Den 13. juli i år udsendte det globale, sociale aktivistnetværk Adbusters en opfordring om at igangsætte et nyt 'Tahrir'. Besæt Wall Street den 17. september, lød opfordringen. Sæt telte, køkkener og fredelige barrikader op.

Opfordringen blev fulgt. Først af nogle enkelte og uden at det vakte den store interesse, hverken i USA eller internationalt. Washington Posts klummeskriver Ezra Klein beskriver således, hvordan han en dag i New York tilfældigt opdagede nogle demonstranter nær Wall Street. Et par af demonstranterne var ved at blive arresteret og én råbte at 'hele verden følger med'.

Det overraskede Klein en smule, eftersom han ingenting vidste om demonstranterne. Lidt over en måned senere, er udsagnet ikke helt så usandsynligt. Demonstranterne bakkes nu op af flere fagforeninger i USA, forfatter og aktivistikon Naomi Klein har været forbi, ligesom filosoffen Slavoj Zizek og senest har klimabevægelsen 350.org udtrykt sin solidaritet.

En del både nationale og internationale medier har følgelig opdaget besætterne på Wall Street. Og Wall Street-protesterne, som er eksplicit inspireret af det arabiske forår og protesterne i Spanien og Grækenland er nu selv blevet inspirationskilder.

Antallet af demonstranter på Wall Street er vokset

I morgen den 15. oktober er der således arrangeret en række demonstrationer i europæiske byer, også København. Antallet af demonstranter på Wall Street er vokset støt.

Én af grundene til at der er kommet flere demonstranter til og at der nu tales om, at det er ved at blive en folkelig bevægelse, en slags venstreorienteret pendant til Tea Party-bevægelsen, er kampagnen 'We are the 99%', altså, vi er de 99%. Hvad er det dén kampagne kan, som Occupy Wall Street (OWS) ikke kunne til at begynde med? – Og her tænker jeg på dens retoriske strategier.

Lad os først se på den (i hvert fald mest) officielle erklæring, som OWS har udsendt. Erklæringen er en forklaring på hvem demonstranterne er og hvad de demonstrerer mod.

Vi er det, de andre ikke er. Vi gør ikke det, de andre gør

»Vi samles i solidaritet for at udtrykke en følelse af uret begået mod masserne. Vi må ikke tabe det af syne, som bringer os sammen.« Sådan starter erklæringen. – Hvad er det så der, bringer demonstranterne sammen?

»Vi skriver til alle mennesker, som har oplevet at den globale finanssektor har gjort dem uret, for at gøre opmærksom på, at vi er jeres allierede,« fortsættes det. Herefter kommer nogle linjer om korruption, demokrati, nødvendigheden af folkelig forankring og det problematiske ved demokratiske processer, der beror på økonomisk magt.

»Dette er en tid, hvor store virksomheder, som vægter profit tungere end personer, egeninteresse over retfærdighed, og undertrykkelse over lighed, kontrollerer vores regeringer. Vi er forsamlet her i fredelighed, hvilket er vores ret, for at give udtryk for disse kendsgerninger.«

Herefter følger 23 punkter, som alle starter med 'they', altså 'de', og som er en opremsning af nogle af de uretfærdigheder, dette 'they' har begået. Jeg har oversat nogle af dem, hele erklæringen kan læses her:

• »De har ustraffet modtaget redningspakker fra skatteyderne og fortsætter med at give direktørerne ublu bonusser.«
• »De har profiteret på tortur, indespærring og grusom behandling af utallige dyr, og de skjuler aktivt denne praksis.«
• »De har løbende forsøgt at fratage medarbejdere retten til at forhandle om bedre løn og sikrere arbejdsforhold.«
• »De har solgt vores privatliv som en handelsvare.«
• »De bestemmer den økonomiske politik, på trods af de katastrofale fejltagelser deres politikker har produceret og fortsætte med at producere.«
• »De fortsætter med at blokere for alternative former for energi for at holde os afhængige af olie.«
• »De har deltaget i tortur og mord på uskyldige civile i udlandet.«

De 23 punkter favner bredt

Erklæringen afsluttes med en opfordring til verdens borgere om at hævde deres magt, gøre brug af deres ret til fredelig forsamling og gå i gang med at generere løsninger på de fælles problemer.

»Join us and make your voices heard!« afsluttes der med.

Den største del af OWS-erklæringen optages altså af udsagn om hvad de andre har gjort og hvem de andre er. Det der, ifølge erklæringen, definerer demonstranterne synes således at være alt det de ikke er og alt det de ikke gør. Det der motiverer dem, er det de andre har udsat dem for.

De 23 punkter favner bredt, sandsynligvis i et forsøg på at appellere til så mange så muligt. Risikoen er dog at det i stedet støder folk fra sig, fordi mange sikkert ikke vil bakke op om alle udsagnene om hvad 'de' har gjort.

Man kan fx forestille sig en person, der gerne vil protestere mod at 'de' ustraffet har modtaget redningspakker fra skatteyderne og derefter har givet direktørerne bonusser, men ikke er særligt interesseret i at protestere mod den måde dyr behandles i industrien.

I kontrast hertil står kampagnen 'Vi er de 99%', som udspringer af OWS, men som altså har et helt andet udtryk og som nævnes som en af grundene til at OWS har fået mere vind i sejlene.

Vi er de 99%

Bloggen 'vi er de 99%' præsenterer 'sig selv' sådan her:

»Vi er de 99 procent. Vi bliver smidt ud af vores hjem. Vi er tvunget til at vælge mellem at gøre indkøb eller betale husleje. Vi nægtes god lægehjælp. Vi lider under miljømæssig forurening. Vi arbejder længe for lav løn og uden rettigheder, hvis vi overhovedet har et arbejde. Vi får ingenting, mens den anden ene procent får det hele. Vi er de 99 procent. Dette er bragt til dig fra dem, der besætter Wall Street. Hvorfor vil DU besætte?«

Bloggen opfordrer folk til at lægge et foto ud, hvor man ser deres ansigt og en meddelelse, der forklarer hvorfor de er de 99%. Resultatet er rørende. Her kan man blandt mange mange andre læse følgende meddelelser:

»54-årig sund og rask selvstændig erhvervsdrivende, som arbejder 80 timer om ugen. På grund af de seneste fem års årlige stigning på 20% betaler jeg nu en tredjedel af min indkomst til sygesikringen. Hvorfor er det i orden at jeg skal betale 33% af min indkomst til forsikringsselskabet, når de ikke betaler deres del af skatten? Jeg er de 99%.«

»Jeg er gift og mor til to. Jeg arbejder på en skadestue, hvor jeg ikke selv har råd til at blive behandlet. Jeg har en universitetsgrad og studielån på 36.000 dollars. Min mand er arbejdsløs. Vi lever fra lønudbetaling til lønudbetaling. Jeg er bekymret for mine børns fremtid. Jeg er de 99%.«

»20-årig universitetstuderende med arbejde. Min mor på 61 år arbejder ugentligt minimum 40 timer for postvæsnet. Hun betaler for at jeg og mine to søstre kan læse på universitetet. I sommeren 2010 mistede vi vores hjem og vi har boet hos en nabo siden. Jeg kan ikke betale undervisningsafgiften så jeg har taget studielån. Jeg er de 99%.«

Hvordan inviterer man til protest?

Hvor den officielle OWS-erklæring kredser om 'de andre' og det 'de andre' har gjort, er fokus her et 'vi', hvem 'vi' er og hvilke konsekvenser finanskrisen har for 'os'. Bloggen lader folk selv komme til orde og give udtryk for deres forskelligartede problemer og bekymringer.

Og bloggen giver helt eksplicit protestbevægelsen et ansigt. Eller rettere mange ansigter, for bloggen viser mangfoldigheden blandt de 99%, de er i alle aldre, har tydeligvis meget forskelligartede baggrunde, det samme gælder deres nuværende livssituationer.

Hvor nogle skriver, at de simpelthen ikke ved hvordan de skal skaffe til dagen og vejen, omtaler andre sig som 'the lucky ones', de heldige. De med familie, der kan hjælpe økonomisk, de der stadig har et hus at bo i, de der er raske og ikke behøver lægehjælp.

Bloggen viser mangfoldighed

Hvor OWS-erklæringen forsøger at favne bredt ved at nævne en lang række forkastelige træk ved dem, der skal protesteres mod, favner bloggen bredt ved i stedet at fokusere på mangfoldigheden blandt de der protesterer.

Styrken ved bloggen er at den på en gang viser mangfoldigheden blandt ofrene for finanskrisen og lykkes med at samle deres meddelelser til ét fælles protestråb mod konsekvenserne af finanskrisen for de 99%. På den måde fremstår den inviterende, snarere end anklagende, som erklæringen.

OWS-erklæringen og bloggen er begge forsøg på at motivere til handling, opfordringer til at slutte sig til besætterne på Wall Street. Men blogindlæggene er også i sig selv handlinger – talehandlinger. Det vil sige her opfordres der ikke alene til protest, indlæggene er i sig selv protester.

Det er for tidligt at sige noget om, hvad der kommer ud af Wall Street-protesterne. I et retorisk perspektiv kan udviklingen fra erklæringen over bloggen, henimod at gøre Occupy Wall Street til en bevægelse med folkelig forankring, allerede nu bidrage til en diskussion af hvilke former for retorik, der motiverer og engagerer folk til at handle.

Det bliver interessant at se hvor mange, der mødes for at protestere i København i morgen og under hvilke paroler.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.