Kan raske patienters blod hjælpe corona-smittede?
Bliver vi immune af at have haft coronavirus? Hvordan fungerer antistoffer? Og går tidligere corona-smittede rundt med en kur mod corona i deres blod? De spørgsmål undersøger en uafhængig researchgruppe i denne artikel.
corona blod antistoffer mod COVID-19

Både i Danmark og i omverdenen er flere forsøg blevet sat i gang, hvor man forsøger at bruge antistoffer fra tidligere COVID-19-smittede til at neutralisere virussen hos nye corona-patienter. (Foto: Shutterstock)

Både i Danmark og i omverdenen er flere forsøg blevet sat i gang, hvor man forsøger at bruge antistoffer fra tidligere COVID-19-smittede til at neutralisere virussen hos nye corona-patienter. (Foto: Shutterstock)

Når kroppen bliver ramt af en infektion, for eksempel en virus, danner immunforsvaret antistoffer i blodet.

Antistofferne er kroppens forsvar mod den pågældende virus og giver en vis immunitet mod sygdommen. 

Har man haft COVID-19, kan man cirka fire uger efter, at en person er blevet smittet, måle niveauet af antistoffer i blodet med en test. 

Det er blandt andet via den type tests, at man er nået frem til, at cirka 1-2 procent af den danske befolkning har haft COVID-19 (se her og her), hvilket betyder, at vi er meget langt fra flokimmunitet og ikke bør satse på den strategi. 

Vores hidtidige antistoftests har imidlertid haft store fejlmarginer. Det gjorde dem ikke helt ubrugelige – de 'dårlige' antistoftests har eksempelvis været med til at påvise, at sundhedsmyndighedernes estimerede mørketal var alt, alt for højt

Men en upræcis antistoftest gør det sværere at bruge dem til at overvåge smittespredningen i befolkningen. Dét problem lader der nu heldigvis til at være kommet en løsning på. 

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Nye tests er mere præcise

Danske forskere fra Københavns Universitet, Rigshospitalet og Novo Nordisk (med støtte fra Carlsbergfondet samt Novo Nordisk Fonden) har nemlig udviklet to nye, antistoftest for COVID-19, der med stor nøjagtighed kan påvise, om man har været smittet med COVID-19.

Der er tale om to såkaldte ELISA-tests, hvor den ene er ideel til at følge smittespredning i befolkningen, mens den anden er velegnet til at undersøge typen af præsente antistoffer over tid; og som altså kan fortælle os noget om, hvordan immunforsvaret opfører sig efter en infektion. 

Forskellige tests og deres usikkerheder

Forskerne bruger grundlæggende to forskellige typer test til at undersøge corona-smittede:

  • Virustest - også kaldt PCR: Testen viser, om du aktivt har virussen i kroppen.
  • Antistoftest: Testen viser, om du har haft virussen i kroppen.

Begge testtyper kan være hæftet med usikkerheder:

  • Falske positiver: Man kan blive testet positiv, selvom man faktisk ikke er smittet. Det kaldes også specificitet.
  • Falske negativer: Man kan blive testet negativ, selvom man faktisk er smittet. Det kaldes også sensitivitet.
  • Krydsreaktioner: Testen forveksler virussen eller antistoffer, der testes for, med andre virusser eller antistoffer fra andre virusser. 

Forskerne har undersøgt blod fra tidligere COVID-19-positive personer og på den måde valideret de nye antistoftests. De finder, at cirka 97 procent af de testede har udviklet antistoffer mod SARS-Cov-2, som er virussen, der forårsager COVID-19.

At testene finder antistofferne i så høj en procentdel af de smittede, vidner om deres nøjagtighed. Man ved dog fortsat ikke, om tilstedeværelsen af antistoffer afspejler reel immunitet.

Der er nu gået en uge, siden det blev meldt ud, at antistof-testene var færdigudviklede og klar til produktion. Professor Peter Garred, én af forskerne bag de omtalte tests, håber på, at det sker i indeværende uge.

Netop typen af antistoffer skal vi nu se nærmere på, før vi dykker dybere ned i, hvordan raske personers antistoffer (måske) kan bruges mod COVID-19.

Sådan fungerer antistoffer

Når vi får en infektion, bliver der som nævnt dannet antistoffer, også kaldet immunoglobuliner (forkortet 'Ig'), i blodet.

Antistofferne er kroppens forsvar mod pågældende virus, og man må derfor siges at have opnået immunitet overfor en lignende infektion, når der dannes antistoffer fra den første. 

Immuniteten består altså i, at hvis man senere udsættes for smitte med samme type virus, vil virus ganske vist være at finde i blodet, men antistofferne sørger for, at det uskadeliggøres ved at binde sig til overfladen af virus og dermed forhindrer antistofferne, at virus kan trænge ind i og gøre skade på cellerne. 

Immunitet kan være af kortere eller længere (måske endda livslang) varighed. Hvordan det præcist forholder sig for antistoffer mod SARS-CoV-2, ved vi som nævnt endnu ikke, fordi virussen stadig er så ny.

På samme måde ved vi endnu heller ikke, om man kan bære smitte, og altså smitte andre, hvis man selv er immun eller bærer antistoffer over for SARS-CoV-2.

Der kan også være individuelle forskelle.

Et studie fra Shanghai viser eksempelvis, at en tredjedel af de testede smittetilfælde kun producerede lave mængder antistoffer (læs mere om det i Videnskab.dk-artiklen 'Bliver vi immune overfor coronavirus?').

Det er disse mekanismer, som dels udnyttes ved vaccinationer med såkaldt passiv immunisering, som dækker over, at immunresponset aktiveres af dele af eller hele viruspartikler, som er blevet gjort uskadelige, før de injiceres – eller via infusion af antistoffer udvundet af blodplasma fra raskmeldte personer, der tidligere har været syge. 

En antistoftest skal være præcis

Af de fem klasser af antistoffer (kaldet Ig's), som findes hos mennesket, er IgG og IgM af særlig interesse for COVID-19.

IgM er det største antistof og det, der dannes tidligst ved immunisering. IgG findes senere, og er antistoffet, som husker, hvad vi har været inficeret med. 

Lg's: Forskellige antistoffer

Antistofferne kaldes også immunglobuliner og forkortes derfor Ig. Antistofferne kan inddeles i fem forskellige klasser: 

  • Immunoglobulin M (IgM)
  • Immunoglobulin G (IgG)
  • Immunoglobulin A (IgA)
  • Immunoglobulin D (IgD)
  • Immunoglobulin E (IgE)
  • IgG og IgM er af særlig interesse antistoftests mod COVID-19.
  • IgM er det største antistof og det, der dannes tidligst ved immunisering. IgG findes senere og er antistoffet, som husker, hvad vi har været inficeret med. 

Disse to typer af antistoffer testes man for, når man screenes i en antistoftest, som også kaldes en serologisk test.

Har man været smittet med SARS-CoV-2 og dannet antistoffer på baggrund heraf, vil antistof-testene slå ud som positive; men kun såfremt de anvendte tests er præcise (specifikke og sensitive) nok og dermed lever op til visse specificitets-krav. 

Specificiteten er uhyre vigtig, da der er så relativt få, som har antistoffer mod SARS-CoV-2 (lav prævalens), alt imens der er rigtig mange, der har antistoffer mod ufarlige forkølelses-coronavirusser (høj prævalens). 

Desuden er tiden en vigtig faktor: IgM-niveauet stiger som det første, når vores immunforsvar opdager virus, og falder så løbende, i takt med at IgG-niveauet stiger. 

Denne periode, hvor antistofferne udvikles og bliver 'detekterbare' i blodet, kaldes serokonversion, og normalt tager det omkring fire uger at danne IgG.

Nye antistoftests vil øge vores handlemuligheder

De hidtil anvendte antistoftests herhjemme har skabt debat på grund af to problemer: 

  1. relativt store fejlmarginer og
  2. brugen af ikke-repræsentative grupper til at estimere andelen af immune danskere. 

Det er derfor svært at sætte et eksakt tal på antallet af immune danskere baseret på de tests (og fordi vi stadig ved så lidt om omfanget af immuniteten og immunitetens varighed).

IFR, infection fatality rate, er et mål for, hvor mange af alle smittede (altså også dem, der ikke er diagnosticerede), der dør. 

Hvis vi kombinerer det totale antal af døde 17. juni, som er 598, og vores bedste bud på dødeligheden (IFR) på 0,6-1,0 procent, kan vi estimere, at vi har et sted mellem 60.000 og 100.000 danskere, som har været smittede. 

IFR-værdien bygger vi på publicerede studier i forskellige EU-lande, som ligger i netop det spænd (0,6-1,0 procent, se f.eks. her, og her).

Er vi heldige med krydsimmunitet?  

