vores sorg, forbliver sorgen en individuel erfaring. Det er en selv, som skal sørge, og for at omformulere eksistenstænkningens endelighedsdiktum, hvor det hævdes, at det kun er en selv, som kan dø sin død, er det kun en selv, der kan sørge sin sorg.

Problemet er bare, at dette individuelle jeg ikke længere kan genkende sig selv. Det er blevet »en gåde for sig selv« med kirkefaderen Augustins’ sorgtyngede ord i sine Bekendelser, skrevet efter at have mistet en god ven.

Mennesket er, med den svenske filosof Martin Hägglunds ord: »det eneste dyr, som ikke ved hvordan det skal leve sit liv.«

De fleste morgener ved vi selvfølgelig nogenlunde, hvordan dagen kommer til at se ud, når vi står op om morgenen, men når tabet og sorgen rammer os, står det lysende klart, at intet af dette kan tages for givet – at vi kun lever i én af alle mulige verdener og kun har levet ét af alle mulige liv.

Kan sorg hjælpe os til at fatte klimakrisen?

I et bredere perspektiv, er det, at vi sørger, når vi mister, en del af den forholden-sig-til, som ligger i at være historiske væsener.

Den sociale verden, vi er en del af, er aldrig begrænset til de nulevende, men indbefatter alle dem, der har været her før os, og – noget vi i højere og højere grad bliver opmærksomme på i disse tider – alle dem, der også skal være her i fremtiden.

At sørge forbinder os derfor både med de døde og de ufødte. I dette lys er sorgen ikke navlebeskuende, men selve forudsætningen for, at verden betyder noget, for os eller andre.

Uden en sorgfuld relation til verden kan det hele være lige meget, og måske er spørgsmålet om, hvordan vi får etableret og institutionaliseret en sådan relation til den synkende skude, vores klode for tiden udgør, det allervigtigste spørgsmål i vores tid.

At sørge over dem, vi er tættest på, er vanskeligt. At sørge over den anden – alle dem, vi aldrig har mødt, dem vi ikke umiddelbart forstår eller sympatiserer med - er endnu vanskeligere.

Hvordan sørger vi på vegne af dem, hvis liv er blevet ødelagt af en allerede eskalerende klimakatastrofe?

Og hvordan sørger vi over dem, og det, der er endnu mere fremmed – dyrearter, koralrev, økosystemer?

I vores forsøg på at konfrontere disse spørgsmål kan sorgen både lære os, at fremtiden aldrig er givet og udgøre forudsætningen for, at der findes en fremtid værd at kæmpe for.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.