Først skal du rejse 1.000 år tilbage i tiden.

Forestil dig så, at du står på en bakketop tæt ved vandet og spejder ud over havet. I det fjerne kan du se et par sejl. Antallet af sejl vokser og vokser, og med et er du klar over, at du er vidne til et af vikingetidens sømilitære lynangreb. 

De fleste vil nok forestille sig, at de vil se flere hundrede lange og smalle skibe med skjolde på siderne, og at der om bord på skibene er krigere, som, så snart skibene glider op på stranden, vil springe over skibssiderne og råbende igangsætte et vildt og blodigt angreb. 

Dette er nemlig den gængse fremstilling af vikingetidens sømilitære togter, som man eksempelvis finder i HBO’s Vikings og computerspillet Assassin's Creed Valhalla. Men den er langt fra retvisende.

Landgang i skjul  

I de overraskelsesangreb, som vikingerne mestrede til fulde, var landsætningsmanøvren helt essentiel, men den var samtidig yderst sårbar over for en velforberedt fjende. 

Derfor blev der forud for et angreb foretaget en grundig rekognoscering af terræn og de fjendtlige styrkers placering.

Hvis det var muligt, blev manøvren foretaget i skjul på et ubevogtet sted, og selve landgangen blev foretaget så stille som muligt. 

På denne måde forblev overraskelsesmomentet på vikingernes side. Den råbende og vildt uorganiserede landgang har været undtagelsen og noget, som enhver erfaren vikingekriger har forsøgt at undgå.      

Vidt forskellige krigsflåder med vidt forskellige mål    

Dertil kommer, at krigsflåderne var vidt forskellige. Nogle bestod af bare en håndfuld skibe, mens andre bestod af mere end 300 skibe. 

I flere af de skriftlige kilder, der omtaler vikingernes hærgen i England i både den tidlige og sene del af vikingetiden, beskrives de små flåder oftest som rene plyndringstogter. Her var det målet at sikre sig rigdomme samt at få et omdømme som modige krigere og dygtige søfolk. 

De større krigstogter involverede også plyndringer, men her var målet ofte at tvinge engelske og franske stormænd og konger til at betale en skat, mod så at få krigerne til at stoppe plyndringerne. 

Et plyndringstogt kunne også stoppes ved at tildele de hærgende vikinger herskab over land. Som modydelse skulle vikingerne så beskytte det tildelte område mod andre vikingers hærgen. 

Endelig var der de helt store krigstogter med hundredevis af skibe, hvis mål var at erobre store landområder eller sågar hele riger. 

En hær marcherer på sin mave

De lynhurtige krigsskibe var en vigtig del af vikingetidens sømilitære operationer. Med dem kunne vikingerne angribe uventet og hurtigt, for siden at forsvinde lige så hurtigt som de kom. 

Men de lange og smalle krigsskibe var absolut ikke den eneste fartøjstype, som vikingerne anvendte i deres sømilitære operationer. 

Arkæologiske og skriftlige kilder viser, at store og fyldige lastskibe også var i brug, når det gælder de store krigsflåder. Lastskibene blev anvendt til at transportere krigernes livsnødvendige ekstraudstyr og proviant. 

’En hær marcherer på sin mave’, er et citat, der tilskrives Napoleon, og det samme kan siges om en krigsflåde – den sejler selvfølgelig bare.

Lastskibene var ikke en del af de første angrebsbølger, der landsatte krigere på stranden. Men så snart et brohoved var etableret, kunne lastskibenes udstyr og proviant omlades til mindre fartøjer og transporteres ind på land i god ro og orden.

Øverst en tegning af et langt og smalt krigsskib og nederst en tegning af et fyldigt lastskib. (Tegning: Sune Villum-Nielsen)         

Vikingetidens specialstyrker   

I den skriftlige kilde Gesta Danorum kan vi endda finde belæg for specialstyrkeoperationer foretaget i små både.

Små militære enheder foretog rekognoscering og udpegede egnede steder til landgang for hovedstyrken. I de små både foretog specialstyrkerne også natlige nålestiksangreb på fjenden. 

Dels for at svække fjendens kampmoral gennem kidnapninger og beskydning og dels for at gøre væsentlige kampmidler, som skibe og forsvarsstillinger, ubrugelige for fjenden gennem sabotageaktioner.

Det særlige sammenhold      

På vikingeskibsmuseet i Roskilde bygger vi rekonstruktioner af vikingetidens både og skibe, og vi bemander de færdigbyggede fartøjer og sejler i dem. Det kalder man ’eksperimentel arkæologi’

Gennem dette arbejde bliver vi opmærksom på forhold, som ikke er så åbenlyse, når man sidder ved et skrivebord foran computeren.

Ved at eksperimentere sker det ofte, at kildematerialet – de arkæologiske fund samt de skriftlige og billedlige kilder – kan tolkes påny og nye erkendelser nås. 

Vi er blandt andet blevet klar over, at arbejdsopgaverne og livet om bord på de lange og smalle krigsskibe har krævet en meget disciplineret og veltrænet besætning. 

Gennem arbejdet om bord opstår der et helt specielt sammenhold. De enkelte søfolk bliver til besætningsmedlemmer, der forstår deres plads i fællesskabet og evner at adlyde en ordre.

Sammenholdet sikrer også, at der er overskud til at støtte og opmuntre hinanden, når bølgerne bogstaveligtalt går højt, og vind og vejr viser sig fra sin værste side.              

Der skal ikke megen kamptræning til, før en sådan sammentømret og yderst funktionel besætning kan forvandles til en velfungerende kampenhed. 

Måske er hemmeligheden bag vikingernes effektive militære enheder netop det sammenhold, som besætningerne opnåede til søs i al slags vejr?  

Krigerne om bord var på ingen måde ustyrlige krigere på svampetrip, men derimod stærkt disciplinerede søfolk og krigere, der var trænet i at foretage forskellige specialstyrkeoperationer samt store, velkoordinerede sømilitære lynangreb.

I dag er Danmarks specialstyrker fra frømands- og jægerkorpset højt respekterede for deres professionalisme og evne til at udføre selv de mest vanskelige opgaver. 

Vikingetidens skandinaviske krigere var ligeledes respekterede for deres evner.

Endda i en sådan grad, at en af vikingetidens mægtigste mænd, kejseren i Konstantinopel (nutidens Istanbul), optog dem i sin livgarde.