Forestillingen om, at økonomien kan vokse uendeligt, er forførende.

Det betyder, at alle kan få en bid af kagen, uden at vi behøver at begrænse vores grådighed.

Omsiggribende ulighed bliver socialt acceptabelt, fordi vi håber økonomisk vækst medfører, at alle bliver rigere.

I min nye bog 'Wellbeing Economy: Success in a World Without Growth' påpeger jeg, hvordan 'vækst først'-reglen har domineret verden siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Ingen anden ideologi har haft så godt tag. Fikseringen på vækst har skåret igennem både kapitalistiske og socialistiske samfund.

Hvad er vækst?

Men hvad er vækst egentlig? Mærkeligt nok er det et begreb, der ikke er udforsket nok. For fornuftige mennesker er vækst, når vores overordnede velstand forøges alt andet lige.

Vækst er, når vi skaber værdi, der ikke eksisterede før. Eksempelvis gennem undervisning af børn, helbredsmæssige forbedringer eller forberedelse af mad.

Et veluddannet, sundt og velnæret menneske er et eksempel på vækst. Hvis disse aktiviteter genererer omkostninger  - enten for os selv eller for samfundet - skal vi trække dem fra den værdi, vi har skabt.

Det er en logisk tilgang: vækst er lig med fremgang eller profit minus alle omkostninger.

Det er paradoksalt, at denne illustration af økonomisk vækst gør det stik modsatte af det, fornuften foreslår.

En fornuftig tilgang til vækst er, når vi skaber værdi, der ikke eksisterede før; eksempelvis gennem undervisning af børn, helbredsmæssige forbedringer eller forberedelse af fødevarer. Et veluddannet, sundt og velnæret menneske er et eksempel på vækst. Men det er paradoksalt nok ikke den gængse økonomiske udlægning af vækst. (Foto: Shutterstock)

Økonomisk vækst kan være negativ

Her følger et par eksempler:

Hvis jeg sælger min nyre for penge, så vokser økonomien. Men hvis jeg sørger for, at mine børn får den bedst mulige uddannelse, forbereder mad til andre i mit nærmiljø, forbedrer helbredsmæssige forhold for andre, er det ikke skyld i vækst.

Hvis et land fælder alle dets træer og efterfølgende sælger dem, vil bruttonationalproduktet stige. Men bruttonationalproduktet stiger ikke, hvis man passer på træerne og sikrer, at de vokser.

Hvis et land passer på de åbne grønne områder (parker og naturreservater), som alle kan få gavn af, ser man ikke denne investering i menneskelig og miljømæssig velfærd reflekteret i den økonomiske præstation. Men hvis de derimod bliver privatiseret, og ressourcerne bliver kommercialiseret og brugerne afkrævet penge, så ser man vækst.

Krige og korruption er vækstens 'allierede'

Bevarelse af vores infrastruktur, samt sikring af, at den er holdbar, supplerer kun lidt til væksten. Men ødelæggelse, opbygning og brugerbetaling giver derimod økonomien et ryk opad.

Dybhavsboreplatformen Deepwater Horizon-forliset i 2010 har skabt store forureningsproblemer på strandene i Den Mexicanske Golf. Olieselskabet BP samarbejder med de amerikanske myndigheder om oprydning efter ulykken, som har vakt stort politisk røre, og de har indvilget i at afsætte 20 milliarder dollar til at afhjælpe følgerne og erstatninger til de skadelidte. (Foto: Wikimedia)

At sikre folks sundhed har ingen værdi, men hvis de bliver syge har det. En effektiv og forebyggende strategi for offentlig sundhed er suboptimalt for vækst: Det er bedre at have et meget ulige og dysfunktionelt system som i USA, som tegner sig for næsten 20 procent af landets BNP.

Krige, konflikter, kriminalitet og korruption er vækstens 'allierede', for så vidt de tvinger samfundet til at bygge og købe våben, til at installere sikkerhedslåse og presser priserne på, hvad regeringen betaler for bud.