Krydsimmunitet er et udtryk for at antistoffer dannet mod én type virus også har en gavnlig effekt mod andre, biologisk beslægtede typer virus. 

Det er vist, at antistoffer dannet mod de mere uskadelige forkølelses-coronavirusser, giver en delvis krydsimmunitet mod SARS (også kendt som SARS-CoV-1), der hærgede i 2003, og der spekuleres fortsat i, om det også gør sig gældende for den nuværende SARS-CoV-2, da de er ud af samme virus-familie. 

Enkelte studier tyder på det, hvor især en specifik celletype, T-celler – som udgør en essentiel bestanddel i vores immunsystem – synes afgørende for, om vores immunsystem genkender SARS-CoV-2, uden at man har været smittet med nøjagtig dén type cororna-virus (denne forudgenkendelse uden eksponering til virus benævnes pre-immunitet).  

Raske patienters antistoffer som mulig corona-kur?

Med dét for øje jager forskere verden over en kur mod COVID-19. Teoretiske overvejelser og hypoteser dominerer dog fortsat over mængden af reelle og solide data.

Udover de efterhånden velkendte forsøg med hydroxyklorokin (godkendt til gigtsygdomme og malaria) og Sarilumab (godkendt til leddegigt), JAK-hæmmere, Favipiravir samt Remdesivir, er rekonvalescent plasma også en potentiel kur. 

Rekonvalescent plasma er blodplasma fra personer, som har haft COVID-19, og som har antistoffer mod virus til stede i blodet, der kan neutralisere virus. 

Raske personer med en veloverstået SARS-CoV-2-infektion kan altså bære rundt på en COVID-19-behandling i deres blod, og på den måde være producenter af virksomme, biologiske lægemidler.

I plasmaen, som er væsken hvori blodcellerne findes, finder man udover fedtstoffer, sukkerstoffer, vitaminer og hormoner mv., altså også antistoffer. 

Idéen er, at ved at tappe antistof-mættet blodplasma fra tidligere COVID-19-smittede, vil man kunne neutralisere coronavirussen hos corona-smittede, før de bliver kritisk syge, behandle kritisk syge corona-patienter, og dermed passivt opnå immunisering. 

Fremgangsmåden kender vi fra blandt andet fra bekæmpelse af SARS- og ebolavirus. Et mindre pilotstudie fra Kina beskriver, at patienterne fik det klinisk bedre efter infusion af rekonvalescent plasma, og at man efter få dage ikke længere kunne spore virus i kropsvæskerne (se her og her). 

Dansk projekt undersøger donor-plasma

I et igangværende studie på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, støttet af regeringens hastepulje, søger man svar på, om de omtalte neutraliserende antistoffer fra raskmeldte kan bruges i behandling af COVID-19-smittede og syge

Første skridt er at afdække kvaliteten af raskmeldte patienters antistoffer, og om de er gode nok til at kunne bruges i behandling i form af en blodtransfusion. Håbet er, at introduktionen af antistofferne kan hjælpe modtagerens krop med til at bekæmpe infektionen. 

Man målretter i første omgang behandlingen mod COVID-19 patienter, som endnu ikke er kritisk syge, men i stor fare for at blive det, og forventningen er at minimum 200 tidligere smittede personer skal deltage i studiet. 

Første donor blev tappet medio april, og sidenhen er yderligere otte raskmeldte blevet tappet; der går med andre ord et stykke tid, før vi får indblik i, om det gavner.

Forskellige biofarmaceutiske virksomheder er også i gang med at udvikle antistoffer, der kan hjælpe patienternes immunforsvar i kampen mod COVID-19. Eksempelvis samarbejder firmaet AstraZeneca med Vanderbilt University på at identificere et antistof, der kan neutralisere SARS-CoV-2.

Idéen er at få kroppens egne immunceller til at masseproducere disse neutraliserende antistoffer og derved undgå, at man bliver kritisk syg eller værre. 

Der er altså masser af lovende forsøg i gang – både i Danmark og internationalt. Men vi venter stadig på en effektiv behandling og/eller vaccine.

Hvor langt vi er med vaccine-udviklingen, ser vi nærmere på i en kommende artikel på Forskerzonen. 

Forfatterne til denne artikel er fra den uafhængige researchgruppe 'CUVAK' – COVID-19 Uvildig Videnskabelig Analyse & Kommunikation. De har bl.a. oprettet Facebook-gruppen 'COVID19 – Videnskabelig Formidling', hvor aktuel forskning, spørgsmål og debatter tages op.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.