Fornemme fordomme: Kropssprog sikrede status og overlevelse i antikken
I både Romerriget og det gamle Indien kunne fremtoning og udseende være et spørgsmål om liv eller død.
Antikken kropssprog fremtoning idealer udseende ungdommelighed

Augustus lod sig altid fremstille som tidløst ung, selvom han regerede, til han blev 75. Kropsidealer som ungdommelighed og gode proportioner var udbredte og manipulérbare i antikken – ligesom i dag. (Foto: Shutterstock)

Augustus lod sig altid fremstille som tidløst ung, selvom han regerede, til han blev 75. Kropsidealer som ungdommelighed og gode proportioner var udbredte og manipulérbare i antikken – ligesom i dag. (Foto: Shutterstock)

Vi gør det alle sammen: Prøver at vurdere de indre kvaliteter hos mennesker omkring os ud fra deres ydre træk.

Det er både så almenmenneskeligt og subjektivt, at det egner sig perfekt til fjernsynsunderholdning – tænk blot på datingprogrammer som for eksempel 'Dagens Mand'.

Men i blandt andet Romerriget og det gamle Indien blev fordomme omkring udseende sat i system som en slags profetisk videnskab.

I min ph.d.-afhandling sætter jeg dette fænomen ind i en bredere førmoderne sammenhæng: Ved en antik herskers hof var det for en intellektuel person lige så livsvigtigt at kunne læse kroppe og landskaber som at skrive og afkode tekster.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Fysiognomi: Håndbøger om krop og sjæl

Mange steder i antikkens verden blev der med udgangspunkt i forfinede sprog skrevet håndbøger om, hvordan man bedst kunne afkode sammenhængen mellem indre og ydre. I Romerriget foregik det på oldgræsk og latin, i Indien på sanskrit.

Denne disciplin hedder fysiognomi. Det er selvfølgelig ikke en videnskab, for der findes jo ingen formler, der kan anvise en troværdig sammenhæng mellem for eksempel meget korte hænder og stupiditet, eller mellem hævede, tørre øjne og forældredrab.

Men i antikken blev fysiognomi set i sammenhæng dels med lægevidenskab, dels med andre divinatoriske, altså profetiske discipliner – herunder astrologi, drømmetydning og håndlæsning.

Især i Indien har fysiognomi haft stor betydning ved udvælgelsen af passende ægtefæller i royale familier.

Både i øst og i vest fik nogle af disse håndbøger et langt efterliv, der involverede andre kulturer: Den græske retoriker Polemons fysiognomi fra det 2. århundrede e.v.t. blev oversat til flere sprog og er i dag kendt blandt andet gennem en arabisk oversættelse fra 1300-tallet.

Polemon belærer for eksempel sin læser om at forudsige, at øjne »der ler meget, er mere luskede og forbryderiske, hvis de er tørre. Hvis de er fugtige, viser de simple og letlevende karakterer…« (min oversættelse fra dette værk).

I Indien fandtes fysiognomiske forskrifter blandt andet hos matematikeren og astrologen Varāhamihira i et værk fra 500-tallet e.v.t., som også kom i en senere persisk udgave. Varāhamihira skriver i en sammenlignelig passage:

»Latter uden rysten er lykkebringende,
men latter med lukkede øjne hører til en ond mand.
Gentagen latter hører til en slyngel,
og gentagen latter i slutningen af latteren hører til en sindssyg mand.«
(min oversættelse fra sanskrit i dette værk).

Selvom Polemon (som vi vender tilbage til senere i artiklen) et andet sted også knytter leende øjne sammen med noget positivt, springer det så at sige i øjnene i begge eksempler, at kropslige kendetegn og karaktertræk forbindes direkte, og at det kan synes vanskeligt ikke at falde igennem.

Hvorfor er fordomme om kroppe historisk interessant?

I det store billede spillede fysiognomi som selvstændig 'videnskab' dog kun en lille rolle og meget mindre end for eksempel astrologi.

Så hvorfor ikke bare afskrive fænomenet og parkere det på historiens kirkegård som et kuriosum?

Det er der gode grunde til ikke at gøre, for kombinationen af alment genkendelige fordomme og uholdbare teorier er netop det, der gør fysiognomi relevant at forske i som historiker.

Som sådan kan fænomenet nemlig gøre os klogere på nogle grundlæggende træk ved førmoderne, imperiale samfund og på, hvordan de adskiller sig fra den moderne verden.

Globalhistorie og den førmoderne verden

Selve det at fysiognomi eksisterede i mange af det førmoderne Eurasiens højkulturer (altså i Europa og Asien før ca. 1800) vidner om parallelle strukturer, der kan sammenlignes og dermed øge vores viden.

Det har været en vigtig forudsætning for sammenligningerne, at historievidenskaben de sidste ca. 30 år – i takt med afkolonisering og globalisering – har fået et stærkt globalhistorisk ben at stå på.

Således er der i stigende grad kommet internationale perspektiver på den historieskrivning, der rundt omkring i verden i mange år ellers har haft nationalstaten og den vestlige verden som central fortolkningsramme.

Det globale perspektiv er et supplement, for selvfølgelig skal eksempelvis dansk historieskrivning også beskæftige sig med lokale forhold, der har været afgørende for, hvem vi er som nation i dag.

Men dels bliver forståelsen af vigtige danske begivenheder altid dybere, når en bredere kontekst inddrages, dels er mange begivenheder indlejret i nogle strukturer, der ikke kun hører hjemme i én bestemt periode.

Det gælder også for fysiognomi og de tilhørende, førmoderne samfund.

Gamle riger var 'face-to-face'-samfund

Overordnet set var Romerriget og det gamle Indien nemlig avancerede antikke højkulturer, som blandt andet hvilede på sociale hierarkier og var bundet af forskellige logistiske, teknologiske og uddannelsesmæssige begrænsninger.

De raffinerede og kosmopolitiske eliter var små i forhold til det store flertal af bønder. Sammenlignet med i dag var verden for de fleste derfor meget mere lokal.

Store, løst organiserede imperier var den mest fremherskende statsform i den antikke verden, og både kejsertidens Rom (ca. 27 f.v.t. - 476 e.v.t.) og det nordindiske Guptarige (ca. 300-500 e.v.t.) var præget af en universalistisk selvforståelse, det vil sige, at herskerne, med gudernes støtte, regerede over hele verden.

I praksis uddelegerede førmoderne imperier dog mange opgaver til lokale eliter, som altid søgte herskernes bevågenhed.

Fysiognomi som fænomen afspejler derfor, med den amerikanske historiker Maud Gleasons ord, et 'face-to-face society', hvor antikkens generelt livsnødvendige afkodning af ansigts- og kropsudtryk blev sat på spidsen ved det stærkt konkurrenceprægede hof: Hvem kan man stole på? Hvad skal man kigge efter? Ser jeg korrekt ud?

Den slags spørgsmål træder frem i og mellem linjerne både i romersk og indisk fysiognomi.

Antikke kroppe og social kontrol

Fysiognomien har i denne kontekst primært været brugt som redskab til social kontrol og karakterisering.

Både i øst og vest var livet ved herskerens hof en lunefuld størrelse.

Selv den mest retfærdige regent kunne ikke tillade sig at se stort på den grundlæggende paranoia, der kommer af at være omgivet af aristokrater, som i princippet hver især kunne tage magten. Omvendt er aristokraten ikke kun presset af herskeren, men også af sine ligemænd.

Polemon stolede ikke på en mand uden testikler

Et godt eksempel på dette magtspil kommer fra Polemon selv, der forfattede sin fysiognomi omkring 140 e.v.t. Romerriget strakte sig på dette tidspunkt hele vejen rundt om Middelhavet og gik fra Skotland i vest til Syrien i øst.

Som dygtig retoriker og rig lokalpolitiker fra byen Smyrna i det nuværende vestlige Tyrkiet var Polemon en hyppig gæst i Rom, på god fod med flere romerske kejsere, og han skaffede privilegier og status til sig selv, sin familie og hjemby.

Andre intellektuelle ved kejserhoffet – hver med deres lokale tilhørsforhold – talte dog ligeså nidkært deres sag. En af disse var Favorinus, som repræsenterede Efesos – en af Smyrnas rige nabobyer.

At Polemon og Favorinus ikke kom godt ud af det med hinanden, ved vi fra en anden kilde. Men det, der for alvor er interessant, er, at Polemon tilsyneladende inkluderer en nærmest dæmoniserende beskrivelse af Favorinus i sin fysiognomi:

»Hvis øjet er åbent, skarpsynet og funkler som marmor, antyder det mangel på mådehold. De træk findes i øjnene på de mænd, der ikke er som andre mænd, ligesom eunukken, der ikke er eunuk, men som blev født uden testikler. Jeg tror kun, jeg har set én mand, der passer til den beskrivelse. Han var fra et land kaldet Celtas. Han var grådig og umoralsk hinsides enhver beskrivelse … Han gik forrest i ondskab og underviste i det.« (min oversættelse fra dette værk)

Favorinus stammede netop fra Gallien (Celtas) og var født uden testikler. Hans etniske herkomst og særlige fysik udgør i citatet et par ekstra lag i den i forvejen massive karaktermæssige tilsvining.

