Den oversete historie om de danske missionærer
Kristen mission har ændret tilværelsen for millioner af mennesker og bragt viden om ellers ukendte epidemier til de danske hjem.
Kolerapatienter i templet i Antung 1919. (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Kolerapatienter i templet i Antung 1919. (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Kolerapatienter i templet i Antung 1919. (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Corona-pandemien har skabt en fornyet interesse for tidligere epidemier som Den Spanske Syge (1918-1920), der var den sidste store pandemi, der ramte vores del af verden.

Efterfølgende epidemier har ikke kostet lige så mange menneskeliv, og vi skal tilbage til koleraen i København i 1853 for at finde et sygdomsudbrud af den kaliber i Danmark.

Så heldige har de ikke været i andre dele af verden. I Afrika og Asien har der været talrige eksempler på større og mindre epidemier, der har rystet lokalsamfund eller hele lande.

Det har desværre ofte været uden den store interesse i vores del af verden. Der er dog undtagelser.

Der var engang, hvor sygdomsudbrud i Afrika og Asien blev fulgt af Danmarks første folkelige bevægelse med globale ambitioner: De op mod 100.000 mennesker, der støttede kristen mission.

Her vil jeg give et rids over årsagen til, at man i de danske missionsarkiver og missionstidsskrifter kan finde beretninger om en række epidemier, som ramte verden uden for Europa fra midten af 1800-tallet og frem.

Det er en historie, de færreste kender i dag, men missionskilderne rummer potentielt både en nøgle til at forstå vores reaktion på verden derude eller mangel på samme – og kilder til, hvordan den slags sygdomme breder sig og er blevet håndteret.

Ændret tilværelsen i store dele af verden

Som historiker har jeg arbejdet med den danske missionshistorie i flere år.

Jeg har blandt andet skrevet min ph.d. om dansk mission som formidler af verden, og så har jeg skrevet om missionsbevægelsens historie i bogen 'Da danskerne ville omvende verden'.

I løbet af mit arbejde har det overrasket mig, hvor stor betydning bevægelsen har haft både ude og hjemme – og hvor lidt de fleste af os kender til den historie.

På globalt plan har kristen mission i de sidste knap 200 år været en af de vigtigste faktorer i at ændre tilværelsen i store dele af verden. Det gælder ikke bare udbredelsen af kristendommen.

Ud over sundhedssystemet (som er i fokus i denne artikel, og som missionærerne var de første til at opbygge i store dele af verden), har bevægelsen udviklet en række forskellige skriftsystemer, skoler, og en udbredt ensretning efter europæisk kultur og moral.

I Danmark har den formentlig været med til at skabe opfattelsen af Afrikas og Asiens befolkninger, som nogle der havde brug for vores hjælp.

Begge sider af den transformation sætter deres præg på vores handlinger her og nu.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Missionærerne formidlede resten af verden til Danmark

Fra anden halvdel af 1800-tallet bredte idéen sig i Danmark om at omvende klodens ikke-kristne.

Det var på den ene side et produkt af kolonialisternes overbevisning om, at Europa var fremskridtets centrum, og på den anden side udløber af en ny kristen vækkelse, der lagde vægt på individuel handling.

Uden for Europa var mange hundrede danskere involveret i at omvende folk til kristendommen, bygge kirker, skoler og hospitaler.

Hjemme i Danmark tog omkring 100.000 danskere del i bevægelsen, og mellem 10 og 15 procent af befolkningen var medlem af organisationer, der støttede projektet aktivt.

Fra omkring 1890 til 2. verdenskrig blev missionsbevægelsen den største organiserede forbindelse mellem almindelige danskere og verden uden for Europa og Nordamerika, og de stod for den største samlede formidling af den del af verden.

Det skete i form af tidsskrifter, bøger (op mod halvdelen af alle danske bøger om Kina og Indien frem til 2. verdenskrig er for eksempel udgivet af missionærer) og som kilde til mange avisartikler om verden.

