Flere fødsler, mere doping og en dyrere elregning: Når oplysningskampagner går galt

Forestil dig, at du er taget til lægen på grund af skuldersmerter. Efter en grundig undersøgelse får du besked på at holde dig i ro og en recept på noget smertestillende.

På vej ud ad døren fortæller lægen, at hun ikke er helt sikker på, hvordan pillerne virker, om de er kraftige nok til at smertedække dig, og hvilke bivirkninger de har.

Heldigvis er denne situation langt fra virkeligheden.

Som i mange andre lande stiller myndighederne i Danmark strenge krav til godkendelse af nye lægemidler. Ethvert lægemiddel er igennem en række omfattende forsøg for at sikre, at det virker, og at fordelene opvejer risici.

Men når det gælder oplysningskampagner og andre typer af adfærdsinterventioner, er der ikke samme tradition for at anvende forsigtighedsprincippet, som der er ved medicinske interventioner - og så kan det gå grueligt galt med effekten af indsatsen.

Det er ikke altid bedre at gøre noget

Der findes talrige eksempler på, at adfærdsinterventioner kan have skadelige effekter, præcis ligesom medicin kan have bivirkninger. Men ofte er logikken, at det må være bedre at gøre et eller andet end slet ikke at gøre noget.

Denne artikel præsenterer tre eksempler fra forskningen, hvor adfærdsinterventioner ikke blot har haft ’bivirkninger’, men hvor de også har givet direkte bagslag og haft den stik modsatte effekt af, hvad der var formålet med dem.

Eksemplerne viser, hvorfor systematisk evaluering er vigtigt.

Ved ikke at evaluere sin adfærdsintervention risikerer man ikke blot at fortsætte med at gøre noget, der ikke virker. I værste fald kan man gøre mere skade end gavn.

\ Læs mere

Ugens podcast: Fordele og ulemper ved interventionsforskning

Eksempel 1: Spædbarnssimulator gjorde flere teenagepiger gravide

Det første eksempel, vi skal se på, taler ind i en aktuel debat: Seksualundervisning i skolen.

Mange forbinder formentlig seksualundervisning og oplysning om prævention med kedelige monologer om kønssygdomme og noget med at rulle et kondom på en banan eller en flamingo-penis.

Men i 1997 gik sundhedsmyndighederne i det vestlige Australien et skridt videre i bestræbelserne på at nedbringe antallet af uønskede graviditeter blandt teenagepiger.

Efter amerikansk forbillede udrullede de australske sundhedsmyndigheder et såkaldt ’virtuelt spædbarnsforældre-program’ på en række skoler, som var målrettet teenagepiger i 13-15-års alderen.

Programmet bestod af alle de klassiske elementer som klasseundervisning, gruppearbejde, informationsmateriale og – naturligvis – en film med unge mødre, som deler deres personlige historier.

Simuleret babygråd afskrækker ikke teenagere fra graviditet

Det særlige ved programmet var imidlertid, at pigerne ved undervisningsugens afslutning blev forsynet med en virkelighedstro babydukke, som de skulle passe derhjemme hen over weekenden.

Dukken, der simulerer et spædbarns adfærd, lyde og signaler, skulle give dem et realistisk indblik i, hvad det vil sige at blive mor. Håbet var, at det ville afskrække dem og medvirke til at udskyde deres appetit på moderskabet.

Men da et forskerhold i 2016 undersøgte langtidseffekterne af programmet i et lodtrækningsforsøg, viste det sig til manges overraskelse, at oplysning og simuleret babygråd tilsyneladende havde haft den stik modsatte effekt på pigerne:

Flere, ikke færre, var blevet gravide.

Selvom relativt få piger var blevet mødre ved opfølgningstidspunktet (20-års alderen), var andelen dobbelt så stor (otte procent mod fire procent) blandt de 1.267 piger, som havde deltaget i programmet sammenlignet med kontrolgruppen, der ikke havde deltaget i programmet.

Det samme gjorde sig gældende for provokeret abort – studiets anden indikator for uønsket graviditet – som ni procent af de deltagende piger havde fået foretaget mod kun seks procent i kontrolgruppen.

\ Læs mere

Seksualundervisning er gammeldags og pinlig for eleverne

Eksempel 2: Anti-doping program øgede risikoen for doping

Det næste eksempel kommer fra sportens verden.

Et af de spørgsmål, som har plaget idrætsforbund og politikere i over et halvt århundrede, er, hvordan man forhindrer sportsudøvere – særligt eliteatleter – i at dope sig med forbudte stoffer som eksempelvis EPO og anabole steroider.

Svaret har i mange år været et omfattende testregime med uanmeldte dopingkontroller og overvågning af atleternes adfærd gennem det såkaldte ’whereabouts-system’.

I de senere år er der dog kommet langt mere fokus på tidlig forebyggelse gennem oplysning af unge sportsudøvere. Derfor udviklede to forskere i sportspsykologi i 2014 et anti-doping undervisningsprogram målrettet unge eliteatleter.

Sportsudøverne fik lov til at danne deres egne holdninger

Men i stedet for løftede pegefingre og skræmmebilleder blev udøverne mødt med en række virkelighedstro, sportsspecifikke dilemmaer (eksempelvis at de blev opfordret til at dope sig).

Herefter blev de bedt om at tage stilling til dilemmaerne, opstille argumenter for og imod og på den baggrund træffe en beslutning om, hvordan de ville handle i den pågældende situation.

Målet var at træne deres evne til at træffe selvstændige og velovervejede beslutninger.

Forskerne målte udøvernes holdninger til præstationsfremmende stoffer før og efter undervisningsprogrammet og sammenlignede holdnings-udviklingen i denne gruppe med holdnings-udviklingen i to andre grupper:

En kontrolgruppe, som ikke modtog nogen form for undervisning, og en gruppe som modtog traditionel, oplysningsbaseret undervisning.

\ Læs mere

Hvor farligt er det egentlig at bruge steroider?

Oplysning kan friste i stedet for at forebygge

Resultaterne viste – stik imod forskernes hypotese – at udøverne var blevet mere positivt stemt overfor præstationsfremmende stoffer efter de havde modtaget undervisningen, sammenlignet med de to andre grupper.

Og da holdninger er en kendt risikofaktor for doping, vil mere positive holdninger alt andet lige betyde, at sandsynligheden for, at udøveren doper sig, er større.

Det hører dog med, at programmet blev testet i en mindre gruppe på 69 udøvere, og trods den uheldige holdningsudvikling var udøverne både før og efter programmet forholdsvis negativt indstillet overfor præstationsfremmende stoffer.

Så der er heldigvis tale om en meget begrænset, hvis overhovedet nogen, form for skadevirkning

Eksempel 3: Energisparekampagne gjorde elregning større

Det sidste eksempel handler om strømforbrug i hjemmet.

Det er velkendt, at andres holdninger og adfærd har stor betydning for, hvad vi selv tænker og gør, og den viden udnyttede en amerikansk forskergruppe i 2007.

De satte sig for at undersøge, om man ved hjælp af såkaldt ’normativ feedback’ kunne nedbringe strømforbruget i et californisk boligområde.

Normativ feedback går ud på, at man informerer sin målgruppe om, hvad andre personer tænker og gør – typisk betydningsfulde personer som venner, familiemedlemmer eller, som i dette tilfælde, de andre beboere i nabolaget.

Ved forsøgets begyndelse delte forskerne de 290 husstande tilfældigt op i to grupper og efterlod en seddel på hoveddøren med husstandens daglige strømforbrug baseret på en række aflæsninger af elmåleren.

\ Læs mere

Derfor er det så svært at ændre vaner, når energipriserne stiger

Fråsere og sparegrise

Husstandene i den ene gruppe kunne desuden se på sedlen, om deres strømforbrug lå over eller under det gennemsnitlige strømforbrug i nabolaget samt hvad man kunne gøre for at spare på strømmen.

Ugen efter lavede forskerne endnu en aflæsning. Her viste det sig, at de husstande, som ugen forinden havde fået at vide, at de brugte mere strøm end gennemsnittet (lad os kalde dem ’fråserne’), havde reduceret deres strømforbrug.

Så langt, så godt.

Men også denne intervention viste sig at give bagslag – noget som forskerne, i modsætning til de andre eksempler, rent faktisk havde forudset.

De husstande, som ugen forinden havde brugt mindre strøm end gennemsnittet (lad os kalde dem ’sparegrisene’), havde nemlig øget deres strømforbrug.

Forsøgsdeltagerne havde med andre ord tilegnet sig den gennemsnitlige adfærd med det resultat, at effekten af fråsernes nye, energibesparende adfærd blev udjævnet af sparegrisenes ny-tilegnede merforbrug.

En smiley forhindrede de negative effekter

Forskerne bag studiet præsenterede imidlertid en dristig løsning på denne problemstilling, som de testede effekten af i den anden af de to forsøgsgrupper.

Husstandene i denne gruppe fik den samme information om deres eget strømforbrug og gennemsnitsforbruget i deres nabolag.

Men i modsætning til den første gruppe var deres seddel også forsynet med en glad eller en sur smiley, afhængig af om de var sparegrise eller fråsere.

Og det virkede: Som indikator for andres billigelse og misbilligelse af henholdsvis mådehold og frås med strømmen, fik de to smileys fråserne til at bruge mindre strøm og sparegrisene til at fortsætte de energivenlige vaner.

\ Læs mere

Sådan kan design få os til at spare på strømmen

Adfærdsinterventioner er ikke ufarlige

Det er vanskeligt at vurdere effekten af adfærdsinterventioner på helt samme måde, som man vurderer effekten af lægemidler eller andre typer behandling.

Den grad af kontrol, som man efterstræber i medicinske interventioner, afspejler sjældent den på mange måder ukontrollerbare virkelighed, hvori menneskelig adfærd naturligt udspiller sig.

Her er konteksten ofte afgørende for, om interventionen har den ønskede effekt eller ej.

Men der er en række ofte oversete ligheder, som er værd at notere sig, hvis man beskæftiger sig med adfærdsforandringer. Adfærdsinterventioner kan også have ’bivirkninger’ og ’skade patienten’.

Og måske vigtigst af alt: Hvis man kender de ’aktive ingredienser’ og forstår, hvordan de virker (som i eksemplet med strømforbruget), kan man minimere risikoen for at gøre mere skade end gavn.

\ Læs mere

Vi aner ikke, om mange af vores sundhedsindsatser redder liv eller ej

\ Læs mere

Ny analyse: Sådan nudges vi bedst til at ændre adfærd

\ Læs mere

Kort terapiforløb og forældretræning hjælper børn i alvorlig mistrivsel