En dag får jeg en henvendelse ud af det blå: Et yngre kvindepar fortæller, at de har et manuskript, der måske vil interessere mig.

Den enes oldemors broder, ’Farmorbror Knud’, har nedskrevet sine memoirer, som stadig er i familiens eje.

Om jeg vil læse dem? Om jeg vil!

Jeg blev ikke skuffet. Det brune pergamentomslag med de 107 tætskrevne sider med blå kuglepen afslører ikke bare en guldgrube af gode historier.

Det leverer et eminent indblik i tidlig københavnsk homohistorie set fra et arbejderklasse-synspunkt.​

En fortælling fra samfundets bund

Dette er bogstavelig talt enestående, for de eneste andre kilder om tidlig moderne, mandlig homoseksualitet stammer typisk fra den sociale eller kulturelle elite, eksempelvis forfattere og journalister som Herman Bang, Christian Houmark, Poul Andræ eller den tragiske, men glemte, historie om Carl Albert Hansen Fahlberg.

Eller der er tale om retsdokumenter, politirapporter eller sensationsjournalistiske røverhistorier. Læs for eksempel artiklen om den særlige danske homoseksualitets historie.

Knud Petersens memoirer ’Dengang da jeg var pige’ fortæller derimod om den homoseksuelle subkultur fra en position tæt på samfundets bund.

Udover seksualitetshistorie er teksten også et stykke arbejderhistorie og københavnsk lokalhistorie.

Hvad er en ’han-pige’?

Knud Valdemar Petersen (1892-1971) nedskrev først sine memoirer på sine ældre dage, sandsynligvis omkring 1960.

Mit gæt er imidlertid, at de er baseret på samtidige dagbogsoptegnelser: Familien oplyser, at han i lange perioder skrev dagbog.

Hovedparten omhandler Knuds udspring som ’han-pige’ i 1910 og det følgende tiår.

Og hvad er så en ’han-pige’?

Termen er hidtil ubeskrevet i homohistorien, men det er den betegnelse, Knud bruger om sig selv og sine mange ’veninder’ - andre feminine, homoseksuelle mænd.

Om kategorien kun er blevet anvendt af Knud og en snæver kreds omkring ham, eller om den var alment udbredt i datidens subkultur, ved vi ganske enkelt ikke.

Og han-pige-begrebet er kun et af mange forskningsspørgsmål, denne rige tekst inviterer til.

Fra Knud til Bella

Knuds historie begynder på et pissoir, hvor han som bybud bliver passet op af en flot mand.

Dette ser en anden han-pige, Alvilda, som herefter tager den unge, lidt naive og forældreløse teenager under sine vinger og indfører ham i den skjulte erotiske verden omkring Nørre Vold, pissoirerne i Den indre By og han-pigebeværtningen i Gothersgade hos den såkaldte ’Mutter Røv’.

Alvilda (gen)døber Knud ’Bella’ efter en kvindelig sexarbejder, hun kender.

Fra bud til sporvognskonduktør

Bella møder gennem Alvilda et farverigt galleri af han-piger:

Oda med den velhavende elsker, den elskelige, altid hjælpsomme Enkefruen, den bryske Dronningen, transvestitten Tante, den rige elektriker, der vil have smæk iklædt børnetøj samt den lækre slagtersvend, som Dronningen snupper for næsen af Oda ’hjemme’ hos Mutter Røv.

Bella når samfundets bund, da hans svoger smider ham ud hjemmefra, men hutler sig med venindernes hjælp gennem som bybud, inden hans lykke er gjort, da han endelig får arbejde ved sporvejene.

Knuds liv er altså også en klasserejse.

Sex med ’rigtige mænd’

Samtidig får Bella, eller Knud, en masse erotiske erfaringer, mest af kortere varighed.

Et forhold til en slagter holder to år, men ellers er der mere sex end kærlighed i Bellas liv. Ligesom Alvilda er Bella nemlig kun interesseret i ’mænd’, ikke i andre hanpiger. Og disse er typisk gifte, interesseret i penge og/eller kun til hurtige transaktioner.

Dog er Knuds memoirer ingen tragisk livsfortælling. Knud er en overlever, og livet igennem holder han humøret højt.

Skønt Knud kun har haft meget lidt skolegang – forældrene døde, mens han kun var en dreng – er han en gudsbenådet fortæller.

Og selvom hans stavning er mildest talt opfindsom, hvad der sine steder vanskeliggør læsningen, formår han konstant at fastholde interessen.

Løgn eller forbandet digt?

Knuds stil er bramfri, direkte og uden pynt:

»Sæt dig ned og gør dig det behageligt, og hold så for resten din kæft, så skal jeg fortælle dig om Alvilda,« kommanderer Knud i tekstens allerførste sætning, som også advarer:

»Der vil komme ting frem, som du vil antage for løgn eller forbandet digt.«

Måske er teksten fuld af røverhistorier, men som tidsbillede og miljøbeskrivelse er fortællingen fantastisk.

Indirekte vidner den om udsathed, homofobi og social sårbarhed, men også om sammenhold og overlevelsesvilje hos hanpigerne, hvis rigtige navne han sjældent kender.

Og så fortæller memoirerne om en forbavsende konstans i dansk homohistorie fra 1910 til 1960. Knud afslutter med at konstatere, at alt i 1960 er »akkurat som dengang da jeg var pige. «

Den homoseksuelle revolution begyndte først i 1970’erne. Men det er en anden historie.