Sneglen Crysomallon squamiferum har en så stærk skal, at selv krabber med de allerbedste kløer må give op. (Foto: Anders Warén, Naturhistoriska riksmuseet, Stockholm)

En ting er sikkert - naturen vil aldrig holde op med at overraske os.

Hvem skulle tro, at en 3-4 centimeter stor snegl på havbunden (Crysomallon squamiferum) kan hjælpe forskerne i udviklingen af stærkere beskyttelse til køretøjer og soldater?

Forskere fra blandt andet 'Soldier Nanotechnologies'-instituttet på det amerikanske MIT står bag undersøgelsen. Den fortæller, at de unikke egenskaber, som kan overføres til vores verden, ligger i sneglehusets struktur: det har tre lag.

Husets ydre overflade har jernsulfid-partikler indlagt, så følger en tyk organisk midterdel, og så et kalkholdigt indre lag. De fleste andre snegle har noget tilsvarende inderst, men kun tyndere belægninger udenpå dette.

Krabbekløer må give op

C. squamiferum lever i et ganske barskt miljø i det Indiske Ocean ved åbninger på havbunden, som udspyer varmt vand. Dermed er sneglen udsat for både store temperaturskift og en høj surhedsgrad.

Oven i dette kommer jævnlige angrebsforsøg fra krabber og andre snegle, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

Når en krabbe angriber sneglen, er taktikken at tage fat omkring sneglehuset med kløerne og klemme til indtil det flækker - i dagevis om nødvendigt.

Kløerne genererer en mekanisk energi, som på et tidspunkt fører til, at sneglehuset går i stykker. Hvis altså det ikke er stærkt nok, som tilfældet er for vores lille ven.

Det miderste lag suger energien

I den nye undersøgelse viser Christine Ortiz og kollegaer, at sneglehuset har flere træk, som gør, at den mekaniske kraft fra kløerne efterhånden forsvinder. Krabben må dermed lede efter sit måltid et andet sted.

Det tykke midterste lag absorberer meget af energien ved et kloangreb, viser simulationer, forskerne har udført.

Selv om man nu ved mere om mulighederne i sneglehuset, mangler man stadigvæk at lave en model, som kan omsætte denne viden til praksis hos os mennesker.

Undersøgelsen er publiceret i ‘Proceedings of the National Academy of Sciences'.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov