Du kan stå på den afsats i fem minutter, mens du kæmper med alle de her stemmer i dit hoved. Pludselig falder der ro over dig, og så indser du … det er okay, lad os gøre det. Det plejede vi at kalde ’øjeblikket’.

Er der noget, vi almindelig dødelige kan lære af ’øjeblikket’? Det mener jeg, der er.

Som adventure-psykolog og forsker i neurovidenskab drejer mit arbejde sig om at undersøge dette spørgsmål. Forskning har vist, at enkle teknikker kan hjælpe folk med at få adgang til dette meditative stadium.

Inden for ekstremsport kan konsekvenserne af atleternes beslutninger være afgørende for deres liv.

Videnskabsfolk har beskrevet basejumping som den mest ekstreme ekstremsport. Sporten omfatter faldskærmsspring fra for eksempel bygninger, TV-tårne, broer og klipper.

En beregning har vist, at risikoen for at blive slået ihjel i forbindelse med et basejump er 50 gange så stor som ved et klassisk faldskærmsudspring.

Når det så er sagt, har der kun været ét dødsfald i Storbritannien i de seneste 30 år.

Basejumpere er dog på ingen måde alle sammen store, impulsive personligheder: De tvivler lige så meget på sig selv, som alle vi andre gør.

En cool balance

Stress hæmmer præstationer. Stillet over for fare lukker de dele af hjernen, der beskæftiger sig med rationel beslutningstagen, ned. Og det kan påvirke evnen til at træffe beslutninger.

Men denne psykologiske mekanisme kan der gøres noget ved.

Forskning viser, at erfarne faldskærmsudspringere har øget kontrol over, hvordan deres autonome nervesystem - der styrer vitale funktioner som blodtryk, hjertefrekvens og åndedrættet - reagerer på stress.

Basejumpere jagter faktisk ikke adrenalinsuset, men ro - ellers kommer de slet ikke ud over kanten. (Fotos: David Gallagher / The Conversation)

Almindeligvis forbindes stressrespons med aktivitet i den sympatiske del af det autonome nervesystem - den del af nervesystemet, som regulerer vores kæmp eller flygt-respons.

Det sympatiske system får også blæren til at slappe af, øger hjertefrekvensen og får pupillerne til at udvide sig.

Visse mennesker udviser dog på samme tid øget aktivitet i en anden del af nervesystemet, nemlig det parasympatiske. Det forbindes normalt med genopbyggende funktioner efter en stresspåvirkning, såvel som livsbevarende processer som fordøjelse.

Aktivering af det parasympatiske system hjælper folk med at forblive rolige, selv når de bliver voldsomt stimulerede.

Et andet perspektiv

Der findes teknikker, som alle kan anvende, til at genoprette nervesystemets balance.

For eksempel øger et langsommere åndedræt den parasympatiske aktivitet. Det går hånd i hånd med at være bevidst om uønskede tanker.

At antage et ’udfordrings’-mindset kan også øge folks evne til at præstere, når de er under pres. Dette indebærer at se på de muligheder, en situation afføder, i stedet for at se situationen som en trussel.

At føre en motiverende dialog med sig selv kan også hjælpe, for eksempel ved at sige ting som 'Jeg kan godt' til sig selv.

Denne tilgang kan ikke lære dig at mestre din frygt med et snuptag. Imidlertid kan det at øve sig i disse teknikker over bare et par dage medføre en god effekt på aktiviteten i dit nervesystem.

Sværere end det lyder

Det er dog ikke det samme som at sige, at alvorlig angst kan kureres med åndedrætsøvelser.

Din tvivls indre stemme kan gøre det svært at aktivere det parasympatiske system.

Det sker, fordi dine mentale ressourcer bliver ledt ind til de dele af hjernen, der bliver kaldt grundtilstandsnetværket (på engelsk: default mode network, red.).

Det er her, hvor de mentale processer, der involverer refleksion, finder sted.

Det er også kilden til den indre stemme, som kan forvandle sig til selvkritisk småsnak, der fokuserer på negative begivenheder i din fortid.

Basejumper, der venter på det rette øjeblik. (Foto: David Gallagher / The Conversation)

Når de dele af hjernen, som tager sig af tanker og følelsesprocesser, bliver overaktive, kan det medføre rumination og angst.

Rumination er en omfattende og repetitiv tankevirksomhed om den samme begivenhed, der fokuserer på det negative og resulterer i følelsesmæssig uro. Det er svært at lukke ned for.

At lære at håndtere grundtilstandsnetværket kan hjælpe os med at udvikle modstandskraft.

Forskning viser, at folk, der er gode til at præstere, ofte kan blive ved med at være fokuserede - selv under ekstremt kognitivt pres.

I ét forsøg skulle deltagerne for eksempel udføre forskellige hukommelsesopgaver, der havde til formål at presse deres hjernekapacitet til det yderste.

De deltagere, der sloges med de krav, de blev udsat for, viste udvidet aktivitet i de opgavefokuserede hjernezoner og skulle yde en ekstra indsats for at kompensere.

De deltagere, der præsterede konstant på et højt niveau, viste lavere aktivitetsniveauer, som om de tog modgangen i stiv arm.

Med andre ord: De, der præsterende på et højt niveau, holdt hovedet koldt.

Min forskning handler om at se på, hvordan man kan studere folks præstationer i ekstreme situationer, blandt andet ved hjælp af bærbare pulsmålere i stedet for en måling af hjerneprocesser.

Målet er at identificere, hvordan hjernen responderer i det ’øjeblik’, som basejumpere beskriver.

At måle stressens fysiologiske niveauer kan hjælpe os med identificere de optimale tilstande, der er brug for, når man skal agere under stress.

Hvad enten det handler om at køre igennem en fremmed by i myldretid eller acceptere en livsforandrende mulighed, må vi overkomme de stemmer i vores hoved, der kæmper imod os - ellers kan de forhindre os i at bevæge os fremad.

For at få adgang til det specielle øjeblik bliver vi nødt til at indstille vores indre radio til at bortfiltrere den støj, tvivlen udsender.

At stræbe efter en balance i vores hjerne-krop-respons ved at bruge teknikker som mindfulness og åndedrætsøvelser kan hjælpe os med at bevare kontrollen.

Uden den beroligende indflydelse fra et afbalanceret nervesystem har folk en tendens til at se trusler overalt i stedet for at se livet som en mulighed for at vokse.

Så tag det roligt. Ånd langsomt ud, overbevis dig selv om, at det er okay, og at du har styr på det.

Det er en udfordring - noget, man kan arbejde med.

At overkomme denne usikkerhed er ligesom at indse, at du har kørt med håndbremsen trukket.

Så lad os løsne den og give los.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.