Er der virkelig en skarp modsætning mellem aktivisme og videnskab?
Nej, tre eksempler viser, at de sagtens kan gå hånd i hånd – også selvom Folketinget og forskningsministeren ikke mener, aktivisme har nogen plads i videnskaben.
Det er ikke ministeren selv, der har fundet på idéen om, at aktivisme er noget skidt. Men hun og resten af hendes parti har været med til at underskrive vedtagelse V137 i Folketinget om, at 'visse forskningsmiljøer' ikke må bedrive 'overdreven aktivisme'.

Det er ikke ministeren selv, der har fundet på idéen om, at aktivisme er noget skidt. Men hun og resten af hendes parti har været med til at underskrive vedtagelse V137 i Folketinget om, at 'visse forskningsmiljøer' ikke må bedrive 'overdreven aktivisme'. (Foto: bakdc / Shutterstock)

Det er ikke ministeren selv, der har fundet på idéen om, at aktivisme er noget skidt. Men hun og resten af hendes parti har været med til at underskrive vedtagelse V137 i Folketinget om, at 'visse forskningsmiljøer' ikke må bedrive 'overdreven aktivisme'. (Foto: bakdc / Shutterstock)

Debatten om 'aktivistisk forskning', som jeg også tidligere har skrevet om her på Forskerzonen, fortsætter –  og har endda nået Folketingssalen.  

For en ph.d.-studerende som mig, der blandt andet undersøger forholdet mellem videnskab og aktivisme, er det både glædeligt og nedslående.

Glædeligt, fordi det aktualiserer mit forskningsprojekt på måder, som jeg ikke selv havde kunnet forudse, da jeg startede.

Nedslående, fordi niveauet for debatten i mange tilfælde har været utroligt lavt, selv fra Folketingets talerstol.

I denne artikel vil jeg ikke fokusere på niveauet, men blot tage tråden op fra mit forrige indlæg på Forskerzonen:

Gad vide, hvad forsknings- og uddannelsesministeren mener, når hun mistænker, at nogle forskningsmiljøer på landets universiteter skulle bedrive 'aktivistisk forskning' – en vending, som hun endnu ikke har ønsket at uddybe eller eksemplificere, og som mange journalister ikke umiddelbart ønsker at udfordre.

Vi er åbenbart alle enige om, at videnskab og aktivisme intet kan have med hinanden at gøre, og debatten udfolder sig i store træk sådan, at den politiske højrefløj på den ene side anklager forskere for 'aktivisme' (hvad end dét betyder), mens forskere på den ene side forsvarer sig imod denne anklage.

Den præmis kan udfordres.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Aktivisme og videnskab kan være sammenflettet

Det er ikke ministeren selv, der har fundet på idéen om, at aktivisme er noget skidt. Men hun og resten af hendes parti har været med til at underskrive vedtagelse V137 i Folketinget om, at "visse forskningsmiljøer" ikke må bedrive "overdreven aktivisme".

De har således skaffet flertallet til dette og må derfor stå på mål for det.  

Min fagfælle Christian Kock er på Videnskab.dk allerede gået i rette med den underlødige retorik, der ligger til grund for vedtagelsen.

Jeg kommenterer derfor ikke retorikken, men ønsker at gå lidt længere ind i antagelsen om, at aktivisme og videnskab er en slags modsætninger.

I denne artikel giver jeg tre eksempler på, at aktivisme, på den ene eller anden måde, faktisk kan være med til at drive videnskabelig udvikling.

Aktivisme står nemlig ikke i kontrast til Videnskaben med stort V, som den konstrueres af borgerlige debattører og politikere, men kan blive sammenfiltret med forskningen – netop fordi universiteternes arbejde er pluralistisk og konstant må forholde sig til udviklinger i samfundet.

Derfor fravælger jeg danske eksempler  

Jeg vælger her bevidst ikke at fremhæve danske eksempler på forskning, der forholder sig til aktivisme, eller ligefrem agerer aktivistisk i en eller anden forstand.

Dels, fordi mængden efter min opfattelse er meget lille, modsat hvad man kan få indtryk af, når man hører visse politikere kloge sig om det.

Dels, fordi forskere fra konkrete forskningsmiljøer under beskydning i øjeblikket udsættes for chikane og trusler på baggrund af påstande, der florerer i den nuværende debat – alene fordi de forsker i politiserede emner og tillader sig at stille sig kritisk over for status quo.

Det kan du læse mere om i artiklerne 'Humanistisk kønsforskning er politikernes nye skydeskive' eller denne artikel om chikanerede integrationsforskere.

At jeg fravælger danske eksempler, burde ikke have nogen indflydelse på min målsætning, som er:

  1. at vise, at sunde forskningsmiljøer har mange forskellige tilgange
  2. at aktivisme i nogle tilfælde kan være en drivkraft i vidensdannelse.

AIDS-forskningen og behandlingsaktivisterne

I min tidligere artikel her på Forskerzonen: 'Ville forskningsministeren fyre Einstein?' nævnte jeg kort, at aktivisme influerede HIV- og AIDS-forskningen i 1980’erne og -90’ernes USA. Lad os gå lidt i dybden med det her.

Sociologen Steven Epstein har i sin forskning fokuseret på forholdet mellem aktivisme og videnskab under den krise, som AIDS udgjorde i denne tidsperiode.

Epidemien var både en videnskabelig krise (en ny dødelig sygdom dukker op, og vi ved ikke, hvordan vi kurerer eller behandler den) og en politisk krise (i forvejen udsatte grupper, såsom homoseksuelle og stofbrugere, var særligt eksponerede for at blive syge og dø, og mange mente ikke, at man fra politisk hånd gjorde nok for at hjælpe dem).

Her kom de såkaldte 'treatment activists', altså 'behandlingsaktivister', ind i billedet.  

Behandlingsaktivisterne var indlejrede i større AIDS-aktivistiske bevægelser.

Mange af bevægelserne anvendte konventionelle proteststrategier: Demonstrationer, konfronterende og ofte teater-lignende events foran statslige institutioner, åbne breve og så videre.

Men behandlingsaktivisterne valgte en anden vej: en videnskabelig forhandlingsstrategi. De tilegnede sig de biomedicinske forskeres sprog og tilgang og positionerede sig selv som en slags aktivist-eksperter.

Dette gjorde de selvfølgelig ikke, fordi de ville 'beskrive verden objektivt'. De gjorde det, fordi deres egne liv stod på spil.

atomkraft_nej_tak_oppenheimer

Flere fysikere blandede sig i atomvåbenkapløbet, blandt andre Max Born, Albert Einstein og danske Niels Bohr. De havde en særlig viden om faren ved atomvåbenkapløbet, og den viden fik dem og mange andre til at skride til politisk handling. (Foto: ricochet64 / Shutterstock)

Dr. Fauci hylder (nogle af) aktivisterne

Fra denne position, som aktivister i videnskaben, deltog behandlingsaktivisterne i videnskabelige konferencer, gennemgik forsknings- og forsøgsprotokoller og samarbejdede med forskere og læger, der var sympatiske over for deres sag.

Epstein beskriver, hvordan disse aktivister lykkedes med at positionere sig som 'læg-eksperter', og hvordan de for eksempel lykkedes med at problematisere den meget snævre gruppe af borgere, som havde adgang til at deltage i forsøgsstudier med AIDS-medikamenter.

Den udvidede testpopulation gav et helt andet grundlag for den medicinske forskning, samtidig med at den problematiserede tidligere biomedicinske antagelser.

Som amerikanske Dr. Anthony Fauci, der også i dag er leder af det amerikanske center for sygdomskontrol (CDC), sagde om behandlingsaktivisterne: »Der er nogen aktivister, der ikke aner, hvad fanden de snakker om. Men nogle af dem er geniale, faktisk mere end nogle videnskabsfolk

Forskere advarede mod atombomber

Den aktivistiske indflydelse på forskningen kan imidlertid også bevæge sig den anden vej: fra forskersamfundet og ind i den politiske sfære.

6. august 1945 mistede videnskaben sin uskyld, ifølge atomfysikeren, 'faderen til atombomben', Robert J. Oppenheimer: Med atombombens ødelæggelser »kender fysikere nu til synd«, sagde han blandt andet.

Flere fysikere blandede sig i atomvåbenkapløbet, blandt andre Max Born, Albert Einstein og danske Niels Bohr. Som videnskabelige eksperter havde de en særlig viden om faren ved atomvåbenkapløbet, og den viden fik dem og mange andre til at skride til politisk handling.    

Kelly Moore har i sin bog 'Disrupting Science: Social Movements, American Scientists, and the Politics of the Military, 1945-1975' grundigt beskrevet amerikansk videnskabsaktivisme i koldkrigsårene.

Her spillede fysikere netop en stor rolle i form af deres tætte faglige forbindelse til udviklingen af masseødelæggelsesvåben.   

Aktivismen tog et utal af former, og nye sociale bevægelser af videnskabsfolk blev dannet – blandt andet Union of Concerned Scientists, der stadig eksisterer og er partner i March for Science-bevægelsen.

