Alex er en af de epilepsipatienter, min forskning beskæftiger sig med. Hans epilepsi startede allerede, da han var seks måneder gammel, hvor han begyndte af få langvarige feberkramper.

De kunne vare i flere minutter og nogle gange timer. I løbet af hans andet leveår begyndte han at få motoriske og sproglige forsinkelser samt andre typer anfald.

Dengang var gentest ikke en del af udredningen, som den er i dag, fordi teknikkerne endnu kun var i deres vorden.

Alex er i dag 42 år gammel og fik først testen og dermed årsagen til sin sygdom i en alder af 37 år.  Udover uvisheden har den manglende diagnose medført, at Alex ikke har kunnet modtage målrettet behandling, da man ikke har vidst, hvad man skulle målrette behandlingen mod.

Den situation er desværre ikke unormal. Hos mange voksne epilepsipatienter kender man ikke den underliggende årsag og er i stedet nødt til at behandle efter de anfaldstyper, patienten har. Det skal vi have lavet om på, for gentesten kan medføre en markant bedring i livskvalitet, erfarer mine kolleger og jeg.

Genetisk testning kan skabe afklaring

På Epilepsihospitalet Filadefia i Dianalund følger vi børn og voksne med svær epilepsi. Patienterne får ofte også andre sygdomme og symptomer, såsom udviklingshæmning, adfærdsforstyrrelser og motoriske vanskeligheder.

Følgesygdommene kan dels skyldes selve epilepsien, men kan også være forårsaget af den underliggende årsag til epilepsien.

Nogle af de mest almindelige årsager til epilepsi, der opstår tidligt i barndommen, er medfødte forandringer i hjernen, små hjerneblødninger opstået under fødslen (hyppigere hos for tidligt fødte børn) og genetiske sygdomme.

I vores nye studie fra Epilepsihospitalet Filadelfia, publiceret i tidsskriftet Epilepsia i 2020, har mine kollegaer og jeg fokuseret på de genetiske sygdomme ved at analysere generne på 200 patienter over 18 år.

Metoden, vi brugt, hedder genetisk testning og betyder, at vi indsamler en blodprøve fra patienten, analyserer den i et laboratorie, og sammenligner patientens DNA med kontrol DNA (DNA fra raske personer).

Med denne metode kan man opdage selv helt små ændringer i patientens DNA, som muligvis kan være årsag til patientens sygdom.

46 ud af 200 patienter fik genetisk diagnose

På Epilepsihospitalet kigger vi specifikt på de 600 gener, som, man ved, er involverede i epilepsi, autisme og udviklingshæmning.

Konkret har vi i vores studie kigget i 600 gener i 200 voksne patienters DNA, for at se om vi kunne finde årsagen til deres epilepsi i deres gener.

De voksne med en genetisk diagnose viste sig at udgøre en mindre gruppe på vel at mærke 46 ud af de 200 patienter. Det er altså 23 procent, som nu har kunnet få en forklaring på deres sygdom.

Hos de resterende patienter har vi ikke med de metoder, vi har tilgængelige i dag, kunnet finde en genetisk årsag til deres sygdom.

Hos mange af disse voksne patienter er den diagnostiske odyssé ikke længere det, der fylder i patienten eller familiernes liv. Alligevel beretter mange af forældrene til de voksne patienter, at det har været en form for lettelse at få en genetisk diagnose til deres barn.

Forældrene, og måske især mødrene, har kunnet slippe den skyldfølelse, de måske har båret rundt på, mens de har spurgt sig selv: ’Var det, fordi jeg drak et glas rødvin, da jeg var gravid?’

Med den genetiske diagnose kan man nu feje alle mulige hypotetiske forklaringer af bordet og skabe afklaring hos patienten og de pårørende.

Gen-fund ændrede behandlingen

Herefter undersøgte vi, hvilken betydning den genetiske diagnose fik for de voksne patienter.

Hos flertallet af patienterne førte den genetiske diagnose ikke til en ændring i behandlingen. Simpelthen fordi der for de fundne gener endnu ikke eksisterer en målrettet behandling.

Men hos 8 af de 46 voksne patienter førte det genetiske fund til en ændring i den eksisterende behandling.

Hos syv af disse patienter fandt vi en mutation (genfejl) i det gen, der hedder ’SCN1A’, som er årsagen til en af de hyppigste genetiske epilepsier, nemlig Dravet Syndrom.

Dravet Syndrom begynder med langvarige feberkramper allerede i 6-måneders alderen og udvikler sig efterhånden til en epilepsi med udviklingshæmning, sproglig forsinkelse og motoriske udfordringer (læs mere her), som er svær at behandle.

Alex har netop Dravet Syndrom og var én af de syv patienter, hvor vi fandt en mutation i SCN1A-genet.

Den forkerte behandling

Mutationer i SCN1A-genet fører til mindre aktivitet i en bestemt type saltkanal på nervecellerne. Disse saltkanaler skal fungere optimalt, for at hjernen kan udvikle sig og fungere ordentligt.

Man kan sammenligne det med et trafikkryds, hvor saltkanalen er trafiklyset. Når saltkanalerne er mindre aktive, fører det til for meget rødt lys og dermed trafikkaos.

Kaosset finder her blot sted i menneskehjernen.

Ved visse typer af epilepsi er ét af problemerne, at saltkanalerne er for aktive. Derfor er der flere anti-epileptiske præparater, der netop blokerer for disse saltkanaler.

Ved mutationer i SCN1A ved man, at det er lige omvendt. Fordi mutationer i SCN1A fører til for lidt aktivitet i disse saltkanaler, giver det ikke mening at give patienterne medicin, der blokerer de samme saltkanaler.

Tidligere forskning har endda vist, at jo længere tid patienter med SCN1A-mutationer behandles med saltkanal-blokkere, jo lavere IQ får de.

Færre anfald og bedre humør

Tilbage til patienterne i studiet, hvor det viste sig, at de syv patienter med SCN1A-genfejlen faktisk blev behandlet med saltkanal-blokkere.

Vi valgte derfor at trappe patienterne ud af denne behandling, hvilket dels førte til færre epileptiske anfald, men også en markant forbedring i humør, velvære og livskvalitet hos alle syv patienter.

Et bosted beskriver for eksempel, at en 50-årig mand blev mere energisk og deltagende i aktiviteter, end han havde været i flere år.

Alex’ mor fortalte også, at den genetiske diagnose betød alverden for Alex og dem som familie:

»Efter Alex’ trappede ud af medicinen, fik han langt færre anfald. Desuden oplevede vi, at han blev sig selv igen. Han blev mere opmærksom og gladere, end han havde været længe.«

Syv patienter lyder naturligvis ikke af meget, og der skal flere og større studier til for at bekræfte, at gentestning også er relevant hos voksne patienter.

Alligevel er det vigtigt at huske, at for de syv patienter har det haft stor effekt på deres liv.

Aktuelt findes der kun målrettet behandling til ganske få af de genetiske epilepsier, men dette forandrer sig sandsynligvis indenfor de kommende år. Således vil der om 10 år måske være målrettet behandling tilgængelig for alle 46 patienter med en genetisk diagnose.

Vi håber, at vi med vores studie kan bidrage til at vise neurologer og andre, der behandler og udreder voksne patienter med epilepsi, at genetisk testning også bør være en del af udredningen hos voksne patienter.

Det kan hos visse patienter medføre en markant bedring i livskvalitet.