Landingsfartøjet Altair skal bringe fire astronauter ned til Månens overflade og forhåbentlig også tilbage igen til rumfartøjet Orion. (Illustration: NASA)

Mellem juli 1969 og december 1972 fik 12 amerikanske astronauter lejlighed til at gå en tur på Månen i forbindelse med NASA's Apollo-projekt.

Siden har ingen mennesker sat sin fod på Jordens naturlige satellit, men om 10-11 år skal vi derop igen, hvis det står til den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

Afløseren til Apollo hedder Constellation - et program, som den daværende NASA-direktør Mike Griffen kaldte for »Apollo på steroider,« da det blev præsenteret i 2005.

Og ambitionerne med Constellation fejler da heller ikke noget. Senest i år 2020 skal der astronauter på Månen igen. Nogle år senere skal der bygges en base på Månen, og på endnu længere sigt skal der sendes mennesker til Mars.

Plads til fire ad gangen

Ved de seks Apollo-missioner, der senest bragte folk til Månen, førte en Saturn V-raket et kommandomodul og et landingsfartøj i omløb om Månen. En astronaut blev om bord på kommandomodulet, mens landingsfartøjet fortsatte til Månens overflade med en besætning på to astronauter. Efter højst tre døgn på Månen returnerede astronauterne til kommandomodulet og rejste tilbage til Jorden.

De kommende månerejser vil foregå på nogenlunde samme måde. I Constellation-programmet skal to kraftige Ares-raketter bringe rumfartøjet Orion og landingsmodulet Altair i omløb om Jorden. Her kobles modulerne sammen og sendes videre til en bane om Månen.

Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at øge antallet af astronauter til fire, som alle kan få lov til at betræde Månen. Der er nemlig ikke længere brug for en pilot på kommandomodulet, der skal blive i omløb om Månen.

Syv dage på Månen

Det kegleformede rumfartøj Orion bliver fem meter i diameter, og de fire astronauter får ni kubikmeter at boltre sig på.

Til sammenligning var Apollos kommandomodul knap fire meter i diameter, og der var seks kubikmeter til rådighed for de tre besætningsmedlemmer.

Orion vil få strøm fra solpaneler i stedet for brændselsceller, og en del af strømmen vil gå til de avancerede computere, der kan styre rumfartøjet uden den helt store menneskelige indblanding.

Mens astronauterne er på Månen, er rumfartøjet Orion i kredsløb uden bemanding. Det er Orion, der skal bringe astronauterne sikkert hjem til Jorden igen. (Illustration: NASA)

Landingsmodulet Altair skal bringe astronauterne og 500 kg udstyr ned til Månens overflade. Her kan astronauterne blive i op til syv dage, før turen går tilbage til Orion. Altair kan også bruges til at bringe forsyninger til en månebase, hvor astronauterne kan bo i halve år ad gangen.

Altair kan lande hvor som helst

Til forskel fra Apollo kan Constellation-programmets astronauter lande hvor som helst på Månen, fx ved polerne. I øjeblikket kredser månesonden Lunar Reconnaissance Orbiter faktisk om Månen for at finde det bedste sted til en kommende månelanding.

Sonden undersøger polerne ekstra grundigt, for her er der størst chance for at finde vand i form af is.

Fra vand kan man udvinde ilt, og det bliver noget nemmere at bo på Månen i længere tid, hvis man slipper for at have vand og ilt med hjemmefra.

Af sikkerhedshensyn landede Apollo-astronauterne på den side af Månen, der vender mod Jorden. Her havde man en idé om terrænet, der helst skulle være fladt, og astronauterne kunne kommunikere med Jorden.

Ares I skal løfte besætningen i rumfartøjet Orion op i kredsløb om Jorden, mens den 109 meter høje Ares V (th.) sørger for det tunge månelandingsfartøj. Et af rakettrinene på Ares V skal derefter sende det hele i kredsløb om Månen. (Illustration: NASA)

Desuden foregik Apollo-landingerne nær Månens ækvator, fordi kommandomodulerne fløj i en bane over ækvator, da hjemrejsen var nemmest herfra. Sådanne restriktioner slipper man for med Constellation.

To raketter skal tage slæbet

NASA er i fuld gang med at udvikle de løfteraketter, der skal bringe mennesker og udstyr sikkert til Månen. Raketten Ares I skal bringe det bemandede rumfartøj Orion i omløb om Jorden. Den langt større Ares V skal være arbejdshesten, der først skal bringe landingsmodulet Altair i omløb om Jorden og derefter bringe både Orion og Altair videre den lange vej til Månen.

Ares I skal også afløse rumfærgerne, når det gælder om at bringe astronauter ud til den internationale rumstation ISS. Allerede til efteråret skal en testversion af Ares I kaldet Ares I-X sendes ubemandet ud i rummet.

Ares-raketterne vil blive skudt op fra Kennedy Space Center i Florida og vil benytte de samme affyringsramper, som er blevet brugt til Apollo-missionerne og til rumfærgerne.

Ares V bliver verdens kraftigste raket

Ares V bliver den kraftigste raket nogensinde. Den vil være tre gange højere end Rundetårn og vil kunne bringe 71 tons udstyr hele vejen til en bane om Månen. Og når der skal etableres en fast base på Månen, skal der nok blive brug for den imponerende løfteevne.

Raketten vil også blive brugt til at løfte fremtidige store rumteleskoper ud i rummet. Hvis teleskopet (eller andet udstyr) 'bare' skal i omløb om Jorden og ikke skal hele vejen til Månen, må det veje helt op til 188 tons. Til sammenligning kunne Apollo-programmets Saturn V-raket løfte 47 tons til Månen og 119 tons til en bane om Jorden.

Det bliver også en version af Ares V, der engang i den noget fjernere fremtid skal bringe mennesker til Mars. Og det bliver noget af en tur - astronauterne skal være forberedt på at være væk i mere end et år, mens Månen tur-retur nemt kan klares på et par uger.