Da danskerne ville omvende verden

Denne artikels forfatter, Daniel Herschen, er også forfatter til bogen 'Da danskerne ville omvende verden', udgivet på Gads Forlag i 2019. Bogen giver den første samlede fremstilling af den danske ydre missionsbevægelse fra dens begyndelse i ca. 1890, storhedstiden op til 1. verdenskrig og frem til i dag.

Missionsbevægelsen var på godt og ondt udgangspunkt for den formentlig største danske påvirkning af verden uden for Europa i perioden, ligesom den blev en forløber for det moderne bistandsarbejde.

Læs mere, inkl. uddrag af anmeldelser, her.

Deres nød blev gjort til vores opgave

Det drejer sig naturligvis ikke bare om 'objektive' fakta. Formålet med vidensproduktionen var at skabe og fastholde opbakning til missionsprojektet både ved at informere om konkrete aktiviteter og ved at skabe følelsesmæssig identifikation med de mennesker, man mødte derude.

Netop derfor blev sygdomsudbrud i større skala skildret indgående sammen med tilfælde af hungersnød. Ikke ulig nutidens udviklingsarbejde.

Verden uden for Europa blev et sted, der skulle hjælpes. Og dem, der skulle stå for den hjælp, var 'os' – de kristne europæere og nordamerikanere.

Flere historikere har da også argumenteret for, at man kan trække en direkte linje mellem mission og det udviklingsarbejde, der begyndte efter 2. verdenskrig – i Danmark blandt andet gennem Danida og en række ngo'er (ikke-statslige organisationer).

I dag ser vi skoler, hospitaler, støtte til enker og forældreløse i Afrika som indbegrebet af udviklingsarbejde og den klassiske 'U-landshjælp'.

Men alle de typer af institutioner i Afrika og Asien blev allerede støttet af store dele af den danske befolkning fra før 1900 gennem missionsbevægelsen.

Konsekvensen af den slags er jo svært at bevise, og selvom både antropologer og historikere har peget på fællestræk mellem udbredelsen af værdier dengang og nu, er den afgørende forskel på mission og udviklingsarbejde ønsket om, at folk skal skifte religion.

Men der er ligheder, i den måde nød 'ude' bliver gjort til en opgave for 'os' herhjemme.

Danske hospitaler breder sig i Asien og Afrika

Gennem missionsbevægelsen deltog danske læger også i behandlingen af de syge og forsøget på at diagnosticere og håndtere epidemierne.

Fra 1900-tallets første årti var de danske missionsorganisationer begyndt at udsende læger i større stil.

Formålet var dobbelt: På den ene side fungerede de som en måde at 'demonstrere' kristen næstekærlighed på i praksis.

På den anden side var lægebehandlingen attraktiv for befolkninger, der ikke umiddelbart kunne se, hvad kristendommen ellers havde at tilbyde dem, og det gav missionærerne mulighed for at komme i kontakt med dem.

I mellemkrigstiden i 1920'erne drev de danske folkekirkelige missionsorganisationer i Asien og Afrika 19 hospitaler med 7.406 patienter årligt, 28 poliklinikker (gratis behandlingssteder, hvor patienter kan komme til uden lægehenvisning) med 71.273 patienter og 342.024 årlige behandlinger plus fire spedalskhedskliniker, der behandlede 399 mennesker.

Med økonomisk støtte hjemmefra blev en del af dem udbygget til førende institutioner i områder, der ellers ikke havde mange sundhedsinstitutioner, og det gav redskaber til at håndtere epidemier i stor stil. 

dansk-missionsselskab-sydindien

Konsultation på poliklinik – altså en mindre all-around klinik – drevet af det Danske Missionsselskab i Sydindien. Fra dansk hold Dr. Christian Frimodt-Møller og sygeplejerske Ida Witt. (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Paralleller til nutiden

Størstedelen af det skriftlige materiale, missionærerne har produceret om sundhedsområdet, er ret nøgterne indberetninger i form af beskrivelser af sygdomme, opbygning af de pågældende institutioner, regnskaber.

Dertil kommer de breve, der blev skrevet til støtterne hjemme og trykt i missionstidsskrifter og af og til i dagspressen.

Alt sammen dokumentation for de begivenheder og aktiviteter og synet på dem. Men de vidner også om en række andre problematikker, som vi kender fra nutiden.

Især i modsætningen mellem traditionelle former for helbredelse på den ene side og moderne lægevidenskab på den anden, eller mellem ikke-kristne syn på sygdom og protestantisk religion.

I Sydindien, hvor der var mange danske missionærer, var der for eksempel stærk tiltro til gudinden Maariamma, der kunne beskytte mod koppeangreb.

I en såkaldt missionsstudiebog fra Santal-missionen fra 1920 ser vi konturerne af den samme debat om den enkeltes rettigheder, som er dukket op mange gange i løbet af den aktuelle epidemi:

»Naar Øvrigheden saa med fast Haand griber ind for at standse en Pestepidemi ved Desinfektion, Opbrænden af enkelte Huse og lign. Bliver Hinduerne opbragt over denne ugudelige Indgriben i Hjemmets Hellighed.«

Den slags bemærkninger er også et spejl af vores nutidige idéer om, hvad der nødvendigt for at imødegå en epidemi; måske handlede modstanden ikke kun om religion, men også om at miste sin ejendom?

Mellem videnskab og Gud

Dengang som nu hærgede også forskellige former for 'fake news' eller falske rygter.

Da en epidemi i 1898 truede den indiske storby Madras (Chennai) valgte danske missionærer og fremtrædende indere af forskellige religioner for eksempel at lade sig vaccinere offentligt for at imødegå frygten for vaccination.

Tilsvarende har flere læger, politikere og kendte i løbet af 2020 meldt ud, at de ville tage vaccinen, når den kom.

Det betyder ikke, at missionærerne altid var på videnskabens side.

Nogle missionærer fastholdt eksempelvis, at religiøs helbredelse overtrumfede den medicinske og tøvede for eksempel vel længe med at lukke missionsskolerne for at bremse spredning under epidemier.

De lokales modvilje mod missionærerne

I 1919 skrev den danske missionær Ellen Nielsen om udbruddet af kolera i Manchuriet, der ligger i det nordlige Kina:

»Her i Takushan begyndte Koleraen med en af vore nærmeste Naboer [...] Han døde i Løbet af nogle faa Timer, og saa gik det Slag i Slag hver eneste Dag. Fra Hus til Hus, fra Gaard til Gaard, næsten ingen gik fri. [...] Fra Morgen til Aften og Natten med hørtes kun Graad og Jamren fra Hjemmene og fra Bjergene. Her var aldrig Stilhed. Det ene Ligtog drog ud efter det andet - det var som alt var Død og Elendighed omkring os.«

Året forinden havde Den Spanske Syge hærget området, hvor der fandtes en gruppe danske missionærer og et mindre hospital.

I begyndelsen af epidemien var der optræk til konflikter mellem missionærerne og den lokale befolkning: Ellen Nielsen beskriver, hvordan hospitalshjælpere, der forsøgte at desinficere gaderne med kalk, blev angrebet.

Den hårdt plagede befolkning frygtede, at hospitalshjælperne ville føre folk til epidemi-internering, som de nok ikke uden grund anså som den visse død.

Gjorde en forskel i tusinder af menneskers liv

Men missionærernes medicinske professionalisering havde også ført til en større åbenhed fra de omgivende samfunds side.

I byen Antung blev et af de store templer stillet til rådighed for læger med tilknytning til den danske mission, og under de kinesiske myndigheders koordinering kom de forskellige religioner reelt til at samarbejde om sygdomsbekæmpelsen.

Dette forløb kan man blandt andet finde skildret i korrespondance og beretninger fra missionærerne i det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet.

