Derfor kan Viktor Axelsens flytning til Dubai blive enden for det danske badmintonmirakel
KOMMENTAR: Med Axelsens flytning mister den næste generation en stjerne at ’kopiere’. Samtidig kan flytningen danne præcedens.
victor axelsen badminton dubai sportsmand danmark internationalt OL

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er flyttet til Dubai, og det er dårlige nyheder for dansk badminton i det hele taget, skriver forsker Kenneth Larsen. (Foto: Shutterstock)

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er flyttet til Dubai, og det er dårlige nyheder for dansk badminton i det hele taget, skriver forsker Kenneth Larsen. (Foto: Shutterstock)

Billederne af Viktor Axelsens ansigt, der på et splitsekund går fra fuld koncentration til glædesgråd, er printet ind på de danske OL-seeres nethinder.  

Jeg tror, at rigtig mange danskere græd sammen med Viktor, da det lykkedes ham at nå sit helt store mål og barnedrøm.

Præstationen var samtidig endnu et bevis på det danske badmintonsystems evne til at udvikle verdensklasse-spillere.

Under OL skrev jeg her på Forskerzonen artiklen ’Derfor er de danske badmintonspillere de eneste, der kan tage kampen op mod asiaterne’.

Her fokuserede jeg på, at den danske badmintonkultur, hvor spillere på alle niveauer historisk set altid har kunnet træne med spillere, der er bedre end dem selv, er en vigtig grund til Viktors egen succes.

Netop muligheden for at kunne spejle sig i bedre spillere og lade sig inspirere og motivere til at lære det, som stjernerne kan, er – med inspiration fra den amerikanske psykolog Albert Bandura – en vigtig parameter i forhold til at udvikle sig selv og nå det ultimative spillemæssige niveau.

Bandura kalder den læringsproces for ’observationel learning’ eller ’modellering’.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Derfor flytter Viktor Axelsen til Dubai

Få uger efter OL offentliggjorde Viktor så, at han forlader det danske elitecenter for at flytte til Dubai, hvor træningsmulighederne ifølge ham selv kan optimeres, i forhold til hvad vi har i Danmark.

Viktor får mulighed for tilrettelægge sin træning selv, rejser til Asien bliver kortere, ligesom klimaet vil være gavnligt for hans astma.

Derudover virker det rimeligt at antage, at der også er et økonomisk aspekt involveret, lavere skattebetaling med mere.  

Set fra Viktors helt personlige perspektiv giver dette god mening.

Denne artikel handler ikke om at være for eller imod Viktor Axelsen og hans beslutning, men forsøger at give et bud på, hvad konsekvenserne kan være for dansk badmintons fremtid.

Axelsen risikerer at danne præcedens

Med Viktors fravær vil det blive sværere for de danske spillere at nå Viktors høje niveau, fordi de ikke mere har mulighed for at spejle sig i ham, og bruge ham som løftestang til at hæve eget niveau.

Dette er naturligvis problematisk, men den helt store problematik ligger i, at Viktors fravælgelse af det danske system kan danne præcedens.

Med Banduras tanker som teoretisk ballast kan man hævde, at når muligheden for at spejle sig i Viktors badmintonmæssige kompetencer forsvinder, vil andre spillere til gengæld få en mulighed for at spejle sig i hans valg af træningssted og trænings-setup.

Bandura forklarer, at man er motiveret for at kopiere andre mennesker, hvis handlinger har primært positive konsekvenser for den handlende person, i dette tilfælde Viktor Axelsen.

Viktors flytning til Dubai har umiddelbart flest positive konsekvenser for Viktor. Den eneste ’negative’ konsekvens for Viktor er, at han ikke mere kan blive coachet af de danske landstrænere til en del af de individuelle turneringer.

Uden at forklejne værdien af samarbejdet mellem landstrænerne og Viktor er jeg sikker på, at Viktor har overvejet denne konsekvens og nået frem til, at den absolut er til at leve med.

Hvis Viktor Axelsens flytning til Dubai bliver en sportslig og økonomisk succes, kan andre spillere blive fristede til at forsøge at ’kopiere’ den model.

Herved risikerer Viktors flytning – med Banduras tanker om observerende læring – at kunne danne præcedens blandt andre landsholdsspillere.

Sker det, kræver det ikke den store fantasi at forestille sig, hvad det vil betyde for dansk badmintons mulighed for at udvikle verdensklasse-spillere i fremtiden.

Alle sportsstjerner flytter, hvorfor er det værre med Viktor?

Men, tænker du måske, fodbold-, ishockey- og håndboldspillere (med flere) flytter jo til udlandet i ét væk. Hvorfor er det anderledes og værre, når det sker i badminton?  

Det er der flere grunde til. Før det første er det holdsport versus individuel sport, hvorfor det i de nævnte sportsgrene er i klubberne, spillerudviklingen foregår, og her kan man altid træne ’opad’ (indtil man er allerbedst og eventuelt skifter til en klub med endnu bedre spillere).

viktor axelsen badminton sport ol danmark dubai

At Viktor Axelsen metaforisk set vender ryggen til Danmark og flytter til Dubai slår hårdere, end når andre sportsstjerner har gjort det - blandt andet fordi han kommer til at træne andre nationers badmintonspillere. (Foto: Shutterstock)

Typisk søger man til udlandet, fordi niveauet er højere, og udviklingsmulighederne dermed bedre (foruden de økonomiske incitamenter).

Dernæst er dansk badminton på et langt højere niveau end alle andre europæiske lande, hvorfor danske spillere ikke umiddelbart kan optimere udviklingsmulighederne i andre lande.

Sparringen i de danske elitecentre er ganske enkelt på allerhøjeste niveau.

Viktor har meldt ud, at han vil etablere træningssamarbejde med forskellige europæiske herresinglespillere, som skal flyves ind til Dubai.

Det betyder, at Viktors sparringsspillere vil være på et lavere niveau end i Danmark, hvilket Viktor dog ikke nødvendigvis i første omgang behøver at opleve som et problem, da man kan lave forskellige træningsøvelser, der tager højde for denne niveauforskel.

Samtidig vil Viktor bidrage væsentligt til at udvikle andre landes spillere, som per definition er konkurrenter til danske spillere.

Prisen for at flytte skal være højere end gevinsten

Naturligvis kan Viktor og andre spillere selv vælge hvor, hvordan og med hvem de vil træne – heldigvis.

Men set ud fra et dansk badmintons perspektiv, er det et tab, at han rejser.

Derfor kan man overveje forskellige tiltag, der skal motivere vore verdensklassespillere til at vedblive at være en del af det danske træningsfællesskab.

Først og fremmest handler det om at udvikle og optimere de betingelser, vore spillere har i Danmark.

Bedre træningsfaciliteter, bedre økonomi i forhold til eksempelvis sponsorater, løbende udvikling af trænernes kompetencer og øget inddragelse kunne være eksempler på indsatsområder.

Det handler altså i bund og grund om, at spillerne oplever, at prisen for at flytte bliver højere end gevinsten.

Den konkrete pris for Viktor – manglende coaching fra danske trænere til en del af turneringerne – virker til at være for lav, hvis man gerne vil bevare ham i vores træningsfællesskab.

For Badminton Danmark og andre involverede aktører gælder det om at give spillerne et tilbud, de ikke kan sige nej til. Ellers kan det desværre snart være slut med det danske badmintonmirakel.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: