Flere og flere får 'kronisk cancer' – hvad er det?
Og kan forskning i kroniske kræftsygdomme hjælpe os til at slippe af med kemoterapi som behandlingsform?
En kræftpatient får kemoterapi via blodbanerne i armen

Traditionel kemoterapi og stråleterapi rammer bredt, og det giver voldsomme bivirkninger - og så er det ikke altid effektivt mod kronisk kræft. Her skal anderledes behandlingsformer til, og de er da også i rivende udvikling i disse år. (Foto: Shutterstock)

Traditionel kemoterapi og stråleterapi rammer bredt, og det giver voldsomme bivirkninger - og så er det ikke altid effektivt mod kronisk kræft. Her skal anderledes behandlingsformer til, og de er da også i rivende udvikling i disse år. (Foto: Shutterstock)

Der findes utallige former for kræft. Den mest almindelige form for hudkræft skraber man væk hos en hudlæge, andre rammer akut og hårdt, og endnu andre er nu begyndt at få titlen ’kronisk kræft’.

Ligesom andre kroniske sygdomme, kan man ikke slippe helt af med kronisk kræft, men man kan få behandling, der kan lindre og gøre det muligt at leve videre med sygdommen.

I mange tilfælde behandles alvorligere kræfttilfælde med kemoterapi, men hvad med disse mere kroniske tilstande?

Den ’nye kategori’ af kræftsygdomme, som altså er nogle, man må leve med, kræver ofte en anden type medicin, og det er et felt, der har rykket hurtigt de sidste år.

Herunder får I mit eget lidt overraskende møde med denne type kræftsygdomme og de nye behandlingsformer. Vi dykker naturligvis også ned i, hvad det vil sige, at en kræftform er kronisk.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Langt de fleste kræfttilfælde kureres

Det vil nok undre mange, at langt de fleste patienter med kræft kan kureres uden kontakt med hospitalsvæsenet.

Forklaringen er, at den almindeligste form for hudkræft (ikke at forveksle med modermærkekræft) er utrolig langsomt voksende og fjernes ved en speciallæge i hudsygdomme ved simpelthen at skrabe den væk med en såkaldt skarpske.

Men mange andre former for kræft kræver behandling, som i årtier ofte har bestået af bredt reagerende kemoterapi, eventuelt i kombination med strålebehandling.

Nye behandlinger er dyre

Som seniorredaktør for et engelsksproget fagtidsskrift bedømmer jeg hundredvis af artikler om kræft i blod, lymfe og knoglemarv, og jeg kan se de forbedringer, der er sket over 40 år, særligt de seneste 15 år.

Det gælder indenfor diagnostik, behandling og overlevelse af disse ofte alvorlige sygdomme.

Disse forbedringer er imidlertid helt afhængige af, hvor mange ressourcer der kan afsættes til disse ofte meget kostbare behandlinger.

Jeg har ønsket at sætte fokus på dette ved at redigere en serie videnskabelige artikler, hvor sygehistorier (oftest med udgangspunkt i mine egne patienter) forelægges eksperter i forskellige lande, lige fra lav- over mellem- og til højindkomst lande.

Se eksempelvis artiklen med udgangspunkt i polycytæmi (høj blodprocent), en tilstand, jeg tidligere har omtalt her på Forskerzonen.

Formålet er at gøre vores læsere, som er eksperter i blodsygdomme, opmærksomme på, at økonomi sætter klare grænser for, hvad behandling er fra land til land.

Er kemoen på vej ud?

Jeg overvejer, at næste artikel i serien skal handle om knoglemarvskræft (myelomatose) og har i denne forbindelse forhørt mig hos eksperter lige fra Indien til Norge, om de kunne tænke sig at bidrage.

Lidt overraskende sagde to eksperter (med hver deres forskellige baggrund), at de nu ofte betragter knoglemarvskræft for at være en kronisk kræft.  

Lige så overraskende var det for mig, at begge eksperter henviste til en nylig godkendelse fra det europæiske medicinagentur, EMA, til en anderledes form for behandling ved knoglemarvskræft.

Indtil nu er knoglemarvskræft blevet set som en akut og aggressiv kræftform, og normalt anvendes kemoterapi som behandling.

Men den nye medicin ligner langt mere den type, man bruger til andre kroniske kræftformer, og fungerer ved at antistoffer fremstillet i laboratorie går til angreb på proteiner, der sidder på de ondartede celler.  

Den nye medicin har vist rigtig gode effekter, og de to forskere, jeg talte med, anså dette som endnu et skridt væk fra traditionel kræftbehandling og en styrkelse af, at vi nu med større ret kan bruge begrebet kronisk kræft om knoglemarvskræft.

En kronisk form for kræft

Før vi dykker mere ned i knoglemarven, er det nødvendigt med lidt baggrund.

Inden for mit område (de ondartede blodsygdomme) finder man former for kræft, der spænder fra nogle af de mest aggressive, som vi stadig har store problemer med at finde helbredelse for, til andre former, som, når diagnosen er stillet, ofte blot behøver observation.

Lad os tage en af de sidstnævnte først.

Kronisk lymfocyt leukæmi (forkortet CLL efter sygdommens engelske navn) er et velkendt eksempel på kronisk kræft. Den konstateres ofte tilfældigt ved en rutine-blodprøve, som typisk tages i forbindelse med et kontrolbesøg hos din egen læge.

De syge celler, som findes i stor mængde i blodprøven, udgør i deres normaltilstand en del af vores specielle immun-apparat.

Det er dem, som producerer de antistoffer, vi udskiller for at bekæmpe infektion, eller som vi producerer, når vi vaccineres.

I modsætning til andre former for leukæmi, er CLL ikke så hurtigt udviklende, at den fortrænger andre dele af vores bloddannelse; derfor opdager lægen den oftest tilfældigt, da man altså ikke behøver at have symptomer.

Det er dog en skrøne at sige (som vi gjorde i de gode gamle dage), at det er en ’gammelmands leukæmi, som du dør med og ikke af'.

For dels findes den bestemt også hos yngre, og dels vil sygdommen skride frem (dog først en årrække efter, at den er konstateret) og kan være livstruende.

Aggressive kræftformer

I den anden ende af spektret – som et eksempel på en aggressiv form for kræft – har vi den akutte myeloide leukæmi (AML).

Den kommer fra den del af vores immunforsvar, som træder i kraft meget hurtigt ved infektioner, men som gør det uden nogen form for indlæring fra tidligere infektioner, vacciner eller signaler, der kan aktivere immunforsvaret.

Den fortrænger al anden bloddannelse (i modsætning til CLL) og giver infektioner, blødninger og blodmangel (anæmi). AML behandles normalt med det samme og med intensiv kemoterapi.

Imellem disse ekstremer i sygdomme, findes imidlertid en række andre kræftformer, som på den ene side ikke er så ’venlige’ som CLL, men på den anden ikke så ’fjendtlige’ som AML, eksempelvis lymfekræft og knoglemarvskræft.

Får knoglerne til at nedbryde sig selv

Herved er vi tilbage ved den sygdom, knoglemarvskræft, som jeg talte med både den norske og den indiske forsker om.

Knoglemarvskræft udgår fra de celler i knoglemarven, som producerer antistoffer.

Der er gået noget galt med én af cellerne i marven, som har fået en vækstfordel, og som – hvis man ikke behandler – vil tage pladsen op for den normale bloddannelse.

Langt inden den gør det, har den imidlertid gjort skade, da den (udover antistoffer) producerer en række stoffer, som skader kroppen.

De farligste er de, som får andre celler i vores knogler til at nedbryde sig selv. Det kan medføre spontane knoglebrud, og det var det, man som behandler før i tiden måtte prøve at forhindre.

Lykkedes det ikke (og det var desværre ofte tilfældet), oplevede patienterne knoglebruddene og de deraf følgende ulidelige smerter, som tog uger på stærk smertestillende medicin om at fortage sig – og så kunne de vente på næste knoglebrud!

Det siger sig selv, at overlevelsen af knoglemarvskræft var nedslående. Man regnede med, at kun halvdelen af ens patienter var i live efter 3 år.

Opdateret kemoterapi var effektiv

Det blev heldigvis bedre, efter at man for godt 25 år siden indførte en ny måde at kunne give mere effektiv kemoterapi, nemlig transplantation med egne bloddannende stamceller.

Ved at lokke de bloddannende stamceller fra knoglemarven ud i blodet, og oprense dem fra op mod 13 liter blod i en blodseparator, kunne vi give kemoterapi i så høje doser, at patientens bloddannelse ville blive slået ud i månedsvis.

Stamcellerne blev herefter gemt væk i frysere, og så kunne patienten få genoprettet knoglemarvens bloddannende funktion, ved at få de nedfrosne stamceller tilbage i kroppen.

Ud over at forlænge overlevelsen for knoglemarvskræft-patienter, opnåede vi, at deres livskvalitet forbedredes betydeligt, mestendels fordi knoglebruddene mindskedes.

Det var med denne behandling ikke usædvanligt, at knoglemarvskræft-patienter kunne leve i mere end 10 år.

Succes gav blod på tanden

Fra at være en sygdom, som man ikke kunne gøre meget ved, betød denne succes, at forskerne fik blod på tanden, og der er de seneste godt 15 år introduceret en række nye lægemidler mod knoglemarvskræft, som har betydet yderligere store forbedringer.

Og de nye typer er ikke kemo, de ligner derimod mere andre typer behandling mod kroniske kræftformer.

De spænder over en række stoffer. Der er dem, som griber ind i kræftcellernes levetid, og dem, som genskaber immunapparatets evne til at finde de onde celler.

Der er altså tale om antistoffer lavet i laboratoriet rettet mod helt bestemte proteinstoffer, som man ved, findes på de ondartede celler. Man benytter her antistoffernes store specificitet til at ’opsøge’ de onde celler.

Det medfører så, at patientens eget immunapparat dræber dem (stofferne, der angriber kræftcellernes levetid og dem, der er målrettet proteinstofferne kan lyde ens, men det er faktisk forskellige mekanismer, som anvendes).

Ny medicin virker også mod aggressive kræftformer

Med disse relativt nye stoffer, der er blevet udviklet de seneste 15 år, er situationen for knoglemarvskræft-patienterne yderligere forbedret.

Men det er dog stadig således, at de mest aggressive sygdomme forbliver svære at have at gøre med.

Med godkendelsen af stoffet Tecvayli i januar 2022 kan dog selv dette ændres.

Tecvayli virker nemlig ikke kun mod kroniske kræftformer, men også mod de mere aggressive, såsom knoglemarvskræft, hvor vi tidligere kun har haft kemoterapi.

Stoffet er en forbedring af tidligere antistoffer, som også sætter sig på den ondartede celler, derved at det har hele to fangearme:

Én sætter sig på knoglemarvs-cellen, mens den anden hægter sig til immunapparatets T-celler, som så aktiveres til at dræbe cellen, som de er indirekte forbundet med.

Tecvayli blev meget hurtigt godkendt af EU, fordi stoffet viste sig effektivt i et studie på 165 patienter, som havde haft tilbagefald af tre andre slags behandlinger som de, der er omtalt oven for.

Patienter oplevede for de flestes vedkommende klare forbedringer i deres dagligdag.

Disse kunne bekræftes af laboratoriedata, som viste, at deres sygdomme var trængt langt tilbage – for nogles vedkommende længere end den nogensinde havde været før i deres sygdomsforløb.

Så den nye behandling virkede bedre end de foregående.

Det nye lægemiddel består af hele to antistoffer, begge fremstillet i laboratoriet. Et af dem er rettet mod et protein (BCMA) på knoglemarvskræften, mens det andet er rettet mod T-cellen, som er den vigtig del af vores immunapparat. Sammen med limen (anti

Det nye lægemiddel består af hele to antistoffer, begge fremstillet i laboratoriet. Et af dem er rettet mod et protein (BCMA) på knoglemarvskræften, mens det andet er rettet mod T-cellen, som er den vigtig del af vores immunapparat. Sammen med limen (anti-albumin) udgør disse komponenter våbnet, som aktiverer T-cellen til at slå knoglemarvs-kræftcellen ihjel. (Grafik: Marcus Høyer Hansen)

Knoglemarvskræft er nu under kontrol

Knoglemarvskræft er svær at have med at gøre.

Men fordi patienterne kommer til kontrol år ud og ind i god almentilstand, og behandlinger som Tecvayli har en positiv effekt, er man begyndt at anvende begrebet ’kronisk tilstand/kræft’.

Så fra at være en sygdom, som har være meget svær at bringe under kontrol og kostet mange liv, lever en væsentlig del af patienterne nu med sygdommen og går i stedet til kontrol år ud og ind, og vel at mærke med næsten normal livsførelse.

Det er på denne baggrund, at begrebet kronisk tilstand/kræft anvendes.

Det kan man også læse på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Selv synes jeg måske nok ikke, at ’kronisk kræftform’ passer helt på alle de sygdomme, som begrebet hæftes på.

Er kemoens æra snart forbi?

Det skal til slut tilføjes, at mit felt, blodsygdomme, langt fra – og heldigvis – ikke er det eneste, som ser denne udvikling.

Det kan ved selvsyn ses på dr.dk, hvor der er en udmærket udsendelse om Ritt Bjerregaard, som har levet i en årrække med en uhelbredelig tarmkræft.

Den nye type medicin, der ikke er kemo målrettet aggressive kræftformer, men derimod virker godt på de typer kræft, der langsomt udvikler sig med årene, peger klart på, at:

  • Vores øgede viden om, hvorfor og hvordan kræft opstår, har medført en udvikling af et stadig større antal former for behandling, som målrettes mod kræftcellens svage sider.
  • Det ikke alene forbedrer overlevelsen, men også livskvaliteten for patienterne, fordi de nye behandlinger har færre bivirkninger end den traditionelle kemo- og/eller stråle terapi.
  • Kombination af nye behandlinger understøtter ofte hinanden, således at traditionel kemoterapi, som rammer alt for bredt og har mange deraf følgende bivirkninger, kan undgås.

Hvornår vi helt kan komme af med kemoterapi, ved jeg ikke, men én ting er sikkert: Tidspunktet nærmer sig, og hurtigere end vi troede for blot få år siden.

I alle tilfælde tror jeg, at mine kolleger i Norge or Indiens brug af begrebet ’kronisk kræft’, er kommet for at blive.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcasts herunder. Du kan også findes os i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk