Autentisk og selvoptaget: Ungdomsserien SKAM hitter
SKAM-feberen raser i Danmark og Norge. En succes, som blandt andet skyldes, at serien formår at skildre ungdommens problemer i øjenhøjde og benytter både Instagram, Facebook og SMS til at nå seerne.
SKAM

I SKAM følger man blandt andet pigerne Chris, Vilde, Eva, Noora og Sana og deres hverdag på gymnasiet i Oslo. En hverdag, som er fuld af fest, druk og drama. (Foto: NRK)

I SKAM følger man blandt andet pigerne Chris, Vilde, Eva, Noora og Sana og deres hverdag på gymnasiet i Oslo. En hverdag, som er fuld af fest, druk og drama. (Foto: NRK)

Den nye norske ungdomsserie SKAM (NRK) tager fat på skildringen af teenagelivet i en anderledes og komprimeret form.

Serien er klart inspireret af nye komplekse tv-serier som The Wire (HBO), Sherlock (BBC) og House of Cards (Netflix).

Samtidig har serien brugt selvironi og leg med klichéerne fra ungdomsfilm-genren til at skabe et autentisk og indlevet portræt af en onlinegeneration .

Samme univers – forskellige hovedpersoner

Fortællestrukturen i SKAM er tydeligvis inspireret af The Wire, som er en amerikansk tv-dramaserie, der realistisk skildrer livet i forskellige områder i Baltimore.

I SKAM befinder vi os i ét univers, en gymnasieskole i Oslo, men følger forskellige hovedpersoner fra sæson til sæson:

  • I den første sæson er det Eva.
  • I anden sæson er det Noora fra den samme pigegruppe.
  • I den igangværende sæson 3 er det Isak, som er hovedperson, og også han er en del af Eva og Nooras omgangskreds.
SKAM

SKAM er en ungdomsserie, som fik premiere i Norge for mere end et år siden.

Serien følger en gruppe unge fra Hartvig Nissens gymnasium i Oslo og deres hverdage som er fulde af intriger, drama og druk.  

Du kan se ungdomsserien SKAM med norske undertekster her, eller du kan vente til december, hvor du kan se serien på DR3 med danske undertekster. 

Daglige kapitler på nettet

SKAM kalder sig selv en net-dramaserie og har også en anderledes struktur end de gængse tv-serier, fordi hvert afsnit er opdelt i fire kapitler med angivelse af dag og tidspunkt.

Disse kapitler er der adgang til på nettet dagligt i ugens første fire dage. Det samlede afsnit kan man se om fredagen både på tv og på nettet.

Nu er der adgang til begge de to første sæsoners samlede afsnit på NRK, mens tredje sæson er gået i gang.

Sms-feed og Instagram gør universet genkendeligt

Samtidig med de daglige kapitler er der et tilhørende sms-feed på samme platform, hvor der bliver suppleret med en sms-udveksling mellem de fiktive karakterer. Den kan også findes på Instagram.

Når seriens fortællemodus, som vi allerede har set det i Sherlock og House of Cards, også integrerer sms og mobile interfaces i fiktionsuniverset, skabes der en tværmedial sammenhæng. Den udfolder et genkendeligt teenageunivers, hvor mobilen og de sociale medier er livliner.

De sociale medier er i fokus

SKAM er også anderledes end f.eks. BBC-serien Sherlocks brug af sociale medier, fordi Facebook, Instagram og sms-kommunikation næsten konstant er integreret i handlingen i SKAM.

Og det er signifikant, at flere af de alvorligste kriser i SKAM opstår, når batteriet er dødt eller opladeren uden for rækkevidde, og kommunikation er umulig.

Samtidig er seriens pointe også, at problemerne kun for alvor kan løses face-to-face. Nærheden, øjenkontakten og det kropslige udtryk er væsentlig her.

SKAM Tv-serie Norge ungdomsliv teenagere følelser genkendelighed gymnasiet

SKAM integrerer sms og mobile interfaces i fiktionsuniverset, hvilket skaber et genkendeligt teenageunivers, hvor mobilen og de sociale medier er livliner. (Foto: fra serien/NRK)

På den måde bliver SKAM en ny måde at vise serier på online, fordi de korte kapitler, som varer fra 5-10 minutter, passer til det korte format, som målgruppen kender fra Youtube-serier. 

Men samtidig har SKAM en stærk føljeton-struktur, når der f.eks. sluttes med cliff-hanger i hvert afsnit, hvilket skaber en traditionel seriespændingskurve.

Ungdomsserie med melodrama og realisme

SKAM trækker på en realistisk æstetisk tradition, som viser nutidens unge i genkendelige omgivelser, hvor de slås med problemer, der er typiske for teenagere i gymnasiet.

Samtidig trækkes der også på melodramatiske virkemidler med de mange vedholdende nærbilleder af hovedpersonernes højspændte og følelsesmæssige ansigtsudtryk, hvormed seriens fokus bliver skildringen af dette følelsernes rum.

Refererer til de amerikanske klicheer

Intertekstualitet, hvor serien refererer til andre film og serier, er et andet vigtigt virkemiddel i SKAM.

De unge bruger referencer til at forklare og præcisere pointerne med. Som da Noora er på den første date med William og gør grin med ham, fordi hun synes, han er uoriginal.

SKAM Tv-serie Norge ungdomsliv teenagere følelser genkendelighed gymnasiet

SKAM trækker på en realistisk æstetisk tradition, som viser nutidens unge i genkendelige omgivelser, hvor de slås med problemer, der er typiske for teenagere i gymnasiet. (Foto: fra serien/NRK)

William har medbragt tæpper og kakao, så de sammen kan sidde på en bænk og nyde udsigten over byen, hvor han går i gang med at udpege det overklasse-palæ, hvor han havde det svært som barn.

Her bliver Noora forarget og driller ham med, at han må have set for mange amerikanske highschool-film, hvis han tror, at han kan vinde hendes sympati på denne kliché-agtige måde.

Samme Noora har dog også selv lært nogle brugbare tricks af de amerikanske tv-serier. F.eks. hvordan man viser overlegenhed over for en modstander, hvilket, hun betror Eva, hun har lært fra advokat-serien Suits.

Og som en del af den indledende flirten med William kalder hun ham konsekvent for Wilhelm. Dermed viser sig hun for cool til at huske hans navn. 

Musik fra teenageuniverset

Musikken i SKAM er primært nyere popmusik, som understøtter og kommenterer handlingen med både humor og ironi, men som også er med til at skabe et troværdigt soundtrack for teenageuniverset.

Musikken bidrager også til en leg med klichéer om køn og iscenesættelse på film. F.eks. da skolens cool kid, den førnævnte William, introduceres.

Her ser vi ham komme gående med sit slæng, på samme manér, som vi kender det fra Tarantino-filmen Reservoir Dogs. Det vises i slowmotion, real-lyden falder væk, og sangteksten lyder »I’m a beast«.

Så er scenen sat. Klichéerne bliver leget med både i fortællingens stil og som referencer, karaktererne selv bruger og er bevidste om.

SKAM kørte over skærmen for første gang i septemper 2015. Siden da er ungdomsserien blevet et stort hit, og den er nu i gang med tredje sæson på NRK. (Video: NRK)

Forældrene er irrelevante

I SKAM er det vennekredsen, som består af Noora, Vilde, Chris, Sana og Eva, som er de væsentlige karakterer.

Og vennekredsen er det vigtigste parameter i den udvikling, som skal føre selvstændighed og ansvarlighed med sig.

Det er forældrene ikke. De får en mere distanceret rolle i serien som katalysatorer for konflikter, fordi både Eva og Noora har forældre, som enten bor langt væk eller rejser meget, og pigerne derved er overladt til sig selv.

Skam, skyld og ansvar

Det er ellers dette møde med autoriteter, som plejer at være et fast element i ungdomsfilm samt serier fra Rebel without a Cause til Beverly Hills 90210. Beverly Hills 90210 havde også som kendetegn, at der var en tydeligt formuleret morale i hvert afsnit.

I SKAM er der også en morale, men den er mere subtil og knyttet til karaktererne - både Noora, Jonas, Eva og William.

Moralen synes at være, at det er via samtaler med hinanden og vennekredsen, at de unge i sidste ende tør tage ansvar for deres handlinger, tage skyld på sig og gå til bekendelse.

SKAM Tv-serie Norge ungdomsliv teenagere følelser genkendelighed gymnasiet

SKAM trækker på melodramatiske virkemidler med mange vedholdende nærbilleder af hovedpersonernes ansigtsudtryk. (Foto: fra serien/NRK)

Det nye i SKAM

Det nye ved SKAM er, at den skildrer teenageerfaringen i en særligt koncentreret form, hvor forældre og lektier og deltids-arbejde ikke er centrale spillere, men hvor karaktererne lærer om fællesskabets betydning og det vigtige i at tage ansvar, selvom konsekvenserne synes uoverskuelige. Det lærer de af hinanden.

Samtidig skabes der en autenticitet, som forstærkes af det urolige kamera, nærbillederne, musikbrugen og de mange referencer til film og tv-serier.

Serien er desuden tilgængelig i en rytme, som kan appellere til de unge seere: Små afsnit i løbet af ugen på mobilen til en ledig stund, og som er tilgængelige til at bingewatche sammen på et senere tidspunkt.

Det er med andre ord ikke overraskende, at SKAM-feberen er i udbrud.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.