Oxytocin er mest kendt som det hormon, der stimulerer sammentrækninger af livmoderen under fødsel og mælkegangene i brystet under amning.

På grund af de egenskaber bliver det ofte brugt i behandlingsregi, for eksempel som ve-stimulerende drop under en fødsel.

Mange kalder det også ’kærligheds'- eller 'krammehormonet’, fordi det bliver udløst ved kys, kram og sex.

Behagelige berøringer kan også være nok til at udløse et oxytocinsvar. Det gælder både i parholdet og mellem forældre og børn – eller med ens kæledyr, for den sags skyld.

Indenfor de sidste årtier er psykiatrien imidlertid i flere sammenhænge begyndt at interessere sig for oxytocin på et eksperimentelt niveau.

Det har nemlig vist sig, at stoffet også er et vigtigt signalstof for centralnervesystemet.

Fra smerter og stofmisbrug til autisme og skizofreni

Forsøg har påvist, at oxytocin kan fremme social forståelse og i visse tilfælde dæmpe psykiske stressreaktioner.

Dyreeksperimenter peger på, at oxytocin har potentialet til at stimulere og vedligeholde hjernens neurale netværk; dels på et funktionelt, men også på et anatomisk niveau.

Dette kan afspejle sig i en forstærket læring og adfærd ikke mindst i relation til forplantning og yngelpleje.

I forsøg med hun-mus har man således konstateret, at de blev mere følsomme over for ungers pibende kald, hvis de var blevet behandlet med oxytocin.

Indenfor hjerne- og adfærdsforskning er oxytocin derfor kommet mere og mere i søgelyset som mulig behandling af alt fra kroniske smerter over stofmisbrug og autisme til skizofreni og demens.

Der findes således en stor mængde spændende videnskabelig litteratur om oxytocins psykiske effekter.

I denne artikel vil jeg dykke ned i cellebiologien og se på, hvordan oxytocin via påvirkning af en række forskellige signalsystemer inde i cellerne er med til at styrke vores organisme på mange forskellige måder.

Artiklen er baseret på min nye bog: ’Oxytocin – Hormonernes Dronning’ (se mere i faktaboksen).

Et ældgammelt system

Siden de flercellede dyr så dagens lys, har oxytocinlignende signalstoffer understøttet muskelsammentrækninger i forbindelse med reproduktion samt kroppens væske- og saltbalance.

Gennem flere hundrede millioner års evolution har disse signalstoffer også tilegnet sig adfærdsmæssige funktioner. Det er formodentlig sket som konsekvens af den tætte relation mellem kønnet formering og adfærd.

Hos primitive organismer handler dette jo blot om at sikre en hensigtsmæssig sekvens af reflekser, som fører til, at der kommer sæd ind i hunnens kønsorganer. Men hos blandt andet mennesker indbefatter det også komplicerede ting, som for eksempel trofasthed overfor sin partner.    

Signalsystemer baseret på oxytocinlignende stoffer har altså arbejdet i formeringens tjeneste lige siden flercellede dyrs barndom.

Men det betyder også, at disse signalsystemer har haft tid til at ’koble sig på’ signaleringsmekanismer i cellerne, som ikke umiddelbart har noget med organismernes reproduktion at gøre.

Oxytocin ser vi således i dag aktivere systemer, som beskytter cellerne mod degeneration, og herved fremmer det hele organismens modstandsdygtighed.

Et hormon med mange effekter

Den udvikling kan være opstået som en positiv udvælgelse af formeringsaktive individer på bekostning af dem, som ikke bidrager til livsformens videreførelse.

Seksuelt aktive dyr vil have en højere oxytocinaktivitet, og oxytocin kan derfor evolutionsmæssigt være blevet en ’markør’ for individer, der understøtter artens forsatte eksistens.

Oxytocin-signalering er derfor et skoleeksempel på et ’pleiotropisk fænomen’ – et begreb inden for biologien, der beskriver fænomener, som har samme udgangspunkt, men ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre.

Eksempelvis understøtter oxytocin således både formering og virker anti-inflammatorisk.

Men hvordan hjælper oxytocin med at bekæmpe betændelsestilstande?  

Bidrager til normal cellefunktion

For at forstå, hvordan oxytocin virker anti-inflammatorisk, må vi bevæge os længere ind i cellernes univers. Her vil vi se på, hvordan oxytocin hjælper cellerne med at fungere. 

Man har både i hjerte- og skeletmuskelceller påvist, at oxytocin stimulerer signalveje, som indbefatter signalenzymet AMPK (AMP-aktiveret protein kinase).

Det er et enzym, der bliver aktiveret inde i cellerne, når energiniveauet er lavt, og sørger for at nedregulere energikrævende processer – for eksempel produktion af proteiner.

Samtidig bliver nedbrydningen af dårligt fungerende (og eventuelt skadelige) cellekomponenter øget, så de kan bruges som brændstof.

Den proces kaldes autofagi. Det er en del af kroppens evne til at rydde op efter sig selv ved at skille sig af med udtjente cellekomponenter.

Denne autofagiproces bliver normalt aktiveret ved både faste og fysisk aktivitet. Den menes at være del af de gunstige helbredsmæssige konsekvenser, som faste og fysisk aktivitet har – ikke mindst i forhold til at modvirke aldersbetinget degeneration af muskler.

Vedligeholder cellernes energiforsyning 

AMPK-aktiverende stimuli øger desuden cellernes insulinfølsomhed og energieffektivitet ved at erstatte udtjente mitokondrier – også kaldt cellernes kraftværker – med nye.

Det er med til at modvirke aldersdiabetes og forebygge hjerte-kar lidelser.

Det kan formodentlig forklare den sandsynlige sammenhæng mellem amning og mindsket risiko for udvikling af hjerte-karsygdomme.

Netop inflammation og ringe insulinfølsomhed er vigtige faktorer for disse lidelser. På den måde er oxytocin i høj grad medvirkende til at sikre, at vores celler fungerer optimalt.  

At oxytocin også stimulerer AMPK-signalvejene kan måske have udviklet sig som en slags feed-forward-mekanisme.

Når et dyr eller menneske afgiver næring til sit afkom (via moderkagen eller mælken), risikerer individet at komme til at mangle næringsstoffer – ligesom hvis man faster eller er fysisk aktiv, som jeg beskrev foroven.

Det kan blive forebygget via en øget energieffektivitet i cellerne.  

Kan forhindre ’overophedning’

Samtidig med at stimulere AMPK-enzymet (eller som konsekvens heraf), har man på dyrkede tarmceller fundet, at oxytocin nedsætter aktiviteten af signalstoffet mTOR.

Når mTOR aktiveres, accelererer cellernes produktion af proteiner. Herved fungerer det som et vækstfremmende signal, når der er rigeligt med proteiner til celleopbygning.

Men desto mere denne proteinproduktion stimuleres, desto større er risikoen for, at den ’overopheder’, så cellernes produktkontrolsystemer ikke længere kan følge med.

I det tilfælde når misdannede proteiner ikke at blive nedbrudt i tide. I stedet hober de sig op i cellerne.   

Oxytocin kan altså tænkes at have en afdæmpende indvirkning på en sådan ’overophedet’ proteinproduktion ved at nedregulere mTOR.

Sammen med den stimulerende indvirkning på cellernes autofagifunktion, som bortskaffer udtjente komponenter, er det derfor sandsynligt, at oxytocin reducerer dannelsen af dysfunktionelle bestanddele, som kompromitterer cellernes funktioner. 

Dysfunktionelle cellekomponenter kan føre til kroniske lavintense betændelsesreaktioner og i værste fald fremme udviklingen af kræft.

Modsat kan en stimuleret autofagi fremme vævets evne til at regenerere skader.

Et nyere studie har for eksempel påvist, at oxytocin kan øge evnen til at udbedre leverskader hos ældre mus samtidigt med, at det styrker autofagien i levercellerne.

