Lægemidler gennemprøves efter ganske bestemte retningslinjer og rækkefølger. I et såkaldt Fase I (romertal I) studie tages et helt ny lægemiddel i brug for udelukkende at efterprøve, at det ikke har uventet kraftige bivirkninger og desuden for at forsøge at bestemme den højeste dosis, som kan gives uden fare for patienten.
Det drejer sig typisk om patienter, som har en fremskreden sygdom, som ikke har reageret godt nok på den behandling, man ellers anså for at være den bedste. Ved kræft er det så selvsagt en sygdom, som er så fremskreden, at der typisk kun er lindrende behandling tilbage. Man benytter her lejligheden til at undersøge stoffers optagelse og udskillelse i organismen. Typisk indgår der noget under 100 patienter samlet
I fase II udnytter man den indhentede viden fra fase I studierne til at designe protokoller, hvor man i et åbent regi (man ved, hvilken medicin, patienterne får) at undersøge, om stoffet virker over for sygdommen.
Ofte har man allerede en vis viden om dette fra Fase I studiet, men det er kun fingerpeg. Her anvendes stoffet på en velafgrænset patientgruppe, ikke helt så syge som i Fase I, og de er mere ensartede mht. sværhedsgrad og udredning. Typisk indgår der oppe mod 300 patienter. Her får alle patienter den nye medicin.
I fase III har hidtidige resultater været så lovende, at man nu direkte sammenligner den nye medicin med den bedste hidtidige behandling for den givne sygdom. Er det muligt, kan man vælge at give ny eller gammel medicin blindet, så hverken patient eller behandler kender til det, som ofte med et følelsesladet ord betegnes som. Patienter kan nu tages tidligt i et sygdoms forløb, fx ved diagnosen. Her indgår der typisk 10 gange så mange som i Fase II, dvs. 3000 patienter.
Forskellige sygdomme har forskellige centre
Den praktiske gennemførelse af en afprøvningsprotokol varierer meget, og en af de vigtigste komponenter er, hvor hyppig sygdommen er. Er det en folkesygdom som hjerteslag (infarkt), vil det kunne afprøves på relativt få centre, for en sjælden sygdoms vedkommende vil flere centre skulle involveres, selv i en Fase I protokol. På den anden side vil man kunne vælge adskillige centre, selv ved hyppige sygdomme, simpelt hen fordi man ønske så kort periode som muligt.
Fælles for alle protokoller har hidtil været, at patienterne kun kunne deltage, hvis de opfyldte en række kriterier, fx alder, aktivitetsniveau, fravære af andre sygdomme, tidligere behandlinger eller sygdomsstadium. Det for at kunne bedømmes stoffets effekt i en så homogen gruppe som muligt.
Hvorfor så denne overskrift, og hvad er det med den kurv?
Jo, lidt ligesom konen med æggene, ønsker vi at have så meget i en kurv som muligt, hvad angår den sygdom, som behandles, altså. Tager man så at sige fra flere kurve, vil det kunne gøre slutresultaterne upålidelige.
Her kommer det nye så ind: for med vores øgede vide om den genetiske baggrund for kræft , ved vi nu, at forskellige kræftformer kan have overlappende forandringer. Det gælder for et gen, som hedder BRAF V600, som oprindelig blev kendt for at findes i modermærkekræft.
Erfaringen har imidlertid vist, at det også findes ved en række andre cancere, deriblandt nogle former for lungekræft. I et fase II studie publiceret i tidsskriftet New England Journal of Medicine (http://www.nejm.org/doi/pdf/10.1056/NEJMoa1502309) anvendes det nye lægemiddel, som er en tablet, som så at sige angriber mutationen og derved hæmme den fordel, den giver for kræftcellernes vækst. Det viste sig, at patienter reagerede meget forskelligt på tabletterne, afhængig af ikke alene af cancerens oprindelse, men også inden for den enkelte sygdom.
Medicin kan måske bruges til flere patienter end før antaget
Ved således at slække på indgangskriterierne i en fase II protokol, sådan at vid forskellige sygdomme kan indgå, opnåede forskerne et overblik over effekten af et nyt lægemiddel, selv ved meget sjældne sygdomme. Altså nærmest som sammenligne æbler og appelsiner og få noget meningsfyldt ud af det.
I betragtning af, at nye lægemidler i stigende grad udvikles med henblik på at neutralisere virkningen af genforandringer og dermed hæmme eller helt uskadeliggøre en sygdom, kan denne måde at gennemføre kliniske afprøvninger vise sig at være et vigtigt hjælpemiddel.
Denne måde at anvende de nye lægemidler på kan altså indebære øget viden, men den kan også betyde, at patienter, som ellers var uden for behandlingsmæssig rækkevidde, kan gives nyt håb.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