Aktivistiske fysikere advokerede mod stjernekrigen

Debatten om videnskab og våben fortsatte fra efterkrigstiden og op i 1980'erne, hvor præsident Ronald Reagan foreslog at bruge mange milliarder på et Strategic Defence Initiative (SDI): et omfattende og kontroversielt missilskjold.

Den videnskabelige og politiske debat om dette skjold fik navnet 'Star Wars' i folkemunde og endte ud i, at SDI til syvende og sidst blev skrottet.  

Sociologen Michael R. Nusbaumer har beskrevet, hvordan fysikere i større grad end nogensinde før engagerede sig i denne debat, med stor effekt.  

Debatten gik ikke alene på, hvorvidt det var teknisk muligt at konstruere et sådant missilskjold, men også på, om det var politisk og menneskeligt ønskværdigt. Faktisk er de to ting jo langt hen ad vejen uadskillelige.

Hvis våbenteknologien virker, kommer man ikke uden om at spørge sig selv: hvordan virker det, og ønsker vi de konsekvenser, som virkningen har?

Ifølge Nusbaumer fandtes motivationen for de mange fysikere, der modsatte sig implementeringen af SDI, netop i deres videnskabelige ekspertise – i øvrigt på tværs af forskernes personlige politiske holdninger.  

De aktivistiske fysikerne var altså med til at forme de politiske beslutninger om militære løsninger med deres videnskabelige modstand mod bestemte teknologier.

Deres forskningsmæssige belæg for at droppe SDI blev netop båret frem af deres aktivisme.

Aktivisme og forskning på grænsen

Mit tredje og sidste eksempel henter jeg fra mit eget fagfelt, retorik.

I en artikel fra 2011 undersøger lektor Karma R. Chávez fra University of Texas at Austin, hvordan to vidt forskellige aktivistiske bevægelser – en ’queer rights’-bevægelse og en migrantrettighedsbevægelse, begge tæt ved den mexicansk-amerikanske grænse i Arizona – danner koalitioner.

Der har i studier af sociale bevægelsers retorik oftest været fokus på, hvordan bevægelserne forsøger at agitere for deres sag over for det omgivende samfund. Chávez retter i sin artikel opmærksomheden indad i den enkelte bevægelse.

Gennem feltstudier i de to bevægelser forsøger hun at gå 'bag om scenen' og se på, hvordan koalitioner opstår i fælles opposition til politiske angreb udefra.  

Chávez finder, at queer rights-bevægelsen og migrantrettighedsbevægelsen kunne samarbejde om deres konfrontationer med medier, lovgivning og politiet, fordi det på mange måder var den samme modstand, de mødte, blot pakket forskelligt ind.

Selvom bevægelserne har forskellige kampe (for henholdsvis migranters og seksuelle minoriteters rettigheder), kunne de altså alligevel lære noget af hinanden i mødet med det omgivende samfunds fjendtlige retorik.

Chávez' artikel fortæller os således noget om, hvordan aktivistiske bevægelser kan danne 'modoffentlige' enklaver, hvor aktivister med vidt forskellige interesser alligevel ender med at støtte hinandens arbejde – et hidtil underoplyst område af den ellers omfattende forskning i sociale bevægelser.

Aktivistisk videnskab er mange ting

Jeg har herover fremhævet tre meget forskellige eksempler på produktiv sammenfiltring af videnskab og aktivisme:

  • Et, hvor aktivister deltog i videnskaben
  • Et, hvor videnskabsfolk agerede aktivistisk
  • Et, hvor aktivismen var genstand for selve forskningsprojektet

Dette er langt fra de eneste eksempler. Nogle samfundsfaglige forskere har for eksempel foreslået 'aktivistisk etnografi' som mulig metode til at forstå sociale bevægelser i dybden.

Andre har peget på, hvordan miljøbevægelser i 1960'erne var deciderede udspring til hele forskningsfelter.

Og endnu andre har arbejdet med, hvad aktivistisk forskning kan betyde, når det bruges som tilgang til menneskerettighedsforskning.

Der er ingen, der udelukkende ønsker aktivistisk videnskab

Min pointe med alt dette er selvfølgelig ikke, at al videnskab skal være aktivistisk. Det ville jo netop være ensretning i forskningen.

Hvis alle forskere inden for bestemte felter beskæftigede sig med aktivisme som udgangspunkt for deres forskning, ville der selvfølgelig være grund til bekymring. Ligesom hvis det eneste, marinebiologer lavede, var at kigge på krabber.

Både human-, samfunds- og naturvidenskab er heldigvis fyldt med pluralisme, både herhjemme og internationalt.

Nogle gange anlægger man et kritisk, måske endda aktivistisk, perspektiv, andre gange ikke.

Dette burde ikke (altid) være raketvidenskab.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.