Tilsvining bekræfter fysiognomiens betydning

Det mest interessante er imidlertid ikke anklagerne i sig selv, for ingen samtidige kilder bekræfter billedet af Favorinus som en dybt ond og forkastelig person, og det multietniske og kosmopolitiske er helt grundlæggende træk ved Romerriget, uden hvilke det ikke kunne fungere.

Det interessante er snarere det faktum, at Polemon overhovedet har haft behov for at udføre karaktermordet, samt at det kunne være plausibelt at gøre det på denne måde.

Det siger dels noget om datidens ubarmhjertige hofkultur og om det potentiale, som blev tillagt fysiognomi.

For alle hoffets aktører var fysiognomi således et fantastisk redskab til at afkode og vurdere kendte og fremmede, til at indlemme eller udgrænse samt til at legitimere de trufne valg.

Med andre ord: Til at udøve social kontrol og selvkontrol.

Det livsvigtige ved fysiognomisk tænkning var derfor nok så meget et spørgsmål om ikke at åbne en flanke for intriger vendt mod en selv. Var man først faldet i unåde hos den lunefulde regent, ventede tab af formue og privilegier – og ofte døden.

Filosoffen Senecas skæbne er et godt eksempel på hoffets nådesløse konkurrencekultur. Han blev tvunget til at begå selvmord i 65 e.v.t. – efter at være blevet sat i forbindelse med en sammensværgelse mod kejser Nero.

Seneca-selvmord-stoisk-filosof-nero

Seneca modtog sin dødsdom med ophøjet, stoisk ro, som også kendetegner ham på maleriet fra 1871. Men det var hofkulturen under kejser Nero, der tvang ham til selvmordet. (Maleri: Manuel Domínguez Sánchez / Public Domain)

Sokrates' udstående øjne

Legitimeringen af fordommene blev gjort nemmere af, at fysiognomi var så fleksibelt et redskab:

På den ene side påberåbte disciplinen sig at være baseret på ren logik og have universel gyldighed.

På den anden side var alle disse kropslige størrelser netop variabler, der kunne sammensættes i utallige kombinationer for at frembringe den ønskede konklusion.

Således kunne et kropsligt træk, som under normale omstændigheder var mistænkeligt, blive en markør for det ypperligste.

Vi ser det for eksempel, når Polemon ved hjælp af en masse uigennemskuelige afvejninger forklarer, at udstående øjne faktisk kan være noget positivt – for det havde filosoffen Sokrates jo.

At afkode glimtet i øjet

I det hele taget er tegnenes detaljeringsgrad, især omkring øjnene, helt overvældende, hvilket uden tvivl har bidraget til indtrykket af en logisk baseret videnskab.

Men detaljeringsgraden hænger også tæt sammen med de antikke prestigesprog, som fysiognomi blev formidlet på – i min forskning latin, oldgræsk og sanskrit.

Ligesom sprogene handler fysiognomi om at læse og afkode noget. Begge dele rummer også uendelige muligheder for fortolkning og raffinement, som dog kun kan afkodes af en lille veluddannet og velhavende elite.

Og for alle involverede er læsningen aldrig socialt risikofri.

Måske er det derfor, at de fysiognomiske håndbøgers specifikke anvisninger hurtigt fandt en bredere anvendelse i teksterne hos antikke skønlitterære forfattere og taleskrivere: Som fleksibelt karakteriseringsværktøj til at beskrive forbindelsen mellem ydre og indre – og tildele roller derefter.

Kunsten at aflæse tegn mange steder

Men for den antikke intellektuelle havde det at læse ikke kun noget med tekster og kroppe at gøre. Det var blandt andet også vigtigt at kunne afkode landskaber og de historiske, religiøse og identitetsmæssige referencer, der var indlejret i dem.

Set med et bredt komparativt blik hen over Europa og Asien, mestrede antikke intellektuelle altså at begå sig i flertydige sammenhænge som for eksempel herskerhofferne.

Her var det en vigtig forudsætning, at de kunne fortolke modstridende oplysninger, så det passede deres egne interesser bedst muligt.

Deres evne til at læse myriader af selvmodsigende tegn i forskellige situationer gjorde dem derved ikke bare i stand til at passe ind i etablerede hierarkier, men også til at definere nye – med dem selv på toppen som selvbestaltede eksperter.

Hvad der derfor med et overfladisk blik ligner en tilfældig ophobning af fordomme forklædt som førmoderne, primitiv videnskab, var snarere et toptunet og livsvigtigt redskab.

Brede tegnlæsningsevner hjalp den antikke intellektuelle med at navigere i en ofte usikker og voldelig verden, og samtidig gav de frihed til at forme den efter egne behov.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.