En krise er også en mulighed for at opnå ny viden.

Når en pandemi på én og samme tid fryser og forandrer et samfund, stiller det straks en mængde spørgsmål om, hvad det betyder, ikke bare medicinsk og økonomisk, men også socialt og kulturelt.

Det var i hvert fald den tanke, der faldt os ind i foråret 2020, hvor coronavirussen sendte universitetsforskerne (og en masse andre) hjem foran computerskærmene i hjemmekontorerne, køkkenerne, loftsværelserne og kælderrummene.

Der er ikke mange forskningsfelter, som er efterladt uberørt af COVID-19. Coronakrisen var ikke mange uger gammel, før man så nye forskningsprojekter inden for medicin og teknologi springe frem.

I et videnskabsbaseret samfund udsat for en krise som COVID-19 måtte videnskaben på kort til træde til og vise sit værd. Det gjaldt også samfundsvidenskaben, herunder også sociologien, som vi kommer fra.

Samfundsanalyse, mens forandringerne finder sted

Vores bogen, antologien ’Det Epidemiske Samfund’, blev på rekordtid sat i system med forfattere, forskningstemaer og forlagskontrakt.

Fra ideen i marts/april til udgivelsen i december 2020 gav 27 danske samfundsvidenskabelige forskere sig i kast med at beskrive, fortolke og forklare en af de største samfundsmæssige forandringsprocesser i efterkrigstiden.

Vi mener, bogen står som en markering, der viser, hvordan sociologien kan undersøge store samfundsforandringer, mens de foregår fremfor kun i ’bagspejlet’, samt som et bevis på hvor vidtrækkende COVID-19 har grebet ind i samfundsmaskineriet.

Et samfund, der kigger på sig selv

Sociologien, som disciplin, er forskning i samfund begået af medlemmerne af samfundet. Med de moderne samfund opstod hele den videnskabelige tænkning, og her fik samfundsvidenskaben på sin vis en særlig rolle.

Man kan sige, at samfundsvidenskaben er samfundets tanker over sig selv. I denne konkrete situation vil dette betyde samfundets egen refleksion over, hvorledes det er ramt, lammet og forandret af virussen, samt hvorledes samfundet håndterer en sådan krise.

Det, vi i bogen, kalder ’det epidemiske samfund’ er således ikke blot et samfund udsat for og forandret af en epidemi ’udefra’.

Det er også et samfund, som løbende fortolker denne krisesituation, og som i forlængelse af denne refleksionsproces reagerer på og videre forandrer epidemien igennem diverse tiltag.

Det har vi både set på sundhedsmyndighedernes niveau, men også på politikernes. Men det rækker videre og ind i familierne, på arbejdspladserne, mellem vennerne og i hverdagslivet.

Eksempelvis når man mødes til sociale sammenkomster, hvor det nu er ret almindeligt at folk med et lidt skævt smil spørger: »Nå, er vi på albue her?«

Når noget går i stykker, ser man dets form

Flere har fremhævet, at COVID-19 er et stort eksperiment.

Ikke i den konspiratoriske forstand, men snarere på den måde, at vi i lyset af pandemiens forandringer af samfundet pludseligt ser en række af samfundets processer i et klarere lys.

Vi ser eksempelvis, hvor meget det betyder for os at kunne gå på arbejde, i skole eller til koncert.

Vi ser, hvad det vil sige ikke at kunne bevæge sig frit, og hvad det betyder, når vores dagligdags-handlinger bliver reguleret helt ned i den mindste detalje.

For os sociologer blev det en særlig anledning til at studere de sociale fænomener, normer og rammer, vi normalt tager for givne, og som vi til dagligt kan stirre os blinde på.

På den vis har COVID-19 ganske rigtigt været ét stort socialt eksperiment.

Et eksperiment, hvis effekter og indsigter er meget forskellige, alt efter om man studerer rige vestlige lande eller fattige lande i det globale Syd, om man studerer store boligblokområder i mega-byernes forstæder, eller om man ser på livet på landet.

De forskellige samfund håndterer kriser forskelligt, og det beredskab og den infrastruktur, man har, giver krisen forskellig form.

Dette er ikke en ny indsigt, og fra katastrofeforskningen taler man om forskellige ’sårbarhedsmønstre’.

Mange husker måske, hvordan orkanen Katrina i 2005 ramte New Orleans og på grund af sociale, politiske og økonomiske forhold ramte de fattige sorte helt anderledes hårdt end de rige hvide i New Orleans.

På samme vis åbenbarede COVID-19 sårbarhedsmønstre fra de danske byer og forstæder op til de gigantiske slumbyer i Brasilien eller Asien. 

I en dansk sammenhæng kommer sårbarhedsmønstrene ikke så meget til udtryk i store regionale forskelle på velfærdsstatens ressourcefordeling som de kommer til udtryk eksempelvis lokal befolkningens videns- og informationsniveau om vacciner.

Dette er én af grundene til, at der er overrepræsentation af ikke-vaccinerede i boligområder med mange fremmedsprogede borgere.

At (be)gribe krisen

Katastrofer som COVID-19-pandemien beskrives, forstås, fortolkes og tildeles i forlængelse heraf betydning.

Om det er den videnskabelige, politiske, religiøse, kosmologiske eller konspirationsteoretiske betydningsramme, der mobiliserer en forklaring, giver naturligvis forskellige resultater.

Den sociologiske katastrofeforskning minder os af den grund om, at katastrofen hverken er ’naturlig’ eller ’uden for’ for de samfundsformationer, hvori de indtræffer.

Når regerings- og sundhedsmyndigheder taler om krisen, og hvad vi skal gøre ved den, får den plads i en ramme, der både gør krisen forståelig, men også i en vis forstand håndterbar.

Krisen forandres ’indefra’.

Ydermere bliver kriser til markeringer på vores historiske bevidsthed. Krisen danner med andre ord et ’før’ og et ’efter’ og bliver dermed en historisk markering, som kan have virkning langt ud i fremtiden.

Den ene af denne artikels forfattere (Ole B. Jensen) kan eksempelvis huske, hvordan man måtte lege på vejene på de ’bilfrie søndage’ under 1970’ernes oliekrise, og kan med en historisk underforståethed tale med andre om ’dengang vi legede på vejen om søndagen’.

På samme vis bliver COVID-19 måske også en erfarings- og sprogligt funderet referenceramme eksempelvis de mange unge mennesker, som vil huske tilbage på en lang ’samfundsmæssig stuearrest’, inklusiv dennes fravær af fester, festivaller etc.

Så vidt dette bliver tilfældet, vil det give fint mening at snakke om én eller flere ’corona-generationer’, her forstået som en række af personer, der ikke blot deler alder, men også fælles, pandemiske erfaringshistoriker og -horisonter.

Hvad kan vi lære af pandemien?

I den offentlige debat såvel som inden for videnskabelige kredse, var krisen ikke mange uger gammel, før man begyndte at diskutere, hvorvidt de samfundsmæssige forandringsprocesser, der fulgte i kølvandet på COVID-19 pandemien, i sidste ende kunne ende med at munde ud i positive læringsprocesser eller bevidste, tilstræbte politikker.

Eksempelvis har klimaet haft godt af en pause fra fly, biler og andre transportaktiviteter, og spørgsmålet opstod, således om hvorvidt COVID-19 lærte os, at vi godt kan begrænse den globale transportsektors og dens tilhørende miljømæssige skadeeffekter.

Vedrørende spørgsmål som dette, kan man lidt forenklet sagt opdele den offentlige debat i to forskellige lejre. Debatten synes at være blevet, at alt enten ville blive som før, eller at verden aldrig ville blive den samme igen.

Vores bud er nok nærmere et sted midt imellem disse to synspunkter, noget bliver som før, mens andet ændrer sig. Men det står klart, at samfundet og dets processer kan forandres.

Et andet samfund er muligt

Det er værd at hæfte sig ved. Fordi COVID-19 har mindet os om, at samfund ikke er fastfrosne størrelser, men at de kan forandres relativt radikalt på relativt kort tid.

På trods af at den sociale verden til tider kan synes uforanderlig, til trods for at man måske kan føle, at man lever under ’samfundets tvang’, har COVID-19 pandemien mindet os om, at samfundet er noget, vi selv skaber, forandrer og styrer.

Dette er værd at huske på – ikke mindst i en tid, hvor store samfundsudfordringer som eksempelvis de globale klimaforandringer tvinger os til at gentænke, hvordan samfundet bør indrettes.

Vores bog leverer ikke specifikke bud på netop klimaudfordringen, men i lyset af COVID-19 viser den, hvorledes forskellige dele af samfundet for en stund var anderledes, og derfor også, hvorledes det altså er muligt at forestille sig et andet samfund.

Hvordan samfundet efter krisen kan ændres til det bedre, ligger uden for den sociologiske disciplins domæne at vurdere.

Men det transformerede samfund, bogen vidner om, kan gøre os opmærksomme på de muligheder for forandring, som pandemien åbnede.