Historiens værste år, 1520: Kopper, tyfus og pest dræbte det meste af to kontinenter
Serie: 10 år, der var meget værre end 2020
2020 har stået i coronaens tegn og må da være et af de værste år at være i live. På ingen måde. I denne juleserie giver arkæolog Jeanette Varberg og historiker Poul Duedahl deres bud på historiens 10 værste år, som alle var langt, langt værre end 2020.
Årene er rangeret efter hæslighed, så vi slutter med det værste år nytårsaften.
Se links til seriens øvrige artikler i boksen lige under artiklen.
Da Christoffer Columbus nåede Caribien i 1492, mødte han en helt anden verden, som snart blev genstand for spaniernes erobringslyst.
Og i 1518 blev den spanske hærfører Hernán Cortés sendt ind i Mexico for at erobre land til den spanske stat.
De kæmpede mod aztekerne, som var et frygtet krigerfolk. Alligevel tog det kun spanierne to år, knap 1.000 soldater og nogle få heste og kanoner, foruden omtrent 800 allierede indianere fra nabostammerne, at erobre Aztekerriget.
Forklaringen var ikke spaniernes overlegne krigsstrategier, men derimod de sygdomme, som de tog med sig og spredte gennem deres spyt og ånde.
Især den frygtede sygdom kopper, som var en gammelkendt sygdom i Europa, Afrika og Asien, var fuldstændig ukendt i Amerika med stor konsekvenser for den lokale befolkning til følge.
Koppeepidemien bredte sig fra Mexico til Guatemala og med stor sikkerhed også videre til Peru.
Forskerne mener, at der er en sandsynlighed for, at koppevirussens angreb i den forsvarsløse oprindelige befolkning faktisk blev så omfattende, at man fra året 1520 kan tale om det største tab af menneskeliv under et enkeltstående koppeudbrud nogensinde registreret.
En biologisk brintbombe: »Hunde og gribbe fortærede ligene«
Koppeepidemien alene kan nu ikke tilskrives samtlige dødsfald, for snart fulgte også alle de andre gamle kendinge fra Europa, Asien og Afrika.
Særligt tyfus, pest, influenza og mæslinger ramte den uprøvede befolkning i Amerika hårdt, og mange andre af de sygdomme, som ramte, er stadig ukendte for os i dag.
Fakta
Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Det er koppeepidemien, man har de bedste kilder til, men det er kombinationen af sygdomme, som bredte sig mere eller mindre samtidigt over et par generationer, som en regulær biologisk brintbombe, der tilsammen udraderede befolkningerne i Amerika.
Op mod 90 procent af den oprindelige befolkning på de to amerikanske kontinenter måtte give op over for bølgen af sygdomme, som i de næste århundreder skyllede ind over befolkningerne.
I Maya-folket Cakchiquels annaler, skrevet af Francisco Hernández Arana i 1571, bliver man slået af den poetiske grusomhed, han med ord maler af massedødens tragedier:
»Stor var stanken fra de døde. Efter at vores fædre og bedstefædre døde, flygtede halvdelen af befolkningen ud i markerne. Hunde og gribbe fortærede ligene. Dødeligheden var forfærdelig.
Jeres bedsteforældre døde og med dem kongens søn og hans brødre og frænder.
Sådan var det, at vi blev forældreløse, åh mine sønner. Sådan blev vi, da vi var unge. Alle var vi sådan. Vi var født til at dø.«
Læs mere om det amerikanske mikrobe-mareridt i Jeanette Varberg og Poul Duedahl: Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie, Gads Forlag 2020, s. 115-128.
