Det 'glemte' folkemord i Tysk Sydvestafrika – mellem politiske fejder og historiske fakta
Tysklands fortid som kolonimagt i Namibia kom frem under et diplomatisk stormvejr mellem Berlin og Ankara. Men stemmer de politiske udlægninger overens med de historiske udlægninger, spørger denne forsker.

Berlin forbereder en officiel undskyldning for folkemordet i Namibia i 1904-08. Men hvad siger historien om det ''glemte'' folkemord? (Foto: Shutterstock)

Berlin forbereder en officiel undskyldning for folkemordet i Namibia i 1904-08. Men hvad siger historien om det ''glemte'' folkemord? (Foto: Shutterstock)

Da den tyske rigsdag for nylig besluttede at anerkende det ottomanske overgreb på armenierne i 1915 som et folkemord, blev det modtaget med voldsom kritik fra tyrkisk side.

Opgøret kommer på et tidspunkt, hvor EU bejler til Tyrkiet i et forsøg på at kontrollere flygtningekrisen, og hvor de seneste begivenheder i Tyrkiet også sætter forholdet til Europa på prøve. Et opgør om fortiden kan således give en væsentlig lejlighed til at positionere sig politisk.

Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, fik tilbagetrukket Tyrkiets ambassadør i Berlin og offentligt kritiseret Rigsdagens beslutning. Det samme skete, da Sverige i 2015 anerkendte overgrebet på armenierne som et folkemord, og senest har paven også bakket op om Rigsdagens beslutning.  

FRA ARKIVET

Bemærk: Denne artikel blev første gang bragt på Videnskab.dk i juli 2016.

I maj 2021 anerkendte og undskyldte Tyskland officielt folkedrabet i Namibia fra 1904-1908.

Men det er en anderledes sag, når det kommer til Tyskland. Ikke nok med at der i Tyskland bor mange af tyrkisk herkomst, tysk historie er også en central faktor. Erdogan tog til genmæle ved at påpege Tysklands egen mørke fortid. Ikke kun Holocaust, men også den systematiske udryddelse af herero- og nama-folket i Namibia i 1904-08.

Efterfølgende har Tyskland nu igangsat forhandlinger med Namibia om detaljerne for en officiel anerkendelse og undskyldning. Men folkemordet i Namibia er et 'glemt' sår i Tysklands allerede mørke fortid, der kan genvække en historisk skyldfølelse.

Tyrkiets modangreb har nok ikke haft som formål at opnå retfærdighed for herero eller nama­folket, men rettere at underminere Rigsdagens beslutning og ramme et ømt punkt i den tyske selvforståelse.

Spørgsmålet, der står tilbage, er dog, hvorvidt sådanne udlægninger stemmer overens med de historiske fakta om Tysklands fortid som kolonimagt i Namibia?

Tyskland som kolonimagt – en plads i solen

Forskning i tysk kolonihistorie er et relativt nyt område for historikere. Det har nu altid været der, men det er kun inden for de seneste 15 år, at det for alvor er begyndt at fange opmærksomheden grundet en stigende interesse i at udforske globaliseringen i et historisk lys.

Som den nye stormagt i det centrale Europa ville Tyskland i slutningen af 1800-tallet også have kolonier ligesom de øvrige stormagter som Storbritannien og Frankrig. Namibia blev derfor i 1884 til Tysk Sydvestafrika. Men det tog mange år, før den tyske tilstedeværelse for alvor satte igennem.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Formålet med Namibia var at oprette en nybyggerkoloni lig for eksempel Australien eller Canada. Tyskland mistede hvert år tusinde immigranter til USA, og derfor håbede man, at disse i stedet kunne henledes til Namibia og fortsat være en del af det tyske rige.

Desuden var der mange ideologiske ambitioner, som eksempelvis idéen om lebensraum, som samfundskritikeren Philip Ratzel kaldte det i 1896. 

Namibia blev dog aldrig til en særlig attraktiv koloni. Der var få ressourcer, og landet var for stort til, at de få udstationerede tyskere kunne administrere det. Der boede kun et par tusinde nybyggere, hvoraf briter og boere (og sågar en håndfuld danskere) udgjorde en betydelig del af den samlede befolkning.

Herero-nama krigen

Tysk styre i Namibia var altså meget svagt, grundet de få nybyggere og den lille økonomiske interesse i kolonien. Men gradvis havde man sat sig på indlandet, og lokalbefolkningen blev ofre for et regime, hvor pisk, tortur og mord var hverdag. Derfor gik herero-folket i oprør i begyndelsen af 1904.

Maherero_opstand_namibia

Samuel Maherero (1856-1923) ledte an i herero-folkets opstand mod tyskerne i 1904 (Colonial Picture Archive, University Library of Frankfurt/Main)

Som modsvar sendte Tyskland forstærkninger anført af General Lothar von Trotha til Namibia for at nedkæmpe opstanden.

Trothas strategi med totalkrigsførelse opslugte kolonien i en spiral af vold og overgreb. Efter at have presset hereroerne tilbage, kulminerede det i 'slaget' ved Waterberg i august 1904. Her blev oprørerne ofre for en massakre for de tyske maskingeværer og artilleri.

Men det var ikke enden på konflikten. I det sydlige Namibia var nama-folket nu også gået i opstand, og det skulle vise sig at være en langt hårdere prøvelse for tyskerne.

Med guerillastrategier gjorde namaerne det svært for tyskerne at bruge deres maskingeværer og artilleri. Modstandsfolk som Jakob Marengo blev ved med at falde tyskerne i baghold og undgik direkte konfrontationer. Krigen trak derfor ud til 1907, med store tab på begge sider.

Trotha_folkemord_Namibia

General Lothar von Trotha (1848-1920) ledte an i nedkæmpelsen af herero- og namafolkets opstand. (Colonial Picture Archive, University Library of Frankfurt/Main)

Fra total krig til folkemord

Efter slaget ved Waterberg udstedte von Trotha den såkaldte udryddelsesordre, der befalede tyske soldater at skyde enhver herero på stedet.

Mange var imidlertid flygtet ind i den tørre Omaheke-ørken, hvor de fleste døde af sult og tørst. Enkelte nåede dog til grænsen til det britisk-kontrollerede Bechuanaland-protektorat (Botswana).

Med udryddelsesordren viste von Trotha en direkte intention om at udrydde et helt folkefærd. Da namaerne også gik i opstand, udvidede Trotha ordren til også at gælde dem.

Som modsvar til guerillakrigen, og for at få kontrol over de spredte hereroer, indførte tyskerne en ny taktik. Efter britisk forbillede fra den anden Boerkrig (1899-1902) oprettede man nu koncentrationslejre.

Ifølge FN's folkemordskonvention fra 1948, der blev oprettet i kølvandet på Holocaust, er én af grundpræmisserne for, hvad der karakteriserer et folkemord, at intentionen om at udrydde et bestemt folkeslag er til stede.

På trods af, at konventionen er næsten 40 år senere end tragedien i Namibia, er der altså tydeligt bevis for, at det kan anses som et folkemord. Den historiske debat har da også i den seneste tid gradvist opnået konsensus om, at det i et eller andet format var folkemord eller massevold.

Namibia_datid

Namibia under tysk kontrol. Namalandet ses i syd, mens hereroerne holder til i den centrale del af landet (highlightet i mørkebrun), vest fra Omaheke-ørkenen. (Kort: Rob Haug)

Holocausts forgænger?

Den måske mest fremtrædende tendens, når det kommer til folkemordet i Namibia, er, at det anses som en forløber til Holocaust. Folkemordet blev ikke kun udført af tyskere, men indeholder også andre centrale paralleller som koncentrationslejre og racisme. 

I slutningen af 1800-tallet havde socialdarwinismen og racevidenskaben været med til at danne et billede af afrikanerne som ''naturvölker'' (naturmennesker). De var på et stadie mellem dyr og mennesker, ude af stand til at have en kultur. Herero- og namakranier blev sendt tilbage til Tyskland til frenologiske formål. Kranierne blev først i 2011 tilbageleveret til Namibia.

Denne dehumanisering var med til at legitimere undertrykkelsen og senere volden. Samtidige tyske kolonieksperter mente dog, at hereroerne skulle omdannes til en form for arbejderklasse for at få gang i koloniens økonomi gennem billig arbejdskraft. Som resultat blev fangerne i koncentrationslejrene udnyttet under nærmest slavelignende tilstande.

Nazismen og dens forbrydelser er det altoverskyggende tema i tysk historieskrivning. Alt efter 1945 bliver i forskellig udstrækning ofte set som en konsekvens af nederlaget i 2. Verdenskrig. Alt før da bliver ofte set som et skridt på vejen til nazismen og Holocaust. Der er en tendens til, at ''alle veje fører til Hitler''.

Namibia er ingen undtagelse. Tesen 'fra Windhoek til Auschwitz' har været dominerende for, hvilken kontekst folkemordet er blevet analyseret i. Derfor er det blevet holdt inden for en tysk historisk ramme, der er knyttet til Sonderweg-tesen, der hævder, at Tyskland fra starten tog en ''speciel'' vej, der determinativt resulterede i nazismen.

Tyrkiets seneste kritik er en forlængelse af Sonderweg-tesen. Denne tyske ''unikhed'' om, at man er særlig ondskabsfuld, og historien deterministisk har ledt op til nazismen, gør, at Tyskland ifølge Tyrkiet ikke har den moralske anciennitet til at anerkende det armenske folkemord.

Ved at videreføre denne unikhed bagud til Namibia, understreges det dermed, at Tyskland har endnu et mørkt kapitel i sin fortid, der peger på en exceptionalisme.

Namibia_nutid

Namibia som det tager sig ud i dag. (Kort: Shutterstock)

Vejen ud af nazi-skyggen

Inden for historieskrivingen er der dog opstået et opgør med denne tendens. I stedet for at anskue det inden for et historisk narrativ, der er en forlængelse af tysk nationalhistorie, er man nu begyndt at analysere det i en bredere kontekst i samtiden.

I stedet for paralleller til naziregimet ca. 40. år senere, hvor centrale begivenheder som 1. Verdenskrig bliver marginaliseret, bliver der i større grad draget paralleller til andre kolonikrige og eksempler på massevold.

Et fremstående eksempel er Congo Fristaten, hvor lokalbefolkningen blev ofre for Kong Leopold II af Belgiens rædselsregime.

Historier om afhuggede hænder, afbrændte landsbyer og systematisk vold har længe været kendt her og har dannet rammerne om populære værker som Adam Hochschilds ''Kong Leopolds Spøgelser'', samt filmen ''Dommedag Nu'', som er baseret på Joseph Conrads bog ''Mørkets Hjerte''. 

Billedet af den ''unikt grusomme'' tyske kolonist kom først efter 1. Verdenskrig, hvor briterne offentliggjorde en rapport, hvori folkemordet i Namibia blev udlagt. Her underspillede man den britiske rolle, mens man fremhævede den tyske brutalitet for at gennemføre en konfiskering af tyske kolonier (ikke kun Namibia, men også Samoa, Ny Guinea, Togo og Tanzania).

Min egen forskning sammenligner denne rapport med samtidige reaktioner på folkemordet i Namibia, samt briternes egen kolonikrig i Rhodesia (Zimbabwe) i 1896.

Her kan det belyses, hvordan krig og vold blev opfattet af britiske embedsmænd både i London og Sydafrika. Kortfattet var briterne ikke blot velvidende om folkemordet; de hjalp til tider også tyskerne og var selv i færd med at udføre brutaliteter.

Alle veje fører ikke til Hitler

Inden 1- Verdenskrig blev den tyske kolonialisme anset som voldeligt og brutalt af mange. Men det var ikke anset som uacceptabelt som for eksempel den portugisiske. Folkemordet blev altså i 1918 fremlagt som symptomatisk for tysk kolonialisme for at opnå politiske interesser, på trods af at man havde vidst, hvad tyskerne havde lavet i over 10 år.

En anden kontekst til folkemordet er knytningen til apartheid-systemet. Aktivisten Michael Scott kæmpede i 1950'erne for Namibias uafhængighed ved at vise, hvordan det sydafrikanske styre i Namibia blot var en videreførsel af tysk kolonialisme.

Ikke nok med, at man dækkede over fortidens grusomheder, man havde også bevaret den tyske reservatpolitik, hvor den afrikanske befolkning blev afskåret til at bo i nogle bestemte områder.  

Der er altså både mere plausible paralleller i samtiden, samt mere indsigstfulde kontekster i regionen, som gør udlægningen af tysk kolonialisme som exceptionel tvivlsom.

Derfor bør man modstå fristelse til at se folkemordet i Namibia som en forløber til Holocaust. At to begivenheder har paralleller betyder ikke, at de er i sammenhæng, eller at den ene fører til den anden.

Der findes naturligvis kontinuitet i historien, men den er som oftest subtil og ubevidst. At trække en direkte linje ud fra bagklogskabens lys er derfor ikke en historisk korrekt eller indsigtsfuld tilgang til fortiden, men en oversimplificering, hvor spørgsmålet om nazismens rødder overgår enhver interesse i kolonialismen og folkemordet i sig selv.

Tyrkiets anklage mod Tyskland er historisk ukorrekt

Tyrkiets Erdogans seneste modoffensiv er altså en gengivelse af denne oversimplificering, da den har mere slagkraft rent politisk og moralsk.

Men hele præmissen for dette, omend den stadig er populær, er gammeldags og historisk ukorrekt. Folkemordet i Namibia, som den menneskelige tragedie det var, bør ses i kontekst i sammendrag med andre kolonikrige og overgreb og ikke som led i en tysk unikhed og bestemt vej til 1933.

Det bliver derfor et nøglepunkt i forhandlingerne mellem Tyskland og Namibia, om hvilken historisk udlægning der bliver grundlaget for en officiel undskyldning.

Enten kan det blive en særskilt anerkendelse, eller også køber man ind på den mere populære version og rykker skylden for Holocaust længere tilbage og til et nyt sted. Med andre ord, om det bliver den historiske eller politiske version, der bliver taget i brug.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk