Eske Willerslev bygger DNA-laboratorium på University of Cambridge
02 October 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Den danske, internationalt anerkendte professor, Eske Willerslev, er gået i gang med at opbygge sit nye DNA-laboratorium på University of Cambridge i England. Det skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse

Laboratoriet bliver bygget i forbindelse med, at Eske Willerslev tiltræder Prince Philip professoratet på University of Cambridge.

»Jeg er ikke på vej væk fra Københavns Universitet. Men dels er det meget præstigefyldt at få et Prince Philip professorat ved University of Cambridge, og dels har det været svært at få tilstrækkelige midler til min forskning her i Danmark,« fortæller Eske Willerslev i pressemeddelsen.

»Derfor åbner jeg det ny laboratorium og håber, at det bliver muligt at skaffe midler til det i England,« fortsætter professoren.

Tidligere i år ledte Eske Willerslev et studie, der omskrev en del af den europæiske historieopfattelse. Her viste DNA-analyser, at de moderne europæere blev til i bronzealderen under indvandringen af Yamnaya-kulturen, der kom til Europa fra øst.

Det nye laboratorie skal stå færdigt i begyndelsen af 2016 og vil i første omgang kun bestå af en mindre gruppe af DNA-forskere. Men Eske Willerslevs plan er at udvide forskerholdet, efterhånden som laboratoriet tiltrækker flere midler.

Den danske professor har fortsat opgaver på Københavns Universitet og skal derfor vænne sig til at pendle imellem Danmark og England. 

»Det bliver lidt besværligt, men til gengæld håber jeg, at det kan give min forskning et stort skub fremad,« fortæller Eske Willerslev i pressemeddelelsen.

Læs også:

Danske forskere omskriver historien: Europæerne blev født i bronzealderen

Eske Willerslev: Fokuser på de brede aspekter, når du formidler

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

The above is selected by and summarized by Videnskab.dk, but we have not conducted independent research. Visit the source for more details.