Der er al mulig grund til at blive indigneret over idéen om, at kristendommen som religion er alle andres overlegent.

Uanset motiverne gjorde hospitalerne dog en uomtvistelig forskel i tusinder af menneskers liv og var med til at skabe værktøjer til at håndtere epidemier, som den der hærgede Antung.

missionaer_dr._laurits_k._larsen_sammen_med_personalet_ved_kolera-lazarettet_i_antung_september_1919.png

Missionær dr. Laurits K. Larsen sammen med personalet ved Kolera-lazarettet i Antung, september 1919. (Foto: Danmissions fotoarkiv)

Deres historie ligger i vores arkiver

I de senere år er der kommet større fokus på værdien af missionsarkiver som kilder til samfundsforhold, religion, politik osv. Selvfølgelig især i de store missionslande, såsom det britiske imperium, Frankrig, Belgien og Norge.

Men også i Danmark findes mere eller mindre detaljerede data for titusinder af mennesker fra en række forskellige lande i Afrika og Asien.

Der er tale om mennesker, der befandt sig langt fra de bycentre og handelsgrupper, som ellers havde kontakt med europæerne og det moderne samfund. Missionærerne kan dermed have indberettet sygdomsudbrud, der ellers er gået under radaren.

Det betyder så også, at en del af de landes sygdomshistorie befinder sig i missionsarkiverne tusinder af kilometer væk fra efterkommerne til dem, de berørte, og er gengivet i missionstidsskrifter på sprog, de ikke taler.  

Nøglen til at forstå såvel fortid som nutid

Selv er jeg stødt på mange af den slags beretninger i forbindelse med mit arbejde med missionshistorien.

I løbet af de sidste årtier har kristne i Kina og Nigeria i flere tilfælde indgået samarbejde med de danske efterfølgere til datidens missionsorganisationer med henblik på at for oversat dele af deres historie. Indtil videre mest trykte kilder.

Men historien er ikke kun relevant for dem, der selv har berøring med missionsprojektet.

I Rigsarkivet og enkelte andre arkiver ligger dokumenter om epidemier, hvor de danske folkekirkelige missionsorganisationer og frikirker har missioneret.

Sammen med missionærernes tidsskrifter rummer de sygeberetninger og øjenvidneberetninger, der kan bidrage til at forstå datidens epidemier.

De er stadig i alt væsentligt ubehandlede, og det er svært at sige noget entydigt om deres omfang og relevans i en nutidig epidemi.

Men det er da heller ikke den eneste grund til at rette opmærksomheden mod dem; de dokumenterer nemlig rødderne til den globale verden, vi lever i – og dens udfordringer.

Arven efter den kristne mission rummer kort sagt et enestående materiale til at forstå, hvordan verden er blevet, som den er – og potentielt redskaber til at imødekomme fremtidens udvikling.

Det sidste år har kun gjort det tydeligere, hvor vigtigt begge dele er.

20 procent omkom i en nu glemt epidemi

»Nu er Tilstanden langt værre; nu dør her hver Dag 30-40 Personer […] Byen har nu et ganske andet Udseende; en Mængde af Beboerne har forladt Byen, og næsten alle Butikker er lukkede«

Det er nok de færreste herhjemme, der har hørt om den epidemi, der ramte store dele af den arabiske halvø fra efteråret 1904 til foråret 1905. Den optræder heller ikke på internettets officielle lister over store epidemier.

Men som artiklen viser, var den ikke ukendt for alle datidens danskere. Den måske sørgelig bekendte ordlyd i brevet fra missionær Oluf Høyer blev bragt på forsiden af Kristeligt Dagblad 7. marts 1905 og citeret i flere andre aviser.

Det skildrer situationen, hvor op mod 20 procent af beboerne omkom i byen Shaykh Uthman i det nuværende Yemen.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om påfugleedderkoppen, der er opkaldt efter fisken Nemo.


Det sker