Jordskælvet i Fukushima og den største oliekatastrofe på havet nogensinde, olieudslippet der fulgte, efter olieboreplatformen Deep Water Horizon eksploderede og sank den 20. april 2010, var som manna fra himlen for vækst, fordi de var så ufatteligt dyre at rydde op efter og genopbygge.

Væksten forsvinder 

Jeg har tegnet et dystert billede, så du kan med rette spørge: »Hvad med de gode nyheder?«

Den gode nyhed er, at væksten er ved at forsvinde - uanset om vi kan lide det eller ej.

Økonomien klarer sig som den bedst kan. Selv det globale lokomotiv, Kina, er ved at løbe tør.

Forbruget i den såkaldte udviklede verden har nået grænseværdien med færre købere - og varer, der eksporteres til udviklingslandene.

Vi er ved at løbe tør for energikilder, især fossile brændstoffer, og selvom vi havde uendelige mængder af de forurenende energikilder - som nogle tilhængere af skifergas eller fracking foreslår - kræver globale klimaaftaler, at vi eliminerer dem snart.

Som konsekvens tvinger klimaforandringerne industriproduktionen til at skrumpe ind, hvilket begrænser væksten endnu mere. Og det betyder på den ene side, at væksten forsvinder på grund af den globale økonomis systemiske svind.

På den anden side betyder klimaforandringerne (og klodens fremtid), at en en tilbagevenden til vækst - i hvertfald til den konventionelle tilgang til industridrevet økonomisk vækst - er både politisk og socialt uacceptabel.

Der er mulighed for forandring

Selv den Internationale Valutafond og mainstream neoliberale økonomer som Harvard-økonomen Larry Summers (tidligere amerikansk finansminister og cheføkonom i Verdensbanken) er enige om, at verdensøkonomien er på vej imod en ‘sekulær stagnation’ (se faktaboks, red.), hvilket meget vel kan blive det 21. århundredes kendetegn.

Det er en katastrofal fremtidsudsigt for vores økonomier, som er designet til at vokse - eller gå til grunde. 

Men her er også mulighed for forandring. Med vækstens forsvinden som den tilsyneladende enkle vej til succes har de politiske ledere og samfundet desperat brug for en ny vision. Et nyt narrativ at forholde sig til i en usikker fremtid.

I min nye bog hævder jeg, at vi begynder at udforske nye veje, når vi begynder at indse galskaben, der gemmer sig bag vækst. Nye veje som eksempelvis:

• Virksomhedstyper, der forener menneskelige behov med naturlig balance.
• Sociale organisationssystemer på lokalt plan, der genforener individet med lokalsamfundet og økosystemerne, mens de stadig er i stand til at deltage i et globalt netværk af aktive forandringsskabere.

Jeg kalder det for ‘velværeøkonomien’. Her ligger udvikling ikke i udnyttelse af naturlige og menneskelige ressourcer men i forbedring af kvaliteten og effektiviteten af menneske-til-menneske og menneske-til-økosystem interaktioner understøttet af passende teknologier.

Velværeøkonomi: Det tilfredsstillende liv

Flere årtiers forskning baseret på personlige livsevalueringer, psykologisk dynamik, medicinske journaler og biologiske systemer har produceret en betydelig mængde viden om, hvad der bidrager til et langt og tilfredsstillende liv.

Og konklusionen er: Et sundt, socialt og naturligt miljø. 

Flere årtiers forskning har ledt på svaret efter, hvad der bidrager til et langt og tilfredsstillende liv. Og konklusionen er: Et sundt, socialt og naturligt miljø. (Foto: Shutterstock)

Vi er sociale væsener, der trives takket være kvaliteten og dybden af vores tilknytning til venner og familie såvel som vores økosystemer. Men vores søgen efter velvære er i sidste ende personlig.

Kun du kan bestemme, hvad det er. 

Det er netop derfor, jeg mener, at et økonomisk system skal give folk muligheden for at vælge selv. I modsætning til vækstmantraet, som har standardiseret udvikling verden over, mener jeg, at svaret er en økonomi, der tilstræber at velvære i livet, skal udformes af dem, der lever det - i overensstemmelse med deres værdier og motiver.

Lorenzo Fioramonti hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.