For kort tid siden døde to unge mennesker på tragisk vis.

Den ene var den unge mand Oliver Ibæk Lund på bare 21 år, som på et overvågningskamera er set falde i havnen.

Den anden var den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der blev samlet op af en bil, da hun ventede på sin bus.

Hun blev kort efter fundet dræbt. Det har forståeligt nok skabt røre. Alle kan på det helt rationelle plan blive enige om, at det er en lige så stor sorg for den ene familie som for den anden.

Men hvorfor hører vi så langt mere om Mia end om Oliver?

Det gør vi, fordi vi, udover at føle med familierne, bliver langt mere utrygge ved det, der skete med Mia. Forskellen i den måde Oliver og Mia døde, er noget, som vores tilknytningssystem reagerer på.

Vores tilknytningssystem er medfødt og har ét overordnet mål: Det skal sikre vores overlevelse i en potentielt farlig verden.

Vores tilknytningssystem kan ikke lide det uforudsigelige

Hvis vi løfter os lidt op i fugleperspektiv, har der altid været dødsfald, som har påvirket os mere end andre og skabt mere røre i mediebilledet.

Der er to faktorer, der gør sig gældende her, og de handler begge om graden af utryghed: Har vi reelle handlemuligheder, og slår lynet ned så tæt på, at det lige så godt kunne have ramt os?

Det kan lyde kynisk, men vores tilknytningssystem er som et overvågningsorgan, der hele tiden foretager analyser af vores risiko for at dø – og det tager ingen chancer.

Det forholder sig ikke til den faktiske risiko, men mere den potentielle risiko. Noget, der bliver tydeligt, hvis vi sætter vores reaktioner op over for de statistiske sandsynligheder. Følelser over for fakta.

Magtesløshed er den ultimative utryghed

Statistikeren og lægen Hans Rosling gjorde det til sin mission at vise gennem tal, at verden ikke er så slem, som vi forledes til at tro.

Det gjorde han blandt andet i bogen ’Factfulness’ fra 2018, som blev en international bestseller. På samme måde kan tal vise os, at unge kvinder ikke er i stor risiko ved at bevæge sig ud i nattelivet – eksempelvis her, her, her og her. Men sådan føles det lige nu.

Vi er magtesløse over for drab, som er begået mod en helt tilfældig person, der bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vi kan ikke forudsige noget og dermed ikke forebygge det.

Derfor rammer den ultimative utryghed, som får vores tilknytningssystem til at slå alarm. Hans Rosling prøvede at få os til at holde hovedet koldt og se på verden gennem intellektuelle briller. For eksempel at risikoen for at falde i en havn er større end at blive offer for en tilfældig morder.

Det kan vi bare ikke, når vi bliver følelsesmæssigt påvirkede. Og det gør vi i højere grad, når noget er uden for vores kontrol. Fordi vi ikke kan handle os ud af den fare, vi har opfattet, reagerer vores tilknytningssystem ekstra meget for en sikkerheds skyld. Better safe than sorry.

Forskellen på det nære og det fjerne

Du har formentlig på et tidspunkt set en overskrift om et stort antal dødsfald et andet sted i verden og mærket ubehaget ved, at du ikke følte dig så berørt, som du egentlig synes, du burde.

Det skal du ikke føle skyld over. Det betyder ikke, at du er ligeglad. Men når noget bliver tilstrækkeligt fjernt eller abstrakt, kan det ikke vække tilknytningssystemet til at kræve handling.

Vi reagerer heller ikke på en trafikulykke på samme måde, som når vi hører om et mord. For det er en velkendt og kalkuleret risiko at bevæge sig i trafikken.

Dermed kan vi holde hovedet koldt, når vi analyserer på vores personlige risiko og vurderer, at vi ikke er i større fare nu, end før ulykken skete.

Men der skal kun ganske lidt til, før vores rationelle overblik ryger. Er det for eksempel naboen, der er kommet til skade, bliver vi følelsesmæssigt påvirkede.

Cykelhjelmen bliver støvet af, også selvom vores risiko ikke er større, end hvis det var sket for én, vi ikke kendte.

Andre faktorer kan også have indflydelse. Har du eksempelvis en dreng som Oliver, der også går i byen? Eller en datter på Mias alder? Måske har du selv oplevet noget, der minder om det?

Så må det rationelle sind for en tid se sig besejret af vores tilknytningssystems øjeblikkelige krav om at søge mod mere tryghed.

Den største forskel ligger i, om vi har handlemuligheder

Tilknytningssystemet kan få ro på ved, at vi får mere kontrol med tingene. Tilfældigheder og det uforståelige bringer os alle i fare. Det, der skete med Mia, er som en løve, der springer frem og fanger en tilfældig zebra.

Ingen kan føle sig trygge igen, før den er helt væk.

Omvendt kan vi i højere grad stadig føle os trygge, selvom en ung mand på tragisk vis er druknet i en kold havn.

Det kan vi, fordi vi kan handle og forebygge det, der skete her. Vi kan love os selv og kræve af de unge, at ingen går i nærheden af en havnekant. Man kan tilmed bygge en afspærring eller en form for værn ved havnekanten.

Men vi kan ikke love os selv, at vi ikke vil støde ind i en morder på vejen hjem. Når vi ikke kan forudsige, hvor og hvornår det sker igen, kan vi ikke forebygge, og utrygheden stiger markant.  

Så politiet ved, at den første opgave er at berolige skræmte unge og deres forældre – og dernæst at fange ’løven’, der i dette tilfælde var Mias drabsmand.

Gnisten, der tændte bålet af frygt

Der er ikke noget godt ved det, der skete for Mia. Men det bringer handlekraften frem. Vores tilknytningssystem kan ikke leve med, at vi potentielt er i konstant fare.

Derfor har der været mange indlæg på de sociale medier, der omhandler kvinders generelle utryghed ved at bevæge sig i nattelivet.

Er det fair over for mænd? Nej, men det handler ikke om fairness. Det handler om følelser.

Natteravnene oplever en stor tilgang, og unge mennesker kan berette, at de nu bliver hentet efter byturen.

Det er helt forståelige reaktioner, for det giver vores tilknytningssystem en smule tiltrængt ro, at vi handler.

Det skal ikke være utrygt at være kvinde, og det skal ikke være et problem, at man stoler på sine medmennesker. Men her kommer så det svære – vi skal stadig holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Vi skal ikke frygte alle mænd på grund af få mænds umenneskelige handlinger. Det er måske blevet mere utrygt som ung kvinde at gå i byen, end det var i 2021. Men det er ikke blevet mere farligt.