Nye, opfindsomme træningsmetoder bliver stadig mere populære hos cykelryttere og andre sportsfolk, der gerne vil forbedre deres præstation.
Tour-rytterne er ingen undtagelse i denne sammenhæng.
Et af de nyeste påfund, som har været afprøvet - også videnskabeligt - er ’excentrisk cykling’.
At cykle forlæns, men baglæns
Det omfatter cykling på et specielt cykelergometer (en slags kondicykel), som med en kraftig indbygget motor kan rotere pedalerne den modsatte vej rundt i forhold til retningen under normal cykling.
Mens cykelergometret gør det, forsøger rytteren at modvirke bevægelsen, dog uden at kunne forhindre bevægelsen på grund af den meget kraftige motor.
Dette medfører, at benmusklerne, som normalt kontraherer sig koncentrisk under cykling, det vil sige trækker sig sammen og bliver kortere under udviklingen af muskelkraft, i stedet kontraherer sig excentrisk, det vil sige bliver forlænget, samtidig med at de udvikler kraft.
Skeletmuskler er karakteriseret ved, at de kan producere en større kraft under maksimal excentrisk kontraktion sammenlignet med under maksimal koncentrisk kontraktion.
Denne artikel er en del af Forskerzonen, hvor forskerne selv kommer direkte til orde og skriver om deres forskning.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Stærkere ben – men ikke bedre cykling
Forskere undersøgte for ganske nylig idéen om, at ti uger med excentrisk cykeltræning skulle øge muskelkraften, muskelvæksten og i sidste ende cykelpræstationen for 12 cykelryttere.
Dette blev sammenlignet med en tilsvarende træningsperiode med koncentrisk cykling, som blev gennemført af 11 andre cykelryttere.
I forhold til muskelkraft og muskelvækst blev idéen faktisk bekræftet. Men lidt skuffende måske, så medførte disse muskelforbedringer ikke samtidig en forbedring af cykelpræstationen.
Sidstnævnte blev blandt andet målt som den effekt, de deltagende cykelryttere kunne præstere i en simuleret enkeltstart af 20 minutters varighed.
Der er altså intet, der tyder på, at rytterne i Tour de France skal overveje at lave excentrisk cykeltræning i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Cykelcross – effektiv træning for landevejens helte
LÆS OGSÅ: Cykelryttere bør styrketræne