Tidligt i Netflix’ dokumentar Behind the Curve fra 2018 møder vi Nathan Thompson. Han er, som andre i dokumentaren, overbevist om, at Jorden er flad og altså ikke, som de fleste af os andre tager for givet, rund.

Vi møder ham i hans indkørsel i Temecula, Californien, hvor han er i gang med en særlig øvelse: Med en forhammer jonglerer han en golfbold, imens han i højt tempo opremser USA’s 50 stater i alfabetisk rækkefølge: »Alabama, Alaska, Arizona…«

Derefter gør han det samme med grundstofferne i det periodiske system.

Når vi snakker om fladjordsteori-bevægelsen, gør vi det ofte i samme åndedrag, som vi taler om det ’postfaktuelle samfund’, hvor folk udvælger alternative fakta efter forgodtbefindende.

At folk efterhånden er ligeglade med, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.

Men mødet med Nathan og andre som ham fortæller os noget andet. Nathan er faktisk utroligt optaget af, hvad han forstår som sandhed og fakta. Han er tydeligvis videbegærlig, ikke vidensrelativist.

Men hvad er det så, der får mennesker som Nathan og den danske Jorden-er-flad-tilhænger Ole Lochman til at holde fast i så skørt et synspunkt som fladjordsteorien?

Sidstnævnte har for nyligt været central i en regulær shitstorm, som Danmarks Radio har været ude i. I programmet Ellen Imellem bliver astrofysikeren Anja C. Andersen interviewet af en journalist – eller det tror hun i hvert fald.

I virkeligheden var det nemlig Lochman, der stillede alle spørgsmål gennem en øresnegl.

Et håbløst (mangel på) format

Denne artikel har ikke en kritik af Ellen Imellems programformat som fokus.

Jeg vil nøjes med at konstatere, at det selvfølgelig er dybt kritisabelt, at de medvirkende ikke er blevet ordentligt informeret om præmisserne, hverken før eller umiddelbart efter programmets optagelse.

Derudover er programmet bare dårligt tv: Det er ikke sjovt, og det er temmelig uklart, hvad formålet med ’satiren’ egentlig skulle være.

Kort sagt: Det er en om’er.

Hvis vi nu alligevel skal lære noget af Ellen Imellem…

Men nu er programmet derude, og hvis vi skal prøve at lære noget af det, så synes jeg faktisk, at Anja C. Andersen får leveret nogle gode svar på de absurde spørgsmål, hun udsættes for.

Og i de svar understreger hun nogle vigtige pointer om, hvordan meningsfuldt videnskabeligt arbejde ser ud.

Som jeg ser det, gemmer der sig i interaktionen mellem Andersen og Lochman et møde mellem to forskellige idéer om videnskab:

Andersens realistiske og institutionelt forankrede videnskabsforståelse og Lochmans idealistisk-naive empirisme.

Denne forskel er fuldstændig central at forstå, hvis vi vil udbredelsen af gakkede videnskabskonspirationer til livs – men også for at få et mere realistisk billede af, hvordan videnskab fortæller os noget brugbart om den verden, vi lever i.

Tillid til andres observationer

Det, jeg her kalder idealistisk-naiv empirisme, ligger til grund for næsten al den fladjordsteori, jeg er stødt på.

»Jeg har selv lavet observationer, der viser det modsatte [af at Jorden skulle have en krumning],« hævder Lochman (igennem værten Ellens mund).

Og medmindre Niels Bohr Institutet selv laver disse forsøg, så kan man, ifølge ham, ikke tro Anja Andersen, når hun siger, at Jorden er rund.

Der er altså tale om en form for romantisering af individualiseret tilegnelse af viden: Du skal selv finde ud af tingene og kan ikke stole på, hvad andre fortæller dig – nogensinde.

Det er den samme romantisering, man møder hos Nathan og hans golfkuglehuskeøvelser. Han må og skal rumme al fakta på egen hånd, og han vil arbejde hårdt for at opretholde denne selvforståelse.

Videnskab står altid på skuldrene af noget andet

Derimod har det, jeg her kalder en institutionelt forankret videnskabsforståelse, et helt andet udgangspunkt. Det kommer til udtryk hos Anja Andersen flere gange, når hun svarer igen på Lochmans argumenter:

»Så forskning er baseret på noget, som andre har fundet ud af?« spørger Lochman.

Andersen svarer, enkelt og korrekt: »Al forskning er baseret på noget, andre har fundet ud af.«

Og senere igen: »Sådan fungerer forskning. Man forsker sammen.«

Umiddelbart kan dette lyde som en ukritisk tilgang, og med god grund. Gennem uddannelsessystemet er vi skolet i at tænke på Oplysningstidens vidensidealer som gode og universelle.

Filosoffen Immanuel Kant, Oplysningens vel nok største tænker, mente, at den enkelte skulle frigøre sig fra blot at overtage autoriteternes dogmer og i stedet benytte sig af egen fornuft.

Og det er selvfølgelig vigtigt, at vi benytter os af vores kritiske fornuft. Det er dog en misforståelse, at dette skulle betyde, at vi hver især er på egen hånd i videnskabens verden.

Black box-argumenter er nødvendige og uundgåelige

Som argumentationsteoretikeren Sally Jackson forklarer, er vi stort set altid tvunget til at uddelegere vidensarbejde til andre.

Det vil sige, at vi ofte skal være villige til at stole på, at det, andre har fundet ud af, rent faktisk holder vand.

Dette er både tilfældet i den offentlige debat (hvor offentligheden skal være villig til at uddelegere til det videnskabelige samfund) og i det videnskabelige samfund selv (hvor forskere trækker på hinandens arbejde).

