Spørger man borgere i Danmark, vil de fleste nok mene, at den danske abortlov er liberal, og at adgangen til abort i Danmark er fri.

Virkeligheden er dog lidt en anden. Der er nemlig ikke fri abort i Danmark.

Frem til 12. uge er der ret til fri abort, men derefter kan abort kun opnås gennem ansøgning hos de regionale abortsamråd efter nogle angivne indikationer, eller hos en læge, hvis tilstanden truer kvindens liv eller helbred.

Det betyder, måske lidt overraskende, at der heller ikke er fri adgang til abort efter voldtægt og incest – man skal stadig ansøge hos de regionale abortsamråd efter 12. uge, og efter 22. uge er der helt lukket for adgang til abort, selv efter voldtægt og incest.

Kvinden eller pigen er herefter tvunget til at føde sin voldtægtsmands barn (den problematik skriver jeg mere om i en kommende artikel i det videnskabelige tidsskrift Nordic Journal of Human Rights).

Adgangen til abort i Danmark er altså mere konservativ, skrøbelig og i potentiel konflikt med menneskeretten, end de fleste måske er klar over.

Hemmelig praksis glemmer menneskerettighederne

Min kollega, professor mso Janne Rothmar Herrmann, og jeg har lavet menneske- og sundhedsretlig forskning på abortområdet.

Her har vi gennem en omfattende aktindsigt i abortafgørelser åbnet en dør ind til en ellers hemmeligholdt praksis fra de regionale abortsamråd.

Forskningen har udmøntet sig i flere fund og er stadig i gang, men ét af de grundlæggende fund er blandt andet, at menneskerettighederne er fuldstændig fraværende i afgørelsespraksis hos de regionale abortsamråd.

Ikke én eneste af de 663 afgørelser, vi som forskere har haft adgang til, henviser til menneskerettighederne. Det gælder rettigheder som retten til livet, til sundhed, til personlig integritet og værdighed, og til ikke at blive udsat for tortur.

Det kan der være flere forklaringer på, og én af dem kan handle om abortreglernes alder. De danske abortregler er grundlæggende uændrede siden deres indførsel tilbage i 1973.

Det betyder blandt andet, at de ikke er opdateret ud fra tidssvarende samfundshensyn, grundlæggende juridiske principper og gældende menneskerettigheder.

Reglerne tager således eksempelvis ikke højde for hensynet til barnets bedste, i tilfælde hvor mindreårige piger søger om abort efter voldtægt.

WHO: Kvinder skal ikke begrunde abort

WHO anbefaler i sine nye guidelines for abort, at landene afskaffer de forskellige abortindikationer, altså de forskellige grundlag for adgang til senabort, som er oplistet i loven.

Det gælder blandt andet ’social indikation’, som giver adgang til abort for kvinder, der står i en socioøkonomisk udsat situation, eller ’etisk indikation’ som tillader abort, hvis graviditeten skyldes voldtægt eller incest.

Kvinder skal ifølge WHO ikke længere begrunde deres valg af abort, og staten skal ikke begrænse adgangen til en sundhedsydelse, der redder liv.

Dansk abortmodel hviler på forældede data

Den danske abortmodel er bygget op omkring graviditetslængden som et afgørende parameter:

Indtil udløbet af 12. uge er der fri abort, indtil 22. uge er der adgang til senabort for de kvinder, som samrådene tillader adgang, og efter 22. uge er der kun adgang til senabort, hvis fosteret ikke forventes levedygtigt, eller hvis kvindens liv eller helbred er i fare (se mere her, her og her).

Officielt er grænserne blandt andet baseret på et hensyn til kvindens helbred og risikoen forbundet med abortindgrebet.

Denne begrundelse hviler dog sundhedsfagligt på et spinkelt datagrundlag fra 1960’erne og udgør derfor ikke et solidt grundlag for reguleringen af kvinders ret til selvbestemmelse, sundhed og værdighed.

Der er i dag ingen medicinsk evidens for, at en abort er et mere risikabelt indgreb senere i graviditeten – tværtimod.

WHO gennemgår i sine guidelines den nyeste medicinske viden på område og konkluderer klart: Abort udgør et helbredsmæssigt forsvarligt indgreb, uanset hvornår i graviditeten det foretages, og det er et indgreb, der redder liv.

Tid til reel fri abort i Danmark

Baseret på min forskning vil jeg anbefale, at den danske lovgiver tager et kritisk blik på abortreglerne, og reviderer dem med udgangspunkt i, hvad der bedst sikrer de fundamentale menneskerettigheder for kvinder og piger i Danmark, og særligt tager højde for anbefalingerne fra WHO.

Pointerne fra WHO er relativt klare og nemme at følge:

• Kvinder skal ikke begrunde deres ret til en nødvendig sundhedsfaglig ydelse
• Og de skal ikke have deres rettigheder begrænset eller annulleret af juridiske begrundelser og grænser, som ikke har hold i aktuel medicinsk evidens.

Der skal i stedet indføres reel fri abort i Danmark baseret på aktuel sundhedsfaglig evidens og gældende menneskerettigheder.

I USA foregår der lige nu en kamp om retten til abort, og dermed også en kamp om, hvorvidt de mest basale menneskerettigheder stadig gælder for kvinder.

I Danmark vil det vise sig, om kvinders fundamentale rettigheder nyder beskyttelse og anerkendelse, eller om lovgiver vil fastholde en abortlovgivning, der ikke er underbygget af sundhedsfaglig evidens.

Hvis staten fastholder den nuværende abortlovgivning, fralægger den sig ansvaret for at løfte de grundlæggende menneskerettigheder, som den har forpligtet sig juridisk på.