Vi siger i Danmark, at vi er verdensmestre i talentudvikling. Vi siger, at idræt er for alle, også talentidræt.
Men er vi også verdensmestre til at udvikle de talenter, der ikke kommer fra ressourcestærke familier?
Knap 60.000 børn i Danmark lever i fattigdom. Har de samme muligheder for at nå sportens stjernehimmel som deres kammerater fra mere ressourcestærke familier?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Verdensklasse for de ressourcestærke
Danmark har høj klasse, når det kommer til talentudvikling, men vi kan gøre det bedre. Vi har gode talentudviklingsmiljøer, men de bliver mere og mere krævende at være i.
Tænk bare på alle de gange, der skal smøres ekstra store madpakker, transporteres til og fra træning og kamp, planlægges, så dagene med skole, træning og lektier går op.
Tænk på, hvad det koster at deltage i kommunens talentprogram, blandt andet fordi man gerne vil tilbyde de unge en lækker tøjpakke. Det stiller store krav til talenterne og deres familier.
De ressourcestærke vokser, alt imens vi afskærer en stor del af den danske ungdom fra at udvikle deres talent.
Behov for nyt fokus
Selvom idealet i Danmark er lige adgang for alle til at dyrke idræt, er der i praksis fortsat meget langt til social lighed i idrætsdeltagelsen. Sådan konkluderer Idrættens analyseinstitut (IDAN) på baggrund af deres kortlægning af danskernes motions- og idrætsvaner i 2016.
Uligheden rammer blandt andre børn af familier, hvor forældrene er på sygedagpenge, på førtidspension, på kontanthjælp eller af anden etnisk herkomst.
Dansk Boldspil-Union (DBU) udgav i 2020 en stor undersøgelse af diversiteten i dansk fodbold med fokus på alder, køn, indkomst, uddannelseslængde, etnicitet og seksualitet. Det var den første af sin slags.
Her viser de eksempelvis, at andelen af indvandrere og efterkommere er lavere i fodboldverdenen end i befolkningen generelt. Specifikt for andelen af personer under 15 år er kun 4,5 procent indvandrere og efterkommere mod 13,5 procent i den danske befolkning.
Vi mener, at næste skridt i dansk talentudvikling bør være at flytte fokus fra det, vi allerede gør godt, til at skabe stærke miljøer for flere og med mangfoldige baggrunde og forudsætninger.
Vi skal også kunne udvikle talenterne hos dem, hvor familien ikke har to biler, ikke altid husker madpakken, ikke har råd til specialtræning og dyrt udstyr og ikke altid kender logikkerne i de danske foreninger og akademier.
Fra bandekriminel til topatlet
Vores kollega Rob Book er netop ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om talentudvikling i hårdt socialt belastede områder i USA. De områder er virkelig barske.
Er det så overhovedet relevant i Danmark, spørger du måske. Rob mener ’ja’, og at meget af hans forskning kan overføres til danske forhold.
Rob er fra Canada. Før han kom til Syddansk Universitet for at skrive en ph.d. med en af os som vejleder (Kristoffer), arbejdede han som lærer og træner på en skole i USA.
Skolen lå i et belastet område. Hvert år opgjorde skolen, hvor mange elever der stadig var i live. Alt for mange havde mistet livet til stoffer og skuddramaer.
Skolen lå i et område præget af bandeaktivitet, lave indkomster, kriminalitet, etniske udfordringer og en generel mangel på håb.
Rob så, hvordan nogle unge formåede at bruge sporten som en vej ud, mens alt for mange spildte et kæmpe talent. De fandt aldrig deres plads i sporten, på trods af at de gerne ville og havde potentialet.
Han spurgte sig selv, hvorfor nogle talentmiljøer lykkes med at hjælpe de unge videre, mens andre bare lader talent sive ud mellem hænderne.
Rob interviewede atleter, der var lykkedes mod alle odds. Han interviewede trænere og ledere, både i de hårdt belastede talentmiljøer og i de klubber, som atleterne senere endte i. Og han fulgte et konkret miljø over tid.
Ekstraordinære trænere
Rob fandt, at klassiske talentmiljøer slet ikke kunne imødekomme disse atleter. Atleterne var talentfulde, men passede ikke ind.
De havde ikke god støtte og opbakning hjemmefra. Alt for ofte fik de for dårlig mad. De havde ingen, der kunne betale for udstyr og andre udgifter. De var ikke vant til at være strukturerede, lave skemaer og sætte mål. De levede fra dag til dag.
De var vant til at hente deres styrke i deres medlemsskab af en stærk flok, en bande. De bukkede for ofte under, når gaderne kaldte med deres muligheder for fællesskab og hurtige penge.
De miljøer, hvori atleterne alligevel lykkedes med en sportslig karriere, var helt særlige. Trænerne gik langt ud over det, vi kender som den normale trænerrolle.
De hjalp atleterne med lektier, lod dem sove i deres hus, når der var ballade hjemme, og hjalp dem med andre udfordringer udenfor sporten. Rob oplevede trænere, der gav spillerne mad og økonomisk støtte.
Rob oplevede miljøer, der tilbød et attraktivt fællesskab, der var stærkt nok til at holde de unge væk fra gaderne.
Hvis du vil se Hollywoods forsøg på at beskrive det miljø, tegner Netflix-serien Last Chance U et præcist billede af de sportsmiljøer, der bliver atleternes sidste chance for en vej ud af trøstesløsheden. Og af de dedikerede trænere, der er i disse miljøer.
Men sådan er det jo ikke i Danmark… Eller?
Heldigvis forekommer eksemplerne, som Rob fandt, ekstreme. Men det betyder ikke, at Danmark er immun overfor talenttab på baggrund af fattigdom og svære kår – jævnfør de ovennævnte undersøgelser fra IDAN og DBU.
Vi ser også i Danmark atleter, der ikke passer ind og derfor bliver tabt i systemet. De får ikke den rette støtte. Deres forældre kan ikke køre dem, glemmer forældremøder og forstår ikke de uskrevne regler om involvering.
Atleterne får ikke den rette mad før og efter træning. De mangler den basale tillid, der skal til, før man beder sin træner om hjælp eller ønsker ikke at være til besvær.
Der er ikke penge til ordentligt udstyr. De misser træningspas. De får ikke afleveret skemaet med målsætninger og analyser, som træneren har bedt dem lave hjemme.
Der er unge i Danmark, der har helt andre livsvilkår end de unge, som vores talentudviklingssystemer efterhånden passer til.
Som forskere og praktikere spørger vi os selv, hvorfor der ikke er større diversitet blandt danske talenter og eliteidrætsudøvere.
»Du kan tage atleterne ud af det barske miljø, men du kan ikke tage det barske miljø ud af atleterne.« Sådan sagde en træner i en stor basketball-klub, der indgik i Robs forskning og tog imod mange atleter fra svære kår.
»Det er vi nødt til at vide. Vi er nødt til at skabe plads til dem alligevel, støtte dem på andre måder. Vi må udvikle dem som mennesker, før vi udvikler dem som atleter.«
\ Læs mere
Sådan sikrer vi mere diversitet i dansk idræt
Danmark er et lille land med en lille talentmasse. Vi har ikke råd til at miste talent. Men det handler om mere end medaljer. Idræt for alle, siger vi overalt i dansk idræt. Vi har en etisk forpligtelse til at give alle en chance.
Sporten kan gå foran, vise vejen, vise, at unge kan bruge sporten som løftestang mod et bedre liv.
Det er kun et mindretal af danske idrætsforeninger, der erklærer sig enige i, at de bestræber sig på at integrere mennesker fra socialt udsatte grupper.
Trænere og ledere giver selv udtryk for, at de ikke ville kunne magte en Zidane eller en Zlatan.
Vi har set Robs forskning folde sig ud. Vi har set dens betydning for miljøerne i USA. Atleter og trænere føler sig set og hørt. Vi har set, hvordan forskningen er blevet brugt som løftestang for vigtige idrætspolitiske diskussioner.
Vi har set, hvordan blandt andre National Basketball Player Association (NBPA, den amerikanske basketball-spillerforening), der de senere år har sat fokus på spillernes mentale sundhed, har udvist interesse i Rob’s forskning.
Vi mener, der er brug for en lignende kortlægning i Danmark. Ser vi de samme mønstre og mekanismer i en dansk kontekst, om end i mindre skala? Robs forskning repræsenterer en vigtig dagsorden.
Vi bør undersøge, hvilke barrierer unge fra svære kår i Danmark oplever, og hvordan vi bedst møder disse unge. Først undersøge, dernæst handle.
Vi ser for os et idræts-Danmark, der oprigtigt er for alle. Hvor vi med stolthed kan sige, at det hold, vi sender til OL, er lige så mangfoldigt som den befolkning, der hepper på dem.
\ Læs mere
\ Kilder
- Kristoffer Henriksens profil (SDU)
- Louise Kamuk Storms profil (SDU)
- ‘Oatmeal is better than no meal: The career pathways of African American male professional athletes from underserved communities in the United States’, International Journal of Sport & Exercise Psychology (2020), DOI: 10.1080/1612197X.2020.1735
- ‘Sink or swim: Career narratives of two African American athletes from underserved communities in the United States’, Qualitative Research in Sport, Exercise and Health (2020), DOI: 10.1080/2159676X.2020.1787490
- ‘Professional migration from the United States to Europe: Composite vignettes of Black male basketball players from underserved communities’, Psychology of Sport and Exercise (2021), DOI: 10.1016/j.psychsport.2021.101900
- ‘All they have seen is a model for failure: Stakeholder’s perspectives on athletic talent development in American underserved communities’, Journal of Applied Sport Psychology (2021), DOI: 10.1080/10413200.2021.1958953
\ Overordnede konklusioner fra Robs ph.d.-studie
Herunder har vi i punktform opsummeret Robs resultater, plus hvad vi på den baggrund kan anbefale trænere og ledere, der arbejder med talentudvikling i knap så ressourcestærke miljøer:
- Talentmiljøerne i belastede områder oplevede en lang række udfordringer udover de sportslige.
- En succesfuld transition fra talent til professionel er afhængig af, at atleterne lykkedes med at minimere de risici, der er i deres omgivelser.
- Atleter, der udvikler sig i disse miljøer, står over for betydeligt større barrierer for succes end atleter fra velstillede baggrunde.
- Trænere og ledere i de professionelle miljøer, der tager imod de atleter, der lykkes, oplever, at atleterne bærer deres opvækst med sig som ’usynlige tatoveringer’.
- Trænerne i belastede miljøer oplever selv store udfordringer og høj stress.
- I et succesrigt miljø, der lå i et belastet område, var der et dybere formål på spil. Trænere og ledere anerkendte samfundsproblemerne, anså sport som en måde at blive et bedre menneske på og var fokuserede på, at spillerne fik en universitetsuddannelse.
- Træneren i dette miljø evnede at se og adressere atleternes skjulte sårbarhed og arbejdede med dem som mennesker før atleter.
Anbefalinger til trænere og ledere i belastede områder:
- Trænere og ledere skal selv have støtte. Eventuelt bør de tilbydes særlig uddannelse for at imødekomme de udfordringer, de står over for.
- Stressende og traumatiske begivenheder i atleternes opvækst er en del af disse udfordringer. De har behov for særlig støtte, også når de når elite- og professionelt niveau.
- Trænere og ledere skal prioritere at støtte den psykosociale udvikling lige så højt som den sportslige udvikling, hvis ikke højere.
Læs også: OL: Hvordan bliver man vinder? Sportspsykologer er bekymrede over talentdyrkelsen
