Vores immunapparat skal først og fremmest forsvare os mod de mikroorganismer, som til stadighed forsøger at invadere vores krop. Det er det ikke altid god til, men så kom antibiotika æraen, som på dramatisk vis har ændret balancen til fordel for kroppen.

En anden ting er så, at når bakterier eller virus over tusindvis af år er blevet mere 'snedige', ja så har vores forsvarsmekanismer fulgt trop ved hele tiden at udvikle nye mekanismer til at genkende og bekæmpe det fremmede.

Kræftceller er jo på mange måder at betragte som fremmede invasionsstyrker. Spørgsmålet er så, om kræft er fremmed for vores immunapparat. Det er på den ene side vores egne celler, så hvorfor skulle immunapparatet gå til angreb på dem?

På den anden side gør immunsystemet netop det det ved de sygdomme, hvor det går over gevind, de såkaldte autoimmune, hvor leddegigt er et af de bedste eksempler.

Ja, nu ved vi, at visse kræftformer faktisk skyldes virus, så hvorfor skulle de cellerne ikke være fremmede? Det er bare de færreste kræftformer, som har den baggrund, ,så hvad med den store majoritet som for eksempel lungekræft og brystkræft?

På kræftcellen sidder proteiner eller enzymer

Det var mange spørgsmål ved starten af en lille blog, men de er ikke desto mindre relevante i kræftbehandlingen, hvor man i årtier har forsøgt at få immunapparatet til at medvirke, med vekslende held desværre. Sagen er jo den, at eftersom kræften er opstået og er opdaget, så må det allerede have svigtet, ikke?

På den anden side er vi blevet klar over, at der ved de fleste kræftformer på overfladen af kræftcellerne sidder proteiner eller enzymer, som immunapparatet i teorien burde reagere imod. Ydermere kan det udmærket angribe, det ved vi fra knoglemarvs transplantation, hvor fremmede celler opsøger og dræber de tiloversblevne leukæmiceller.

Med andre ord, kan din søsters celler efter overførsel til din krop faktisk kurere dig (men også have meget alvorlige bivirkninger, hvis de angriber andre celler, fx dem i tarmen eller huden).

Som kampen mellem mikroorganismer og immunapparatet, hvor der kan leges skjul, har det nu vist sig, at kræftcellen i adskillige tilfælde kamuflerer sig og derved undgår opdagelse. Ja, nogle gange sender den signaler ud, som forvirrer immunapparatet, ligesom jagerpiloter åbenbart kan, når et missil er affyret mod dem.

Immuncellerne er mål for dødssignalet

Det sidste er både dårligt og godt nyt. Dårligt, fordi kræftcellerne er i stand til at få immuncellerne til at gå i det, som hedder programmeret celledød – missilet misser og selvdestruerer, så at sige. Nu kommer det gode: forskere har på det seneste været et nummer smartere end kræftcellerne og med antistoffer fremstillet i laboratoriet dækket den del af immuncellerne, som er mål for dødssignalet.

På den måde overbevises immuncellerne om, at kræftcellen er et godt mål, og på den måde vinder immunapparatet denne runde. Faktisk er det også immuncellernes egen måde at dø på, forskerne benytter sig af. Den bruger cellerne under normale omstændigheder til at undgå, at de 'virker for godt' og begynder at angriber andre celler end de, som er inficerede eller som er kræftceller.

Denne antistof behandling har vist meget opmuntrende resultater, selv ved ellers meget modstandsdygtige former som lungekræft. Og de positive resultater fra primære undersøgelser er bekræftede i senere, noget som desværre ikke altid har været muligt med andre former for immunstimulation.

Antistofferne bruges allerede i stigende grad

Ved nogle kræftformer er der ikke altid proteiner på cellernes overfalde, som immuncellerne kan se og reagere på. Men her kommer så den anden gode nyhed: forskere i Philadelphia har omprogrammeret immuncellerne ved at give dem nye fangearme, som er fremstillet i virus, hvis DNA indarbejdes i immuncellerne i laboratoriet.

Efter denne overførsel begynder immuncellerne så at lave den nye arm. Det første gennembrud kom for et par år siden, hvor forskerne viste, at en form for leukæmi hos ældre kunne bekæmpes med en lille mængde af pateinternes egne – omarmerede – immunceller. Det skete ikke natten over, for cellerne, som blev indsprøjtet skulle først opformere sig i kroppen på patienten.

Da der var gået 14 dage var de imidlertid nået op i så store mængder, at leukæmicellerne gik til grunde i så store mængder, at affaldsstofferne fra dem blev meget giftige for patienterne. De måtte faktisk en kort overgang på intensiv afsnit, men heldigvis blev de hurtigt bedre, og deres (i øvrigt uhelbredelige sygdom) forsvandt som dug for solen og er blevet væk siden.

Cancer immunterapi har haft mange op- og nedture gennem de seneste 50 år. Interferon fik i sin tid prisen som årets opdagelse fra Science, men skuffede sidenhen. Vi, som har været i fag i nogen tid har lært, at man skal altid vente på tilbageslagene. Ikke desto mindre synes jeg denne gang, at fremskridtene er så betydelige, at der er grund til håb.

De omtalte antistoffer bruges allerede i stadig stigende grad. For de virus ændrede celler har det længere udsigter, da de skal fremstilles i sikrede laboratorier. Forhåbentlig får vi sådanne i de nye storsygehuse, som er ved at blive byggede.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.