Kan man få traumer af virtual reality?
Når vi spiller krigsspil med virtual reality-briller på, lever vi os så meget ind i vores avatarkrop, at vi måske glemmer virkeligheden omkring os, lyder konklusionen i et nyt studie. Konsekvenserne af indlevelsen er dog endnu ukendt, påpeger flere forskere.
Virtual reality spil krig traumer forskning ubehageligt

Med virtual reality forsøger spilproducenterne at gøre oplevelsen så realistisk som muligt. Men hvad sker der med os, når vi oplever den virtuelle verden som virkelig? Forskere efterlyser en hurtig undersøgelse af spørgsmålet. (Foto: Maurizio Pesce/Flickr.com)

Du ligger i en hospitalsseng med fødder og hænder spændt fast i læderseler. En robot kigger på dig med store flue-agtige øjne, mens den hæver en kniv over dit hoved.

I virtual reality-spillet 'ABE VR' agerer du en krigsfange, der bliver tortureret for oplysninger. Og selvom kniven ikke skærer i dig i virkeligheden, vil du formentlig stadig mærke frygten og hjertet, der hamrer, mens du kniber øjnene hårdt sammen og spænder i musklerne.

Var situationen virkelig, ville den uden tvivl give ar på sjælen.

Men kan vi egentlig få traumer eller adfærdsproblemer af de oplevelser, vi får i virtual reality? 

Det ønsker flere forskere nu et dybdegående svar på.

»Vi udvikler teknologi, før vi ved, hvordan den påvirker folk. Mord og tortur er selvfølgelig ulovligt i den virkelige verden, men ikke i virtual reality, da der ikke er noget offer. Måske har spillene nogle følelsesmæssige konsekvenser, vi endnu ikke kender til,« siger Dooley Murphy, der forsker i virtual reality på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Han skal til marts præsentere sit nye studie om betydningen af avatarens krop i virtual reality-spil på en konference i Los Angeles.

Virtual reality føles mere virkeligt end computerspil

Den kropslige interaktion er mere udbredt i virtual reality end i almindelige computerspil, og det kan betyde, at oplevelsen føles mere virkelig, forklarer Dooley Murphy.

Avatar i virtual reality

Avataren er den figur, du er i spillet.

I de fleste virtual reality-spil ser man en hånd, der opererer våben og samler ting op.

I fremtiden vil der komme flere oplevelser, hvor du kan se din egen krop i fuld figur.

Kilde: Virtual reality-forsker Dooley Murphy

Han mener, at fremtidens spil i højere grad end nu vil inkludere en fuld avatarkrop, som vi kan se og bevæge os rundt med. Og det kan måske påvirke os på nye måder, vi endnu ikke kan forudsige.

»I almindelige computerspil reagerer du ikke nødvendigvis kropsligt, når din karakter bliver angrebet eller såret. Men i virtual reality kan trusler mod din avatars krop udløse psykologiske reaktioner i din fysiske krop. Du vil forsøge at undgå et angreb ved at flytte dig og forsvare dig selv, fordi du måske et øjeblik glemmer, at du er i et spil,« forklarer han.

Den forstærkede indlevelse kan måske få negative konsekvenser, tilføjer en anden forsker på området.

»I nogle spil kan man blive udsat for tortur, og generelt er den grad af indlevelse, man kan opnå i virtual reality, helt vild. De indtryk, man får, lagrer sig måske i hjernen som virkelige oplevelser. Vi ved det ikke,« siger Mathias Clasen, der blandt andet forsker i horrorspil på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

»Vi kender ikke konsekvenserne«

Indtil nu findes der ingen beviser for permanente skader eller traumer efter hverken computer- eller virtual reality-spil, fortæller Dooley Murphy.

»Forskningen viser, at kun få mennesker er påvirkede negativt af spillene ved, at de får kortvarige antisociale tendenser og en øget aggressiv adfærd. Der er heldigvis intet, der tyder på ændringer i spillernes adfærd på lang sigt. Men vi ved ikke, hvordan den nye kropslige indlevelse vil påvirke spillerne, og det bør undersøges«, siger han.

De nye virtual reality-spil er med deres meget realistiske design særligt dragende, mener Mathias Clasen.

I spillet 'ABE VR' ligger du forsvarsløs og spændt fast til en hospitalsseng. Spillet er designet til at indgyde frygt, selvom du reelt ikke er i fare. (Video: Toasted Loaf/YouTube.com)

Han er derfor bekymret for, om spilverdenen bliver mere attraktiv end den virkelige i fremtiden.

»Spillerne er suget ind i denne her spilverden, hvor de hele tiden bliver belønnet for deres indsats. På et eller andet tidspunkt bliver det måske svært for den virkelige verden at følge med og vække interesse,« siger han.

Forskningen er for langsom

Selvom der bliver forsket meget i emnet, går det alt for langsomt, mener Dooley Murphy.

»Mit argument er ikke, at vi skal forbyde de her spil, men vi bliver nødt til at arbejde hurtigere med vores forskning, for vi er bagud i forhold til udviklingen. Spillene ændrer sig, hurtigere end vi kan nå at undersøge konsekvenserne,« siger han.

Også Mathias Clasen efterlyser mere og hurtigere forskning i virtual realitys påvirkning af os mennesker.

»Forskning er en ufattelig langsom proces. Vi bør sætte penge af til at lave dybdegående forskning i virtual reality, der ikke tager flere år, fra forskningsansøgningen sendes, til den bliver godkendt,« siger han.

Dog kan virtual reality også medføre positive konsekvenser, mener forskerne.

»Allerede nu bruger man virtual reality til at behandle flyskræk, posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og smerter generelt. I fremtiden vil vi sikkert se endnu flere positive følgevirkninger, men det betyder ikke, at vi ikke skal undersøge de mulige negative konsekvenser,« siger Dooley Murphy.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.