Etablissementet er knust. Det var hovedtemaet i Donald Trumps præsidentkampagne, og det lokkede hans tilhængerskarer til stemmeurnerne.

Det er derfor overraskende, at dette tema slet ikke blev nævnt i hans sejrstale. 

Trump nævnte heller ikke det seismiske skift, der har fundet sted i amerikansk politik, måske lige bortset fra en kort bemærkning om, at det var en ‘historisk’ aften.

Trump gik på scenen klokken 2:50, talte i cirka 10 minutter og sluttede talen ved gå rundt og snakke med tilhængere, mens The Rolling Stones-sangen ‘You Can’t Always Get What You Want’ gjaldede i baggrunden.

I hvert fald i denne omgang har Trump fået lige, hvad han ville have - og han fik det på overbevisende manér.

Men det mest bemærkelsesværdige aspekt ved den nyvalgte præsidents sejrstale var, hvor meget den adskilte sig fra de taler, han leverede på kampagnesporet. 

I et forsøg på at forene et dybt splittet land, har Trump nemlig opdaget ‘vi’ets’ retoriske kraft.

LÆS OGSÅ: 5 årsager til, at Trump vandt præsidentvalget

En ukarakteristisk disciplineret tale

Det var en kort tale, som indeholdt alle sejrstalens standard-elementer:

• Trump takkede Hillary Clinton for hendes tjeneste og for en hård og bitter kampagne. 
• Han rettede henvendelse til Clinton-vælgerne, og han lovede, at han også ville være deres præsident. 
• Han fremlagde et par ukontroversielle mål som økonomisk vækst og samarbejde med andre nationer, og til sidst takkede han sine tilhængere.

LÆS OGSÅ: Forsker: Trump opfører sig som en diktator

Trump søgte enighed og fælles fodslag

Talen var ukarakteristisk disciplineret. Den manglede alle de sædvanlige ‘Trump-agtige’ sidespring, svinkeærinder og sidebemærkninger, samt den mærkværdige syntaks, vi almindeligvis hører, når han går på talerstolen. 

Trump nævnte ikke et ord om ISIS eller den store mur, der skal holde immigranterne ude.

Trumps sejrstale var sjældent disciplineret og ulig hans andre taler. Han nævnte hverken ISIS, immigration eller den store mur. I stedet søgte han efter enighed og fælles fodslag.  (Foto: Shutterstock)

Der var ingen negative bemærkninger om USAs nationale sikkerhed, det politiske etablissements konkurs eller handels- og sikkerhedsaftaler, der ikke har været en fordel for USA.

Han nævnte ikke engang kampagnesloganet: ‘Make America Great Again’.

Trump søgte i stedet efter enighed og fælles fodslag. 

Han fortalte, at han ønskede at ‘forbinde splittelsens sår’; den splittelse, som blev sået på kampagnesporet.

LÆS OGSÅ: Giv os ordentlig argumentation!

‘Vi’ets’ retoriske kraft

I sejrstalen opdagede Donald Trump den retoriske kraft, der ligger i ordet ‘vi’.

På kampagnesporet er Trump ellers berygtet for at deklarere, at han alene er løsningen på alle USA's dårligdomme.

Da han vandt og accepterede GOP-nomineringen, erklærede han:

»Jeg alene kan ordne det«.

Den nyvalgte præsident sejrstale indeholdt derimod 30 udgaver af ordet ‘vi'.

Næsten hver gang, lejligheden bød sig, valgte Trump ‘vi’ fremfor sit sædvanlige ‘jeg’.

LÆS OGSÅ: Skader retoriske eksperter demokratiet?

Samme virkemiddel brugt i andre store, amerikanske taler

Trump benyttede ‘vi’ som det ledende sproglige element og virkemiddel.

I retorikkens verden kalder man det sproglige kneb en ‘anafor’ - en talefigur, hvor taleren gentager det første ord eller de første fraser i flere sætninger i den samme tekst. 

28. August 1963: Martin Luther King holder sin berømte ‘I have a dream’-tale, hvori han fremsatte sin vision om et retfærdigt samfund uden raceskel. Året efter modtog han Nobels Fredspris. (Foto: WikimediaCommons)

Det er en teknik, der har en prominent plads i andre store, amerikanske taler; eksempelvis præsident Roosevelts tale, døbt Skændsels-talen (engelsk: 'The Infamy Speech'), dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbor på Hawaii. 

Anafor er et meget brugt virkemiddel i både klassisk retorik, i poesi og i moderne politisk talekunst.

LÆS OGSÅ: Martin Luther King satte ord på amerikansk dobbeltmoral

'Vi' er det sproglige element, der knytter optimistiske mål sammen

Tag for eksempel dette bid af talen. Trump bruger ‘vi vil’ som det tema, der knytter en række forventningsfulde og optimistiske mål sammen:

»Vi vil påbegynde et projekt af national vækst og fornyelse. Jeg vil udnytte vort folks kreative talenter, og vi vil opfordre de bedste og klogeste til at udnytte deres enorme talent til gavn for alle. 

Det kommer til at ske. Vi har en stor økonomisk plan. 

Vi vil fordoble vores vækst og få verdens allerstærkeste økonomi. Samtidigt vil vi komme overens med alle andre nationer som er villige til at komme overens med os…. Vi vil have gode relationer. 

Vi forventer at have fantastiske, fantastiske relationer. Ingen drøm er for stor, ingen udfordring er for stor. Intet, vi ønsker for vores fremtid, er uden for vores rækkevidde.«

LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd

Fra kampagnesporets selv-fokuserede ‘jeg’ til ‘vi’-nationen

Den gentagne brug af ‘vi vil’ udretter to mål: 

1. Først og fremmest er det en afvigelse fra Trumps normale udtryksmåde. Det bevæger sig væk fra kampagnesporets selv-fokuserede ‘jeg’ til den bredere forestilling om ‘vi’-nationen.
2. Derudover ændrer ‘vi’et’ den tone, vi kender fra præsidentkandidat Trumps negative påstande om et truet Amerika, til en forventningsfuld, endda håbefuld tone.

Skændsels-talen blev holdt 8. december 1941 af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbor på Hawaii. Talen er en af de meste berømte amerikanske politiske taler i det 20. århundrede. (Illustration: Frank O. Salisbury) 

LÆS OGSÅ: Hvem stod bag mordet på Martin Luther King?

Præsidentkampagnen skabte splittelse

Trumps præsidentkampagne skabte splittelse, og den var ofte skarp og giftig.

Præsidentkandidaten Trump var tit fremmedfjendsk, nedsættende over for kvinder, og han talte ofte med racistiske undertoner.

Men hans sejrstale signalerer, at Præsident Trump - i hvert fald for nu - vil gøre tilnærmelser mod et samarbejde, mod at omsætte energien bag hans bevægelse ind i en fælles og mere kollektiv vision for Amerika. 

Om den nye tone vil fortsætte i hans første tid som præsident er endnu uvist.

Man kan nemlig ikke altid få det, man vil gerne have.

Men for en splittet nations skyld, kan vi i det mindste håbe, at vi får det, som Amerika har brug for.

Christian Lundberg er tilknyttet et politisk konsulentfirma, der udførte kommunikationsopgaver for en række republikanske kandidater ved dette valg. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark