Selvom der for alle patienter er lige adgang til behandling og rehabilitering, har de seneste års fremskridt på kræftområdet ikke gavnet alle danskere lige meget.

Hvis man bor alene, har en kort uddannelse eller lav indkomst, har man større risiko for at få kræft og dårligere chancer for at overleve en kræftsygdom.

Man har også mindre sandsynlighed for at være fysisk aktiv, og man ved, at kræftpatienter, der er fysisk aktive på et niveau, der mindst svarer til de generelle anbefalinger, har en næsten fordoblet chance for at overleve mere end 10 år.

Hård fysisk aktivitet kan gavne kræftpatienters muskelstyrke og kondition og samtidig øge deres livskvalitet og mentale velvære.

Det kan også skabe mening og værdi og en følelse af kontrol, hvor man selv bestemmer, hvad man vil, og hvor det ikke er sygdommen, der bestemmer.

Der findes allerede en række tilbud og initiativer, som skal hjælpe kræftpatienter, men der vil være store gevinster at hente, hvis flere sårbare kræftpatienter kommer i gang med fysisk aktivitet. Se mulighederne i boksen under artiklen. 

Træning kan føles som et bjerg

For sårbare kræftpatienter, der måske aldrig har trænet før, kan det dog føles som et bjerg, man aldrig kan bestige. Størstedelen af forskningen omkring træning blandt kræftpatienter er lavet blandt ressourcestærke patienter. 

Derfor mangler der viden om, hvordan sårbare kræftpatienter bedst kan blive klædt på til træningen allerede under behandlingen.

Vi er i Navigate forskningsprojektet i gang med at afprøve, om vi kan støtte sårbare lungekræftpatienter i at gennemføre behandling, ved at de deltager i et fysisk træningsprogram. Læs mere om projektet Navigate i boksen under artiklen.

Nogle ting er svære, før de bliver nemme

Hvis man aldrig har trænet før, kender kroppen ikke til det kick, som fysisk aktivitet kan give. 

Derfor er det rigtig vigtigt at huske på, at det i starten kan være svært at finde lysten, overskuddet og motivationen. Det gælder jo for os alle. Det er helt naturligt, da ændring af vaner er en langvarig proces.

To adfærdsforskere Prochaska og DiClemente udviklede i 1970'erne Stages of Change modellen for at forstå, hvorfor nogle havde svært ved at ændre vaner og stoppe med at ryge. Når man skal ændre adfærd, skal man igennem forskellige stadier:

• Man starter i det første stadie, hvor man aldrig har overvejet fysisk aktivitet.
• I det næste stadie begynder man at overveje, om der kan være noget om snakken, men er meget i tvivl.  
• Så beslutter man sig til at prøve, men man ved ikke helt hvordan, for det er besværligt.
• Man går i gang og forsøger at følge planen (det er allerede her, man kan opleve et kick)
• Til sidst kan man være i et stadie, hvor aktivitet er en fast del af hverdagen. Det er nu blevet ligesom at børste tænder – man gør det uden at tænke over det.  
• Indimellem vil man opleve tilbagefald, men også øjeblikke hvor lysten er høj.

For sårbare kræftpatienter kan kræftsygdommen og behandlingen jo hele tiden påvirke muligheden for træning, men modellen understreger, at det at ændre vaner ikke blot sker automatisk, hvis man får at vide, at det er sundt at træne. 

Figuren er inspireret af Stages of Change-modellen af Prochaska og DiClemente. (Kilde: Kræftens Bekæmpelse)

Al fysisk aktivitet tæller for sårbare kræftpatienter 

Hvis man ikke er til maraton og store vægte i fitnesscentre, skal man ikke miste modet. Fysisk aktivitet handler i al sin enkelthed om at bevæge sin krop. Det er langt bedre at svinge støvsugeren end at fokusere på den løbetur, der bare blev ved tanken. Den bedste aktivitet er den, der bliver gjort. 

Fysisk aktivitet forbundet med de daglige hverdagsaktiviteter kan styrke kroppen, samtidig med at man mindsker den tid, man sidder stille.

En kræftpatient der er interviewet i forbindelse med udvikligen af Navigate projektet har selv erfaret at: »Fysisk aktivitet har givet mig mere energi, fordi jeg bliver så sløv af bare at sidde og ligge hele tiden.«

Man kan for eksempel være fysisk aktiv i hverdagen ved at:

• At tage opvasken
• Gøre rent og støvsuge
• Tage trappen i stedet for rulletrapper og elevatorer
• Foretage indkøb til fods
• Når man skal op fra kontorstolen, kan man rejse sig op og sætte sig ned 10 gange i træk

Er hensigten at vedligeholde fysisk aktivitet som kræftpatient, vil et fokus på at få styrket kroppen og psyken gennem bevægelse, der ikke får sveden til at pible og musklerne til at brænde, bidrage til at kunne opretholde et overskueligt aktivitetsniveau. 

Bevægelse kan give gode snakke

Når man er kræftpatient, er nogle dage bedre end andre. Hvis man kun har energi til at tage opvasken, så skal man give sig selv et skulderklap for det. Hvis man oplever gode dage, hvor man ikke er hæmmet af udtalt træthed, kan man være lidt ekstra aktiv. 

Her kan en gåtur være vejen frem. I forbindelse med udviklingen af Navigate forskningsprojektet fortæller kræftpatienter, at de ud fra deres egne erfaringer sætter stor pris på gåture i det fri: 

»Jeg er begyndt at gå ture om morgenen, og så prøver jeg at rette mig op. Så har jeg det bedre resten af dagen... i kroppen og det hele.«

I forhold til at bevæge sig mere i løbet af dagen, kan man hjælpe sig selv på vej ved at involvere sine familiemedlemmer eller venner, da det vil styrke motivationen at gå ture og udføre hverdagsaktiviteter sammen med dem. 

At bevæge sig med andre patienter er også godt, fordi der er mulighed for en masse gode snakke og grin med andre i samme situation.

En kræftpatient interviewet i forbindelse med udviklingen af Navigate forskningsprojektet fortæller: »Det er nok bedst med noget holdsport. Så er der også lidt mere socialt ved det.« 

Er der en genvej?

Der er ikke nogen genvej til at bruge kroppen og træne, men når man først kommer i gang med at prøve at være aktiv, oplever kroppen sit kick, og det gavner motivationen. Derfor kan det betale sig, hvis man prøver det af og oplever, hvor godt det føles.