Jeg vandt i april måned årets Ph.d. Cup, hvor der dystes i at formidle tre års forskning på tre minutter. Jeg havde håbet, jeg ville vinde! For min ph.d. giver stemme til de primære aktører i folkeskolen – børnene og lærerne.

På baggrund af mange og lange samtaler med både børn og voksne i skolen og mange timers observation af undervisning, har jeg nøje undersøgt, hvad læreren præcist gør, der bidrager til, at børnene trives og engagerer sig undervisningen – eller det modsatte.

Og hvad der sætter læreren i stand til at lykkes med den umådeligt vanskelige opgave.

Lærere og børn tilbringer så mange timer sammen på 10 år, så derfor er en viden om deres samspil særdeles vigtig og kan have konsekvenser for både læreruddannelsen, efteruddannelse og skolens struktur.

At vinde Ph.d. Cup sætter fokus på folkeskolen på baggrund af forskning, der har taget sit afsæt i skolens krumtap ­– mødet mellem lærer og barn – og i deres oplevelser af det møde.

Lærerens relationskompetence

Når læreren lykkes i mødet med barnet, kalder man det, at læreren agerer relationskompetent.

Det vil sige, at han eller hun indgår i positive samspil med hvert barn og klassen som helhed, der gør, at børnene har det godt, at de kan udvikle sig fagligt, socialt og personligt, og at klassen kan blive et læringsfællesskab, hvor alle engagerer sig og af den grund lærer en masse.

Som dommer Martin Breum i Ph.d. Cup sagde: »Det er det, der skal til for at få skolen til at fungere.«

Man kan læse mere om kendetegn og betingelser for læreres relationskompetence her, i min ph.d, der ligger til gratis download her, og i bogversionen med smukke illustrationer, som man kan købe her.

Et positivt møde mellem lærer og elev er første skridt imod at engagere eleven i undervisningen og skabe et læringsfællesskab. (Foto: Shutterstock)

Min forskning viste, at lærerens relationskompetence er en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at undervisningen muliggør, at alle børn og unge engagerer sig og kan gå berigede hjem hver dag og ud i verden en dag.

I mit ph.d.-projekt deltog blandt andet to lærere, der hvilede i deres undervisning og var glade for hverdagen med børnene.

Lærerne var fagligt ambitiøse og kompetente og agerede generelt relationskompetent, og børnene var begejstrede for dem og deres undervisning.

Her var med andre ord et godt afsæt for at skabe vellykket undervisning for alle i klassen. Alligevel var der kun få situationer, hvor det lykkedes at etablere klassen som et læringsfællesskab, hvor alle engagerede sig.

Skolens indretning

Det er med til at rejse spørgsmålet, om den måde, vi som samfund driver skole på, er optimal og generelt gør det muligt for lærere at gennemføre undervisning, der i overvejende grad understøtter alle børns trivsel og udvikling.

Mange bestemmelser er gået i arv i generationer og tages ofte for givet. Men det er aldrig bevist, at det for eksempel er bedst hverken for barnet eller for samfundet at:

• børn og unge skal kunne det samme på bestemte tidspunkter
• lade børnene koncentrere sig om mange forskellige fag den samme dag samt lade en klokke afgøre, hvornår engagementet i et fag skal begynde og slutte
• vurdere børn og unge gennem tal i forhold til, om de kan redegøre for den rette forståelse af verden, som skolen har formidlet
• vægte boglige færdigheder højere end kreative og håndværksmæssige
• inddele børn efter alder
• op til 28 børn skal undervises af én lærer i ét rum

Den måde at indrette børns skolegang på er hverdagen mange steder i landet. Det får en dreng i 8. klasse, jeg har interviewet, til at beskrive en almindelig skoledag således:

”Man kommer ind ad døren og ser, om læreren er kommet, så sætter man sig ned og finder sine ting, og så er det ellers bare en helt almindelig dag. Man sidder på sin røv, hører efter, hvad læreren siger, og skriver noter. Jeg tror, der er mange, der efter deres uddannelse ikke kommer til at sidde på en stol i deres job. Jeg tror ikke, der er nogen i vores klasse, der kommer til at sidde på kontor. Og det er det, lærerne træner os til – at sidde på kontor.”

Flere elever udtrykker et ønske om, at undervisning ikke kun foregår i klasselokalet med næsen i bøgerne, men at man også rykker læringen udenfor. (Foto: Shutterstock)

Spiral-projektet

Efter at have færdiggjort ph.d.'en var jeg derfor meget begejstret for at blive en del af Experimentariums Spiral-projekt finansieret af Egmont Fonden.

I et team med psykolog Clarissa Corneliussen, lærer med diplom i ledelse, kunst og kultur Danielle Grandeville, ph.d. i designtænkning og iværksætteri Per Krull og cand.scient. Morten Fabricius er vi sammen med 350 børn og unge i 4.-8. klasse og 35 lærere og pædagoger på 5 skoler gået på opdagelse i, hvornår alle børn engagerer sig i undervisningen.

Vi har særligt fokuseret på børn, der opfattes at være i læringsvanskeligheder – for eksempel de, der ofte er negativt indstillede og intet engagement udviser, de, der er helt stille og passive, de, der er ordblinde, eller de, der er urolige og forstyrrer undervisningen og ofte er diagnosticeret med ADHD.

Altså hallo, det er lige udenfor, hvorfor skal vi glo ned i en bog eller i en computer for at finde ud af noget om fugle eller træer?

Spiral-projektet handler altså ikke kun om kvaliteten af samspillene mellem børn og voksne i skolen, men også om det indhold, man er samlet om, måden der arbejdes på, og rammerne det sker i.

På 25 workshops har vi afprøvet alle mulige typer undervisning for at finde ud af, hvornår det lykkes at skabe fordybelse, engagement, glæde og fællesskab, som får både børn og voksne til at trives og udvikle sig.

Afsættet for projektet er, at alle børn har lyst til at lære, så spørgsmålet er, hvordan folkeskolen lykkes med, at børns læringslyst også kommer til udtryk netop dér.

Lad mig kort skitsere de foreløbige fund på baggrund af workshops, 282 elevers besvarelser af et spørgeskema om læringslyst samt interviews af 31 børn i læringsvanskeligheder.

Folkeskolen forventer en høj grad af ensretning, men der er stor forskel på de enkelte elever. Det er vigtigt at tage højde for den enkeltes behov og måde at lære på. (Foto: Shutterstock)

Opskrift på undervisning der engagerer

For at børnene engagerer sig i undervisningen, skal de opleve, at det indhold, som undervisningen er centreret om, enten:

• har en synlig værdi – for eksempel at lave mad, fremstille produkter, lære at læse eller løse virkelige problemer
• er relatérbart og vedkommende
• hjælper barnet til at forstå sig selv og andre bedre eller
• er noget, barnet har indflydelse på. Som en lærer siger: »Når vi har temauger, og eleverne har medbestemmelse, ser vi dem sprudle.«

Den måde, man arbejder med indholdet på, skal enten:

• være 'mærkbar' – det vil sige, undervisningsformen indeholder narrative/sansende/bevægende elementer
• være skabende – praktisk/håndværksmæssigt/kreativt/legende
• være eksperimenterende/testende
• ske i fællesskaber eller
• barnet have indflydelse på

Samspillets kvalitet skal bidrage til en positiv stemning, oplevelser af, at der er brug for barnet, og at han/hun føler sig nyttig og give eleven en oplevelse af at blive set.

Er disse punkter opfyldt, engagerer børnene sig i aktiviteten, og for at den indre motivation fastholdes, har følgende syv faktorer vist sig meget hjælpsomme for et vedvarende engagement:

• Tilpas struktur
• Optimale udfordringer
• God timing – mellem inde/ude, fordybelse/variation
• Nærværsøvelser
• Den voksnes engagement og fordybelse
• Konstruktive gruppekonstellationer
• Facilitering af læreprocesser

Når disse betingelser er opfyldt, indgår børn, der normalt befinder sig i læringsvanskeligheder, helt på lige fod med alle andre i undervisningen.

Samtidig er det centralt, at det, der engagerer børn i læringsvanskeligheder – hvormed de netop ikke befinder sig i læringsvanskeligheder – er det samme, der engagerer alle børn og unge.

Mit yndlingsfag skulle faktisk være billedkunst, men nu her i 6. klasse, så har vi hverken håndværk og design eller billedkunst. Og det er endda mine yndlings. Det er det, der udtrykker mig mest.

Derfor tillader vi i Spiral-projektet at konkludere, at hvis ikke skolen tager afsæt i børns måde at være i verden på, så kan skolen vise sig at være den faktor, der frembringer eller forstærker børns læringsvanskeligheder.

Læringsvanskeligheder, skolen kan frembringe

Dette gælder børn, der frustreres dybt af at få hæmmet udfoldelsen af deres styrker, når de ofte skal forholde sig passivt lyttende og løse mange, for dem at se, meningsløse opgaver.

Når de ikke udviser passende elevhed, mødes de ofte negativt med skældud eller bebrejdelser. Børn der:

• udviser intet engagement eller negativitet – kan være meget intelligente og savne større og andre udfordringer.
• er helt stille og passive – kan være introverte og/eller kreative børn, der slet ikke rammes med en bogligt orienteret undervisning, hvor den gode elev er ham, der er verbalt stærk og hurtig til at række fingeren op.
• er urolige og forstyrrer undervisningen – kan have veludviklede praktiske og sociale færdigheder, der ikke kommer i spil, hvis undervisningen oftest indebærer, at man skal sidde stille og tie stille, til man bliver spurgt.

Elever, der ikke støttes og udfordres på en måde, der passer til deres personlighed og behov, kan udvikle læringsvanskeligheder, lige som et læringsmiljø, der ikke tilgodeser den enkelte elev, kan forstærke allerede eksisterende udfordringer. (Foto: Shutterstock)

Læringsvanskeligheder, skolen kan forstærke:

Nogle børn bringer vanskeligheder med ind i skolen, der skyldes samspil uden for skolen eller er medfødte.

Vanskelighederne styrkes imidlertid, når børnene mødes af alt for mange ord i skolen, undervisningen handler om faglige metatermer, og når de ikke får oplevelser af at være værdsat og kunne bidrage til fællesskabet.

Det gælder blandt andet børn, der:

• Har opmærksomhedsforstyrrelser – men engagerer sig, når undervisningen er sansende, konkret og praktisk.
• Har kognitive udfordringer som ordblindhed – men engagerer sig, når de kan vise sig som kompetente gennem kreative, praktiske eller digitale elementer.
• Har socio-emotionelle vanskeligheder og er mistænksomme og negativt stemte – men engagerer sig, når de oplever, der er brug for dem, og at de kan bidrage.
• Usikre børn med lavt selvværd, der venter på hjælp fra læreren i stedet for at prøve sig frem – er imidlertid modige, når opgaverne ikke har bestemte løsninger, og det er muligt at arbejde eksperimenterende.

Små tiltag kan gøre en stor forskel

Interviews med 31 børn, der ofte befinder sig i læringsvanskeligheder, efterspørger særligt at arbejde mere aktivt i undervisningen i stedet for at sidde passivt og lytte eller skrive på ark eller på computer.

85 procent af børnene i hele Spiral-projektet ønsker at bevæge sig mere i timerne, og 78 procent nævner praktiske fag som fag, de bedst kan lide.

Heraf fremhæver 51 procent af alle børnene kun praktiske fag som fag, de kan bedst kan lide.

Efter et børnepanel med præsentation af deres idéer til, hvordan man kan have det sjovt, mens man lærer, sagde en lærer: »Det, som børnene foreslår, kan startes allerede i morgen.«

Børnenes idéer til matematik – eksempelvis at finde kasser og cylindere og lære om rummål, at tage i butikker og lave regnestykker ud fra priserne, at lave spørgeskemaer til nogen om forskellige emner og regne resultaterne ud, at bygge tårne af skumfiduser og spaghetti og lave beregninger ud fra tårnet, er overskuelige at realisere – og det sker allerede mange steder.

Med de rette redskaber på rette tid og sted er det muligt for lærere at få og fastholde elevernes engagement i undervisningen. Det kræver dog også en større politisk indsats at skabe rammer, der muliggør det, vurderer Louise Klinge. (Foto: Shutterstock)

Engagement kræver også større tiltag

Men for at alle børn får mulighed for i overvejende grad at kunne engagere sig i undervisningen i berigende fællesskaber, kræver det også større tiltag. Blandt andet:

• Flere professionelle til stede i undervisningen (se blandt andet denne rapport)
• Råd til materialer og ture ud af huset
• Bedre tid til refleksion og sparring med kollegaer om undervisningen
• En erkendelse af, at 28 forskellige børn ikke kan det samme på samme tidspunkt, sådan at fælles mål ikke opstilles og vurderes på baggrund af klassetrin
• Et stærkere fokus på proces i stedet for produkt- og svarkrav
• Læreres og pædagogers mulighed for sparring med en psykolog i form af supervison, da de ofte står i de værste kattepiner med børn, der kan være dybt skadede hjemmefra
• Bedre fysiske rammer og realistiske krav, så vi ikke forventer, at én voksen i et firkantet rum med ned til 1,7 m2 per barn kan lykkes med at danne og uddanne 28 børn

Hvis ikke vi i højere grad indretter skolen ud fra viden om børn og betingelser for sund social og kognitiv udvikling, vil vi fortsætte med at tabe for mange. (Læs mere i forskning af for eksempel Line Lerche Mørck, Ken Robinson og Matti Bergstrøm).

Lige nu står 70.000 unge under 29 år uden ungdomsuddannelse eller job (Undervisningsministeriet, læs mere her).

Børn og unge kan i høj grad være med til at vise vejen til den skole, der understøtter deres positive udvikling – både personligt, socialt og fagligt.

Det sker kort sagt ved, at de kan arbejde aktivt med vedkommende indhold i en god stemning. Læs mere om Spiral-projektets resultater her.