Vi er dermed altid afhængige af det, Jackson kalder ’black box’-argumenter:

Komponenter i en argumentation, som vi er nødt til at stole på uden at tjekke efter – enten fordi det ikke er muligt, eller fordi det ikke er nødvendigt.

Forestil dig, hvis vi aldrig var villige til at uddelegere vidensarbejde til andre – at vi aldrig stolede på noget, som vi ikke selv havde set med vores egne øjne.

Resultatet af dette ville være komplet absurd.

Ingen ville for eksempel have noget grundlag for at udtale sig om menneskeskabte klimaforandringer, for det er for komplekst og stor en mængde af undersøgelser, der bygger det samlede billede.

Du skulle for eksempel selv ud og bore i iskerner og måle luftens indhold af drivhusgasser og så videre, inden du overhovedet kunne tage stilling til, om klimaforandringerne finder sted eller ej.

I nogle situationer skal vi åbne de sorte bokse

Det betyder langt fra, at man bør have blind tillid til videnskabeligt arbejde. Der er nogle tilfælde, hvor nogle af de sorte bokse kan og skal åbnes og undersøges.

Et nyligt eksempel på dette var det ikke-peer reviewede paper om corona-nedlukningens effekter, som blev brugt af CEPOS til at argumentere for, at nedlukningen stort set ingen effekt havde på dødelighed.

Her stillede folk i det videnskabelige samfund sig kritiske over for konklusionerne – ikke ved enkeltvis at gå ud og undersøge corona-dødelighed selv, men ved at holde CEPOS-undersøgelsen op imod øvrig videnskabelig evidens.

Du kan ikke nøjes med at føle dig frem

Tilbage til Ellen Imellem og Lochman.

Konsekvensen af Lochmans verdensfjerne videnskabsideal er ikke kun, at vi skal stille spørgsmålstegn ved den etablerede videnskabs udsagn, men også, at vi ved enhver videnskabelig undersøgelse skal starte fuldstændig fra bunden, med de allermest elementære empiriske observationer.

Det er både umuligt at gøre, og vi ville aldrig komme nogen vegne i forhold til at vide noget som helst om verden. Som Andersen siger til slut i udsendelsen:

»Hvis du går igennem dit liv og kun tror på det, du selv oplever – altså, at hvis du ikke har rørt det eller smagt det eller set det, så tror du ikke på det – så får du det rigtig svært.«

Dette er kernen.

Lochman synes ikke, han personligt kan se at Jorden er rund, ergo er den det ikke. Alle hans andre argumenter er blot skøre ad hoc-hypoteser, der skal støtte op om dette fundament.

Selv Lochmann støtter sig til andres undersøgelser

Det er altså den idealistisk-naive empirisme, som først og fremmest skal afmonteres, hvis man skal fladsjordsteoriers udbredelse til livs.

Det er nemlig denne absurde og naive tilgang til videnskab, som fladjordsfolket forveksler med kritisk sans og bruger til at fremføre deres ’modige’ oprør mod autoriteterne.

Og på en måde giver det en kulturel genklang: Vi sætter jo ofte stor pris på den Kant-inspirerede selvstændige og kritiske fornuft.   

Men fladjordsteoretikere er selvfølgelig slet ikke så selvstændigt kritiske, som de selv forestiller sig.

Ud over at deres argumentation ofte er komplet usammenhængende, efterlever de heller ikke selv deres eget ideal om et black box-fri undersøgelse af virkeligheden. For det er strengt taget umuligt.

Lochman refererer jo for eksempel også til andre konspiratorikeres undersøgelser, når han argumenterer.

Videnskab og samfund er altid gensidigt afhængige

At vi er tvunget til at uddelegere vidensarbejde til videnskabelige institutioner betyder, at det er afgørende, hvilken tillid vi har til, at disse producerer god viden for os.

Videnskabsforskeren Sheila Jasanoff bruger begrebet ’civic epistemologies’ – med et dansk ord kan vi kalde det borger-epistemologier.

Begrebet betegner, at der i et bestemt samfund på et bestemt tidspunkt hersker særlige forståelser af, hvordan videnskab og teknologi skal forstås og bruges.

I det danske samfund bærer vores borger-epistemologi præg af en udbredt tillid til vidensinstitutioner.

Det afspejler sig for eksempel i høje vaccinationsrater og en udbredt forståelse af klimaforandringerne i tråd med den videnskabelige konsensus.

Men denne borger-epistemologi kan vi ikke bare tage for givet. Hvis samfundet ændrer sig, ændrer videnskaben sig også, og omvendt.

Hvis for eksempel firmaer (eller ministerier) finansierer forskning og samtidig påvirker forskningsresultaterne til deres egen fordel, vil vi naturligt begynde at have mindre tillid til forskning.

Når denne tillid undergraves, skaber det forbedrede bevægelser for andre, meget ufornuftige epistemologier, såsom fladjordsteorier, hvor vi går og bilder os selv ind, at vi skal røre, smage eller se alting for at vide noget.  

Dråber fra en akademisk karklud

Alt det ovenstående er i sidste ende min måde at bruge Ellen Imellem som en slags akademisk karklud på:

Jeg har vredet og vredet programmet, indtil ovenstående indsigter om videnskabsforståelser dryppede ud.

Disse indsigter kunne man selvfølgelig sagtens have formidlet på en anden, og langt bedre, måde, end denne mislykkede og etisk tvivlsomme udsendelse er i stand til.

Det er i sidste ende Anja Andersens formidlingstalent, der redder dagen, ikke den kværulerende fladjordsmand, der på ingen måde repræsenterer synspunkter hos almindelige mennesker uden for forskningsverdenen – endnu i hvert fald!