Den nye SARS-CoV-2-variant, omikron, har fyret op under den globale debat om vaccinedistribution, virusmutationer og immunitet mod nye virusstammer.

En del eksperter foreslår, at fremkomsten af en ny stamme kan være et resultat af lav vaccinedækning i udviklingslandene.

Men hvordan opstår nye virusvarianter? Og hvilken rolle spiller vaccinationerne? Det står stadig ikke helt klart, men her er, hvad vi ved indtil videre.

Virusser ændrer sig naturligt i løbet af reproduktion

En virus er en unik og meget enkel livsform, som indeholder to hovedelementer:

• Genetisk materiale (DNA eller RNA).
• En beskyttende proteinkappe, der er i stand til at hægte sig fast på celler og derefter trænge ind i dem for så at formere sig igen og igen. 

Selvom der kun skal ganske få SARS-CoV-2-virusser til for at forårsage en infektion, er formeringen af virussen i lungerne eksplosiv. 

Mange millioner viruspartikler bliver produceret, og nogle af dem bliver udåndet for så at smitte en anden vært.

Processen med at duplikere virussens arvemateriale er ikke fejlfri, og når fejlene hober sig op i den voksende mængde af virusser, kalder vi det en virusvariant.

Hvad er en SARS-CoV-2-virusvariant, og hvorfor er nogle af dem bekymrende?

Når en virus bliver overført fra én person til en anden, vil nogle af de nye varianter være bedre i stand til at trænge ind i cellerne eller duplikere sig selv end andre.

I disse tilfælde er der større sandsynlighed for, at de mere 'kampdygtige' varianter får overtaget og bliver den dominerende virus i befolkningen.

Det er sket flere gange i løbet af pandemien.

Den oprindelige SARS-CoV-2-virus, der dukkede op fra Wuhan i 2019, blev senere erstattet af en variant kaldet D614G, efterfulgt af alfa-varianten og nu delta-varianten.

Hver gang en person bliver smitet med SARS-CoV-2, er der risiko for, at virussen kan generere en mere 'kampdygtig' variant, som derefter kan sprede sig til andre.

Kan vaccinerne holde skansen, i takt med at virussen ændrer sig?

De nuværende vacciner er stadig yderst effektive mod SARS-CoV-2-varianter, inklusive delta-stammen. 

Det skyldes, at vaccinerne er rettet mod hele virussens spikeprotein, som er et stort protein med relativt få forandringer på tværs af varianter.

Det er foruroligende, at visse SARS-CoV-2-varianter (beta, gamma, lambda og mu) efter sigende 'undviger' immunresponset fra vaccination.

Det betyder, at immunsystemet ikke er i stand til at genkende virusvarianten eller som den oprindelige virusstamme, hvilket reducerer vaccinernes effektivitet, men til dato har den globale effekt af denne form for 'immunundvigelse' dog været begrænset. 

For eksempel var beta-varianten, som viste den højeste grad af immunundvigelse, ikke i stand til at udkonkurrere delta-varianten i den virkelige verden.

Risikerer en lav vaccinedækning at generere nye virusvarianter?

Indtil videre er forbindelsen mellem vaccinedækning og nye SARS-CoV-2-varianter ikke klar.

Der er to hovedfaktorer, der kan føre til udviklingen af nye varianter.

For det første kan lav vaccinedækning øge risikoen for nye varianter ved at muliggøre smitte i samfundet. I dette tilfælde giver høj viral replikation og overførsel fra person til person virussen en masse muligheder for at mutere.

Men efterhånden som vaccinedækningen stiger, vil de eneste virusser, som med succes er i stand til at inficere mennesker, være varianter, der i det mindste delvist kan undslippe vaccinebeskyttelsen.

Dette scenarie kræver en kontinuerlig global overvågningsindsats samt nye vacciner for at opretholde langsigtet kontrol med virussen, som vi ser i tilfælde med influenza.

Men da COVID-19 formentlig ikke vil forsvinde, kan vi forvente, at nye virusstammer fortsat vil være en udfordring.

Vi har brug for omhyggelig og aktiv ledelse for at imødegå denne risiko.

Hvor kom Omikron fra?

De seneste rapporteringer om en ny bekymrende variant, omikron, har fået alarmklokkerne til at ringe verden over.

Omikron, som blev opdaget i forbindelse med sydafrikanske forskeres imponerende virussekventeringsbestræbelser, indeholder 32 ændringer alene i spikeproteinet, blandt andet mutationer, der kan øge transmissionen og undvige immunresponset.

Så der er en risiko for, at omikron kan sprede sig meget hurtigt og reducere (men ikke eliminere) de nuværende vacciners effektivitet.

Det sydlige Afrika har samlet set lav vaccinationsdækning (men dog højere immunitet på befolkningsniveau fra overstået infektion), så der er blevet argumenteret for, at den globale ulighed i udbuddet af COVID-vacciner kan være ansvarlig for fremkomsten af omikron.

De mange mutationer i omikron-varianten er dog også i tråd med, at virussen ændrer sig over længere tid, da den formerede sig i en person med et kompromitteret immunsystem.

Sådanne stærkt muterede varianter, der er blevet dannet i immunsvækkede personer med langvarig infektion, er før blevet dokumenteret, men de har som regel ikke spredt sig så meget.

Global vaccinedækning gavner os alle

Udvidelse af den globale vaccinedækning gennem forøgelse af forsyningerne, sikre retfærdig fordeling samt bekæmpelse af betænkelighed og misinformation er fortsat kritisk.

Stor global vaccinedækning vil begrænse den samlede virale udvikling, beskytte immunkompromitterede personer og mindske risikoen for, at stærkt muterede virusser kan spredes, hvilket altsammen direkte eller indirekte mindsker risikoen for, at nye varianter dukker op.

I dag hvor det globale samfund er stærkt forbundet, vil det være en sej kamp for de individuelle lande at sikre deres borgere mod pandemiske trusler uden at omfavne et større internationalt samarbejde og koordinering.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.