Jeg er tilbage i felten. I de kommende måneder skal jeg, udrustet med iPad og nysgerrige spørgsmål, bevæge mig endnu tættere på børnenes legekultur og de måder, iPad’en spiller en rolle heri.
Forleden var jeg på besøg i en børnehaveklasse på den skole, jeg tidligere har besøgt – i Odder kommune, hvor alle folkeskoleelever som bekendt har en iPad.
Dette første besøg gav anledning til nogle overvejelser om hvordan vi som voksne forholder os til og omtaler børnenes leg med medier.
Helt ekstraordinært måtte eleverne bruge iPads det sidste kvarter
Jeg havde aftalt med klassens lærer, at jeg skulle komme på besøg i et bestemt modul. Af forskellige årsager kunne jeg først komme hen imod slutningen af timen. Jeg præsenterede mig for børnene og fortalte dem, at mit arbejde gik ud på at finde ud af, hvad børn godt kunne lide at lege.
Jeg havde deres fulde opmærksomhed; det ville de gerne hjælpe mig med at finde ud af, kunne jeg se. Deres lærer besluttede så, vel primært af hensyn til mig, at børnene helt ekstraordinært måtte tage deres iPads frem i det sidste kvarter af timen og – endnu mere ekstraordinært – helt selv bestemme, hvad de ville bruge den til. Børnene var målløse!
Betyder det, at vi godt må dit og godt må dat, spurgte de. Ja, det gør det, svarede læreren, mens han grinede lidt.
Hvordan omtaler vi børns legekultur?
Denne lille episode var for mig en rigtig god introduktion til børnene og jeg fik kigget en hel del af dem over skulderen. Der var gang i Minecraft og Subway Surfer – og en enkelt dreng så en film. Lige efter bogen.
Læreren sad midt i det hele og – tror jeg – fik et blik ind i en verden, som han måske i virkeligheden ikke ser så ofte. Og det var det, der satte tankerne i gang hos mig. For hvordan er det, vi som voksne – lærere, pædagoger og forældre – forholder os til de aktiviteter, som også betyder rigtig meget for børnene, ved siden af de aktiviteter, de deltager i i eksempelvis skolen?
Hvordan omtaler vi deres egen legekultur? Har den en plads i skolen, eller er den kun noget, man kan ‘få lov til’ i ganske særlige situationer? Og betyder det måske, at vi går glip af en viden om de kompetencer og interesser børnene også har?
Om fredagen er det iPad-dag
Et par dage efter det første besøg i børnehaveklassen var jeg en tur i mit lokale fitnesscenter. Da jeg er på vej ud af døren er der en dreng, der stikker hovedet ud af legerummet og råber ‘Hej!’ efter mig. Jeg når knap at registrere, hvem det er, men han passer mig op og siger:
»Det er dig, der arbejder med iPads!«
Nu genkender jeg ham som en af eleverne i børnehaveklassen og vi får os en lille snak om, hvornår jeg kommer tilbage og besøger dem igen. Jeg lover at komme i SFO-tiden, om fredagen, når det er iPad-dag. Så skal vi spille, aftaler vi, og vinker farvel til hinanden.
Selvom jeg kun besøgte klassen ganske kort den dag, stod det i hvert fald for denne dreng fuldstændig klart, at her var en voksen, der var interesseret i at høre om noget, der betyder noget for ham.
Måske i modsætning til de voksne, han ellers omgiver sig med, som MÅSKE har en tendens til særligt at fokusere på negative aspekter ved børnenes spillekultur, frem for at sætte sig ind i HVORFOR børn bruger timer og dage med ansigtet sænket over skærmene.
De kommende måneders feltarbejde vil vise, om disse antagelser holder stik og ikke mindst om den lidt ringeagtede leg med medierne har mere at byde på, end blot tidsspilde og underholdning.