Potentiel behandling af COVID-19

Vi har set, at oxytocin har en direkte indvirken på vores nervesystem og altså også på cellernes energi- og næringsstofshåndterende systemer.

Men der er flere måder, hvorpå oxytocin fremmer organismens modstandsdygtighed og holdbarhed.

I forhold til akutte betændelsesreaktioner peger talrige dyreforsøg på, at de i udtalt grad kan dæmpes af oxytocin.

Oxytocin kan derfor have et stort potentiale i behandlingen af livstruende betændelsestilstande, der ses ved alvorlige infektioner – for eksempel fremskreden COVID-19.

I sådanne situationer gives gerne binyrebarkhormoner, men man risikerer herved at undertrykke immunforsvaret så meget, at sygdommen ikke bekæmpes.

Noget tyder på, at oxytocin tværtimod kan styrke den del af immunsystemet, som specifikt retter sig mod den aktuelle invaderende sygdomsfremkalder samtidig med, at det måske kan regulere betændelsesreaktionerne ned til et ikke-kritisk niveau.  

Kan måske modvirke aldring

Oxytocins betændelsesregulerende effekt kan også have betydning i forhold til aldring.

Når dyr ældes, øges mængden af de celler, som er overgået til en tilstand, hvor de ikke længere kan dele sig og bidrage til vævenes funktioner (disse kaldes senescente celler).

I stedet afgiver de nu en række forskellige betændelsesstimulerende stoffer.

Det sker for de færdigudviklede celler, men desværre også i tidens løb for stamcellerne, som jo blandt andet netop skal modvirke kroniske betændelser.

Denne udvikling menes at være et essentielt element i ældningsprocesserne og kaldes ofte ’inflammaging’ som sammentrækning af ’inflammation’ og ’aging’.

At sår heles dårligere hos ældre personer er også udtryk for, at stamceller mister deres regenerative evne.

Oxytocin kan styrke stamcellers evne både til at hæmme betændelsesreaktioner og til at fremme deres regenerative potentiale. Det har man påvist både i hjerte- og skeletmuskulatur, knogler, blodkar, slimhinder i tarmen og skeden samt nervevæv.

Særligt interessant er det, at man har set, at oxytocin kan hæmme senescens-processer i cellerne (altså den proces, som bringer cellerne i en tilstand, hvor de ikke længere kan dele sig, og hvor de afgiver betændelsesstoffer).

Dette er blevet påvist i unge fibroblaster. Det er de celler, der har hovedansvaret for heling og vedligeholdelse af hud.

Det sker blandt andet ved at aktivere et centralt gen, som beskytter cellerne mod oxidative skader.

Kan på sigt give os nye lægemidler

Denne gennemgang af oxytocins mangefacetterede egenskaber taler stærkt for, at en regelmæssig stimulation af oxytocinsystemet kan være meget gunstigt for helbredet. Ikke mindst for aldrende personer.

Det kan man blandt andet gøre ved i højere grad at indtænke kærlighed og sex som en væsentlig del af en sund livsstil.  

Men det er også sandsynligt, at udviklingen af forskellige typer af medicin med tiden kan blive et spin-off af forskningen inden for oxytocin-signaleringen. Det gælder både medicin rettet mod en række somatiske (fysiske, red.) og psykiske lidelser. 

Hvis et medikament for eksempel skal udvikles til at forebygge hjertekarsygdomme baseret på oxytocin-signaleringssystemet, vil de psykiske effekter af oxytocin dog formodentlig blive betragtet som uønskede bivirkninger.

Her er oxytocin givet ikke altid så uskyldigt, som mange gerne ser det.

Som social forstærker er det nemlig mistænkt for at kunne fremme både etnocentrisme og social angst hos disponerede individer.  

Men forholder man sig oxytocinsystemet med klogskab og eftertanke, som man altid bør med potente mangefacetterede signalsystemer, ligger der givet et enormt potentiale i dette system.

Både farmakologisk og adfærdsmæssigt til behandling af tilstande lige fra degenerative neurologiske lidelser til den akutte hyperinflammation.